Der er ét anliggende, som Tyrkiets regerende parti, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), og dets største oppositionsparti, Det Republikanske Folkeparti (CHP), er fuldstændig enige om: overbevisningen om, at de græske øer er besat tyrkisk territorium og bør generobres. Deres beslutsomhed er så stor, at begge partiers ledere åbent har truet med at invadere øerne i Det Ægæiske Hav.
De to partiers eneste uoverensstemmelse i forhold til dette anliggende ligger i en konkurrence om, hvem der er mest magtfuld og patriotisk og hvem, der besidder modet til at føre truslen mod Grækenland ud i livet. Mens CHP beskylder præsident Recep Tayyip Erdogans parti AKP for at tillade Grækenlands besættelse af tyrkiske landområder, angriber AKP på den anden side CHP (partiet, der grundlagde Tyrkiet) for at have tilladt, at Grækenland tog øerne ved Lausanne-traktaten i 1924, de tyrkisk-italienske aftaler fra 1932 og Parisaftalen fra 1947, der anerkender øerne i Det Ægæiske Hav som græsk territorium.
Erdogan udtalte i 2016, at Tyrkiet "bortgav" øerne, der "plejede at være vores" og ligger "inden for skudafstand". "Vores moskeer og helligdomme er der stadigvæk", sagde han, idet han refererede til den osmanniske besættelse af øerne.
Erdogan erklærede ved en "Konference om Tyrkiets nye Sikkerhedskoncept" to måneder forinden, at "Lausanne... har aldrig været en hellig tekst. Vi vil selvfølgelig diskutere det og kæmpe for at få en bedre en". Regeringsvenlige medier offentliggjorde herefter kort og billeder af øerne i Det Ægæiske Hav, idet medierne omtalte øerne som territoriet, som "Erdogan siger, vi gav væk i Lausanne".
Erdogan har, for at nå sit endelige mål: et eftermæle, der overgår alle andre tyrkiske lederes, sat sig nogle mål for år 2023, der er 100-året for etableringen af Republikken Tyrkiet, og år 2071, der er 1000-året for Slaget ved Manzikert, under hvilket muslimsk-tyrkiske jihadister fra Centralasien nedkæmpede kristne græske byzantinske styrker i det byzantinske riges armenske højland.
Tanken bag disse målsætninger er at skabe en nationalistisk samhørighed med opbakning til at indlemme mere land i Tyrkiet. For at ændre Tyrkiets grænser må Erdogan dog ændre eller annulere Lausanne-traktaten. Forud for Erdogans todages officielle besøg i Grækenland i december – der blev udråbt til at indvarsle en ny æra for de tyrkisk-græske relationer – fortalte han ironisk nok græske journalister, at Lausanne-traktaten trænger til en ajourføring. Det var første gang i 65 år, at det tyrkiske statsoverhoved var på officielt besøg i Grækenland, og Erdogan gentog under besøget sit mantra om, at Lausanne-traktaten skal revideres.
 Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan har udtalt, at Tyrkiet "bortgav" græske øer, der "plejede at være vores" og ligger "inden for skudafstand". "Vores moskeer og helligdomme er der stadigvæk", sagde han, idet han refererede til den osmanniske besættelse af øerne. (Foto: Carsten Koall/Getty Images) |
Erdogan angreb den efterfølgende måned CHP's leder Kemal Kılıçdaroğlu, idet han beskyldte partiet, der underskrev Lausanne-traktaten, for at bortgive øerne under forhandlingerne. "Vi vil fortælle vores nation om [dette]", sagde Erdogan. Erklæringen er et udtryk for, at Erdogan accepterer, at øerne juridisk set tilhører Grækenland. Han kalder dog samtidig den græske besiddelse af området for "en invasion" – tilsyneladende fordi øerne engang lå inden for Det Osmanniske Riges grænser – og nu vil han have dem tilbage.
CHP er i mellemtiden blevet tilsvarende aggressiv i sin retorik; Kılıçdaroğlu fortæller således det tyrkiske parlament, at Grækenland har "besat" 18 øer. Da det forlød, at Grækenlands forsvarsminister Panos Kammenos var "ubehageligt til mode" over den bemærkning, svarede CHP's udenrigspolitiske næstformand Öztürk Yılmaz: "Grækenland bør ikke sætte vores tålmodighed på prøve". Yılmaz erklærede efter sigende, at "Tyrkiet er meget mere end dets regering" og at enhver græsk minister, der provokerer Tyrkiet, vil blive "ramt af en forhammer... Hvis [Kammenos] ser på historien, vil han finde mange eksempler på det."
Historien er faktisk fyldt med eksempler på tyrkere, der begik morderiske overfald på anatolske grækere. Folkedrabet i 1922 på grækere og armenske kristne i Izmir blev fremhævet i en tale i parlamentet af lederen af Det Nationale Aktionsparti (MHP), Devlet Bahceli:
"Hvis de [grækerne] ønsker at falde i havet igen – hvis de gerne vil jages igen – så er de velkomne. Den tyrkiske nation er rede og er stærk nok i sin overbevisning til at gøre det igen. Nogen må forklare den græske regering, hvad der skete i 1921 og 1922. Hvis der ikke er nogen til at forklare det for dem, ved vi hvordan vi skal slå til som en kugle i Det Ægæiske Hav, regne fra himlen som en velsignet sejr og belære ahl al-salib [korsets folks] sendebud om historien endnu en gang."
Tyrkiske propagandister har desuden fordrejet kendsgerninger i forsøget på at fremstille Grækenland som en aggressor. Forsvarsministeriets tidligere generalsekretær Ümit Yalım har for eksempel sagt, at "Grækenland har omdannet de græsk-besatte øer til arsenaler og militære forposter, som Grækenland vil benytte ved dets fremtidige militære interventioner mod Tyrkiet."
De tyrkiske politikere ser alle ud til at have deres egne bevæggrunde for deres optagethed af øerne: traditionel tyrkisk ekspansionisme, tyrkificering af græske landområder, ny-osmannisme og islams erobringsflagskib: jihad. Der er også strategiske årsager til deres ønske om at invadere øerne, hvilket ses af vicepremierminister Tuğrul Türkeş' erklæring om Tyrkiets kontrol over Cypern siden 1974:
"Der findes fejlinformation om, at Tyrkiet skulle være interesseret i Cypern, fordi der her er et tyrkisk samfund... Selv hvis der ikke boede nogen tyrkere på Cypern, ville Tyrkiet stadigvæk have et cypriotisk anliggende, og det ville være umuligt for Tyrkiet at lade det ligge."
Den samme holdning og mentalitet gør sig gældende for de ægæiske øer. Selvom Tyrkiet godt ved, at øerne juridisk og historisk set er græske, ønsker de tyrkiske myndigheder at besætte og tyrkificere øerne, formodentlig for at fremme kampagnen for en udslettelse af grækerne, som de gjorde i Anatolien i årene 1914-1923 og derefter. Ødelæggelsen af al tilbageværende græsk kultur i Lilleasien, der havde været græsk indtil den tyrkiske invasion i 1000-tallet, er næsten komplet. Der er nu færre end 2.000 grækere tilbage i Tyrkiet.
Når man betænker Tyrkiets brutale invasion af Cypern i 1974, bør Vesten ikke tage let på landets nuværende trusler mod Grækenland – fra begge sider af Tyrkiets politiske spektrum. Grækenland er den vestlige civilisations vugge. Det er et grænseland i EU. Ethvert angreb mod Grækenland bør betragtes som et angreb mod Vesten. Det er på tide at Vesten, der er forblevet passive i forhold til de tyrkiske grusomheder, sætter hælene i over for Tyrkiet.
Uzay Bulut er en tyrkisk journalist, der er født og opvokset i Tyrkiet. Hun bor nu i Washington.