Den seneste "forsoningsaftale" mellem Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas bringer palæstinenserne tættere på at skabe en stat-i-staten i Gazastriben. Selvstyret og Hamas vil fra nu af have hver sin stat, altså to separate ministater, i Gazastriben.
Denne ordning minder om situationen i Libanon, hvor Hizbollah har sin egen separate ministat.
Ligesom normale stater har Hizbollah i Libanon sin egen hær og sit eget territorium. Denne situation, som er fortsat gennem årtier, har gjort mange libanesiske politikere vrede.
Da snesevis af maskerede militsfolk fra Hizbollah tidligere i år udførte et natligt togt for at arrestere nogle narkohandlere i Beirut, beskyldte libanesiske politikere deres egen regering for at have opgivet sin myndighed til fordel for Hizbollahs "ministat." Militsfolkene tilhørte Hizbollahs "sociale sikkerhedsafdeling," en politistyrke, der opererer uafhængigt af de libanesiske sikkerhedsmyndigheder.
"Det er sådan, et land ser ud, som har opgivet sin myndighed til fordel for 'lilleputstaten' (Hizbollahs), sagde Ashraf Rifi, Libanons tidligere justitsminister. Rifi sagde, at billederne af Hizbollahs militsfolk, som udførte togtet, for hundrede og syttende gang vidner om, at selve eksistensen af Hizbollah strider mod staten og dens institutioner.
Hamas og Mahmoud Abbas' Palæstinensiske Selvstyre er nu, frivilligt eller ufrivilligt, på vej til at kaste palæstinenserne ud i et scenario i lighed med det i Libanon. Den "forsoningsaftale," som de indgik i Cairo, baner vejen for skabelse af en ministat i ministaten i Gazastriben. Disse to "stater" vil blive føjet til Det Palæstinensiske Selvstyres mini-"stat" på dele af Vestbredden.
Den egyptisk formidlede aftale rummer ingen krav om, at Hamas afvæbner sine sikkerhedsstyrker og sin væbnede fløj, Ezaddin Al-Qassam. Aftalen kræver heller ikke, at Hamas nedlægger sine våben eller holder op med at ophobe våben og forberede sig på krig.
Det eneste, der foreløbig vides, er, at aftalen giver Abbas og hans Palæstinensiske Selvstyre den civile kontrol med Gazastriben tilbage, mens sikkerheden ligger i hænderne på Hamas.
Dette er en meget komfortabel situation for Hamas, som i realiteten er blevet befriet for ethvert ansvar for civilbefolkningen. Hamas kunne ikke have håbet på en bedre aftale.
Ligesom Hizbollah i Libanon vil Hamas i Gazastriben frit kunne bevare sin egen sikkerhedsordning og sikkerhedsstyrke i Gazastriben, mens Abbas' regering tager vare på de civile forhold og betale løn til de ansatte i civiladministrationen. Det ville også være mere end svært at forestille sig, at Hamas skulle være villig til at afgive sikkerhedskontrollen eller lade Abbas' sikkerhedsstyrker vende tilbage til Gazastriben.
Forholdene i Libanon forekommer af flere grunde bedre end situationen, der tegner sig i Gaza. I Libanon har regeringen i det mindste sin egen hær og politistyrke. Men i Gazastriben er Hamas næppe villig til at vende tilbage til tiden før 2007, hvor Det Palæstinensiske Selvstyre havde flere forskellige sikkerhedsstyrker, som bevarede et fast greb og holdt Hamas i defensiven med jævnlige arrestationer af bevægelsens ledere og medlemmer.
Og trods de mange omfavnelser og kys under premierminister Rami Hamdallahs og hans delegations besøg i Gazastriben den 2. oktober – det første af sin art siden Hamas' voldelige og blodige overtagelse i 2007 – findes der stadig meget ondt blod mellem de to parter.
Hamas' ledere og embedsfolk – som gentagne gange har beskyldt Abbas og hans ledelse for at være en del af en amerikansk og israelsk "konspiration" om at kvæle og straffe palæstinenserne i Gazastriben – forholder sig yderst forsigtigt til "forsoningsaftalen." Hamas er rede til at give Det Palæstinensiske Selvstyre kontrol med forskellige regeringsinstitutioner og ministerier – men her slutter det så også, for nuværende. Sikkerhedsspørgsmålet ligger i en helt anden boldgade.
Gennem de seneste ti års skånselsløse rivalisering mellem de to parter har både Hamas og Selvstyret arresteret i hundredvis af hinandens medlemmer og tilhængere. Trangen til hævn er så stærk som nogensinde.
Abbas' seneste sanktioner mod Gazastriben, som indebar afbrydelse af lønudbetalingen til tusindvis af offentligt ansatte, som derved blev tvunget ud i en tidlig pensionering, hans nægtelse af at betale for den israelske elforsyning og hans suspension af overførslen af lægemidler, forstærkede blot spændingerne mellem de to parter. Det hele spidsede til i slutningen af april, da en Hamas-ansat, Marwan Abu Ras, på en offentlig plads i Gazastriben åbent opfordrede til henrettelse af Abbas for højforræderi. Et sådant raseri mellem Hamas-folk og Abbas kan næppe være mindsket på fire måneder.
Men lige nu synes Hamas rede til at sluge den bitre pille – fordi det for Hamas handler om overlevelse. Isoleret og pengeløs som Hamas er, vil bevægelsen indgå i hemmelig forståelse med enhver, der tilbyder den "ilt".
Abbas har på sin side vist sig villig til at fungere som Hamas' redningsmand. Hvorfor? Det er der én klar grund til: han ønsker ikke at se enighed opstå mellem Mohammed Dahlan og Hamas. Set med Abbas' øjne er "forsoningsaftalen" en sejr, ikke fordi Hamas har overgivet sig eller afstået fra sin sikkerhedskontrol i Gazastriben, men fordi det er lykkedes ham at forhindre, at Dahlan vender tilbage til Gaza og den politiske scene. Med opbakning fra De Forenede Arabiske Emirater, Egypten og andre arabiske lande ville Dahlans tilbagevenden og stævnemøde med Hamas være et alvorligt slag for Abbas og hans Palæstinensiske Selvstyre.
En alliance mellem Dahlan og Hamas ville undergrave Abbas' hævdelse af at være præsident for alle palæstinensere, også dem i Gazastriben. Desuden ville sådan en alliance styrke modet hos Dahlan, som lever i eksil i De Forenede Arabiske Emirater, og det ville øge hans chancer for at efterfølge Abbas som præsident for Selvstyret.
Hamas har al mulig grund til at være tilfreds med "forsoningsaftalen" med Abbas. Den eneste indrømmelse, bevægelsen har skullet afgive, var at ophæve sin "administrative komité," der fungerede som skyggeregering i Gazastriben. Hamas græder tørre tårer over dette skridt, som har befriet dem for at skulle håndtere de civile forhold og udbetale lønninger. Ved at kaste dette ansvar af sig får Hamas mulighed for at styrke sin militære kapacitet.
Man bør lægge mærke til, at den egyptisk formidlede aftale ikke rummer krav til Hamas om nogen form for politiske indrømmelser. Alene dette er en kolossal gevinst for Hamas. Hamas bliver ikke bedt om at anerkende Israels ret til at eksistere eller acceptere nogen form for fredsproces.
Gazastriben er nu på vej ind i en ny æra, hvor den vil være delt mellem Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas – den ene med kontrol over de civile forhold, den anden med fuld sikkerhedskontrol.
Hvis situationen forbliver sådan, vil det højst sandsynlig afføde nye spændinger mellem de to parter. Gazastriben er på vej ind i en situation med en stat i staten. Foreløbig kan man bedst betegne den nye ordning som en tre-statsløsning: én palæstinensisk stat på Vestbredden og to i Gazastriben. Hizbollah og Hamas må da slå sig på lårene af grin, for under to svage og impotente regeringer oplever de begge, at deres egen magt vokser.
 Hizbollah og Hamas må da slå sig på lårene af grin, for under to svage og impotente regeringer oplever de begge, at deres egen magt vokser. Til venstre: Hizbollahs leder Hassan Nasrallah (Paula Bronstein/Getty Images).Til højre: Hamas' leder Ismail Haniyeh (Muhammad Alostaz/PPM via Getty Images). |
Khaled Abu Toameh er en prisvindende journalist og bosiddende i Jerusalem.