Jeg befandt mig på kongressens galleri, da Israels premierminister Benjamin Netanyahu afleverede sin logiske og overbevisende kritik af det aftaleforslag, som nu ligger på bordet vedrørende Irans ambitioner om at opnå kernevåben. Han fremlagde et nyt, fakta baseret forslag, som har lagt overbevisningsbyrden over på Det Hvide Hus.
Hans nye forslag er, at "Såfremt verdensmagterne ikke er rede til at insistere på, at Iran ændrer adfærd før en aftale bliver underskrevet, bør de i det mindste insistere på, at Iran ændrer adfærd før en aftale udløber." Hans argument er, at uden en sådan forhåndsbetingelse vil den tiårige udløbsbestemmelse bane vejen, ikke blokere den, for et iransk kernevåbenarsenal, selvom Iran fortsætter med at eksportere terrorisme, tyrannisere andre nationer i regionen og opfordre til udslettelse af Israel.
Med en logik, som synes uangribelig, har Netanyahu sagt, at alternativet til den aktuelle dårlige aftale ikke er krig, men derimod "en bedre aftale, som Israel og dets naboer måske ikke vil bryde sig om, men som vi vil kunne leve med, bogstavelig talt." Netanyahu skitserede herefter sine betingelser for en bedre aftale: nemlig at før solen får lov at gå ned over et forbud mod, at Iran fremstiller kernevåben, skal mullaherne først leve op til tre betingelser: holde op med at eksportere terrorisme, holde op med at blande sig i andre landes affærer, og holde op med at true Israel på dets eksistens.
Hvis mullaherne afviser disse tre rimelige betingelser, vil det vise, at de ikke reelt er interesseret i at tilslutte sig det internationale samfund og overholde dets regler. Hvis de accept disse betingelser, vil udløbsbestemmelsen ikke automatisk gå i gang, men vil kræve, at Iran demonstrerer sin vilje til at spille efter reglerne, før reglerne giver det lov til at fremstille kernevåben.
I stedet for at angribe budbringeren, sådan som Det Hvide Hus har gjort, har regeringen nu pligt til at deltage med Netanyahu på ideernes marked, i stedet for med en kakofoni af ukvemsord, og svare på Netanyahus ræsonnement ud fra dets kendsgerninger. Måske findes der et eller flere overbevisende svar, men vi har ikke hørt dem.
Beslutningen om at acceptere eller afvise en aftale med Iran vedrørende dets kernevåbenprogram er måske det vigtigste udenrigspolitiske spørgsmål i det 21. århundrede. Mange af kongressens medlemmer, måske flertallet, er enige med Israels premierminister, ikke med USA's præsident, i dette spørgsmål. Ifølge vores systems adskillelse af magten er kongressen en fuldt ligestillet gren af regeringen, og ingen afgørende beslutninger som den, der indgår i denne aftale, bør træffes imod dens vilje. Måske kan præsidenten overtale kongressen til at støtte aftalen, men han bør indgå aktivt, frem for afvise, med vore retmæssigt valgte repræsentanter for folket.
Regeringen og dens støtter, især dem der boykottede premierministerens tale, fokuserer på den såkaldte mangel på procedure, hvormed Netanyahu blev inviteret af formanden for kongressen. Forestil Dem blot den samme procedure for en taler, som støttede frem for gik imod det aktuelle aftaleforslag. Det Hvide Hus og dets støtter ville hilse en premierminister velkommen, som støttede præsidentens aftale, sådan som de gjorde det med den britiske premierminister, David Cameron, da han blev sendt ind for at sikre støtte i Senatet til regeringens position. Så procedurespørgsmålet er stort set et påskud. Regeringen er mere oprørt over indholdet af Netanyahus tale end over måden, hvorpå han modtog invitationen.
Dette er alt for vigtigt et spørgsmål til at blive tilsidesat af procedureformaliteter. Talen er nu holdt. Det var en balanceret tale, som indeholdt ros til præsidenten, til Demokraterne, til kongressen og til det amerikanske folk. Premierminister Netanyahu var i diplomatisk topform. Set med mine øjne var han også i indholdsmæssig topform i sin fremlæggelse af sagen imod regeringens forhandlingsposition med hensyn til Iran, især den betingelsesløse udløbsregel.
Regeringen bør nu besvare ét grundlæggende spørgsmål: Hvorfor vil I give det iranske regime lov til at udvikle kernevåben om ti år, hvis styret til den tid stadig eksporterer terrorisme, tyranniserer sine arabiske naboer og truer med at udslette Israel? Hvorfor ikke i det mindste gøre enhver udløbsregel betinget af en ændring af dette kriminelle regimes handlinger? Svaret vil måske være, at vi ikke kan få dem til at acceptere en sådan betingelse. Hvis det er tilfældet, så er der virkelig tale om en dårlig aftale, som er værre end ingen aftale. Det ville være langt bedre at øge de økonomiske sanktioner og andre former for pres, end at lade disse ophøre til gengæld for en blot og bar udsættelse af tidspunktet for Irans erhvervelse af kernevåben.
Måske findes der bedre svar, men bolden ligger nu på Obamas boldbane, som skal fremskaffe dem i stedet for at undlade at besvare Netanyahus rimelige spørgsmål med irrelevante udtalelser om "procedure" og personlige angreb på budbringeren. Israel fortjener bedre. Verden fortjener bedre. Det amerikanske folk fortjener bedre. Og kongressen fortjener bedre.
En betingelsesløs udløbsregel er en invitation til et Iran, som fortsætter med at eksportere terrorisme, tyrannisere sin naboer og true Israel — men med et kernevåbenarsenal til at terrorisere hele verden. Dette ville "ændre spillet", for nu at citere præsident Obamas ord for flere år siden, dengang han lovede, at han aldrig ville tillade Iran at udvikle kernevåben. Pludselig er "aldrig" blevet til "snart." Kongressen bør insistere på, at en hvilken som helst regel, som giver Iran lov til at udvikle kernevåben efter ti år, i det mindste gøres betinget af en markant adfærdsændring hos verdens farligste regime.