"Det [Tyrkiet] lyder for mig som den sene Weimarrepublik. Jeg ville derfor overhovedet ikke have nogen vanskeligheder ved at erklære mig enig i, at logikken i visse muligheder samles på en måde, som synes at minde meget om den bredere kontekst i den højreorienterede tankegang i Weimarrepublikken, især efter 1930." Således udtalte Geoff Eley, britisk født historiker, hvis tidlige arbejde fokuserede på den radikale nationalisme i det tyske kejserrige og, i Italien, fascismen.
Det er en stærk analogi som viser, hvordan det teoretisk "demokratiske" Tyrkiet bevæger sig i samme retning som Tysklands Weimarrepublik efter 1933.
Historikerne refererer ofte til Tysklands føderale republik og halvt præsidentielle, repræsentative demokrati, som i 1919 erstattede det kejserlige styre, som Weimarrepublikken.
Efter en periode med relativt liberalt demokrati greb præsident Paul von Hindenburg i 1930 til nogle diktatoriske nødretsbeføjelser for at støtte op om tre tyske kanslerregeringer og til sidst Hitler.
Året 1933 markerede nazistpartiets indtagelse af magten; dets øjeblikkelige indgreb omfattede forfatningsstridig lovgivning. Dette skulle blive begyndelsen på Das Dritte Reich, Det Tredje Rige.
Tyrkiets eget 1933 var året 2011, hvor daværende premierminister (nu præsident) Recep Tayyip Erdogan vandt sin tredje parlamentsvalgsejr siden 2002 med en jordskredsandel på 49,5% af nationens stemmer. Eleys tyrkisk-tyske analogi er ikke ubegrundet.
Kort før parlamentsvalget i 2011 besøgte en fremtrædende oppositionsdeputeret provinsen Sakarya ikke så langt fra Istanbul. Muharrem Ince, fra det største oppositionsparti Republican People's Party (CHP), sprang på en minibus og holdt en tale for de lokale i godt 15 minutter. Senere erfarede Ince, at en anklager havde sigtet ham for at have "blokeret bytrafikken ved at holde tale på en minibus og forsøgt at svække regeringen."
Anklageren bad parlamentet om at fjerne Inces immunitet, så han kunne blive retsforfulgt. Ince er måske det første parlamentsmedlem i verden, der er af de retslige myndigheder er blevet sigtet for forsøg på at svække regeringen. Senere samme år sagde Ince i en tale i parlamentet: "Faktisk forsøger jeg ikke at svække regeringen. Jeg forsøger at vælte regeringen!"
En tiltale blev senere sendt til parlamentet for at få stillet Ince for en domstol for sin "forbrydelse," men han blev ikke retsforfulgt takket være sin parlamentariske immunitet.
Her næsten fire år senere er Tyrkiets hemmelige islamisme og autoritære metoder ikke længere hemmelige.
For nylig idømte landets fjernsyns- og radioregulator, RTUK, en privat fjernsynsstation en bøde på 311.000 tyrkiske lire (næsten 180.000 dollar), fordi en deltager i en af stationens sæbeoperaer blev vist drikkende en øl, idet øllens logo var synligt på skærmen. RTUK citerede konkurrencelovene, som var gjort gældende for bøden, men de samme konkurrencelove anvendes ikke over for produkter, som ikke er forbudt i islam. De tyrkiske tv-stationer, som frygter store bøder, slører som regel alkoholiske drikke, hvis en scene for eksempel viser James Bond drikke sin lyserøde yndlingschampagne.
Men det er handler ikke kun om drikkevarer, som krænker islamiske love. Den islamistiske Weimarrepublik vil forbyde alt, som den anser for "upassende." Medlemmerne af det tyrkiske rockband Grup Yorum, en populær venstreorienteret anti-regeringsgruppe, blev forbløffede, da de ankom til et koncertsted for at forberede deres planlagte koncert i Istanbul den 12. april. De havde fået alle de nødvendige tilladelser fra regeringen. Men deres fans fik at vide, at koncerten var aflyst, så de tog hen til koncerten for at protestere mod aflysningen. Så ankom politiets uropatrulje med vandkanoner på vognladene for at sprede bandets medlemmer i det tilfælde, at de nægtede at parere ordre. De fik at vide af politiet, at tilladelsen til deres koncert var blevet annulleret med den begrundelse, at "i en tid hvor landet gennemlever en [politisk] anspændt periode, kunne deres koncert forårsage uønskede hændelser."
Helt atypisk for scenarier forud for koncerter i fornuftige lande brugte Istanbuls politi den 12. april vandkanoner og gummikugler mod Grup Yorums fans og tilbageholdt adskillige af dem. Fansene var kommet for at protestere imod den nægtede tilladelse til afholdelse af koncerten. Flere timer før fansene samledes, havde politiet blokeret gaderne, der førte frem til den plads, hvor bandet skulle have spillet. Demonstranterne flygtede ind i områdets sidegader, forfulgt af politiet. Politiets helikoptere fløj over området. Sådan var scenariet for en koncert, som Tyrkiets islamistiske Weimarregenter ikke ønskede skulle finde sted. Det gjorde den ikke.
Tyrkiet synes ikke at have nogen grænser, når det gælder udemokratisk absurditet. I sidste måned forbød den tyrkiske statsejede mediestation TRT oppositionspartiet CHP's valgkampagnereklame, "fordi den tager direkte sigte på regeringen." Oppositionens parlamentsmedlemmer beskyldte vredt TRT for "misbrug af offentligt embede." Det statsejede firma har indtil nu nægtet at kommentere på, hvordan en betalt valgkampreklame kan forbydes i et demokrati. CHP's vicedirektør, Bulent Tezcan, sagde: "Ved at beslutte ikke at udsende reklamen har TRT skabt en ny skandale. Hovedformålet i statsfinansieret fjernsyn i alle demokratiske lande er udsendelsesfairness."
Der kan komme endnu værre dage for CHP – og ethvert andet oppositionsparti. I 2011 blev et partimedlem sigtet for at drive propaganda mod regeringen. I dag bliver dets tv-reklame forbudt for at "tage direkte sigte på regeringen." I 2019 vil oppositionspartiet måske selv blive forbudt for at snuppe millioner af stemmer fra regeringen.