Siden 2012 har filmelskere i London og andre steder haft glæde af at kunne besøge Seret, London Israeli Film and Television Festival [Israelsk film- og tv-festival i London]. Den seneste fejring af israelsk filmtalent finder sted i disse dage, fra den 11- til 21. juni, med forevisninger i hovedstaden og udenfor denne i Manchester, Leeds og Liverpool. Det er en stor begivenhed, som tiltrækker store jødiske og ikke-jødiske skarer, alle forsamlet på grund af deres kærlighed til gode film og godt tv. Filmene er altid en broget blanding, sammensat for at tiltrække mennesker af forskellig politisk, religiøs og kunstnerisk orientering. Dette års liste indeholder
"en vifte af fascinerende emner lige fra incestens mørke til spionagens farer; fra vanskelighederne i forbindelse med handicap-dating til dybderne i psykisk sygdom; fra racisme til romantikken i mistet kærlighed og fra historier om handelssteder til poesi."
"Et andet fremtrædende træk ved dette års festival er dens fokus på film og dokumentarer instrueret og produceret af kvinder, og i overensstemmelse med festivalens ry for at skubbe til folks grænser er der to film lavet af ultraortodokse jøder fra Haredi-samfundet."
Blandt de film der optræder i programmet for 2015, er Apples from the Desert [Æbler fra ørkenen] om en pige der vokser op i en strengt Haredi-familie, og som flytter ud i den sekulære verden; Beneath the Helmet [Under hjelmen], en film om unge, nybagte studenter der indskrives i den israelske hær ("Beneath the Helmet illustrerer, hvordan disse unge mænd og kvinder forsvarer ikke alene deres hjem, men også deres værdier om fred, lighed, mulighed, demokrati, religiøs tolerance og kvinders rettigheder);" Dancing Arabs [Dansende arabere] om en palæstinensisk dreng, som vinder en plads på en israelsk eliteskole, finder accept der og kommer tæt på en jødisk klassekammerat; og The Kindergarten Teacher [Børnehavelæreren], en meget rost film, hvor "en børnehavelærer og forfatter af digte opdager det usædvanlige talent hos en femårig elev, som skaber sin egen verbale poesi helt spontant. Læreren bliver besat at behovet for at nære hans talent for komposition, som har 'set megen skønhed' trods hans tragiske livsomstændigheder."
Man skulle tro, at enhver normal person, for slet ikke at tale om mennesker engageret i film og tv, ville købe billet til dette spændende, humanistiske program. Men der er tale om en fejring af israelsk film, så ingen bør blive overrasket, hvis de humant provokerede Israel-hadere tropper talrigt op for at gennemtvinge en lukning af begivenheden.
Mandag den 8. juni fremsatte en gruppe på 40 britiske kunstnere og filmmagere netop dette krav i et brev sendt til bastionen for kærlighed til Israel, avisen The Guardian. Brevet var underskrevet af en ussel flok lige fra instruktører, producere og skuespillere til en komponist, en lærer, en universitetsdocent, forfattere, en billedhugger, en "kunstner," en filmfotograf og diverse andre. Ikke helt repræsentativt for britisk filmindustri – men underskrifterne viste dog enkelte velkendte navne, heriblandt Mike Leigh, Ken Loach, Miriam Margolyes, Peter Kosminski og John Pilger. Ingen af disse var selvfølgelig overraskende, men deres tilstedeværelse på listen, sammen med mange andre, er et sikkert bevis på, at dette blot udgør endnu en stramning af BDS-skruen.
Underskriverne peger faktisk eksplicit på deres kravs forbindelse til Boycott, Divestment, and Sanctions (BDS)-bevægelsen. Her følger det meste af deres brev:
Vi, de nedenfor opførte kunstnere, producere og bekymrede borgere, er skuffede og bedrøvede over at se, at Curzon, Odeon, Bafta og andre biografer er værter for London Israeli Film and Television Festival.
Dette kommer på et tidspunkt, hvor den globale boykot-, løsrivelses- og sanktionsbevægelse (BDS) imod Israel oplever en hidtil uset fremgang, og den israelske regering oplever sig i stigende grad isoleret på grund af sin systematiske krænkelse af palæstinensiske menneskerettigheder, Geneva-konventioner og international lov. Den israelske stat promoverer denne festival og støtter den økonomisk. Som værter for den ignorerer disse biografer opfordringen i 2004 fra det palæstinensiske civilsamfund til sanktioner imod Israel, indtil Israel følger international lov og ophører med sin ulovlige forflyttelse af palæstinensere, diskrimination imod dem og besættelse af deres land.
Denne festival kommer i kølvandet på de hensynsløse ødelæggelser og drab i Gaza-striben ved det israelske militær i 2014 og genvalget af en israelsk premierminister, som nægter palæstinenserne deres ligeret og ret til selvbestemmelse.
Festivalen er medsponsoreret af den israelske regering via den israelske ambassade i London, hvorved der går en lige linje mellem disse biografer, forevisningerne på festivalen og israelsk politik. Ved at drage nytte af penge fra den israelske stat bliver biograferne til tavse medskyldige i den vold, der påføres det palæstinensiske folk. Den slags kollaboration og samarbejde er uacceptabel. Det normaliserer, også selv om dette måske er utilsigtet, den israelske regerings voldelige, systematiske og ulovlige undertrykkelse af palæstinenserne.
Dette er ikke et krav om at nægte at vise film af de enkelte filmmagere, men at afvise den israelske stats involvering og økonomiske støtte. Vi opfordrer disse biografer til at stå sammen med det undertrykte palæstinensiske folk og undlade at deltage i præsentationen af denne festival.
Er det virkelig umagen værd at opremse hver eneste af de mange faktuelle fejl og udtryk for simpel fordomsfuldhed i ovenstående? Der er ingen nævnelse af krigsforbrydelser begået af Hamas i den seneste Gaza-krig, ingen henvisning til rapporterne fra Amnesty International og Human Rights Watch, som beskriver disse forbrydelser i detaljer; detaljer om Hamas' tortur og drab på palæstinensere eller gendrivelse af Hamas' påstand om, at deres angreb på Israel ikke var krigsforbrydelser. Jeg har altid troet, at menneskerettighedsaktivister lænede sig stærkt op ad Amnesty International og Human Rights Watch med henblik på information og støtte, men det fremgår tydeligt, at ønsket om at blive korrekt informeret ikke gælder, når det står i vejen for deres skingre fordømmelse af Israel.
Sætningen "hensynsløse ødelæggelse og drab i Gaza-striben ved det israelske militær i 2014" er også i total modstrid med kendsgerningerne – fakta viser, at Israel har gjort mere end nogen anden hær i historien for at minimere antallet af civile tab, og at landet optrådte fuldstændig inden for de grænser, der er afstukket af international lov, i sine angreb på militære installationer anbragt i civile områder.
Påstande som at "disse biografer ignorerer opfordringen i 2004 fra det palæstinensiske civilsamfund til sanktioner imod Israel, indtil Israel følger international lov og ophører med sine ulovlige forflyttelser af palæstinensere, diskrimination mod dem og besættelse af deres land," er det rene vrøvl. Israel har fulgt international lov lige siden den dag, det blev oprettet. Eftersom Israel gav palæstinenserne politisk selvstyre på Vestbredden og tak sig fuldkommen ud af Gaza i 2005, på hvilken måde har det da forflyttet palæstinensere? Hvorfor anses israelsk diskrimination for at være en anledning til boykot, mens diskrimination på tilsvarende niveau i Storbritannien, Europa og Nordamerika blot er et emne til offentlig diskussion og et spørgsmål om god lovgivning? Og hvorfor giver det overordentligt lavt niveau for diskrimination i Israel anledning til fordømmelse af en filmfestival, mens den ægte og modbydelig diskrimination i lande som Iran, Saudi-Arabien, Sudan, Afghanistan og andre end ikke er værd at nævne?
Iran har et vidunderligt ry for at lave film af international klasse. Værker af instruktører som Darius Mehrjui, Mohsen Makhmalbaf, Abbas Kiarostami og Ja'far Panahi hyldes ved internationale filmfestivaler fra Cannes til Venedig og London. Mange af disse film indeholder fremragende præstationer ved kvindelige skuespillere som Leila Hatami, stjernen i den bemærkelsesværdige film A Separation [En skilsmisse], eller skuespiller og instruktør Pegah Ahangarani.
Men Iran har et af de værste generalieblade for menneskerettigheder i verden i dag. Landet henretter næsten lige så mange mennesker som Kina, det undertrykker kvinder, det forfølger sine religiøse mindretal, det fængsler sine kritikere, og det erklærer sin længsel efter at feje Israel af landkortet. Leila Hatami blev truet med piskning, efter at hun havde kysset præsidenten for Cannes filmfestivalen på kinden, et udtryk for almindelig fransk sædvane. Ahangarani blev arresteret og fængslet to gange for at have taget del i en demonstration for demokrati i 2009 – demonstrationer som blev brutalt knust af regimet.
Underskriverne af brevet om den israelske filmfestival har, ifølge mit vidende, aldrig opfordret til fordømmelse af nogen iransk film, baseret ikke på individuelle kvaliteter, men på overtrædelse af menneskerettigheder i det land, hvor disse film blev til, eller med baggrund i deres instruktørers, produceres og skuespilleres nationalitet.
The Guardian har før dette bragt rosende omtale af flere nordkoreanske film, herunder A Flower Girl [En blomsterpige]. Men Nordkorea er en af verdens mest undertrykkende og farlige stater, styret af et regime, som kunne få selv ayatollaherne i Iran til at blegne. Så hvorfor er der ingen breve i The Guardian om at boykotte dets film? Åh, jeg glemte det, der er jo ingen, der nogensinde opfordrer til boykot af Nordkorea eller af nogen anden virkeligt undertrykkende stat.
Aktivisterne demonstrerer aldrig mod Saudi-Arabien, som netop har stadfæstet dommen mod en blogger, Raif Badawi, lydende på 1000 piskeslag, "meget hårdt," som piskningsordren lød, som straf for at nedskrive tanker som denne: "Jeg føler mig forpligtet... til at afvise enhver undertrykkelse i religionens navn... et mål som vi vil nå ad fredelig og lovformelig vej." De demonstrerer aldrig mod Qatar, Iran, Nordkorea, Rusland, Kina eller Sudan. De protesterer kun mod handlinger foretaget af et af verdens frieste, liberale lande og det eneste land i Mellemøsten, som yder alle sine borgere menneskerettigheder.
Hver eneste én af de fyrre underskrivere burde skamme sig. Tænk at fastholde menneskerettigheder ved at støtte en morderisk terrorstat og samtidig fordømme et demokrati, som er nødsaget til at forsvare sig imod udefrakommende kræfter, der er opsat på dets udslettelse – aner nogen af disse underskrivere mon, hvad ytringsfrihed og menneskerettigheder handler om, hvad demokrati vil sige, eller hvad international lov består i? Man har sin tvivl.
Imens vil Seret løbe af stablen. Ægte biograf- og tv-elskere vil se filmene og gå tilfredse derfra med et håb om at se flere af slagsen.