Det er atter blevet den tid på året. Nyheden ankommer om 343 "universitetslærere," som har underskrevet et brev, der højtideligt erklærer, at de fremover ikke vil samarbejde med israelske akademiske institutioner. Deres fælles brev fylder en hel side i dagens udgave af Storbritanniens venstreorienterede avis Guardian (hvor ellers?) og har næsten ingen furore vakt i landet. Det kommer nogle dage efter et brev, underskrevet af 150 førende britiske forfattere, musikere og andre -- herunder JK Rowling, Simon Schama og Hilary Mantel – der modsatte sig alle slags boykotter mod Israel og påpegede, at set med de fleste menneskers øjne er intellektuel og kulturel udveksling en god ting.
Anti-boykot-brevet var underskrevet af nogle af Storbritanniens førende intellektuelle. Den fremherskende reaktionen på pro-boykot-brevet kan imidlertid meget vel blive "Hvem?" Hvem anede for eksempel, at Israel -- eller nogen stat overhovedet – ville blive mindre af ikke at blive beriget med visdommen fra professor Alex Callinicos, en af Storbritanniens mest obskure marxistiske akademikere? Han har affattet et utal af endeløse skrifter; hans forsøg på at hidføre sine tanker til den almindelige politiske diskussion nåede et højdepunkt under hans engagement i Socialist Worker's Party [Socialistisk Arbejderparti], en gruppe der var for ekstrem selv for Jeremy Corbyns Labour Party [Arbejderparti]. Da næsten ingen i Storbritannien ønsker prof. Callinicos' tanker, hvorfor skulle nogen i Israel så tigge om dem?
Eller hvad med en anden person i brevet, en vis professor Jane Hardy som underviser ved universitetet i Hertfordshire. Det må komme som en stor overraskelse for de fleste mennesker i Storbritannien – og muligvis også for mange i Hertfordshire -- at sådan en institution findes. En hurtig søgning på internettet afslører imidlertid, at det gør den, og at den indtil 1992 var kendt under navnet "Hatfield Polytechnic" [Hatfield polytekniske læreanstalt]. Så hvad er det, de studerende i Israel ensidigt mister retten til at vide, takket være professor Hardys indstilling? Nuvel, hendes egen profilside oplyser: "Min forskning og udgivelsesvirksomhed vedrørende regional udvikling, samt køns- og klassefaktorers forandrende indvirkning, er understøttet af en interesse for almindelige menneskers tilværelse og hvordan de har modsagt nyliberalismen." Man forsøger selvfølgelig at være høflig, men det er værd at påpege, at denne form for "undersøgelser" aldrig har været til nytte, når det gælder at finde plads på jobmarkedet til britiske studerende (bortset, måske, fra at fremme deres studier på de laveste, akademiske trin). Hvorfor prof. Hardys tilbageholdelse af sin forskning vedrørende regional udvikling, køn og klasse i Hertfordshire-sammenhæng skulle være sådan et stort tab for studerende i Israel, kan man kun rådvildt gisne om.
Andre på listen viser tilsammen en række af endnu mere obskure og ukendte personer. Måske ved deres familier, hvem nogle af dem er? Flertallet er fra Storbritanniens anden- eller tredjerangs universiteter, tidligere polytekniske læreanstalter, der misvisende genmarkedsføres som universiteter, hvilket har sænket universiteternes kvalitetsmærke som helhed. Selvfølgelig optræder der som vanligt den fornødne ubetydelighed af jødiske navne, fremført i forreste linje af underskriftindsamlingens arrangører i et forsøg på at dække over den latente fordomsfuldhed og racisme i deres brev. Men hvilket kor af indbildskhed og opblæsthed dette frembyder.
Man behøver blot at kaste et blik på begrundelsen for brevet for at se, at det viser den tragiske lave grænse der i dag behøves i Storbritannien for at kvalificere sig som akademiker.
Professor Jonathan Rosenhead, som taler på vegne af arrangørerne bag boykot-brevet, siger for eksempel: "De israelske universiteter befinder sig i centrum af Israels krænkelser af international lov og undertrykkelse af det palæstinensiske folk." Er dette virkelig sandt? Tag en af de barskeste foranstaltninger, den israelske stat nogensinde har måttet tage i brug over for dem, der begår selvmordsterrorisme mod landets befolkning: nedrivning af hjem (hvor en terrorists hjem bliver revet ned, efter at sagen har været ført i retten, fordi det er svært at finde ret mange måder, hvorpå man kan tale en person fra at gøre noget, hvis vedkommende er villig til at dø i udførelsen: men hvad der sker med deres families hjem bagefter kan udgøre en vis bremse). Er der nogen, der ved, hvordan prof. Rosenhead er kommet frem til den forestilling, at nedrivning af selvmordsbomberes hjem udføres af Israels universiteter? Normalt ville det være IDF eller andre sikkerhedsstyrker, der udførte sådan et beklageligt arbejde. Har prof. Rosenhead virkelig beviser for, at det rent faktisk er israelske akademikere, der sendes ud for at udføre sådan en ordre? Det forekommer forsvindende lidt sandsynligt. Og skulle en enkelt akademiker et eller andet sted i Israel have været involveret, hvorfor skal det så influere på en, der studerer litteratur ved et universitet i Tel Aviv? Skal studerende ved britiske eller amerikanske universiteter holdes ansvarlige for de britiske eller amerikanske væbnede styrkers handlinger i Nordirland eller Irak? Ville vi ikke anse det for et udtryk for den største uvidenhed, for ikke at sige uopdragenhed at mene, at de skal?
 Professor Jonathan Rosenhead, fra London School of Economics, er en af arrangørerne af en akademisk boykot af Israel. |
Prof. Rosenheads syn på, hvad almindelige akademikere er op imod, forekommer fordrejet, her i landet såvel som i udlandet. Ved lanceringen af sin racistiske underskriftindsamling kundgør han: "Disse underskrifter er alle blevet indsamlet trods det pres, der kan lægges på folk om ikke at kritisere staten Israel." Jeg ved ikke, hvor han mener, at sådan et pres skulle komme fra. Så vidt jeg kan se, er de eneste, der udøver et vist pres om ikke at underskrive boykot-breve, et par små zionistiske organisationer i Storbritannien. Det er svært at forestille sig, at de udgør en magt, som bliver frygtet af disse brave underskrivere, med mindre den tanke, som disse arrangører i virkeligheden spiller ud, er, at der altid er en pris, der skal betales, hvis man går imod "jødiske interesser" og "jødisk magt." Racisme af denne art har vi ikke hørt i Storbritannien i mange årtier. Hvor ubehageligt er det ikke at høre den boble frem igen fra den akademiske verdens mest obskure andedam.