Den amerikanske præsident, Joe Biden, vil overveje at stille betingelser for militærforsyninger til Israel, hvis den israelske hær rykker frem med en storstilet invasion af byen Rafah i den sydlige del af Gazastriben, fortæller fire amerikanske embedsfolk.
Biden har også fortalt MSNBC, at en operation i Rafah ville overskride en "rød linje", selv om han som modvægt til denne erklæring giver udtryk for sin forpligtelse til at støtte Israels ret til selvforsvar.
Israelske sikkerhedsstyrker har afsløret, at den iranskstøttede terrorgruppe Hamas har mindst fire bataljoner i Rafah. Man mener desuden, at mange af de israelske gidsler, der blev bortført af Hamas-terrorister og andre palæstinensere den 7. oktober 2023, holdes fanget i Rafah.
Det er lykkedes for De Israelske Sikkerhedsstyrker (IDF) at ødelægge de fleste af Hamas' bataljoner i andre dele af Gazastriben.
Israelske styrker har opløst 17 af Hamas' 24 kampbataljoner i Gazastriben, annoncerede den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, den 4. februar.
"Hamas' stadigt større nederlag i Gaza er en vigtig bedrift for IDF", siger mellemøstekspert Seth Frantzman.
"Hamas-terroristerne har mistet kontrollen over betydelige områder i Gazastriben, hvilket har muliggjort en afvikling af den infrastruktur, som terrorgruppen opbyggede i løbet af de foregående årtier. Det er essentielt, at IDF støttes i deres bestræbelser på at forhindre yderligere trusler fra Hamas og andre terrorgrupper mod Israel og regionen."
Joe Bidens anførte trussel om at standse eller suspendere de amerikanske militærforsyninger til Israel, hvis IDF går ind i Rafah, vil opmuntre Hamas til at fortsætte kamphandlingerne og affeje ethvert oplæg til frigivelse af gidslerne. Når Hamas-ledere hører, at Biden truer Israel for at forhindre, at IDF går ind i Rafah, må de tænke: "Hvorfor skulle vi foretage nogen indrømmelser over for Israel? USA ønsker ikke, at israelerne ødelægger de sidste fire bataljoner. Den amerikanske regering er imod Israels plan om at eliminere Hamas, så lad os vente!"
At bede Israel om ikke at invadere Rafah og ødelægge de Hamas-terrorister, der skjuler sig i byen, svarer til at bede en maratonløber om at standse inden målstregen. Der er intet alternativ til at påføre Hamas et fuldstændigt nederlag, især ikke i kølvandet på massakren på 1.200 israelere den 7. oktober. Et fuldstændigt nederlag betyder ødelæggelse af alle Hamas' bataljoner. En israelsk sejr bliver ikke fuldstændig så længe én, eller bare en halv, Hamas-bataljon fortsat er intakt.
Brigadegeneral af reserven Amir Avivi, der er formand og grundlægger af Israels Forsvars- og Sikkerhedsforum, siger:
"Amerikanerne burde forstå konsekvenserne af [Bidens] røde linje: at en 7. oktober garanteret vil ske igen, at gidsler aldrig kommer hjem, at et styrket Iran vil intensivere på alle fronter og at civile, der undertrykkes af Hamas, kommer til at lide på ubestemt tid.
"En af årsagerne til dette kunne være præsident Bidens ønske om at undgå uenighed ved demokraternes partikonvent til august, og han er bekymret for at tabe i staten Michigan ved det kommende valg, eftersom unge og amerikanere med arabisk baggrund protesterer over hans politik angående Israel. Han siger nu tilsyneladende, at Israel har ret til at forsvare sig, men at landet skal standse krigen nu. Præsident Biden gav udtryk for denne modsætningsfulde holdning under sin State of the Union-tale i sidste uge og gentog synspunktet i et interview hos MSNBC."
Den 25. november 2023 blev Biden citeret for at sige, at Israels mål om at eliminere Hamas var en legitim, men vanskelig, mission. "Jeg ved ikke, hvad lang tid, det vil tage", sagde Biden til journalister.
"Min forventning og mit håb er, at i takt med, at vi fortsætter, vil resten af den arabiske verden og regionen også presse alle parter for at nedskalere dette for at gøre en ende på det så hurtigt, som vi kan."
Fire måneder senere har Biden tilsyneladende skiftet mening om en tilintetgørelse af Hamas. Hans advarsel til Israel om ikke at gå ind i Rafah indebærer, at Bidens regering reelt ønsker, at Israel taber krigen mod Hamas. Dette kommer til at betyde, at Hamas fortsat regerer i Gazastriben og planlægger flere angreb mod israelere i stil med massakren den 7. oktober. Ghazi Hamad, der er embedsmand for Hamas, har tydeligt sagt, at terrorgruppen vil gentage 7. oktober-angrebet uophørligt, indtil Israel er udslettet.
Den farligste del af Bidens erklæringer er truslen om at udsætte eller standse amerikanske forsendelser af våben og ammunitionshjælp til Israel, hvis landet går videre med sine planer om at indlede en landoffensiv i Rafah, ødelægge Hamas og frigive gidslerne.
Biden sender faktisk et budskab til Hamas og Irans andre terrorstedfortrædere, herunder Hizbollah, Palæstinensisk Islamisk Jihad og houthierne, om, at USA er ved at smide Israel under bussen. En indstilling af de amerikanske våbenforsyninger til Israel er terroristernes ultimative drømmescenarie.
Der er derfor ikke noget at sige til, at adskillige ledere hos Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad i deres erklæringer opfordrer til en øjeblikkelig indstilling af leverancerne af amerikanske våben til Israel.
De palæstinensiske terrorister vil have amerikanerne til at standse leverancerne af våben og ammunition til Israel, fordi dette ville facilitere terroristernes mission om at dræbe jøder og ødelægge Israel. Terroristerne er vrede, fordi de ønsker et svagt og forsvarsløst Israel. Hamas har kun ét problem i forhold til at udføre flere 7. oktober-lignende massakrer mod israelere: USA's og andre vestlige landes våbenforsyninger til Israel komplicerer terroristernes drøm om at nedslagte jøder.
"Vi skal give Israel en lærestreg", siger Hamad.
"Al-Aqsa-oversvømmelsen [Hamas' navn for deres invasion af Israel den 7. oktober] er bare den første, og der vil komme en anden, en tredje, en fjerde. Kommer vi til at betale en pris? Ja, og vi er parate til at betale den. Vi kaldes en martyrnation, og vi er stolte af at ofre martyrer."
Bidens regering ville have mere succes, hvis den holdt op med at undervurdere sådanne trusler fra en brutal terrorgruppe, der har vist sig fuldt ud i stand til at begå massemord, voldtægter og halsoverskæringer og til at brænde israelske civile levende. Regeringen kunne udvise imponerende lederskab og faktisk "gøre en ende på dette så hurtigt, som vi kan" – ikke kun for Israel, men for alle i regionen, der søger fred – ved at tilskynde Israel til hurtigst muligt at ramme terroristerne i Rafah.
Regeringen ville også gøre klogt i at holde inde med snakken om at straffe Israel ved at afbryde de militære forsyninger. I stedet for at presse Israel burde Biden presse sine venner i Qatar til at tvinge deres Hamas-marionetter til at overdrage de israelske gidsler og overgive sig. I stedet for at true med at afbryde våbenforsyningerne til Israel burde han true Qatars ledere med en tilbagetrækning af amerikanske styrker fra landets flyvebase Al Udeid og officielt udpege Qatar som statssponsor af terrorisme (på grund af landets finansiering af blandt andre Hamas, Hizbollah, ISIS, Al Qaeda, Taliban, Al Shabab og Al Nusra Front).
Dette er måden – den eneste måde – at afslutte krigen hurtigt og sende et signal til USA's fjender om, at USA er parat til at opretholde civilisationens værdier fremfor terrorens værdier.
Bassam Tawil er en arabisk muslim bosat i Mellemøsten. Bassam Tawils arbejde er muliggjort af en generøs donation fra en donor, der ønskede at være anonym. Gatestone er meget taknemmelig.