Den amerikanske regering har besluttet at genindføre de sanktioner mod Teheran, som blev fjernet ved "atomaftalen" i 2015. Sanktionerne er et led i Washingtons forsøg på at bremse Irans missil- og atomprogrammer og mindske dets indflydelse i Mellemøsten. Billedet: USA's præsident, Donald Trump, fremviser et memorandum, som genindfører sanktioner mod Iran, i Det Hvide Hus den 8. maj 2018. (Foto ved Chip Somodevilla/Getty Images) |
Er USA ængstelig ved at påføre Iran endnu hårdere sanktioner, bør man ikke bekymre sig mere om dét. At være upopulær hos mennesker, som ikke vil én det godt, er sandsynligvis prisen for ægte lederskab.
De, der er bekymrede, og som bør være bekymrede, er Iran og dets palæstinensiske allierede og venner.
Den amerikanske regering har besluttet at genindføre de sanktioner mod Teheran, som blev fjernet med "atomaftalen" i 2015. Sanktionerne er et led i Washingtons bestræbelse på at bremse Irans missil- og atomprogrammer og mindske dets indflydelse i Mellemøsten.
Iran har to vigtige allierede i den palæstinensiske arena: Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad (PIJ), de to islamistiske grupper som kontrollerer Gazastriben, og som ikke anerkender Israels ret til at eksistere. Havde det ikke været for Irans økonomiske og militære støtte, ville disse to palæstinensiske grupper for længst have mistet grebet om Gaza.
Nu hvor sanktionerne mod Iran er genetableret, udtrykker Hamas og PIJ stærk fordømmelse af den amerikanske regering og lover Iran deres fulde støtte.
"USA's sanktioner har til hensigt at undergrave sikkerhed og stabilitet i regionen," har Hamas' ledelse udtalt i en erklæring. Sanktionerne, tilføjede Hamas, er også beregnet på at undergrave den palæstinensiske "standhaftighed over for de amerikanske planer og rænker." Hamas, fortsatte udtalelsen, "står sammen med den iranske regering og [det iranske] folk imod denne amerikansk-zionistiske arrogance."
Fuldkommen bizart hævder Hamas, at det er USA's sanktioner og ikke deres egne handlinger og retorik, der undergraver "sikkerhed og stabilitet i regionen." I virkeligheden er det Irans støtte til Hamas' dødbringende program, der saboterer sikkerhed og stabilitet i regionen.
Hamas' ledere praler ofte af Irans støtte til deres grupper og andre palæstinensiske, væbnede grupper i Gazastriben. Ifølge Saleh Arouri, en ledende embedsmand inden for Hamas, yder Iran fortsat "omfattende" hjælp til de palæstinensiske "modstandsgrupper", som kæmper imod Israel. "Den iranske støtte til den palæstinensiske modstand er aldrig ophørt," sagde Arouri for nylig i et interview. "Denne støtte er et tegn på alvoren i Irans konfrontation af den zionistiske enhed."
Det Hamas-talsmanden i virkeligheden siger er, at takket være Irans støtte har de palæstinensiske grupper i Gaza været i stand til at sende tusindvis af missiler imod Israel de seneste ti år. Han siger også, at takket være Irans opbakning holder Hamas stadig de to millioner indbyggere i Gazastriben som gidsler, hvis liv bogstavelig talt er blevet ødelagt af Hamas-ledernes politik.
Gruppen PIJ's reaktion på sanktionerne imod Iran er endnu mere uvirkelig. I en udtalelse fra Gazastriben beskylder PIJ's ledelse USA for at udøve "bølleadfærd og terrorisme" ikke bare imod Iran, men tillige imod palæstinensere og alle arabere og muslimer.
Denne beskyldning kommer fra en jihadisk organisation, som har såret og dræbt tusindvis af israelere i terrorangreb gennem de seneste tre årtier.
Hele ideologien og strategien bag PIJ har været baseret på terrorisme og bølleadfærd; dens mål har været – og er stadig – Israels udslettelse og dannelsen af en suveræn, islamisk, palæstinensisk stat.
Budskabet i Hamas' og PIJ's udtalelser er: Hvor vover den amerikanske regering at påføre Iran sanktioner, det eneste land, der hjælper os i vore bestræbelser på at fortsætte vore terrorangreb imod Israel? Hvor vover den amerikanske regering at indføre restriktioner mod et land, som forsyner os med økonomisk, militær og politisk støtte for at hjælpe os med at nå vores mål, som er at udslette Israel og erstatte det med en islamisk stat?
Det særligt foruroligende ved de Gaza-baserede gruppers reaktioner på sanktionerne mod Iran er den truende tone, de antager over for USA. Deres voldsomme anti-amerikanske retorik kan opfattes som en opfordring til arabere og muslimer om at rette skytset imod amerikanske interesser og borgere i Mellemøsten. Hamas og PIJ fortæller arabere og muslimer på utvetydig vis, at amerikanerne er blevet deres fjende nr. 1, fordi de straffer et islamisk land, og fordi de forpurrer planerne om fortsat kamp imod Israel.
De fornyede amerikanske sanktioner mod Iran er imidlertid godt nyt for mange arabere og muslimer, som føler sig truet af Teherans handlinger og retorik. Iran har længe arbejdet systematisk på at undergrave de moderate arabere og muslimer i regionen. Iran blander sig allerede i de indre forhold i Irak, Syrien, Libanon, Yemen og hos palæstinenserne, samt nogle af Golf-landene.
Mange arabere og muslimer er enige med den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, som har betegnet Iran som den destabiliserende magt i Mellemøsten.
Som et ekko af frygten hos arabere og muslimer fra Iran skrev Anwar Eshki, pensioneret efterretningsofficer i den saudiske hær og leder af Middle East Center for Strategic and Legal Studies, på Twitter, at Israel var en mistænkt fjende, mens Iran var en definitiv fjende. Han forklarede, at Israel aldrig har affyret en eneste kugle imod Saudi-Arabien, hvorimod Iran er blevet ved med at affyre missiler mod kongeriget og ovenikøbet mod den hellige by Mekka via de shiitiske houthioprørere i Yemen.
Den arabiske kommentator Mohammed al-Sheikh udtrykte en tilsvarende holdning:
"Ayatollaherne bør vågne op af deres vanvittige, messianske drøm og indse, at æraen for jihadkrige, krigstogter, besættelser og eksport af revolutioner er ovre. Den iranske ledelse bør forstå, sådan som den saudiske kronprins har forstået, at vi lever i det 21. århundrede, og at vi bør arbejde for den unge generation og for fremskridtet. Ayatollaherne bør vende tilbage til deres naturlige plads—i moskeerne—og lade statsmændene tage sig af politik."
De amerikanske sanktioner mod Iran er et alvorligt slag mod Teherans venner i Hamas og PIJ. Disse terrorgrupper går en usikker fremtid i møde, efterhånden som sanktionerne gør deres indhug i Irans økonomi. En svækkelse af Hamas og PIJ vil udelukkende tjene fredens og stabilitetens sag i Mellemøsten. Denne udvikling er godt nyt, ikke kun for Israel, men også for Det Palæstinensiske Selvstyre og dets præsident, Mahmoud Abbas.
Det Palæstinensiske Selvstyre hader Iran for dettes støtte til rivalerne i Hamas. Den palæstinensiske ambassadør til Paris blev for nylig citeret for at sige, at Iran finansierede de ugentlige, voldelige demonstrationer langs grænsen mellem Gazastriben og Israel.
En af Abbas' ledende rådgivere, Azzam al-Ahmed, beskyldte sidste år Iran for at have det fulde ansvar for de fortsatte stridigheder mellem Hamas og Fatah, som har ført til en splittelse mellem Vestbredden og Gazastriben.
Derfor kunne man forvente, at Abbas og hans topstøtter hilste USA's beslutning om at genindføre sanktionerne mod Iran velkommen. Men det har ledelsen i Det Palæstinensiske Selvstyre valgt ikke at gøre. I stedet for at rose beslutningen har Abbas og hans embedsmænd fortsat deres verbale angreb på den amerikanske regering og beskyldt denne for at arbejde for en fredsplan, som skal "likvidere" de palæstinensiske rettigheder og den palæstinensiske sag.
Ironisk nok er Det Palæstinensiske Selvstyres gentagne angreb på den amerikanske regering en fordel for Hamas, PIJ og endda for Iran.
Det Palæstinensiske Selvstyre angriber rent faktisk en amerikansk regering, som forsøger at undergrave Abbas' fjender: Hamas og Iran. Derved fremmer Det Palæstinensiske Selvstyre og Abbas anti-amerikanske følelser over hele Mellemøsten. Det Palæstinensiske Selvstyres daglige udfald imod USA har radikaliseret talløse palæstinensere, som ikke længere er rede til at acceptere nogen form for amerikansk rolle i Mellemøstens fredsproces.
Det Palæstinensiske Selvstyre stiller sig således på sine egne fjenders side. Hamas og PIJ vil måske snart miste Iran som deres vigtigste økonomiske støtte og sponsor, men de vil altid kunne stole på, at Abbas og hans Palæstinensiske Selvstyre vil dyrke og fremme deres anti-amerikanske og anti-israelske følelser.
Khaled Abu Toameh, prisvindende journalist bosiddende i Jerusalem, er en Shillman Journalism Fellow ved Gatestone Institute.