Mere end et dusin lande på fire kontinenter har for nylig afsløret problemer med kinesisk fremstillede coronavirustests og personlige værnemidler. Problemerne rækker lige fra testmaterialer, som er inficeret med coronavirus, til medicinske dragter forurenet med insekter. Mangelfulde kinesiske ansigtsmasker, indkøbt af Spaniens sundhedsministerium, blev distribueret til hospitaler og plejehjem over hele landet, og mere end 100 sundhedsarbejdere, som benyttede dem, blev testet positive for Covid-19. Billedet: En fragtladning fra Kina bestående af 8,6 millioner ansigtsbeskyttelsesmasker og 150 tons sundhedsudstyr ankommer til Paris-Vatry-lufthavnen i Frankrig den 19. april 2020. (Foto ved Francois Nascimbeni/AFP via Getty Images) |
Gatestone Institute berettede for nylig, at millionvis af medicinske materialer, indkøbt fra Kina af europæiske regeringer for at bekæmpe coronaviruspandemien, er mangelfulde og ubrugelige.
Siden rapporten har mere end et dusin lande på fire kontinenter afsløret problemer med kinesisk fremstillede coronavirustests og personlige værnemidler. Problemerne rækker lige fra testmaterialer, som er inficeret med coronavirus, til medicinske dragter forurenet med insekter.
De kinesiske myndigheder har nægtet at påtage sig ansvaret for det mangelfulde udstyr og har i mange tilfælde lagt skylden på de lande, der har indkøbt materialerne. De har også opfordret verdens lande til at holde op med at "politisere" problemet — samtidig med at den kinesiske præsident, Xi Jinping, og hans kommunistparti har forsøgt at bruge pandemien som løftestang for en påstand om globalt lederskab.
Spanien, som er coronaviruskrisens epicenter i Europa, har haft de fleste problemer med medicinsk udstyr indkøbt fra Kina.
Efter at epidemien ramte Spanien, indkøbte den spanske regering forsyninger fra Kina til en sum af 432 millioner euro. De kinesiske sælgere krævede at blive betalt forud for leveringerne. Det viser sig nu, at meget af materialet leveret fra Kina er under normal standard.
I slutningen af marts afslørede det spanske sundhedsministerium for eksempel, at mere end en halv million coronavirustests, som man havde indkøbt fra en kinesisk sælger, var mangelfulde. De pågældende tests, som var produceret af Shenzhen Bioeasy Biotechnology, et firma beliggende i Kinas Guangdong-provins, havde en nøjagtig opdagelsesrate på mindre end 30%. Bioeasy havde påstået, skriftligt, at deres tests havde en nøjagtig opdagelsesrate på 92%.
Efter at svindelen havde medført internationale avisoverskrifter, erklærede Bioeasy sig villig til at erstatte testene. Den 21. april kunne den spanske avis El País imidlertid fortælle, at alle 640.000 erstatningstests ligeledes var ubrugelige. Den spanske regering søger nu at få pengene refunderet.
Den kinesiske ambassade i Madrid gav den spanske regering skylden, fordi den havde indkøbt testene hos en uautoriseret sælger. Bioeasy har tilsyneladende ikke licens til at sælge coronavirustests. Spanien har imidlertid også berettet om problemer med materialer indkøbt hos sælgere, som er autoriserede af den kinesiske regering.
Den 15. april tilbagekaldte det spanske sundhedsministerium 350.000 såkaldte FFP2-masker, efter at laboratorietests havde vist, at de var under standard. De mangelfulde masker var produceret af Garry Galaxy Biotechnology, et firma som optrådte på den kinesiske regerings liste over anerkendte producenter af personlige værnemidler. FFP2-masker kræves at kunne filtrere mindst 94% aerosoler, men de, der blev leveret til Spanien, filtrerede kun mellem 71% og 82% aerosoler.
De mangelfulde masker var blevet indkøbt af det spanske sundhedsministerium og distribueret til hospitaler og plejehjem over hele landet. Efter at de mangelfulde masker var blevet tilbagekaldt, blev mere end hundrede sundhedsarbejdere, som havde anvendt dem, testet positive for coronavirussygdom (Covid-19).
I den nordøstspanske region Catalonien tilbagekaldte lokale sundhedsembedsfolk den 18. april 180.000 Covid-19 antistoftests — også kaldet serologiske tests — på grund af deres lave opdagelsesrate. Testene, som var fremstillet af den kinesiske producent Guangzhou Wondfo Biotech, var blevet indkøbt af centralregeringen i Madrid og fordelt til regionale sundhedsmyndigheder for at opdage Covid-19 i to prioritetsgrupper: sundhedspersonale og ældre mennesker på plejehjem. Wondfo-testene gav ifølge rapporter negative resultater for personer, som tidligere var blevet testet positive for Covid-19, og kunne heller ikke skelne mellem to typer af antistoffer, herunder dem der giver immunitet.
I den østlige by Alicante tilbagekaldte Centralsygehuset 640 medicinske engangsdragter, efter at en af kasserne fra Kina havde vist sig at indeholde kakerlakker. Hospitalet sagde, at man havde modtaget ialt 3.000 dragter i 75 kasser, og at man havde fundet to insekter i en af kasserne. Man tilføjede, at på grund af manglen på hospitalsudstyr ville dragterne blive steriliseret, ikke destrueret.
Også andre lande — i og uden for Europa — har kritiseret kvaliteten af kinesiske medicinske forsyninger:
- Australien. Den 1. april rapporterede Australian Broadcasting Corporation (ABC), at Australian Border Force (ABF) havde beslaglagt en million kinesisk producerede fejlbehæftede ansigtsmasker og andre former for beskyttende beklædning, som var blevet eksporteret til Australien for at hjælpe med at standse spredningen af coronavirus. Materialerne vurderedes til en værdi af 1,2 millioner australske dollars (knap 5,373 millioner kroner). "Vi begyndte at se dette materiale ankomme for godt og vel tre uger siden, dengang nyhederne om pandemien for alvor tog fart," sagde en ansat ved ABF til ABC. "Det risikable materiale ankommer med luftfragt, fordi der er et efterslæb på søfragt i australske havne."
- Østrig. Den 6. april bekræftede økonomiministeriet, at 500.000 masker bestilt fra Kina til anvendelse i Sydtyrol var "totalt ubrugelige", fordi de ikke levede op til sikkerhedsstandarderne: "Resultatet af kvalitetskontroltjekkene viste, at maskerne ikke lever op til FFP-standard. Når man tager maskerne på, er det ikke muligt at opnå et tætsluttende område på hage og kinder." Økonomiminister Margarete Schramböck klagede over, at internationale forsyningskilder til de stærkt behøvede FFP2 og FFP3-masker i ni ud af ti tilfælde ikke havde leveret den krævede kvalitet. Den 9. april rapporterede østrigske medier, at problemet med mangelfulde masker var langt større end først antaget. Østrigsk Røde Kors havde bestilt 20 millioner masker fra den samme kinesiske producent, som havde fremstillet de mangelfulde masker til Sydtyrol.
- Belgien. Den 31. marts kasserede universitetshospitalet i Leuven en forsendelse på 3.000 masker fra Kina, fordi udstyret var under standard.
- Canada. Den 7. april tilbagekaldte byen Toronto mere end 60.000 operationsmasker fremstillet i Kina. Maskerne, som var vurderet til en værdi af mere end 200.000 dollars, var blevet udleveret til personalet på afdelinger for langtidspleje. Torontos sundhedsmyndigheder var ved at undersøge, om plejepersonalet var blevet udsat for Covid-19, mens de bar udstyret. Maskerne repræsenterede omkring 50% af Torontos inventarliste over operationsmasker ifølge Matthew Pegg, Torontos brandchef og generelle bestyrer af nødhjælpshåndtering.
- Den tjekkiske Republik. Den 23. marts rapporterede den tjekkiske nyhedskanal iRozhlas, at 300.000 coronavirus testmaterialer leveret fra Kina havde en fejlrate på 80%. Det tjekkiske indenrigsministerium havde betalt 2,1 millioner dollars for de defekte materialer.
- Finland. Den 10. april trådte den ledende direktør for Finlands agentur for nationale nødhjælpsforsyninger, Tomi Lounema, tilbage, efter at han havde erkendt at have brugt 10 millioner euro på mangelfuldt beskyttelsesudstyr fra Kina.
- Georgien. Den 27. marts annullerede sundhedsminister Ekaterine Tikaradze en ordre på 200.000 coronavirustests produceret af det i Kina hjemmehørende Shenzhen Bioeasy Biotechnology Company. Skridtet blev taget, efter at Spanien havde rapporteret, at 640.000 tests, som man havde indkøbt fra firmaet, var fejlbehæftede. Hun sagde: "Georgien havde en kontrakt med dette firma, men i dag er den blevet annulleret. Pengene er ikke blevet overført. Vi forhandler med et andet firma, og i første omgang vil de sende to tusind styk testudstyr. Hvis pålideligheden af disse bliver bekræftet af os, vil vi indkøbe yderligere en portion."
- Indien. Den 16. april rapporterede den i Mumbai hjemmehørende avis Economic Times, at 50.000 styk personlige værnemidler, som var blevet doneret af Kina, var mangelfulde og ubrugelige.
- Irland. Den 6. april afslørede Health Service Executive (HSE), at en stor andel af de personlige værnemidler, som var blevet leveret fra Kina for 200 millioner euro, var fundet uanvendelige for sundhedsarbejdere. HSE meddelte det kinesiske firma, som havde ansvaret for leveringen, at med mindre kvaliteten af det udstyr, der sendes, bliver garanteret, vil der ikke forekomme flere handler mellem de to lande med hensyn til PPE (personlige værnemidler). Regeringen sagde, at man søgte at få pengene refunderet.
- Malaysia. Den 16. april godkendte de malaysiske myndigheder anvendelsen af coronavirus testmaterialer fra Sydkorea, efter at tilsvarende materialer fra Kina var fundet mangelfulde. En ledende embedsmand fra sundhedsministeriet, Noor Hisham Abdullah, sagde, at nøjagtigheden i de kinesiske tests "ikke var særlig god." Han udtrykte optimisme vedrørende de sydkoreanske tests: "Nu da vi har et testudstyr, som er hurtigt, flytbart og billigt, vil det gøre en forskel."
- Nederlandene. Den 28. marts tilbagekaldte Nederlandene 1,3 millioner ansigtsmasker produceret i Kina, fordi de ikke levede op til den minimale sikkerhedsstandard til medicinsk personale. De såkaldte KN95-masker er billigere, kinesiske alternativer til N95-masker af amerikansk standard, som i øjeblikket er en mangelvare rundt om i verden. KN95 slutter ikke lige så tæt til ansigtet som N95 og udsætter dermed potentielt det medicinske personale for coronavirus.
- Filippinerne. Den 29. marts undskyldte sundhedsministeriet for nogle kommentarer, som man havde fremsat dagen før om, at to portioner coronavirus testudstyr leveret af Kina var under standard. Viceminister i sundhedsministeriet, Maria Rosario Vergeire, havde sagt, at nogle materialer, fremstillet af de kinesiske producenter BGI Group og Sansure Biotech, kun var 40% præcise ved diagnosticering af Covid-19, og at nogle af dem måtte kasseres. Den kinesiske ambassade i Manila afviste disse beskyldninger og hævdede, at udstyret levede op til de standarder, som var blevet fastlagt af World Health Organization (WHO). "Den kinesiske ambassade afviser på det bestemteste alle uansvarlige bemærkninger og ethvert forsøg på at undergrave vores samarbejde i denne sammenhæng," tweetede en talsmand.
- Slovakiet. Den 1. april afslørede premierminister Igor Matovič, at mere end en million coronavirustests, leveret af Kina mod den kontante udbetaling af 15 millioner euro, var upræcise og ude af stand til at opdage Covid-19. "Vi står med et ton tests og kan ikke bruge dem til noget," sagde han. "De burde simpelthen smides direkte i Donau." Kina beskyldte det slovakiske lægepersonale for at bruge testene forkert.
- Tyrkiet. Den 27. marts sagde sundhedsminister Fahrettin Koca, at Tyrkiet havde afprøvet nogle kinesisk fremstillede coronavirustests, men myndighederne "var ikke begejstrede for dem." Professor Ateş Kara, medlem af det tyrkiske sundhedsministeriums coronavirus task force, tilføjede, at sendingen af testudstyr kun var 30 til 35% nøjagtige: "Vi har afprøvet dem. De fungerer ikke. Spanien begik en stor fejl ved at anvende dem."
- Storbritannien. Den 6. april rapporterede den London-baserede avis The Times, at 17,5 millioner coronavirus-antistoftests leveret af Kina var mangelfulde. De kinesiske producenter af testene beskyldte de britiske embedsfolk og politikere for at have misforstået eller overdrevet brugen af testene. Den britiske regering, som ifølge rapporter havde betalt mindst 20 millioner dollars (16 millioner britiske pund) for testene, sagde, at man forsøgte at på pengene refunderet. I mellemtiden er andre coronavirustests, bestemt for Storbritannien, fundet at være inficeret med coronavirus.
- USA. Den 17. april afslørede direktøren for Missouris departement for befolkningssikkerhed, Sandy Karsten, at 3,9 millioner KN95-masker fremstillet i Kina var fejlbehæftede. Staten Missouri havde underskrevet en kontrakt til 16,5 millioner dollars med en uidentificeret sælger af maskerne og havde betalt halvdelen på forhånd. Sælgeren nægter at tilbagebetale de 8,25 millioner dollars. Missouris guvernør, Mike Parson, har udtalt: "Vi er blevet snydt her i staten, og vi agter at tage derud og forsøge at få pengene tilbage og holde folk ansvarlige." I nabostaten Illinois sagde guvernør J.B. Pritzker, at staten havde brugt 17 millioner dollars på nogle KN95-masker, som måske er uanvendelige: "Tingene ankommer jo i ladninger på en million styk — man kan ikke gennemgå maskerne én for én, så derfor vil forsøger man at udtage nogle eksemplarer fra de ladninger, som kommer ind, for at sikre sig, at man har fået det, man har betalt for." I Washington State blev 12.000 coronavirus testmaterialer produceret i Kina tilbagekaldt, efter at nogle af dem blev fundet inficerede med coronavirus.
Den 30, marts opfordrede Kina de europæiske lande til ikke at "politisere" bekymringerne vedrørende kvaliteten af medicinske forsyninger fra Kina. "Problemer bør løses ordentligt, baseret på fakta, ikke politiske fortolkninger," sagde udenrigsministeriets talskvinde Hua Chunying.
Den 1. april skiftede den kinesiske regering kurs og erklærede, at man styrkede sit opsyn med eksporten af coronavirus testudstyr fremstillet i Kina. Kinesiske eksportører af coronavirustests skal nu indhente et certifikat fra National Medical Products Administration (NMPA) for at blive clearet af Kinas toldagentur.
Den 16. april rapporterede Wall Street Journal, at millionvis af medicinsk udstyr bestemt for USA tilbageholdes i varehuse i Kina på grund af de nye eksportrestriktioner, som den kinesiske regering har udstedt. "Vi påskønner bestræbelserne på at sikre kvalitetskontrollen," sagde USA's udenrigsdepartement. "Men vi ønsker ikke, at dette kommer til at tjene som en hindring for rettidig eksport af vigtige forsyninger."
Den amerikanske senator Kelly Loeffler fra Georgia har beskyldt Kina for at forsinke forsendelserne af testmaterialer: "Tests er afgørende for genåbningen af vores land. Jeg er bange for, at Kina tilbageholder testmaterialer. De leger med handelspolitikken for at forhindre os, USA, i at gennemføre de tests, vi har behov for."
Coronaviruspandemien har udstillet globaliseringens mangler ved at blotlægge, hvordan Vesten har tilladt sig selv at blive i farlig grad afhængig af det kommunistiske Kina, når det gælder forsyninger af væsentlige sundhedspleje- og medicinske produkter.
Andrew Michta, dekan for College of International and Security Studies ved George C. Marshall European Center for Security Studies, forklarer således:
"Wuhan-virussen og den medfølgende elendighed, som den kinesiske kommunistiske stat har sluppet løs over verden (herunder i høj grad også egen befolkning), har afsløret en central, strukturel fejl i de antagelser, som understøtter globalisering. Det viser sig, at den radikale sammenvævning af markeder — som antoges at ville føre til den 'komplekse gensidige afhængighed', som teoretikere inden for internationale relationer gennem størstedelen af århundredet har spået ville medføre øget global stabilitet... i stedet har skabt en indbygget skrøbelig og vaklende struktur, som forværrer usikkerheden i krisetid...."
"Hvis der kommer noget godt ud af den ødelæggende indvirkning på vores land fra denne pandemi, der er fremkaldt af det kinesiske kommunistiske regime i kraft af dets ondskab og inkompetence, vil det være den sandsynlige afslutning på begejstringen for globaliseringen, som vi kender den overalt i Vesten. Efter tre årtiers intellektuel mentalgymnastik, beregnet på at overbevise amerikanerne om at uddelegering af produktionen og den medfølgende afindustrialisering af landet er godt for os, er tiden kommet til at gøre regnskabet op."
"Siden afslutningen på Den Kolde Krig synes de vestlige eliter at have været underlagt forestillingen om, at diverse 'naturkræfter' inden for økonomi og politik ville drive os i retning af en digital, indbyrdes forbundet, fager ny verden, en verden, hvor traditionelle overvejelser som nationale interesser, national økonomisk politik, national sikkerhed og national kultur snart ville blive overskygget af en gryende, fredelig, global virkelighed. Denne viruskrise er en advarsel om at vågne op, og mens nogle påstår, at vi vågner op alt for sent til effektivt at kunne modvirke de aktuelle tendenser, satser jeg pengene på den amerikanske befolknings evne til at stå sammen under en krise og på de vestlige demokratiske institutioners ukuelighed."
"I dag, hvor kampen mod Wuhan-virussen lægger beslag på vore regeringskontorers og sundhedssystemers opmærksomhed, bør vi ikke miste den grundlæggende strategiske udfordring af syne, som Vesten står over for i den gryende post-globaliseringsæra: Vi befinder os i en langvarig tusmørkedunkel konkurrence med det kinesiske kommunistiske regime, en kamp vi ikke kan undslippe, hvad enten vi bryder os om det eller ej. Nu er tiden inde til at vågne op, udvikle en ny strategi mod sejr og gå fremad."
Soeren Kern er Senior Fellow ved det New York-baserede Gatestone Institute.