Kinas regime forsætter sine indgreb mod The Church of Almighty God, en gruppe som Kina har forbudt som en "farlig kult". I februar og marts arresterede myndighederne mindst 325 medlemmer af kirken "som følge af undersøgelser i den epidemiske forebyggelses navn". Et medlem sagde, at politiet havde "truet med at sende hende til coronavirussens epicenter i Hubei-provinsen for at blive smittet, såfremt hun fortsatte med at praktisere sin tro". Billedet: Medlemmer af The Church of Almighty God markerer 30-årsdagen for massakren på Tiananmen-pladsen den 4. juni 2019 i Washington, DC. (Foto ved Alex Wong/Getty Images) |
Siden begyndelsen af 2020 har Kina forstærket sin allerede ekstreme undertrykkelse af religionsfriheden, og udbruddet af Covid-19 har intet gjort for at dæmpe det kinesiske kommunistparti CCP's fanatisme. Virusudbruddet har om noget fungeret som en undskyldning for at slå endnu mere ned på religionsfriheden.
I februar ankom nogle embedsfolk for eksempel for at inspicere, om en kirke i Henan-provinsen fulgte nedlukningsinstrukserne, men da de ifølge et medlem af kirken, som blev interviewet af Bitter Winter, "fik øje på nogle bibelvers skrevet på en tavle, sagde de: 'Kina er kommunistpartiets land, og det er os ikke tilladt at have nogen former for religiøs tro'". Embedsmændene "smadrede derefter alt på stedet og forlod det, idet de låste døren..."
CCP fortsatte også sine indgreb mod The Church of Almighty God (CAG, Den Almægtige Guds Kirke), en gruppe, Kina har forbudt som en "farlig kult". I løbet af februar-marts arresterede myndighederne mindst 325 medlemmer af denne gruppe "som følge af en undersøgelse i den epidemiske forebyggelses navn". Et medlem af gruppen, som blev løsladt, sagde, at politiet havde "truet med at sende hende til coronavirussens epicenter i Hubei-provinsen for at blive smittet, såfremt hun fortsatte med at praktisere sin religion". Under epidemiens kulmination i begyndelsen af februar iværksatte myndighederne i provinsen Shanxi "en særlig indsatskampagne imod CAG og opfordrede masserne til at indberette dens medlemmer". En regeringsansat fra Anhui-provinsen sagde, at han havde fået instrukser om "ikke at udsætte undersøgelserne mod CAG-medlemmer på grund af pandemien, tværtimod; regeringspersonalet skulle bruge de forebyggende tiltag som påskud for at komme ind i beboernes hjem".
Medlemmer af CAG sidder indespærret i "genopdragelseslejre" sammen med uighurere og andre muslimer, kristne og udøvere af Falun Gong. Et medlem af CAG sagde, at den Xinjiang-lejr, som hun var blevet sendt til, rummede 400 indsatte, mest uighurere, kristne og Falun Gong-medlemmer. Hun var blevet slået, næsten voldtaget og var blevet udsat for forskellige former for tortur som en del af indoktrineringsbestræbelsen. Ældre medlemmer af CAG er blevet fængslet og udsat for slag og tortur, trods skrøbelighed og sygdom. De underkastes timelang indoktrinering med henblik på at få dem til at underskrive nogle papirer, som fortæller, at de vil frafalde deres tro.
Protestantiske huskirker er også blevet ødelagt. I februar blev en huskirke i Guangdong-provinsen, som var blevet opført hovedsagelig af ældre mennesker, ødelagt, og politiet tilbageholdt en ældre kvinde i fem dage for at have modsat sig ødelæggelsen. I april smadrede offentligt ansatte en kirke i Jiangxi-provinsen. Forud for ødelæggelsen havde medlemmer af det lokale kommunistparti fortalt menigheden, at "coronavirus var blevet indført udefra, og at USA er Kinas fjende." I begyndelsen af april arresterede politiet en præst i den centrale Hunan-provins, Zhao Huaiguo, som havde grundlagt Bethel-kirken, på en mistanke om "opildnen til omstyrtelse af statsmagten", fordi man havde benyttet et virtuelt privat netværk (VPN) til at få adgang til udenlandske nyhedswebsider, som er blevet blokeret af den kinesiske regeringscensur. I begyndelsen af maj greb politiet ind mod en kirketjeneste i den sydøstlige provins Fujian og tævede voldsomt mange af kirkegængerne.
Om 2019 forlyder det fra United States Commission on International Religious Freedom (USCIRF), som udgav sin Annual Report 2020 on International Religious Freedom den 28. april:
"Kinesiske myndigheder udførte razziaer mod eller lukkede i hundredvis af protestantiske huskirker... herunder Rock Church (Klippekirken) i Henan-provinsen og Shouwang-kirken i Beijing. Regeringen løslod nogle kirkegængere fra Early Rain Covenant Church, som var blevet arresteret i december 2018, men i december 2019 sigtede en domstol pastor Wang Yi for 'statsomstyrtende virksomhed' og idømte ham ni års fængsel. Lokale myndigheder fortsatte med at chikanere og tilbageholde biskopper...som nægtede at tilslutte sig den statstilknyttede katolske sammenslutning. Adskillige lokale regeringer, herunder Guangzho by, tilbød enkeltpersoner kontant aflønning, hvis de ville informere om undergrundskirker. Desuden har myndigheder over hele landet fjernet kors fra kirker, forbudt unge under 18 år at deltage i religiøse gudstjenester og erstattet billeder af Jesus Kristus og Jomfru Maria med billeder af præsident Xi Jinping".
Kommunistpartiet CCP har endda angrebet de statsstyrede, protestantiske Three-Self-kirker, som allerede var blevet tvunget til at indarbejde CCP-propaganda i deres prædikener. I marts måned dukkede mere end 200 embedsfolk og politibetjente op ved en Three-Self-kirke i Henan-provinsen og tilintetgjorde den. Da den ældre mand, som havde ansvaret for kirken, spurgte, hvorfor regeringen havde ødelagt den, tævede politiet ham voldsomt og brækkede to af hans ribben. De truede med at dræbe ham, hvis han "udfordrede kommunistpartiet igen". I april smadrede myndighederne en Three-Self-kirke i Xining, fordi den var "ulovlig". Under hele coronavirusudbruddet er det kinesiske regime fortsat med at fjerne kors fra Three-Self-kirker i Anhui, Jiangsu, Shandong og andre provinser.
Det kommunistiske styre fortsætter også sin ødelæggelse af buddhistiske templer som for eksempel et i Hebei-provinsen i begyndelsen af marts. Templet blev tilintetgjort, fordi det manglede "et registreringscertifikat for religiøs mødestedsaktivitet", selvom templets bestyrer aldrig af myndighederne var blevet bedt om at indhente et sådant certifikat. Annual Report 2020 on International Religious Freedom fra United States Commission on International Religious Freedom skriver om 2019:
"Den kinesiske regering fortsatte med at dyrke en strategi til tvungen assimilation og undertrykkelse af tibetansk buddhisme, som det er blevet demonstreret gennem love beregnet på at kontrollere den næste reinkarnation af Hans Hellighed Dalai Lama og andre fremtrædende tibetanske lamaer. Munke og nonner, som nægter at undsige Dalai Lama, er blevet forvist fra deres klostre, fængslet og udsat for tortur. I løbet af sommeren 2019 raserede myndighederne i tusindvis af boliger ved Yachen Gar Tibetan Buddhist Center i Sichuan-provinsen og fordrev så mange som 6.000 munke og nonner. I april [2019] lukkede myndighederne Larung Gar Buddhist Academy for nye indmeldelser. Myndighederne intensiverede også et indgreb mod at eje eller fremvise fotos af Dalai Lama, fortsatte med at overvåge religiøse højtidsfester og forbød i nogle områder skoleelever at deltage i højtidsfester i deres skoleferier".
Et medlem af USCRIF skrev i rapporten, at "Tibet overgås kun af Syrien, når det gælder krænkelser af religionsfrihed og menneskerettigheder. Situationen i Tibet er værre end i Nordkorea..."
Ud over ødelæggelserne af religiøse samlingssteder, arrestationer og generel chikane mod religiøse mindretal indespærrer CCP tillige jævnligt medlemmer af religiøse trossamfund, sammen med dissidenter og forskellige andre uønskede personer, i psykiatriske hospitaler med henblik på "behandling", hvor de, ofte under tortur, tvinges til at indtage medicin. En ansat på et psykiatrisk hospital i Guangxi Zhuang Autonomous Region sagde, at når medlemmer af The Church of Almighty God bringes ind, påbegynder hospitalet denne "behandling" straks, uden nogen form for tests eller undersøgelser. Et kirkemedlem, som tilbragte 157 dage i et psykiatrisk hospital, sagde: "En læge fortalte mig, at på grund af min tro var jeg en psykiatrisk patient, og der var ikke behov for yderligere tests".
Annual Report 2020 on International Religious Freedom beretter:
"Uafhængige eksperter vurderer, at mellem 900.000 og 1,8 millioner uighurere, kazakhstanere, kirgisere og andre muslimer er blevet interneret i mere end 1.300 koncentrationslejre i Xinjiang— en vurdering, som er opskrevet i forhold til den tidligere indberetningsperiode. Enkeltpersoner er blevet sendt til lejrene for at have langt skæg, for at nægte at indtage alkohol eller anden adfærd, som myndighederne anser for at være tegn på 'religiøs ekstremisme.' Tidligere internerede har fortalt, at de er blevet udsat for tortur, voldtægt, sterilisation og andre overgreb. Desuden er næsten en halv million muslimske børn blevet adskilt fra deres familier og anbragt i kostskoler. I løbet af 2019 overgik lejrene i stigende grad fra genopdragelse til tvangsarbejde, hvor de indsatte blev tvunget til at arbejde i bomulds- og tekstilfabrikker. Uden for lejrene fortsatte regeringen med at udstationere ansatte til at bo sammen med muslimske familier og indberette ethvert tegn på 'ekstremistisk' religiøs adfærd. Imens har myndighederne i Xinjiang og andre dele af Kina nedrevet eller ødelagt i tusindvis af moskeer og fjernet arabisksprogede skiltninger fra muslimske forretninger".
Ud over ovennævnte konkluderede United States Commission on International Religious Freedom følgende i sine "Key Findings" for Kina:
"Ifølge rapporter blev tusindvis af Falun Gong-udøvere arresteret i løbet af 2019 for at have praktiseret bevægelsens meditationsøvelser eller distribuere litteratur om deres tro. Menneskerettighedsforkæmpere og videnskabsfolk har fremlagt beviser på, at praktiseringen af organhøst fra fanger — hvoraf mange menes at være Falun Gong-udøvere — fortsatte i betydelig skala. Desuden var der udbredte rapporter om, at myndigheder over hele Kina har ødelagt mahayana-buddhistiske, taoistiske og konfucianske statuer, som de har hævdet var 'uautoriserede'".
Det er positivt, at udbruddet af coronavirus har rettet opmærksomheden mod Kinas ureglementerede internationale adfærd. Men verden bør også udvise mod og vilje til at protestere kraftigt imod de ubeskrivelige krænkelser af menneskerettighederne, som det kinesiske kommunistregime dagligt påfører sin egen befolkning.