For ti år siden hørte en af redaktørerne ved den danske avis Jyllands-Posten, at ingen tegner i Danmark ville afbilde islams profet til et sæt børnebøger om de store verdensreligioner. Fandtes der virkelig en sådan selvcensur i det moderne Danmark? Han forsøgte at finde ud af det. Så han udgav en dobbeltside i avisen med tolv tegninger, som skulle afbilde islams grundlægger.
Efterfølgende blev avisen angrebet – det mest direkte forsøg på at gennemtvinge censur siden dødstruslerne mod Salman Rushdie for romanen De Sataniske Vers i 1988 og mordet på Theo van Gogh for filmen Submission [Underkastelse] i 2004. Kniven i van Goghs ryg gennemborede også en seddel, som krævede dødstrusler mod Ayaan Hirsi Ali, dengang hollandsk parlamentsmedlem, og det hollandske parlamentsmedlem Geert Wilders.
Nogle af de tegninger, som blev trykt i Jyllands-Posten, førte til angreb på avisen for at have trykt dem. Nogle af tegningerne viste slet ikke Muhammed. En af dem, en Muhammed-lignende figur med en bombe i sin turban, blev berømt. Lokale danske imamer, som var skuffede over tegningernes relative farveløshed, føjede nogle af deres egne, mere krænkende tegninger til en mappe med tegninger og rejste rundt i Mellemøsten med denne i et forsøg på at oppiske vrede imod Danmark. Som mange vil huske, virkede ansporingen. For en stund, når man ser bort fra alle plyndringerne, brandene og mordene, syntes hele verden lammet af disse tegninger og af spørgsmålet om, hvad reaktionerne på dem mon kunne betyde.
I et antal lande opstod der selvstændige udbrud af mini-tegnekriser. Ezra Levants beslutning om at gå enegang og offentliggøre tegningerne i Canada førte til en nordamerikansk forgrening af tegningekrisen. Et antal norske avisers beslutning om at trykke tegningerne, i solidaritet med deres naboer, førte til en norsk tegningekrise. Og selvfølgelig, i Paris førte beslutningen hos et enkelt blad -- Charlie Hebdo – om at blive ved med at skildre en hvilken som helst historisk person til nedslagtningen af ti journalister og to politibetjente i bladets Paris-kontor i januar i år.
I dag er vel et lige så godt tidspunkt som noget til at stille et par spørgsmål – ikke mindst om vi overhovedet har lært noget. Ikke-muslimer rundt om i verden har helt sikkert lært ganske meget mere om islamisk følsomhed, når det gælder afbildningen af deres profet. Inde fra de muslimske samfund i Europa og andre steder er det blevet demonstreret, at der findes et lille, men uomtvisteligt antal, som er villige til at dræbe og sommetider dø for at påtvinge ikke-muslimer rundt om i verden deres forestilling om blasfemi.
Ud over drabsforsøgene mod personalet på Jyllands-Posten har der været forsøg på at myrde den danske tegner Kurt Westergaard og den svenske tegner, som i solidaritet tegnede en Muhammed-tegning efter de første danske tegninger, Lars Vilks. Der har været utallige andre tilfælde, hvor blasfemipolitiet har banket på døren. I London overlevede udgiveren af en slesk bog om Muhammeds kærlighedsliv (The Jewel of Medina af Sherry Jones) med nød og næppe et forsøg på brandattentat mod hans kontor. Var der ét sted på jorden, som man kunne have troet var immunt over for et besøg fra det islamiske blasfemipoliti, var det formentlig et sted i Texas. Men tidligere på året, da der fandt en udstilling af Muhammed-tegninger sted i Garland, dukkede attentatmændene alligevel op og blev, heldigvis, skudt.
Så én lektie er, at måske er intet sted på jorden i dag sikkert mod islams strengeste håndhævere. De kan dukke op i fjerne egne af Skandinavien eller i hjertet af Amerika. De kan træde ind på et aviskontor eller i en persons hjem. Og det er gennem denne erkendelse, at det forgangne årtis tydeligste lektie er blevet indprentet.
I sidste uge, på årsdagen for udgivelsen af de første Muhammed-tegninger, genoptrykte Jyllands-Posten den oprindelige dobbeltside. Side og tekst var udformet, som de var det hin berømte dag ti år tidligere. Men én ting manglede: tegningerne. Der, hvor de oprindelige billeder havde siddet – selv dem der ikke gengav Muhammed – var der kun tomme felter. Det, der havde været muligt i 2005, var ikke længere muligt i 2015. Man kan dårligt bebrejde udgiverne. Efter i ti år at have betalt for sikkerhed og med et personale, som havde måttet arbejde på verdens måske mest truede avis, signalerede redaktørerne på Jyllands-Posten, at de havde fået nok af truslerne og af faren. De udøvede selvcensur.
Det tog kun ti år for de fleste mennesker i Vesten at lære om islamisk blasfemi – og til sidst at føje den. I dag er der måske tusindvis af mennesker, der er villige til at offentliggøre tegninger af Muhammed på deres Twitter-konto, men de fleste af dem gemmer sig bag dæknavne og beklager sig over andres fejhed.
Få dage før årsdagen for Muhammed-tegningerne talte Mark Steyn, Henryk Broder og den norske redaktør Vebjoern Selbekk ved en konference i Danmark til ihukommelse af tegningernes årsdag. Den blev afholdt i det danske folketing, den eneste derværende bygning, som i dag anses for sikker nok til at modstå de nu almindeligt forekommende angreb fra det islamiske blasfemipoliti. I forventningen om et terrorangreb havde både det britiske udenrigskontor og det amerikanske udenrigsministerium advaret deres borgere om at holde sig væk fra folketingsområdet den pågældende dag. Restauranten, hvor vi skulle have spist, aflyste aftalen; de indså, da politi og sikkerhedsfolk gennemsøgte bygningen på forhånd, hvem gæsterne kunne være.
For ti år siden kunne man trykke tegninger af Muhammed i en dansk avis. Ti år senere er det vanskeligt for alle, der har været forbundet med sådan en handling, at finde en restaurant i København, som vil servere middag for dem.
Det er ikke kun billedkunstnere og forfattere, der har lært lektien; det er alle – lige fra aviskoncerner til mennesker, der serverer mad i restauranter. Vore samfund ynder at tro, at terrorisme og intimidering ikke virker. Det gør de – eller de kan gøre det – men kun hvis vi lader dem gøre det. Gennem de seneste ti år har det, når man ser bort fra et par korte udbrud af skinhellige slag i luften, vist sig at være frygten -- ikke Muhammed-tegningerne – der bredte sig.
Friheden er imidlertid aldrig blevet forsvaret af mere end en håndfuld mennesker. De fleste foretrækker et behageligt og stille liv frem for noget, der ligner kamp. Der findes dog stadig mere end nogle få gode mennesker i verden og mere end en håndfuld af dem i Skandinavien. Hvor man i tidligere konflikter forventede, at ledere eller statsmænd førte an, er det i denne krig mod den nye "islamiske inkvisition" journalister, tegnere, skribenter og kunstnere, som befinder sig i frontlinjen, og som er nødt til at gå forrest. Nogle af dem bliver måske overraskede over at befinde sig i denne position. Det burde de ikke blive. Frihed i ytring og tanke har altid haft hadefulde fjender. Men sandheden har bestandig fulgt dem til dørs, og det vil den gøre igen.