Hvis de havde mødtes som præsidenter for andre lande, ville Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan og Ruslands præsident Vladimir Putin nok have hadet hinanden. Historisk set har tyrkiske islamister hadet både det russiske zardømme og Sovjetrusland. Tilsvarende har russere aldrig kunnet lide tyrkerne. Erdogan, der har en fod indenfor i NATO, udviser dog nu en hidtil uset prorussisk drejning. Hvad er hemmeligheden bag denne tilsyneladende forbrødring?
Tyrkiet har nægtet at tilslutte sig Vestens sanktioner mod Rusland i forbindelse med Ukraine, hvorved landet har givet Putin en livline. Det tyrkiske luftrum er fortsat åbent for russiske fly, og landets døre står fortsat åbne for hundredtusinder af russere og deres penge. Tyrkiets eksport til Rusland er stigende. Alene i juli måned steg eksporten til Rusland med svimlende 75% i forhold til året forinden.
Ruslands statsejede virksomhed Rosatom, der bygger Tyrkiets første atomkraftværk, har sendt omkring fem mia. dollars til dets tyrkiske afdeling, hvilket er den første af en række af sådanne pengeoverførsler. Russiske kontanter bidrog til at lukke hullet i Tyrkiets reserver af fremmed valuta – og det i en tid, hvor Erdogan har brug for fremmed valuta for at afstive landets skrantende økonomi inden valgene til præsidentembedet og parlamentet i juni 2023.
Nogle analytikere ser dette som en ordning, der kan skabe plads til russiske fonde i Tyrkiet.
Det kan for dem se ud som om stigningen i den tyrkiske centralbanks reserver af fremmed valuta og guld – fra 98,9 mia. dollars den 26. juli til 108,1 mia. dollars den 4. august – drejede sig om overførsel af russiske penge til Tyrkiet. Bloomberg skrev:
"Mystiske kapitalstrømme ind i Tyrkiet har nået nye højder og giver politiske beslutningstagere mulighed for at øge fremmede valutareserver på trods af et voksende handelsunderskud og en lav efterspørgsel på den tyrkiske lira."
Bloomberg kilde forbliver uklar.
I marts udtalte den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Çavuşoğlu, at russiske oligarker var velkomne i Tyrkiet. I oktober skrev Financial Times, at et rekordhøjt beløb på 28 mia. dollars af ukendt oprindelse var strømmet ind i Tyrkiet mellem januar og august måned i år. Den tyrkiske undersøgende journalist Aytuğ Özçolak opremsede nogle af de russiske oligarker, der har forretningsinteresser, investeringer og fonde i Tyrkiet: Leonid Mikhelson, Vagit Alekperov, Vladimir Lisin, Vladimir Potanin, Alexey Mordashov og Mikhail Fridman.
Ifølge Marc Pierini, der er senior fellow ved Carnegie Europe og tidligere EU-ambassadør i Ankara, er antallet af eksilrussere i Tyrkiet, samt deres ejendomsinvesteringer og pengeoverførsler til tyrkiske banker, vokset markant. Pierini skrev, at der desuden er mistanke om, at Rusland forsøger at omgå virkningen af nogle af Vestens sanktioner via Tyrkiet. Dette skulle navnlig ske gennem køb af aktier i den tyrkiske olieindustri, idet datterselskaber bidrager til at sløre for den russiske oliehandel.
Pierini fortsatte:
"Kremls politik er yderst pragmatisk: Velvidende, at Tyrkiets NATO-partnere er ivrige efter at beholde landet i den nordatlantiske alliance, og at Tyrkiet har al mulig grund til at blive i NATO, er Putins mål fortsat at knytte Erdogan stadigt mere til Rusland gennem et væld af gensidigt fordelagtige operationer inden for forsvar, energi, handel og økonomi.
"Putin giver derved en trængt siddende præsident sin opbakning og støtter åbent Erdogan ved de kommende valg. Verden oplever ikke kun, at den tyrkiske præsident forlader sine traditionelle vestlige partnere, men især at den russiske præsident bruger Tyrkiet til sin egen fordel."
I Ankaras politiske miljø beskrives Putin spøgefuldt som "leder af Erdogans partis Moskva-afdeling". Uanset hvilke indikatorer, man ser på, så ønsker Putin, at Erdogan fastholder magten. Putin vil foretrække ikke at skulle løbe risikoen med en ny leder i Tyrkiet. Det er forståeligt. Erdogans potentielle rivaler har opfordret til at genetablere Tyrkiets stærke bånd til Vesten.
Forbindelsen mellem Erdogan og Putin har to hovedspor. Det ene er pragmatisme. De har begge strategiske, politiske og økonomiske fordele. Det andet er ideologisk: De hader begge den vestlige kultur.
Burak Bekdil er en af Tyrkiets førende journalister. Han blev for nylig fyret fra landets mest anerkendte avis efter 29 års ansættelse, fordi han skrev for Gatestone om, hvad der sker i Tyrkiet. Han er fellow ved Middle East Forum.