Kristne fra Irak og Syrien har i årtier været udsat for forfølgelse og ustabilitet på grund af undertrykkelse fra Baath-partiets styre, den amerikansk ledede invasion af Irak, udbruddet af kampe mellem sunnier og shiitter i 2006, al-Qaeda terrorisme, Islamisk Stats folkemord i 2014, stadige tyrkiske luftangreb i Irak og Syrien og i mange tilfælde pres og chikane fra deres muslimske naboer. Alle disse forfølgelser har tvunget mange af dem til at forlade deres hjemlande og søge asyl andre steder.
Open Doors skriver i en rapport:
"Der er i Irak flere traditionelle ortodokse og katolske kirker, men de påvirkes alle voldsomt af lokale lederes, myndighedernes og islamiske ekstremistiske grupperingers intolerance, diskriminering og forfølgelse.... På Nineve-sletten er kirkeledere tidligere blevet bortført; dem, der taler de lokale militser eller politiske ledere imod, er især udsatte."
Iraks kristne samfund er siden den amerikansk ledede invasion af landet i 2003 svundet ind fra omkring 1,5 millioner til færre end 200.000. Kristenforfølgelserne af kristne toppede ved Islamisk Stats overtagelse af store dele af Irak i 2014.
Efter Islamisk Stats magtovertagelse af den irakiske by Mosul i juni 2014 fik de kristne valget mellem at konvertere til islam, betale kopskat (jizya), rejse væk eller blive dræbt. Islamisk Stat afmærkede kristnes huse med det arabiske bogstav "N", der står for nasrani, dvs. kristen. To måneder senere, i august 2014, tog Islamisk Stat kontrollen over kristne byer på Nineve-sletten, hvilket ifølge en rapport fra Minnesota Universitet forårsagede endnu en masseflugt.
Kristne i Syrien udsættes fortsat for omfattende forfølgelser. Open Doors skriver:
"Syriens kristne kæmper med daglig forfølgelse, der kan være voldelig på trods af, at den såkaldte Islamisk Stats trussel mod befolkningen i det store og hele er aftaget.... Det er yderst risikabelt at sprede evangeliets budskab, og kirkebygninger er ofte bliver ødelagt fuldstændigt. Bortførelser af kirkeledere har fortsat en betragtelig negativ indvirkning på kristne samfund.
"Antallet af kristne i landet falder fortsat, idet mange er flygtet fra konflikter og forfølgelse.
"Alle syrere og irakere har haft det svært i det forgangne årti, men kristne har været udsat for mere end de fleste andre. De var i mange regioner målgruppen for militante islamister og mistede deres arbejde, deres hjem og endda deres liv. Mange måtte flygte til enten andre egne i Syrien eller til udlandet."
Mange forfulgte kristne fra Irak og Syrien leder stadig efter et nyt hjemland, efter de blev tvunget til at forlade deres fædreland.
Omkring 5.000-6.000 kristne syriske og syriske asylansøgere lever nu i Tyrkiet, mens de venter på at kunne tage til Vesten. Mange kom til Tyrkiet i 2014 under Islamisk Stats folkemord. De bor nu i 35 byer i Tyrkiet, idet regeringen har spredt dem på tværs af landet.
Den kristne irakiske nødhjælpsorganisation ICRC tog i slutningen af februar til Tyrkiet for at interviewe kristne familier fra Irak og Syrien til en kommende dokumentarudsendelse om flygtningekrisen. Værten talte med ICRC og organisationens grundlægger, formanden Juliana Taimoorazy.
Glemte, forladte folk
Kristne irakiske og syriske asylansøgere, der sidder fast i Tyrkiet, har utallige problemer, såsom deres børns manglende uddannelse, stor fattigdom, manglende religiøs frihed, mangel på arbejdstilladelser, begrænset bevægelsesfrihed, nogle muslimers fjendtlige indstilling til deres tro og vestlige regeringers afvisning af deres asylansøgninger.
Et stort problem for dem er, at deres børn ikke kan få en uddannelse i Tyrkiet. Mellemøstlige kristne sætter stor pris på uddannelse, men når deres børn forsøger at gå i skole i nogle af de mindre tyrkiske byer, chikaneres mange, fordi de er kristne og ikke taler tyrkisk. Nogle af dem går på interimistiske skoler, der ikke er godkendte i Tyrkiet. De fleste går derfor slet ikke i skole.
I Irak og Syrien var de kristne, der flygtede, hovedsageligt fagfolk såsom lærere, læger, ingeniører, advokater og forretningsdrivende. I Tyrkiet er de imidlertid blot asylansøgere med få rettigheder, og de føler det som "et tab af værdighed", hvilket er vigtigt i Mellemøsten. Selv om mange har en uddannelse og er kompetente, kan de ikke få en arbejdstilladelse, så de kan ikke få et arbejde på lovlig vis. De kan derfor ikke forsørge deres familie og lever i ekstrem fattigdom.
Nogle bliver tiggere eller låner penge fra familie eller naboer – hvorefter de bliver forgældede. I nogle tilfælde forsøger deres familiemedlemmer at hjælpe, men de fleste er, selv i Vesten, selv flygtninge og kan højst tilbyde dem en yderst begrænset hjælp.
Boligområderne er dårlige, husene er fugtige og befængte med kakerlakker. De har ikke råd til opvarmning. Somme tider bor to familier sammen i en lejlighed uden noget privatliv.
Mange er syge, men mange har ikke adgang til lægehjælp.
De kan ikke rejse frit; selv for at rejse fra en by til en anden kræves en tilladelse (et officielt dokument) fra myndighederne.
Enlige mødre
Enlige mødre forsøger at agere som både moder og fader. Deres mænd er enten døde eller forlod deres familie, fordi de ikke kunne håndtere de forfærdelige situationer, som deres familier gennemgik. Der er desværre blevet rapporteret om tilfælde, hvor kvinder ikke havde andet valg end at sælge deres krop for at kunne forsørge deres familie – men de siger, at det strider mod deres tro, deres moral og alt, hvad de blev opdraget til at forsvare.
Fjendskab mod kristne
I nogle byer kan asylansøgere ikke omgås de lokale; de diskrimineres, fordi de er irakere eller syrere og kristne. I mindre byer forårsager fjendtligheden over for kristne, at forældre ikke tør lade deres døtre gå udenfor, selv ikke for at handle.
De fleste bor i små byer og tør ikke fortælle, at de er kristne. De skjuler deres tro af frygt for forfølgelse og undgår åbent at afholde gudstjenester.
Når asylansøgere bor i samme område som muslimske flygtninge eller migranter fra Afghanistan, Irak og Syrien, frygter de også dem. De har det lidt bedre i større byer: Her er folk noget venligere over for kristne og udlændinge.
Tyrkiets ansvar over for kristne asylansøgere og flygtninge
"Aftalen mellem EU og Tyrkiet", der blev underskrevet i marts 2016, henviser til "samarbejdserklæringen" mellem EU-landene og den tyrkiske regering. Tyrkiet skulle ifølge aftalen modtage seks milliarder euro til at forbedre derboende flygtninges humanitære situation. EU betalte i december 2020 den sidste rate af en donation på seks milliarder euro til Tyrkiet for at huse flygtninge.
Migration Policy Institute skrev imidlertid i en rapport fra 2021 følgende:
"EU indvilligede i at give seks milliarder euro til humanitær hjælp, uddannelse, lægehjælp, kommunal infrastruktur og socioøkonomisk støtte til syriske flygtninge i Tyrkiet mellem 2016 og 2019. Selv om EU siger, at det fulde beløb er blevet tildelt og mere end fire milliarder euro er blevet udbetalt, har den tyrkiske regering bestridt udbetalingernes hastighed og facon, idet de snarere er tilfaldet flygtningeorganisationer end regeringskonti. EU forpligtigede sig i 2020 til at donere yderligere 485 millioner euro til videreførelsen af nogle programmer i 2021."
Hvad skete der med de seks milliarder euro, som EU gav Tyrkiet, så Tyrkiet kunne yde flygtninge mere hjælp? Når Tyrkiet har fået så enorme pengesummer for at tage sig af flygtninge, hvorfor lever så mange flygtninge og asylansøgere så under forfærdelige forhold i landet? Og hvem er de såkaldte "flygtningetjenester"? Har de taget pengene, begået underslæb, brugt pengene, og det var ikke nok? Det internationale selskab, herunder EU, har snarest brug for mere gennemsigtighed i forhold til, hvordan pengene er blevet brugt og hvor mange flygtninge og asylansøgere, der har haft gavn af dem.
Den tyrkiske regering har siden 2018 haft ansvar for flygtningehjælp. De tyrkiske regeringsmyndigheder er derfor ansvarlige for disse asylansøgeres velbefindende.
FN's Flygtningehøjkommissariat overdrog i 2018 forvaltningen af registreringsprocedurer for flygtninge i Tyrkiet til landets migrationsmyndigheder.
Tyrkiets Generaldirektorat for Migrationsforvaltning forvalter nu registreringen af flygtninge og afgør deres status. Enhver udlænding, der søger international beskyttelse i Tyrkiet, skal først ansøge ved de tyrkiske migrationsmyndigheders lokale kontorer.
Tyrkiets embedsmænd kunne derfor yde mere hjælp til asylansøgere og flygtninge. De kunne give dem mere sundhedshjælp, herunder medicin og psykologhjælp. Og de kunne bosætte kristne asylansøgere i byer, der er mere tolerante over for kristne og andre ikke-muslimer.
Vesten afviser asylansøgninger
Selv om syriske og irakiske kristne asylansøgere i Tyrkiet oplever chikane, fattigdom og diskrimination, afvises mange irakiske og syriske kristnes asylansøgninger af Australien, Canada, USA og andre vestlige lande. Hvad er årsagen? Den Irakiske Kristne Hjælpeorganisation har lavet tiltag for at afdække grunden.
Omkring 22.000 irakiske og syriske kristne asylansøgere lever i øjeblikket i Libanon, Jordan og Tyrkiet. De har i deres hjemlande været udsat for folkemord, terror, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Hvor er de vestlige regeringer?
Hvorfor udstedes der ikke visa til ikke-flygtninge? Særligt når tal, der angiveligt er frigivet fra Bidens regering, viser, at 5,5 millioner illegale migranter, såvel som "mere end 414 millioner dødelige doser" af fentanyl, har krydset den mexicanske grænse ind i USA alene i 2022.
Asylansøgere har aktuelt behov for opholdstilladelse af humanitære årsager for at blive genbosat i Vesten. Mange kristne asylansøgere er veluddannede eller har kompetencer, så de ville være kvalificerede til at få arbejdstilladelse i vestlige lande. De håber på trygt at kunne rejse efter arbejde, så de kan bruge deres kompetencer til at forsørge deres familier og leve et værdigt liv.
Vestlige regeringer og internationale menneskerettighedsorganisationer kunne samarbejde med og danne partnerskaber med andre organisationer, såsom Den Irakiske Kristne Nødhjælpsorganisation, for at hjælpe asylansøgere og flygtninge hurtigt og effektivt.
Ærkebiskoppen i Irbil, der er hovedstad for Kurdistans regionale regering i Irak, Bashar Warda, udtalte i 2019 i London:
"Kristendommen i Irak er en af de ældste kirker, hvis ikke den ældste kirke i verden, og den er faretruende tæt på udryddelse. Vi tilbageblevne må berede os på et martyrium."
Ærkebiskoppen sagde, med henvisning til jihadister fra Islamisk Stat, der fordrev kristne fra deres historiske hjemland i Irak:
"Vores plageånder konfiskerede vores nutid, alt imens de søgte at udviske vores historie og ødelægge vores fremtid. I Irak er der ingen erstatning til dem, der har mistet ejendele, hjem og erhverv. Titusinder af kristne har intet tilbage af deres livsværk, af generationers arbejde på steder, hvor deres familier måske har boet i tusinder af år."
Ærkebiskoppen kritiserede Storbritanniens kristne ledere for ikke at gøre nok for at forsvare det svindende kristne samfund i Irak.
Knap fire år efter ærkebiskoppens appel har intet ændret sig. Hvor er FN, internationale kvindeorganisationer, International Rescue Committee og børnerettighedsorganisationer? Disse asylansøgere står overfor tilintetgørelse i deres hjemlande, idet de lider i lande som Tyrkiet, Libanon og Jordan, og de håber at kunne komme i sikkerhed i Vesten en dag.
Uzay Bulut er tyrkisk journalist og Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute. Hun er desuden Research Fellow ved Philos Project.