Er du en kunstner, som ønsker at optræde offentligt på et eller andet tidspunkt i fremtiden? Hvis du er, så bliver du muligvis nødt til at læse op på verdens geopolitiske affærer – og derpå sikre dig, at du har alle de "korrekte" synspunkter. Hvis du troede, at den eneste kvalifikation du vil få brug for, var at udmærke dig inden for din foretrukne kunstform og derpå se, om du kan samle et publikum, så tager du fejl. Det er ikke længere nok – bestemt ikke hvis du er jøde.
I denne uge indløb nyheden om, at en spansk musikfestival har aflyst en planlagt koncert med Matisyahu, en amerikansk reggaestjerne. Matisyahu blev berømt som den "hassidiske reggaestjerne," selvom han forlod den ortodokse jødedom i 2011. Han bærer ikke længere hverken skæg eller kippa, men han er stadig stolt af sin jødiske identitet. Næste weekend, den 22. august, var det planen, at han skulle optræde ved Rototom Sunsplash-festivalen i Benicassim, nord for Valencia.
Uheldigt for dem, der bare er interesserede i musik, fik en gruppe lokale Boycott, Divestment and Sanctions (BDS)-aktivister nys om Matisyahus kommende optræden. De hævdede, at Matisyahu støtter "en apartheidstat, som udfører etnisk udrensning," og krævede, at festivalen aflyste koncerten.
Matisyahu er selvfølgelig ikke den første jøde, der udsættes for denne form for pression. I Europa, og i stigende grad også i Amerika, kan enhver kunstner som kommer fra Israel, opleve at blive krænket og nedgjort i de "progressive" værdiers navn. I London har Jerusalems Strygekvartet og Israels Filharmoniske Orkester været udsat for forsøg på aflysning af deres koncerter. Når koncerterne er kommet i gang, har de undervejs måttet tåle modbydelige og truende afbrydelser fra demonstranterne. Det samme er overgået israelske teatergrupper som f.eks. Habima – hvis skuespillere blev krænket og nedværdiget, mens de var på scenen i Shakespeare's Globe Theatre i London, hvor de forsøgte at opføre "Købmanden i Venedig." Ingen af demonstranterne syntes at kunne se det ironiske i at nedværdige jøder på scenen i lige netop det skuespil.
Jødiske israelske kunstnere er vant til at blive gjort til skydeskive og nedværdiget på denne måde. Men behandlingen af Matisyahu er noget nyt. For Matisyahu er ikke israeler – han er amerikaner. Men efter BDS-demonstranternes indgriben forsøgte festivalens direktør noget, som han formentlig opfattede som en fuldkommen rimelig anmodning: Filippo Giunta bad Matisyahu om at lave en "underskrevet erklæring eller video," som "på en meget tydelig måde" udtrykte, at han støttede oprettelsen af en palæstinensisk stat. Dette blev gjort til en betingelse for, at han kunne gå på scenen. "Hvis du underskriver disse betingelser, kan du gennemføre koncerten," sagde festivalens direktør til kunstneren.
Fuldt forståeligt nægtede Matisyahu at reagere på dette ultimatum, og festivalarrangørerne aflyste hans optræden, der var planlagt som blot en af flere tourkoncerter, som Matisyahu skal afholde i Europa og Amerika.
Man må håbe, at alle der tror på den kunstneriske frihed og afviser politisk intimidation, nu kommer af sted til den nærmeste koncert med Matisyahu, hvad enten de kan lide reggae eller ej. For mig personligt har de spanske festivalarrangørers handling skabt den eneste lyst, jeg nogensinde har haft til at deltage i sådan en koncert.
Men måske skulle vi også formulere nogle andre geostrategiske spørgsmål, som man kunne kræve besvaret af alle andre kunstnere i fremtiden. Spanien har sine egne grænseproblemer, ligesom næsten hvert eneste land i verden har det. Måske bør spanske udøvende inden for den klassiske og popprægede kunstverden for fremtiden forhøres om deres politiske holdninger, inden de får lov til at optræde i udlandet? Hele spørgsmålet om Catalonien er for eksempel dybt ladet og omstridt i Spanien, med umådeligt stærke synspunkter vedrørende selvstændighed hos alle parter. Måske bør resten af verden kræve, at alle musikere fra Spanien underskriver en erklæring eller laver en video til støtte for catalansk uafhængighed, hvis de skal have lov til at optræde offentligt? Vi kunne selvfølgelig springe frem og tilbage i vores loyalitet – og få det spanske kunstsamfund til at springe med ved vores mindste vink og kovending. Måske kunne vi derefter beslutte, at borgere i andre lande også skal tvinges til at følge vore luner vedrørende de spanske grænsespørgsmål?
Sådan en fremgangsmåde ville selvfølgelig være uanstændig, hvad den også ville være over for et hvilket som helst andet land. Men det er immervæk lærerigt, at der kun er ét land og ét geopolitisk spørgsmål, som bliver behandlet på denne måde. Så vidt jeg ved, bliver tyrkiske kunstnere intet sted i verden bedt om at fordømme deres lands besættelse af Nordcypern -- en besættelse af halvdelen af en EU-medlemsstat, som har varet i mere end fire årtier. Et sådant krav ville dog være langt mere passende i Spanien og et hvilket som helst andet EU-land. Og det er bestemt heller aldrig blevet krævet af mennesker af ikke-tyrkisk nationalitet, at de skulle kræve tilbagetrækning af tyrkiske styrker og tyrkiske mennesker fra cypriotisk territorium, før de fik lov til at optræde offentligt.
Der dukker heller aldrig krav op i forbindelse med det indviklede spørgsmål om Vestsahara på denne måde. Begge disse problemområder – for blot at nævne to – er meget mere nærliggende for spanske borgere. Det ene ligger blot nogle få kilometer mod syd, mens det andet involverer en anden EU-medlemsstat. Men at afkræve en kunstner sådan en handling eller erklæring som forudsætning for vedkommendes optræden ville ikke alene være skandaløst, det ville blive anset for fuldkommen surrealistisk. Hvorfor er BDS-kampagnen så i stand til at normalisere sådan et krav, og en festival i stand til at aflyse en koncert på basis af en nægtelse af at imødekomme et så grotesk krav?
Svaret er vor tids febersygdom. For en stund var det kun israelske jøder, der blev gjort til pariaer blandt verdens nationer på grund af en uløst grænsestrid, hvor deres land er indblandet. Nu er det jøder, født hvor som helst i verden, der kan bruges som skydeskive på samme måde. De udpeger jøder – jøder og kun jøder. Og deres udpegelse af jøder, uanset hvor disse kommer fra, gør deres racistiske motiver lysende klare. Hvis Rototom Sunsplash-festivalen ønsker at tage del i denne racistiske BDS-feber, så er det dem – og ikke jøder -- verden bør gøre til globale pariaer.