Få dage efter, at den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken havde bekræftet Bidens regerings tilslutning til en "tostatsløsning", reagerede palæstinenserne ved at gentage deres afvisning af ideen og deres støtte til mere terror mod Israel.
Den palæstinensiske reaktion kom i form af en meningsmåling udgivet den 13. december af Palestinian Center for Policy and Survey Research og erklæringer fra den palæstinensiske islamistiske gruppe Hamas, der kontrollerer Gazastriben.
Ifølge meningsmålingen mener 69% af palæstinenserne, at "tostatsløsningen" ikke længere er praktisk eller mulig. Andre 72% mener, at chancerne for dannelse af en palæstinensisk stat side om side med Israel inden for de næste fem år er spinkle eller ikkeeksisterende.
Palæstinenserne fortæller kort sagt Blinken og Bidens regering, at de kan drømme videre om tostatsfantasien så længe, de vil, men at palæstinenserne foretrækker "væbnet kamp" og terror frem for fredsforhandlinger med Israel.
Til spørgsmålet om, hvad der er den mest effektive metode til opbyggelse af en uafhængig stat, svarede 51% af palæstinenserne "væbnet kamp". Andre 55% støttede en tilbagevenden til væbnede konfrontationer og en intifada (opstand) mod Israel.
Det er endnu mere bekymrende, at 72% af palæstinenserne siger, at de tilslutter sig dannelsen af terrorgrupper såsom Løvens Hule, hvis medlemmer har udført skudangreb mod israelske soldater og civile i den nordlige del af Vestbredden i løbet af de seneste måneder.
Blinken sagde tidligere på måneden i en tale ved J Streets nationale konference, at Bidens regering vil fortsætte bestræbelserne på at "nå det endegyldige mål om to stater". Han tilføjede:
"Vi støtter denne vision, fordi den er pragmatisk. Vi tror fortsat, som præsidenten sagde i sommer under sin rejse til Det Hellige Land, at to stater – baseret på grænsedragningerne fra 1967, med gensidigt vedtagne ændringer – er den bedste måde at nå vores mål om, at israelere og palæstinensere kan leve side om side i fred og sikkerhed".
I sidste måned bekræftede Blinken Biden-regeringens tostatsfantasi – navnlig langs de notorisk uforsvarlige våbenhvilegrænser fra 1949, hvor kampene tilfældigvis var indstillet på netop den tid – i en telefonsamtale med det palæstinensiske selvstyres præsident, Mahmoud Abbas.
Adskillige meningsmålinger, herunder den seneste, viser, at Blinken og hans stab enten lider af selvbedrag eller ganske enkelt ikke forstår eller ser, hvad de fleste palæstinensere ønsker: drab på flere jøder og Israels udslettelse.
Dette er ikke den første meningsmåling, der viser, at et flertal af palæstinensere er imod "tostatsløsningen". Det skyldes, at de protesterer højlydt mod en palæstinensisk stat side om side med Israel, da den skal oprettes i stedet for Israel.
Det er desuden ikke den første meningsmåling, der viser, at de fleste palæstinensere fortsat støtter terrorgruppen Hamas, hvis charter åbent opfordrer til jihad (hellig krig) og udryddelse af Israel.
Hamas' charter citerer Det Muslimske Broderskabs åndelige grundlægger, Hassan al-Banna: "Israel vil eksistere og fortsætte med at eksistere, indtil landet bliver udslettet af islam, lige som islam udslettede andre før dem."
Hamas' stigende popularitet blandt palæstinenserne er et tydeligt tegn på, at de fleste af dem sympatiserer med den islamistiske gruppes mål om at ødelægge Israel.
Palæstinenserne ønsker, i lighed med Hamas, at erstatte Israel med en islamistisk stat, hvis grænser strækker sig fra Jordanfloden til Middelhavet.
Hvis det palæstinensiske selvstyre afholdt et nyt præsidentvalg i dag, ville Bidens regerings foretrukne palæstinensiske samtalepartner, Mahmoud Abbas, ifølge den seneste meningsmåling få 36%, og Hamas-lederen Ismail Haniyeh ville få 54% af stemmerne. Herudover svarede 75%, at de vil have den 87-årige Abbas til at trække sig.
Det ville have været en god idé, hvis Blinken i de forgangne dage havde lyttet til, hvad ledere i Hamas tydeligt sagde under fejringerne af 35-års jubilæet for deres organisations etablering. Hamas-ledere gentog deres trusler om at "udrydde den zionistiske fjende" i Israel gennem terror. De hyldede desuden terrorgrupperingerne i det palæstinensiske selvstyres områder på Vestbredden, der udfører angreb mod israelere.
For at markere jubilæet udsendte Hamas den 14. december en erklæring, der grundlæggende modbeviser nogle vesterlændinges påstande om, at Hamas er blevet en "moderat" gruppering, der er parat til at acceptere "tostatsløsningen":
"Den Islamiske Modstandsbevægelse [Hamas] bekræfter ved 35-års jubilæet for sin grundlæggelse følgende: Palæstina er, fra sin [Jordan-]flod til sit [Middel]hav det palæstinensiske folks land. Vi vil fortsætte med at holde fuldtonet fast i det og i vores legitime ret til at forsvare og befri landet ved brug af alle midler – primært ved væbnet modstand."
Hvis palæstinenserne virkelig havde ønsket deres egen stat ved siden af Israel, kunne de have fået den for mange år siden. Mahmoud Abbas og hans forgænger, Yasser Arafat, afviste imidlertid alle de fredsforslag, som israelske ledere gennem de seneste 22 år har forelagt dem, uden selv at komme med noget modforslag.
"Den palæstinensiske afvisningsstrategi gjorde sig altid gældende, når der var en konkret delingsplan på dagsordenen, såsom tidligere premierminister Ehud Baraks plan fremlagt i 2000, eller den tidligere premierminister Ehud Olmerts forslag i 2007", siger Efraim Inbar, der er leder af Jerusalems Institut for Strategi og Sikkerhed. "Enhver palæstinensisk stat vil være utilfreds med sine grænser og vil have til hensigt at bruge magt for at nå sine mål."
Baraks forslag til Yasser Arafat inkluderede etableringen af en palæstinensisk stat på 92% af Vestbredden og 100% af Gazastriben, såvel som etableringen af en palæstinensisk hovedstad i Østjerusalem. Arafat afslog.
Olmert tilbød at trække sig fra 93% af Vestbredden, hele Gazastriben og store dele af Østjerusalem. Abbas afslog.
Blinken og hans rådgivere ville kunne lære meget af den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton, der var vært for topmødet i Camp David i 2000. Arafat afviste her det gavmilde tilbud, som Barak gav ham. Da Arafat sagde nej, slog Clinton i bordet og sagde: "Du fører dit folk og regionen mod en katastrofe."
Siden da har palæstinenserne gjort deres yderste for at opfylde Clintons profeti. De fortsætter med at ty til terrorisme, hylde terrorister og støtte deres familier økonomisk samt at bakke op om Hamas' jihad for at ødelægge Israel.
Enhver, der støtter etableringen af en palæstinensisk stat, baner vejen for, at palæstinenserne kan bruge Vestbredden og Gazastriben som affyringsramper, hvorfra de kan angribe og ødelægge Israel.
Det sidste, som Israel og dets arabiske naboer har brug for, er en iranskkontrolleret terrorstat på Vestbredden og i Gazastriben, der ville kunne bruges til raketangreb mod både israelere og arabere. En sådan stat ville være opskriften på krig, fremfor fred, i Mellemøsten.
Det er nu tydeligt, at ønsket om at dræbe jøder og udrydde staten Israel for mange palæstinensere er vigtigere end opbygningen af en stat, der ville leve fredeligt og i sikkerhed side om side med Israel. Det er på tide, at Bidens regering vågner op og erkender den kendsgerning, som Clinton forstod for mere end tyve år siden: De palæstinensiske lederes afvisningsstrategi trækker det palæstinensiske folk og hele Mellemøsten i retning af en blodig og udsigtsløs fremtid.
Det internationale samfund – begyndende med USA – bør håndtere problemet ved at insistere på, at enhver hjælp betinges af, at palæstinenserne ophører med deres opfordringer til terror, som nu inficerer hele det palæstinensiske samfund, selv i krydsord. Hvis dette ikke overholdes, skal betalinger tilbageholdes. Hvis man går i banken og beder om et lån, følger der betingelser med; hvorfor skulle det ikke være tilfældet med hjælp? I modsat fald bliver al den hjælp, der ikke "forsvinder", åbent brugt til at betale for terror, jihad og drab på jøder.
Bassam Tawil er en arabisk muslim bosat i Mellemøsten.