Nedbrydningen af grænserne og menneskers frie bevægelighed har været centrale visioner i EU-projektet. Men kig hvor som helst på kontinentet i dag, og denne vision er ved at forandre sig til et mareridt. Strømmen af flygtninge og migranter over Middelhavet påvirker hvert eneste land i Europa og skaber en problematisk ny virkelighed.
Langs grænsen til Serbien har den ungarske regering beordret opført et hegn i et forsøg på at holde strømmen af migranter ude. Et midlertidigt bolværk består af store ruller pigtrådshegn. Ved den italiensk-østrigske grænse er der hidtil usete køer af ventende mennesker, fordi de østrigske myndigheder nægter at lade migranter krydse grænsen. Ved Calais hersker der ren forvirring, idet migranter ved den franske havn forsøger at bryde ind i Kanaltunnellen eller på anden vis finde en måde at komme til England på. Og i den østtyske by Heidenau har der været natlige optøjer, hvor de lokale beboere har protesteret mod et asylcenter, nedbrændt en modtagehal for migranter og pebet kansler Merkel ud, da hun ankom til området. Hendes regering har netop kundgjort, at den forventer 800.000 migrantankomster til Tyskland i år.
Overalt er det politiske klima ved at ændre sig. Sverige har modtaget mere end sin rimelige andel af migranter til Europa de senere år. Landets regering praler stolt af det eksempel, den mener at statuere. Ét resultat heraf er, at den seneste meningsmåling viser anti-immigrationspartiet Sverigedemokraterne føre over alle andre partier. Indtil for nylig optrådte Sverigedemokraterne med éncifrede tal i meningsmålingerne.
Andre steder er tingene om ikke ved at bryde sammen, så i hvert fald holdt op med at hænge sammen. Både Polen, Tjekkiet og Slovakiet har de seneste dage erklæret, at de ikke vil lukke flere muslimske migranter ind. Det strider muligvis mod EU's migrations- og asylpolitik, men de tre lande insisterer alle på, at de fra nu af kun vil acceptere kristne flygtninge fra Syrien.
Og dette er vel at mærke de lande, som "døjer" mindst med problemet. Bestemmelserne i Dublinaftalen betyder, at flygtninge skal søge asyl i det første EU-land, de ankommer til, så det er Italien og Grækenland der i øjeblikket bærer det største ansvar. Det er begyndt at kunne ses. I marts truede den græske forsvarsminister de andre EU-medlemslande med, at han ville oversvømme resten af Europa med migranter, herunder ISIS-krigere, såfremt de ikke gør mere for at hjælpe Grækenlands økonomi. I juni truede den italienske regering med at udstede migrantvisaer, som vil give migranterne lov til at rejse fuldt lovligt rundt i Europa. Disse trusler er næppe i overensstemmelse med EU's erklærede ambition om en "stadig tættere union" mellem medlemslandene. De er pistoler rettet mod EU-integrationens hoved.
Selvfølgelig er migration via Europas bløde underliv ikke noget nyt. Det nye er omfanget af bevægelsen og reaktionens utilstrækkelighed. Dette år har allerede oplevet den størst tilstrømning af migranter til dato, og der er ingen ende i sigte.
Det er ikke kun den frygtelige humanitære situation i Syrien og Eritrea, som fremkalder krisen, det er også mennesker fra subsaharisk Afrika og andre steder, som søger efter en bedre tilværelse til gavn for deres familier. Kaoset i Libyen gør det helt klart vanskeligt at håndtere problemet på de valgte udrejsepunkter. Men det er ikke sandsynligt, at situationen i de pågældende hjemlande vil ændre sig på kortere sigt.
Det står næppe i Europas magt at stabilisere situationen i Syrien og Eritrea (for blot at nævne to) eller forbedre levestandarden i hele det subsahariske Afrika og resten af regionen. Enhver der tror, at Europa kan løse problemerne i disse lande, såvel som i deres egne, er lige så naive som dem der tror, at problemet starter i Calais. Udfordringen kræver imidlertid en form for helspektret respons, som langt fra er under overvejelse.
Der er årsager til denne lammelse. Frem til i dag har spørgsmålet om, "hvad man skal gøre," været politisk gift for enhver almindelig vesteuropæisk politiker. I løbet af sommeren har den britiske premierminister, David Cameron, løseligt refereret til "sværmen" af migranter ved Calais. Hans politiske modstandere angreb det øjeblikkelig og fordømte hans "krænkende" sprogbrug. Men hvilke chancer har vi for at opbyde den modige tænkning, som vi får brug for i Europa, hvis vi bliver ved med at reducere vores reaktion på denne krise til en ordleg?
Den første udfordring kan være at forsøge at opmuntre migranterne til at forblive tættere på de lande, de flygter fra. Professor Paul Collier har for nylig foreslået, at man opretter nogle EU-sponsorerede arbejdstilflugtscentre i Jordan for at sikre, at syriske flygtninge (som udgør 40% af de senest ankomne til EU) har et incitament til at forblive i regionen. Dette giver dem ikke blot en bedre mulighed for integration, men gør det også nemmere for dem at vende hjem, hvis eller når situationen bedres. Lignende projekter kan måske overvejes i andre områder.
Der er også et tvingende behov for at forbedre processen med at skelne de ægte flygtninge fra de økonomiske migranter. Den nuværende proces er ikke egnet til dette formål – hvilket bliver forværret af det faktum, at når først folk er kommet ind i Europa, er det umådelig svært at sende dem bort igen, uanset hvem de er. Det ville give meget større mening for EU-landene at holde migranterne ude af Europa, mens man finder ud af, hvem de er (de fleste ankommer uden papirer), og derefter vurdere legitimiteten af deres krav. EU kunne måske overveje at betale nordafrikanske lande til at oprette sådanne opholdscentre. Tunesien er en oplagt mulighed, det samme er Marokko. Måske kunne den franske regering forhandle med algerierne. Medmindre nogen nærer et ønske om at vende tilbage til Libyen, er det disse partnere, vi måske kan samarbejde med.
Når først de legitime flygtninge er kommet ind i Europa, vil det også være afgørende at skabe et mere nuanceret opholdsmæssigt tilknytningssystem i stedet for én løsning, der skal passe til alle. Så ud over en permanent opholdstilladelse burde man kunne udstede midlertidige visa, snævert begrænsede til stedet hvor de er udstedt, og udløbsdatoen.
Måske vil det på et tidspunkt blive nødvendigt at bringe disse få forslag i anvendelse. Privat erkender mangle parlamentarikere dette. Men mens Europas ledere bliver ved med at vente på, at den slags forestillinger skal blive politisk acceptable, skubber de problemet rundt på kontinentet. Det er på tide, at de i stedet går i spidsen. Hvis de svigter, vil hegnene blive rejst overalt i Europa, og mindst ét aspekt af den europæiske drøm, om ikke mere, vil dø med dem.