Den 7. juli vedtog UNESCO en resolution, der definerede Hebrons gamle bydel og Patriarkernes Grav som palæstinensisk verdensarv. Før dette, i 2016, var to andre resolutioner med samme type kontrafaktuelle påstande vedrørende Jerusalems gamle bydel, Tempelbjerget og Vestmuren blevet vedtaget. Og året før, i 2015, havde UNESCO ligeledes vendt op og ned på historien og betegnet to ældgamle, bibelske helligsteder, Rakels Grav og Makpelahs hule, som islamiske helligdomme – til trods for at islam slet ikke eksisterede på deres tid.
Tre dage før denne måneds Hebron-resolution var en anden resolution, som bekræftede Jerusalem-resolutionerne, blevet vedtaget.
Den israelske regering reagerede med indignation. Den besluttede at standse sit samarbejde med UNESCO. USAs ambassadør til FN, Nikki Haley, sagde, at hun var chokeret, og at afgørelsen ikke ville blive uden konsekvenser.
Resten af verden har forholdt sig tavs. Hvordan kan det være?
Resolutionen fra den 7. juli blev støttet af et stort flertal af de lande, som deltog i drøftelserne. Seks lande afholdt sig fra at stemme. Kun tre lande stemte imod forslaget. Resolutionerne vedrørende Jerusalem blev vedtaget med et lige så signifikant flertal. Og afstemningen var vel at mærke hemmelig.
Det er angiveligt UNESCOs hensigt at:
"bidrage til fred og sikkerhed ved at fremme nationers samarbejde gennem uddannelse, videnskab og kultur og styrke en grundlæggende respekt for retfærdighed, menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder for jordens folk uafhængig af race, køn, sprog og religion ifølge De Forenede Nationers Charter."
Sørgeligt nok er UNESCO simpelthen blevet til et anti-semitisk falskneri, som lader sig styre af opspind frem for af kendsgerninger. Organisationen forråder sin opgave, forfalsker historien og fører en kampagne af upoleret racisme imod det jødiske folk og jødedommen – og verden accepterer det. UNESCO agerer som instrument for en propaganda, der søger at udslette legitimiteten af Israels eksistens – og verden støtter denne opførsel.
Det Palæstinensiske Selvstyre, hvis aspiration er at erstatte Israel med sig selv, står bag resolutionerne om Jerusalem og Hebron og spiller en hovedrolle i forvandlingen af UNESCO. Selvstyret har konstant advokeret for og støttet terrorisme og er aldrig holdt op med at ønske at udslette Israel. At man lukkede Selvstyret ind i UNESCO, har i dag alvorlige konsekvenser.
At den muslimske verden støtter forvandlingen af UNESCO og de resolutioner, som Det Palæstinensiske Selvstyre foreslår, er til at forudse. Mange muslimske lande finansierer terrorisme, direkte eller indirekte, og bifalder Selvstyrets folkemorderiske mål. En stor del af den muslimske verden lever rent mentalt i en parallel virkelighed, hvor en "muslimsk fortælling" om verden fra det syvende århundrede erstatter den faktiske verdenshistorie. Den muslimske verden anser sig selv for at være i konflikt med den vestlige verden og opfatter Israel som en vestlig enklave, der skal fjernes eller i det mindste undertrykkes.
At tredjeverdenslande også støtter forvandlingen af UNESCO og disse resolutioner, er også forudsigeligt. Mange tredjeverdenslande er gennemsyrede af en anti-vestlig fortørnelse, som får dem til at konkludere, at de befinder sig i en konflikt med Vesten og derfor må støtte beslutninger, som bliver truffet af landene i den muslimske verden.
Det bekymrende er, at flertallet af de europæiske lande, med ganske få undtagelser, accepterer disse resolutioner og forvandlingen af UNESCO.
Syv årtier efter Holocaust opfører de europæiske lande sig som om, de helst ville fjerne alle tegn på jødisk eksistens – og dermed deres egen medskyld.
Europa, som påstår at nære den allerstørste respekt for viden, tramper på denne videns mest fundamentale elementer. Ingen historiker, som er sin titel værdig, kan benægte, at Jerusalem – og især det såkaldte Øst-Jerusalem – var stedet for Davids by, det første og det andet Tempel, som blev ødelagt i hhv. 586 f.v.t. og 70 v.t., Tempelbjerget og Vestmuren. Hebron, Rakels Grav og Makpelahs Hule er ligeledes kernesteder i jødernes bibelske fortid. De islamiske invasioner af Jerusalem og Judæa fandt sted flere hundrede år senere.
Selvom Europa hævder at respektere menneskerettigheder og folkenes rettigheder, har man deltaget i en krænkelse af det jødiske folks mest essentielle ret: anerkendelsen af dets eksistens gennem mere end 3.000 år og forankringen af denne eksistens i dets hellige monumenter. Og hvad værre er, Europa gør det på vegne af et fiktivt folk, som blev opfundet for mindre end 50 år siden. Ingen seriøs forsker kan finde noget som helst spor af et "palæstinensisk folk" før 1960'erne. Europa har tilsyneladende været mere end villig til at acceptere løgne.
På trods af sin påstand om at være urokkelig i sin fjendtlighed over for anti-semitisme, støtter og bifalder Europa afgørelser, som nægter de mest essentielle jødiske helligsteder deres jødiske karakter, og benægter dermed ikke alene jødedommens fundament, men følgelig også det jødiske folks eksistens.
Selvom Europa selvretfærdigt hævder at være rede til at bekæmpe enhver form for folkedrab, bliver man ved med at bidrage til dette mere skjulte folkedrab på jøderne, bag hvilket det ikke er vanskeligt at få øje på et palæstinensisk ønske om et reelt folkedrab.
Samtidig med at Europa hævder at bekæmpe terrorisme, bøjer det sig for kravene fra en terrorbevægelse, som end ikke kerer sig om at skjule sin terroristiske karakter. Når Mahmoud Abbas taler arabisk, ophidser han til stadighed til mord på jøder. For nylig gentog han, at han ikke vil ophøre med at betale anklagede, dømte og fængslede drabsmænd, som har myrdet jøder, og han kalder stadig disse mordere for heltemodige "martyrer". På alle de kort, som Det Palæstinensiske Selvstyre og palæstinensiske lærebøger benytter, eksisterer Israel ikke; det kaldes for Palæstina.
 Direktøren for United Nations Relief and Works Agency (UNRWA) i Libanon, Ann Dismorr, poserer med et kort, som er uden det mindste spor af staten Israel, men i dennes sted præsenteres som et kort over "Palæstina," maj 2013. (Foto: Palestinian Media Watch) |
For ti år siden skrev en spansk forfatter, Sebastian Vilar Rodriguez, at Europa døde i Auschwitz. Han kan meget vel have ret.
I 1945 lå Europa, nazismens kontinent, i ruiner, fysisk såvel som moralsk. Det havde forårsaget en verdenskrig så grufuld – forbrydelserne, der blev begået på dets jord, var så afskyelige -- at man ikke havde mod til at se det i øjnene i mere end to årtier.
Europa genopbyggede sig selv ved at bekræfte nogle ædelt klingende, abstrakte værdier som "integration", men uden tanke for hvor de kunne føre hen.
Da Europa havde gjort nazismen til kilden for al ondskab, endte de europæiske ledere, i et desperat forsøge på at kaste deres fortid af sig, med at forkaste nationalisme, patriotisme, al vestlig national identitet og, synes det i dag, endda den vestlige oplysningskultur.
Flertallet af de europæiske lande gjorde sig til ubetingede fortalere for fred for at vise, at de fuldt ud havde vendt denne side i historiens bog, og de gled gradvist ind i en stemning af underkastelse.
Europæerne, der var gennemsyrede af en fælles skyldfølelse, begyndte at tillægge vestlig civilisation skylden for alt, hvad der er galt i verden. Fordi de havde koloniseret dele af den muslimske verden, overså de, at muslimsk kultur faktisk selv havde koloniseret Persien, det byzantinske kejserrige, Mellemøsten, Grækenland, Cypern, Balkan, Nordafrika, det sydlige Spanien og i nyere tid det nordlige Cypern.
Europa har omskrevet historien. I lærebøgerne i de fleste europæiske lande beskrives Vesten næsten enslydende som en kultur, der har "udplyndret" og "udnyttet" fattige lande; pyt med, at fattige lande gennem århundreder blev lige så udplyndret og udnyttet af det osmanniske kejserrige. Europa har gradvist svigtet sig selv til fordel for overdreven anger og islamisk indflydelse.
I Europa fremstilles islam i dag ukorrekt som værende gennemstrømmet af tolerance og "ydmyget" af Vesten. Slaveri skildres udelukkende som en vestlig forbrydelse, til trods for at det stadig er almindeligt i Saudi- Arabien, Mauretanien, Sudan og andre steder i den muslimske verden.
I 2014 vurderede FN, at 21 millioner mennesker stadig er "fanget i slaveri" – et tal, der svarer til den samlede befolkning i Rumænien. Men i Europa nævnes slaveri i den muslimske verden aldrig. Islamisk anti-semitisme nævnes heller aldrig. Det opfattes blot som en uhyrlighed "på den yderste højrefløj."
Europa begyndte første at se rædslerne fra Holocaust i øjnene i slutningen af 1970'erne, da en amerikansk tv-serie, Holocaust, instrueret af Marvin Chomsky, blev udsendt. En "erindringspligt" blev da proklameret.
Samtidig var Europa ved at blive tiltagende anti-israelsk – hvilket af det høflige samfund blev anset for en respektabel måde at hade jøder på.
I dag beskylder europæerne Israel for "forbrydelser" under foregivelse af at støtte den "palæstinensiske sag". Europæerne støtter ikke ægte hjælp til palæstinenserne så som ytringsfrihed, flere og bedre jobs, menneskerettigheder eller korruptionsfri ledelse; de støtter den ædelt klingende, abstrakte ide om en "palæstinensisk stat" – men en, som ønsker at eliminere Israel. Udslettelsen af Israel, under betegnelsen "fredsprocessen", blev for de europæiske ledere en måde at vise, at de sympatiserede med islam, "forstod" "Vestens ugerninger" og søgte efter en måde, hvorpå de kunne befri sig for skyld i forbindelse med deres behandling af jøderne – samtidig med at de i det skjulte bliver ved med at undergrave disse.
Tankegangen synes at være: hvis israelske jøder formodes at begå forbrydelser i lighed med nazismens – hvad de ikke gør – så kan man hævde, at hvem som helst kan blive nazist, selv jøder; at jøderne følgelig ikke er så uskyldige, trods alt, og derfor fortjener, hvad der møder dem.
Israel, landet som europæere elsker at hade, kommer derved ikke blot til at repræsentere "Vestens ugerninger" i den muslimske verdens øjne; det kan ganske belejligt også beskyldes for alt uden frygt for gengældelse.
Israel synes også at repræsentere det, som Europa forkaster: det er en nationalstat, der er stolt af sin identitet. Det kan ikke tillade sig den luksus at tale tomt om "fred" og samtidig underkaste sig sine fjender.
Ved at acceptere UNESCOs afgørelser tager de europæiske lande desværre endnu flere skridt i retning af kujoneri og egen selvpåført undergang.
I en tale den 5. juli i Warszawa erindrede den amerikanske præsident, Donald Trump, om den vestlige civilisations bedrifter og anførte, at det basale spørgsmål i vor tid er, hvorvidt Vesten ejer viljen til at overleve.
Blot to dage senere var der afstemning om UNESCOs Hebron-resolution i Krakow, mindre end 75 km fra dødslejren Auschwitz-Birkenau. Forud for afstemningen havde Israels ambassadør til UNESCO, Carmel Shama-Hacohen, påpeget, at UNESCOs møde blev afholdt nær den største massegrav for det jødiske folk. Hans bemærkning bragte tydeligvis ikke nogen af deltagerne ud af fatningen eller fik nogen i Europa til at tænke over det symbolske i en sådan afstemning på netop sådan et sted. Helt uanstændigt – og i en kolossal krænkelse af mindet om dem, der døde i Auschwitz – blev et minuts stilhed til minde om ofrene for Holocaust straks efterfulgt af et minuts stilhed til minde om "ofrene for Israel". Europæerne deltog med andre ord i et minuts stilhed for et frit og demokratisk land, som gennem syv årtier har søgt fred, og et minuts stilhed for et undertrykkende regime, som fremmer og sponsorerer terrorisme. En så falsk moralsk ækvivalens kunne ikke være mere afslørende.
Europa har vendt jødedommen ryggen – den jødedom, som bragte de første sociale love til Vesten og uden hvilken, Vesten ikke ville eksistere. Med sin skændige opførsel over for Israel og jøderne og med sin støtte til det anti-jødiske had, som ligger rodfæstet i den palæstinensiske sag, repræsenteret ved Det Palæstinensiske Selvstyre, fortsætter Europa med at vende ryggen til alle de værdier, som det påstår at repræsentere. Man kan kun formode, at Europa har mistet viljen til at overleve som en del af Vesten.
På den anden side udviser Israel og USA med deres oprørthed over, hvad UNESCO har udviklet sig til, i det mindste en respekt for de værdier, som har gjort Vesten så storslået.
Fuld respekt for disse værdier indebærer imidlertid stadig en beslutning, som burde være truffet for længe siden: at forlade UNESCO. Lande, som stadig ejer en følelse af anstændighed, hører ikke hjemme i en organisation, der er blevet så fordærvet.
Israelske journalister har lagt ansvaret for det morderiske angreb på Tempelbjerget i Jerusalem den 14. juli på de seneste to UNESCO-resolutioner, som kun har styrket modet hos Israels fjender til at fortsætte deres forsøg på folkedrab.
UNESCOs seneste afgørelse – der definerer Jerusalem som "palæstinensisk" og angiveligt "ulovligt besat" – har fået Israels fjender til at konkludere, at UNESCO har givet et grønt lys af legitimitet for angreb i Jerusalem og Hebron. Og når man tænker på UNESCOs svigefulde afgørelser, hvem kan så fortænke dem i det?
Dr. Guy Millière er professor ved Paris' Universitet og har forfattet 27 bøger om Frankrig og Europa.