Et år efter at Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, bekendtgjorde dannelsen af det palæstinensiske Fatah-Hamas' "nationale samlingsregering," står de to rivaliserende parter så langt fra hinanden som nogensinde.
Den "nationale samlingsregering," under ledelse af premierminister Rami Hamdallah, blev dannet efter en række af indbyrdes "forståelser" mellem Fatah og Hamas på basis af tidligere "forsoningsaftaler" mellem de to parter.
Her et år efter står det klart, at det ikke er lykkedes for den "nationale samlingsregering" at nå sine vigtigste mål: genopbyggelse af Gaza-striben; afslutning på konflikten mellem Hamas og Fatah, samt forberedelse af nye præsident- og parlamentsvalg.
Fatah og Hamas kan kun bebrejde hinanden for det seneste mislykkede forsøg på at afslutte deres kontrovers og gøre noget godt for deres befolkning. Denne gang har de ingen mulighed for at lægge skylden på Israel.
De to parter havde chancen for at samarbejde om genopbyggelsen af Gaza-striben i kølvandet på sidste års militære konfrontation mellem Israel og Hamas. Det internationale samfund tilbød endda at hjælpe med opgaven, men Fatah og Hamas valgte at fortsætte med at bekæmpe hinanden på bekostning af palæstinenserne i Gaza-striben. Frem til i dag har de to rivaliserende parter ikke været i stand til at nå til enighed om en mekanisme til overførsel af bidrag fra internationale donorer til Gaza-striben.
Fatah påstår, at Hamas ønsker at stjæle pengene, mens Hamas allerede beskylder Fatah og Det Palæstinensiske Selvstyres regering for at arbejde på at lægge hånd på midlerne.
Fatah og Hamas var dengang enige om, at Hamdallah-regeringen kun skulle sidde i seks måneder – den tid der var nødvendig for at forberede de stærkt forsinkede valg til præsidentembedet og den lovgivende forsamling på Vestbredden og i Gaza-striben. Men den "midlertidige" regering har nu fuldført sit første år ved magten, mens chancen for at afholde nye valg under de nuværende omstændigheder er ikke-eksisterende.
Igen synes de to parter overhovedet ikke at være interesseret i at sende palæstinenserne i stemmeboksen. Parterne har hver især mange gode grunde til at undgå at afholde nyvalg på Vestbredden og i Gaza-striben.
For det første stoler Fatah og Hamas ikke på hinanden, og de er hver især overbevist om, at modparten vil forsøge at stjæle stemmerne. Hvordan kan der gennemføres frie og demokratiske valg, når Hamas og Fatah bliver ved med at arrestere og torturere hinandens tilhængere i Gaza-striben og på Vestbredden?
For det andet er Fatah bange for, at Hamas' chancer for at vinde valget, især på Vestbredden, er meget store. Grunden hertil er, at mange palæstinensere stadig ikke stoler på Abbas og Fatah, som de beskylder for at bevare tætte sikkerhedsmæssige bånd til Israel. Desuden er mange palæstinensere skuffede over Fatah på grund af dens manglende evne til at bekæmpe økonomisk og administrativ korruption og bane vejen for en fremvækst af nye ledere.
Der er ingen muligheder for, at Hamas og Fatah kan kaste skylden på Israel, når det gælder spørgsmålet om valg. Hvis de virkelig var interesserede i at afholde nye valg, kunne de blot gøre det, uden hjælp fra det internationale samfund, sådan som det også var tilfældet ved de tidligere valg i 2005 og 2006. Israel hjalp endda palæstinenserne med at afholde disse valg.
Da flere Hamas-kandidater fra det østlige Jerusalem stillede op til parlamentsvalget i januar 2006, gjorde Israel intet for at standse dem. Israel holdt endda sine postkontorer i byen åbne, så de arabiske vælgere fra byen (som besidder israelsk udstedte ID-kort) kunne stemme ved valget.
Beskyldningerne fra nogle palæstinensere og anti-israelske grupper rundt om i verden om, at Israel er skyldig i at have "forhindret" forsøgene på at opnå palæstinensisk enighed, er grundløse. Selvom den israelske regering i begyndelsen var imod Fatah-Hamas' "forsoningsaftale," som blev indgået i 2014, har dette ikke hindret den palæstinensiske premierminister og nogle af hans kabinetsmedlemmer i at besøge Gaza-striben for at fremme en implementering af aftalen. Faktisk har premierminister Hamdallah besøgt Gaza-striben to gange, efter at han havde fået tilladelse fra Israel til at krydse Erez-grænseovergangen.
For nylig blev ti palæstinensiske ministre tvunget til at forlade Gaza-striben, efter at Hamas havde givet dem husarrest på deres hotel og forbudt dem at mødes med de lokale. Ministrene var kommet ind i Gaza-striben via Erez-grænseovergangen. De ankom til Gaza-striben for at hjælpe med at løse problemet for tusindvis af Hamas-regeringens ansatte, som ikke havde modtaget løn i mere end et år, og for at drøfte spørgsmål i forbindelse med genopbyggelsen af Gaza-striben.
Så mens Israel formidlede Hamdallahs og hans ministres besøg i Gaza-striben, var det Hamas, der smed dem ud og hindrede dem i at udføre deres opgave. Havde Israel smidt ministrene ud af Gaza-striben eller hindret dem i at komme ind i området, ville landet være blevet fordømt af det internationale samfund for at "blokere" bestræbelserne på at nå til palæstinensisk enighed og genopbygge Gaza-striben.
I dag står det uomgængeligt klart, at Fatah og Hamas, og ikke Israel, bærer skylden for palæstinensernes fortsatte forfatning i Gaza-striben. De to parter vil næppe løse deres indbyrdes stridigheder i den nære fremtid og vil dermed yderligere forværre deres befolknings elendige tilstand. Hver især plejer parterne udelukkende deres egne interesser, samtidig med at de lyver over for verden og siger, at det alt sammen er Israels skyld. Hamas er ikke villig til at afgive kontrol over Gaza-striben, og da slet ikke til Abbas og Det Palæstinensiske Selvstyre som blev smidt ud derfra i 2007. Hvad Abbas angår, så synes han ikke at være interesseret i at genvinde kontrollen med et så problematisk område som Gaza-striben, hvor størstedelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen og i flygtningelejre.
Men i stedet for at være ærlige over for deres befolkning og indrømme deres manglende evne til at forbedre dens levevilkår fortsætter Hamas og Fatah med at føre smædekampagner imod hinanden og samtidig også imod Israel.
De kampagner som Hamas og Fatah fører imod Israel, især i det internationale samfund, er udformede til at aflede opmærksomheden fra deres egen manglende evne til at forsyne deres befolkning med helt basale ydelser og nogen form for håb.
Samtidig med at Det Palæstinensiske Selvstyres ledere ignorerer palæstinensernes situation i Gaza-striben, har de været parate til at investere kolossale kræfter og resurser i at forsøge at få Israel suspenderet fra det internationale fodboldforbund FIFA. Det virkede, som om palæstinenserne havde løst alle deres større problemer, og det eneste de behøvede at foretage sig nu var at forhindre israelske fodboldspillere i at spille i internationale kampe.
Hamas på sin side fortsætter med at investere enorme summer i at grave nye tunneller som forberedelse til en ny krig mod Israel. De penge som bliver investeret i tunnellerne og i køb og indsmugling af våben, kunne gavne mange familier som mistede deres hjem under den seneste krig. Men ligesom Det Palæstinensiske Selvstyre kerer Hamas sig ikke om palæstinensernes lidelser i Gaza-striben. De ønsker at slås imod Israel til sidste palæstinenser. Og alt dette gøres med hjælp fra anti-israelske regeringer rundt om i verden og grupper som Boycott, Divestment and Sanctions (BDS)-bevægelsen, hvis eneste mål er at delegitimere Israel og dæmonisere jøder frem for at hjælpe palæstinenserne.