Mens Hamas og Islamisk Jihad fortsat udnytter vore teenagere i Gaza-striben ved at træne dem til at deltage i jihad imod jøder og "vantro," begår vore ledere på Vestbredden en lignende forbrydelse imod den palæstinensiske ungdom.
Det Palæstinensiske Selvstyres ledelse med Mahmoud Abbas i spidsen, som fejlagtigt beskriver sig selv som præsident for staten Palæstina, har opmuntret vore teenagere til at deltage i den såkaldte "folkelige modstand" imod Israel. Men disse ledere, Abbas inkluderet, er ikke villige til at sende deres egne børn og børnebørn ind for at deltage i den "folkelige kamp." Som sædvanlig ønsker vore ledere, at andre folks børn går på gaden og kaster sten og brandbomber imod jøder.
Den "folkelige kamp," som Selvstyre-ledelsen står i spidsen for i disse dage, er alt andet en fredelig. I nogle tilfælde har den endda vist sig at være dødbringende. For nylig blev Alexander Levlovich dræbt, da han mistede kontrollen over sin bil i Jerusalem. Undersøgelserne viser, at mindst fire unge arabere havde overdænget hans bil med sten, hvilket fik Levlovich til at ramme et træ.
De seneste måneder er hundredvis af palæstinensiske teenagere fra Jerusalem blevet arresteret for at kaste sten og brandbomber mod israelske køretøjer. Disse teenagere har afgivet varierende forklaringer på, hvorfor de besluttede at deltage i den "folkelige modstand" imod Israel. De fleste af dem sagde, at de ønskede at protestere imod, at jøder besøger Tempelbjerget -- noget som vore ledere har karakteriseret som værende "forurening" af islamiske helligdomme. Mahmoud Abbas, som på ingen måde er nogen from muslim, beskyldte for nylig jøder for at vanhellige Al-Aqsa-moskeen med deres "beskidte fødder."
Abbas og andre førende personer i den palæstinensiske Selvstyre-ledelse har også udsendt daglige trusler imod Israel som svar på nogle jøders fuldkommen fredelige besøg på Tempelbjerget. En af dem, Mahmoud Habbash, gik endda så vidt som til at erklære, at jøders besøg på Tempelbjerget vil antænde en tredje verdenskrig.
Det er denne form for tilskyndelse, som får vore unge til at kaste sten og brandbomber imod jøder. Disse unge går ikke på gaden for at kæmpe imod "besættelse." Deres hovedmål er at dræbe eller volde alvorlig fysisk skade på jøder. Hvordan kan man ellers forklare den kendsgerning, at palæstinensiske teenagere har kastet snesevis af brandbomber mod jødiske hjem i Den Gamle Bydel? Når nogen kaster en brandbombe mod et hus eller en bil, er det hans intention at brænde civile levende.
Vore ledere, som bærer det fulde ansvar for at sende disse teenagere ud for at kaste sten og brandbomber mod jøder, sidder i deres luksuøse kontorer og villaer i Ramallah og gnider sig i hænderne, overmåde tilfredse. Abbas og adskillige palæstinensiske ledere på Vestbredden ønsker at se vore unge lave optøjer i Jerusalems gader og på Tempelbjergets Al-Aqsa-moskeområde, så de kan holde Israel ansvarlig for at slå ned på "uskyldige" palæstinensere. Deres hovedmål er at bringe Israel i vanskeligheder og beskrive det som en stat, der tager barske metoder i brug over for palæstinensiske teenagere, hvis eneste forseelse er, at de deltager i en "folkelig modstand."
Efter at have opflammet vore unge til at begå vold imod jøder, skynder vore hykleriske ledere sig nu at fordømme de nye israelske foranstaltninger imod stenkastere. Det er, som om vore ledere siger, at det at kaste sten og brandbomber imod jøder i biler og hjem er en fundamental palæstinensisk ret.
En af de mest højrøstede hyklere er Saeb Erekat, den palæstinensiske veteranforhandler, som for nylig blev valgt til generalsekretær i PLO. Erekat, som aldrig har sendt sine sønner og døtre ud for at kaste sten og brandbomber mod jøder, blev citeret i denne uge for at fordømme Israels nylig vedtagne foranstaltninger mod palæstinensiske stenkastere. Han beskrev disse foranstaltninger som "umenneskelige" og som del af den israelske "opflammen" imod palæstinenserne.
Hverken Erekat eller hans chef, Mahmoud Abbas, har undsagt palæstinensernes vold imod jøder. Det eneste tidspunkt, hvor de ytrer fordømmelse er, når Israel arresterer teenagere for at kaste med sten og brandbomber. Vore ledere mener ikke, at Israel har nogen som helst ret til at forsvare sig imod dem, der forsøger at brænde jøder, der kører i deres bil eller sover i deres hjem.
Hvis nogen vanhelliger islamiske helligdomme, er det dem, der starter med at bringe sprængstoffer, sten og brandbomber med ind i Al-Aqsa-moskeen. I de seneste måneder har snesevis af palæstinensiske unge brugt moskeen som affyringsrampe til angreb på jødiske besøgende og politifolk på Tempelbjerget. De jøder, som besøger stedet, medbringer ikke sten, brandbomber og køller. Det er unge muslimske mænd, der vanhelliger vore helligdomme med deres "beskidte fødder."
Sådanne rapporter viser, at muslimer ingen respekt har for deres religiøse steder. Billederne af maskerede unge inde i Al-Aqsa-moskeen, som samler sten til angreb på jøder, fortæller også om intentionerne hos disse ballademagere og dem, der står bag: de ønsker at skade jødiske besøgende og politifolk, som i øvrigt ikke har nogen planer om at gå ind i moskeen.
Vi forurener vore moskeer med vore egne hænder og fødder og beskylder derefter jøderne for at vanhellige islamiske helligdomme. Ikke blot lyver vi, men vi udfolder også den højeste grad af hykleri og skamløshed. Vi planlægger og starter volden på Tempelbjerget og andre steder, hvorefter vi løber af sted og beklager os til verden over, at Israel arresterer vore unge "uden grund."
Det er tydeligt, at vore ledere endnu engang fører os i retning af en katastrofe. De ønsker, at vore børn skal blive sårede eller dræbt, så de kan gå til FN og klage over, at Israel bruger "overdreven magt" imod palæstinenserne. Vore ledere fortæller selvfølgelig ikke verden, at det er dem, der tilskynder disse unge mænd til at gå på gaden og angribe den første jøde, de løber ind i. De fortæller heller ikke verden, at det er muslimer, ikke jøder, der forurener islamiske helligdomme med deres voldelige handlinger.