Når mange vestlige iagttagere diskuterer det herskende Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP) i Tyrkiet, kritiserer de det med rette for dets religiøse intolerance, autoritære indstilling og manglende respekt for sekulære principper og minoriteter. De er også tilbøjelige til at sammenligne AKP med tidligere kemalistiske regeringer og skelne mellem det islamistiske AKP og tidligere ikke-islamistiske regeringer.
De påstår, at Tyrkiet var "sekulært" og til en vis grad "demokratisk," indtil AKP kom til magten.
Et grundigere kig på Tyrkiets historie afslører imidlertid, at Tyrkiet desværre aldrig har været hverken ægte sekulært eller demokratisk.
Den moderne tyrkiske stat har lige siden sin grundlæggelse i 1923 aldrig holdt sine hænder fra religionen. Den har involveret sig i religiøse forhold på næsten alle niveauer – ved at institutionalisere sunnimuslimsk islam og forfølge (eller udslette) andre trosformer.
Intolerance, ja endda had til ikke-muslimer er blevet åbenlyst fremmet – selv af statens overhoveder – lige fra dag ét.
Diyanet: Præsidiet vedrørende religiøse anliggender
Kernen i sekularismen er adskillelsen mellem religion og stat; i Tyrkiet har sådan en adskillelse aldrig eksisteret. En af landets vigtigste institutioner er præsidiet vedrørende religiøse anliggender, på tyrkisk simpelthen betegnet Diyanet.
Diyanet blev imidlertid ikke skabt af den islamistiske AKP-regering. Det blev dannet i 1924, efter afskaffelsen af det osmanniske kalifat, af den daværende kemalistiske regering som efterfølger for Sheikh ul-Islam (den myndighed, som styrede de religiøse anliggender for muslimerne i det osmanniske imperium).
Selvom Diyanet har mange grene, består denne øverste bestyrelse vedrørende religiøse anliggenders fremmeste pligt, ifølge dens officielle webside, i "at træffe afgørelser, dele synspunkter og besvare spørgsmål vedrørende religiøse forhold ved at tage de grundlæggende kildetekster og metodologier i betragtning, foruden den historiske erfaring inden for den islamiske religion såvel som aktuelle krav og behov."
Problemet med denne institution er, at det "moderne" Tyrkiet hævder at være en "sekulær" republik; en sekulær republik forventes at behandle alle mennesker – muslimer og ikke–muslimer – ens. En "sekulær" regering har også pligt til at tilslutte sig principperne om pluralisme og objektivitet i forbindelse med sin regulering af religiøse forhold.
Diyanets mål er derimod at bevare religionen (islam) under statens kontrol og at fastholde offentligheden under statens kontrol ved hjælp af religionen.
Siden Diyanets oprettelse er moskeer blevet opført af staten; muftier [de retslærde], muezziner [dem der kalder til bøn] og imamer [præsteskabet] er ansat af staten, og deres lønninger betales over skatten af alle borgere, uanset religion. Endvidere er alle fredagsprædikener der afholdes af imamer i samtlige moskeer over hele Tyrkiet, skrevet af Diyanet.
Men hvad sker der, hvis muslimer frivilligt konverterer til f.eks. kristendommen? Som historikeren Ayse Hur udtrykker det:
"I januar 1928 var der rapporter om, at 3 muslimske tyrkiske piger, som studerede ved American College i provinsen Bursa, konverterede til kristendommen, motiveret af nogle af deres lærere. Dette medførte en brændende anti-kristen kampagne. Først blev skolen lukket, og derefter blev skolens leder og nogle af lærerne ved skolen stillet for retten. Efterfølgende blev ikke-muslimske skoler udsat for et meget grundigt eftersyn. Og nogle journalister dannede 'Foreningen til uddrivelse af missionærer'."
I Tyrkiet bliver tros- og religionsfrihed respekteret – men kun hvis man er praktiserende sunnimuslim.
Diyanet er – med sit kolossale budget, enorme personale, vidtfavnende aktivitet og indflydelsessfære – en større institution end mange ministerier. Og under den nuværende islamistiske regering øges dens magt som en rullende snebold. I dag kan de tyrkiske regeringsmyndigheder afgøre, hvor der skal opføres nye moskeer, hvordan deres arkitektur skal se ud, og hvilken størrelse de skal have.[1]
I 2012, da daværende premierminister (nu præsident), Recep Tayyip Erdogan, deltog i åbningen af en "selâtin moske" i en bydel i Istanbul, sagde han: "Der fandtes ingen selâtin moske i dette område. Dette er den første, men der bør være et par stykker mere. Vi har truffet denne beslutning."
En selâtin moske er navnet på den type moskeer, som blev opført af sultanerne i den osmanniske periode, når de havde vundet en militær sejr og opnået vigtige krigsbytter.
Diskrimination mod alevier
Hvis et sekulært demokrati forventes at være pluralistisk og tolerant, hvis det forsvarer alle menneskers ligestilling og har respekt for individets rettigheder, så har Tyrkiet været alt andet end "sekulært" eller "demokratisk".
Især har det statsfinansierede og statsdrevne Diyanet været et symbol på sunni-islams overherredømme og undertrykkelse af andre trosformer i Tyrkiet, især den aleviske tro.
Lige siden grundlæggelsen af den tyrkiske republik i 1923 og frem til i dag har hverken "cem huse" (aleviske bedesteder) eller "deder" (aleviske religiøse lærde) haft nogen retslig status. Helt frem til 2002 har det endda været forbudt at danne sammenslutninger under navnet "alevi."
Forfølgelsen af alevierne har ikke kun handlet om afvisning af deres tro. De er også blevet udsat for vedvarende vold og massakrer fra det tyrkiske regimes side.[2]
Diskrimination mod kristne
Efter grundlæggelsen af den tyrkiske republik i 1923, har ikke-muslimer -- grækere, armeniere og jøder -- været lovmæssigt udelukket fra visse erhverv, herunder bl.a. ansættelse som statstjenestemænd, bankansatte, sagførere og farmaceuter.
Set med statens øjne er kristne og jøder ikke ligeberettigede borgere, og selv de topstatslige myndigheder har åbent fremført dette synspunkt. Mustafa Kemal Ataturk, grundlæggeren af det moderne Tyrkiet, sagde den 16. marts 1923 i en tale til Adanas tyrkiske handelstandsforening følgende:
"Armenierne har ingen rettigheder i dette smukke land. Jeres land er jeres, det tilhører tyrkerne. Dette land var tyrkisk igennem historien; derfor er det tyrkisk og skal leve som tyrkisk i al evighed... Armeniere og lignende har ingen som helst rettigheder her. Dette gavmilde land er dybtgående og ægte tyrkernes hjemland." [3]
Tyrkiets første premierminister, Ismet Inonu, sagde den 4. maj 1925: "Nationalismen udgør vores eneste sammenhængskraft. Over for den tyrkiske majoritet har andre elementer ingen form for indflydelse. Vi må for enhver pris tyrkificere indbyggerne i vores land, og vi vil udslette dem, der modsætter sig tyrkerne eller 'le Turquisme'."[4]
Historikeren Ayse Hur har fortalt, at "I oktober 1930 berettede aviserne Cumhuriyet (Republikken) og Anadolu (Anatolien), at seks grækere, fire armeniere og tre jøder stillede op til parlamentet for det nydannede Liberale Republikanske Parti (SCP). Aviserne fortalte, at listen fra det Republikanske Folkets Parti (CHP) udelukkende omfattede tyrkere, og at disse ikke-muslimske kandidater havde tilsluttet sig SCP på baggrund af "anti-tyrkiskhed."
Ihsan Pasha, parlamentsmedlem for det kemalistiske CHP-parti, som havde grundlagt den tyrkiske republik, formanede vælgerne: 'Hvordan kan I skamløst stemme for et parti, som også hamparsuner, mishoner og yorgoer stemmer på?'" Idet han afslørede de tyrkiske grundlæggeres tendens til racisme, spurgte han: "Hvordan kan I stemme på et parti, som armeniere, jøder og grækere også stemmer på?"[5]
Uanset hvad de tyrkiske statslige myndigheder har sagt eller fortsat siger, er Lilleasien et af de steder, hvor kristne engang trivedes. Konstantinopel (Istanbul), opkaldt efter kejser Konstantin den Store, var hovedstaden i det romerske og det byzantinske imperium. Den var kristendommens bastion i Østen; og mægtig, når det gjaldt religionens udbredelse. I det 12. århundrede var Konstantinopel den største og rigeste by i Europa.[6]
Tyrkiets statslige myndigheder har ikke desto mindre nægtet at opgive deres projekt om at gøre Lilleasien til en "kristen-fri zone," før de har fuldført deres mission. Mindretalsrapporten fra 1946, udgivet af det Republikanske Folkets Parti (CHP)'s 9. kontor, meddelte: "Vi må iværksætte alvorlige sikkerhedsforanstaltninger i Istanbul, især imod grækerne. Der er kun én erklæring at fremsætte vedrørende dette emne: Der bør ikke være en eneste græker tilbage i Istanbul ved 500-året for erobringen af Istanbul."
Blot ni år efter at denne rapport var udgivet, virkeliggjorde de tyrkiske myndigheder deres planer om ikke at efterlade en eneste græker i Istanbul -- under en ny regering ledet af det Demokratiske Parti.
Det sidste trin i destruktionen af den kristne kultur i Istanbul fandt sted i september 1955 ved hjælp af en "pogrom" – en regeringstilskyndet række af opstande imod det græske, armenske og jødiske mindretal i Istanbul.
"Det kan karakteriseres som en 'forbrydelse imod menneskeheden,' omfangsmæssigt at sammenligne med krystalnatten i Tyskland i november 1938, udført af de nazistiske myndigheder imod jødiske borgere," skrev prof. Alfred de Zayas.
"Tyrkiske horder lagde græske, armenske og jødiske distrikter i Istanbul øde, idet de skønsmæssigt dræbte 37 grækere samt ødelagde og plyndrede deres bedesteder, hjem og forretninger.
"Ud over de dræbte blev tusinder såret; omkring 200 græske kvinder blev voldtaget, og der var rapporter om, at græske drenge ligeledes var blevet voldtaget. Mange græske mænd, herunder mindst én præst, blev påtvunget omskæring.
"Opstandene var ledsaget af kolossale materielle skader, af de græske myndigheder vurderet til 500 millioner dollar, herunder afbrændinger af kirker og smadring af forretninger og private hjem. Som følge af pogromen emigrerede det græske mindretal til sidst fra Tyrkiet."
 På dette foto fra september 1955 smadrer en regeringstilskyndet hob af muslimske tyrkere i Istanbul forretninger ejet af græske kristne. |
Hadet til kristne i Tyrkiet fortsætter. Den 18. april 2007 blev tre ansatte ved Zirve Bibelforlag -- to tyrkiske konvertitter fra islam, Necati Aydin, 36 år, og Ugur Yuksel, 32 år, og en tysk statsborger, Tilmann Geske, 45 år -- angrebet, tortureret og fik halsen skåret over af fem muslimske voldsmænd i provinsen Malatya.
Den 7. marts 2014 blev de mordmistænkte, som stadig var i forvaring, løsladt fra fængslet og sat i husarrest, efter at en tyrkisk domstol havde afsagt kendelse om, at deres forvaring havde overskredet nogle nylig vedtagne, lovmæssige begrænsninger.
Diskrimination mod jøder
En af de første tyrkiske, statslige myndighedspersoner, som åbent udtrykte sin anti-semitisme, var dr. Riza Nur, den tyrkiske udsending til konferencen i Lausanne og Tyrkiets første undervisningsminister.
Den 2. marts 1923, under et hemmeligt møde i det tyrkiske parlament, talte han om den politik, som blev forsvaret fra tyrkisk side under Lausanne-forhandlingerne:
"I kender hebræerne. De drager hen, hvor som helst de bliver trukket. Selvfølgelig mener jeg, at det ville være bedre, om de slet ikke eksisterede."
Som denne udtalelse viser, havde jøderne i Tyrkiet været udsat for forskellige former for forfølgelse og krænkelse af deres menneskerettigheder – herunder pogromen i 1934, den aldrig ophørende hadefulde propaganda i de tyrkiske medier, tvungen omvendelse, tvangsflytninger og tvungen assimilation.
I dag har Tyrkiet derfor kun et meget lille jødisk mindretal.
I republikkens første år var det forbudt jøder at tale ladino, det sprog de havde bragt med sig efter deres uddrivelse fra Spanien i 1492. I dag er ladino, ifølge UNESCO's atlas over truede sprog i verden, et af de 18 truede eller uddøde sprog i Tyrkiet.[7]
Årene er gået, men anti-semitismen er stadig voldsom. Den 6. september 1986 bombede og skød palæstinensiske terrorister, forbundet med Abu Nidal-organisationen, mod Neve Shalom-synagogen i Istanbul under en shabbat-gudstjeneste, hvorved de dræbte 22 mennesker og sårede hundredvis af andre.
Hændelsen skabte ikke den store reaktion i den tyrkiske offentlighed – nøjagtig ligesom alle de andre dødbringende angreb på minoriteter, som heller ikke fik nogen større opmærksomhed.
I 2003 eksploderede nogle bilbomber næsten samtidig uden for to synagoger i Istanbul -- Neve Shalom og Beth Israel – begge fyldt med troende. Mindst 23 mennesker blev dræbt og mere end 300 såret. En tyrkisk islamisk gruppe, Den store østlige islamiske angriberes front, også kendt under betegnelsen IBDA-C, påtog sig ansvaret for angrebene.
Diskrimination mod yezider
Yeziderne, et forfulgt religiøst mindretal og et af de fredeligste folk på jorden, er etnisk set kurdere, men til forskel fra flertallet af kurdere er de ikke sunnimuslimer. Deres ældgamle religion, yezidismen, indeholder elementer af Zarathustras lære og andre ældgamle mesopotamiske religioner.
Yeziderne siger, at de siden det 7. årh. har været udsat for 72 folkemord eller forsøg på udslettelse.
"De fleste af disse angreb har fundet sted gennem de seneste tusind år, især i det osmanniske riges æra. Under disse angreb er millioner af yezider blevet dræbt, kidnappet eller islamiseret," fortæller organisationen for yezidiske samfund i Europa.
Angrebene på yeziderne fortsatte under den tyrkiske republik. Af de 80.000 yezider, som levede i Tyrkiet for fyrre år siden, er der færre end 400 tilbage i dag, ifølge Freds- og Demokratipartiet (BDP) og baseret på breve fra de yezidiske samfund i Tyrkiet og i udlandet.
"De fleste flygtede til Europa, især til Tyskland.
"Yezider...er registreret enten som muslimer eller som ikke-troende i de officielle dokumenter og identitetspapirer.
"Yeziderne er blevet berøvet deres ejendomsrettigheder i Tyrkiet. Deres jord er blevet frataget dem med magt, og deres væsentligste indtægtskilde, som er jordbrug og dyrehold, er på denne måde blevet fjernet."
Det endegyldige nederlag for jagten på demokrati i Tyrkiet
Den 12. september 1980 iscenesatte de tyrkiske væbnede styrker et blodigt statskup under påberåbelse af genoprettelse af ro og orden. Hovedstrategien handlede imidlertid om arrestation og tortur; og deres hovedmål var progressive politiske bevægelser – i særdeleshed den kurdiske bevægelse.
De følgende tre år styrede de tyrkiske væbnede styrker landet via et nationalt sikkerhedsråd. I denne periode foregik der udenretlige mord, voldtægter og brutal tortur i fængsler og forvaringscentre – især i den kurdiske provins Diyarbakir.
Ifølge en rapport fra parlamentsundersøgelseskommissionen vedrørende kuppet og dets optegnelser, udgivet i 2012, medførte kuppet at:
"650.000 mennesker blev arresteret; 1.683.000 mennesker blev sortlistet; 230.000 mennesker fik deres sigtelser prøvet i 210.000 retssager; 7.000 menneske blev afkrævet dødsstraf; 517 mennesker blev dømt til døden; 50 af dem, der blev idømt dødsstraf, blev henrettet; 71.000 mennesker blev sigtet ud fra artikel 141, 142 og 163 i den tyrkiske straffelov; 98.404 mennesker blev retsforfulgt på beskyldninger om at være medlem af en organisation; 388.000 fik ikke noget pas; 30.000 mennesker blev afskediget fra deres arbejde, fordi de var mistænkt; 14.000 fik frataget deres statsborgerskab; 30.000 mennesker rejste til udlandet som politiske flygtninge; 300 mennesker døde på mistænkelig vis; det blev dokumenteret, at 171 mennesker døde under tortur; 937 film blev forbudt, fordi de blev anset for forkastelige; 23.677 foreninger fik deres aktiviteter standset; 3.854 lærere, 120 akademikere og 47 dommere blev afskediget fra deres job; 400 journalister blev afkrævet i alt 4.000 års fængselsstraf; journalister blev idømt i alt 3.315 år og 6 måneders fængsel; aviser kunne ikke udkomme i 300 dage; 39 tons aviser og blade blev destrueret; 299 mennesker mistede livet i fængslerne."
Dette statskup havde derfor intet at gøre med et ønske om at standse væbnede konflikter og genoprette ro og orden eller indføre demokrati.
Men det havde alt at gøre med at forsøge at skabe en nation af "får" ved hjælp af frygt og skræmmemetoder, og især ved at undertrykke kurdernes krav om frihed.
En af dette militærdiktaturs beslutninger var at kræve af skolerne, at de afholdt "undervisningstimer i religion og etik." Artikel 24 i forfatningen fra 1982 fastslår, at "undervisningen i religion og etik hører blandt de tvungne fag i under- og mellemskolen."
Tyrkiet bliver regeret i ud fra denne forfatning, som blev forberedt af militærdiktaturet i 1980 og iværksat i 1982.
Undervisningen i "fagene religion og etik" indoktrinerer skolebørn i sunni-islam. Aleviske skolebørn skal også følge disse fag. Man kommer ikke meget længere væk fra principperne for en sekulær stat.
Kun sunnimuslimske tyrkere – især de "gode" og "loyale" som ikke gør modstand eller taler imod uretfærdig statslig politik – har fået lov til at leve frit og trygt i Tyrkiet.
"Tyrken er herre i dette land," sagde Mahmut Esat Bozkurt, den første tyrkiske justitsminister i 1930. "De der ikke er ægte tyrkere, kan kun opnå én rettighed i det tyrkiske faderland, og det er at være tjenere, at være slaver. Vi er det frieste land i verden. De kalder dette for Tyrkiet." [8]
Ifølge både statsideologien og offentligheden er en ægte tyrker en, der er muslim.
Det er denne ideologi, som Tyrkiet blev bygget på og er opvokset ved; på grund af denne ideologi har Tyrkiet aldrig været et sekulært demokrati.
Den nuværende AKP-regering opstod ikke af den blå luft. Udryddelsen af kristne, jøder, alevier og yezider – som alle repræsenterer storslåede civilisationer i Lilleasien – betød også udryddelse af tolerance, diversitet og kultur.
Efter alle disse ikke-sekulære, udemokratiske og tyranniske styrer i Tyrkiet, hvordan kan man så forvente, at Tyrkiet har en tolerant, sekulær og pro-vestlig regering, som respekterer ytringsfriheden?
AKP er det naturlige resultat af årtier med enten undertrykkelse eller tvungen assimilation af ikke-muslimer og ikke-tyrkere, såvel som den sunnimuslimske institutionalisering og indoktrinering i alle offentlige institutioner og uddannelsessektorer.
Det er alt dette, der har ført frem til den regering, som i dag styrer Tyrkiet.
[1] Diyanets budget for 2013 (4,6 milliarder tyrkiske lire; næsten 1,8 milliarder dollar) overgik for eksempel budgetterne for 11 ministerier, herunder sundhedsministeriet. Med et budget på 5,44 milliarder lire (over 2,1 milliarder dollar) i 2014 overgår Diyanet også budgettet for 13 ministerier.
[2] Dette inkluderer Dersim-massakrerne i 1937-38; Malatya-massakren den 18. april 1978; Sivas-massakren den 4. september 1978; Maras-massakren den 19-24. december 1978; Corum-massakren den 3-4. juli 1980; Madimak/Sivas-massakren den 2. juli 1993; Gazi/Istanbul-massakren den 12. marts 1995, og Umraniye/Istanbul-massakren den 14-15. marts 1995. Der foregik også dødbringende angreb på alevier den 2. juni 1966 i Ortaca/Mugla, i 1968 i Hekimhan/Malatya, den 11. juni 1967 i Elbistan/Maras og den 1. marts 1971 i Kirikhan/Hatay.
[3] Corporatist Ideology in Kemalist Turkey: Progress or Order?, af Taha Parla og Andrew Davison, Syracuse University Press, 2004.
[4] Kurdistan: In the Shadow of History, af Susan Meiselas (med kapitelkommentarer ved Martin van Bruinesen) New York: Random House, 1997.
[5] Det liberale republikanske parti (SCP) var kortlivet. Det blev grundlagt den 12. august 1930, men blev opløst blot få måneder senere, den 17. november 1930. Med dets lukning forblev Tyrkiet en ét-partistat frem til dannelsen af det Nationale udviklingsparti i 1945.
[6] An Historical Geography of Europe, 1500–1840, af Norman John Greville Pounds, s. 124. CUP Archive, 1979.
[7] Der er 11 truede, 4 sårbare og 3 uddøde sprog i Tyrkiet, ifølge UNESCO. Ladino, også kendt under betegnelsen judezmo, er et alvorligt truet sprog.
[8] Corporatist Ideology in Kemalist Turkey: Progress or Order?, af Taha Parla og Andrew Davison, Syracuse University Press, 2004.