Den 30. januar 2024 udgav det franske ugemagasin Le Journal du Dimanche den hidtil mest omfattende og detaljerede meningsmåling om, hvad muslimer tænker. Besvarelserne er ikke overraskende foruroligende.
Det første spørgsmål i meningsmålingen handler om jøder. 17% af de franske muslimer indrømmer, at de hader jøder. 39% siger, at de har et dårligt, eller meget dårligt, indtryk af jødedommen.
Frankrig er det eneste land i det 21. århundredes Europa, hvor jøder jævnligt myrdes af den enkle årsag, at de er jøder. Siden Ilan Halimi i januar 2006 blev bortført, tortureret og myrdet, er alle mord på jøder i Frankrig blevet udført af muslimer. Den Nationale Sammenslutning til Bekæmpelse af Antisemitisme (BNVCA) registrerer antisemitiske hændelser og hjælper ofrene. Sammenslutningens formand, Sammy Ghozlan, har år efter år, i mere end tyve år, understreget, at næsten alle voldelige, antisemitiske hændelser i Frankrig begås af muslimer.
Besvarelserne angående Israel er endnu mere foruroligende. Følelserne er mere vidtgående end had. 45% af de franske muslimer siger, at de ønsker en fuldstændig ødelæggelse af Israel. Et tilsvarende antal franske muslimer betegner Hamas-terroristernes massakre i Israel den 7. oktober 2023, hvor der blev begået voldtægter, tortur, halsoverskæringer, og jøder blev brændt levende, som en "modstandskamp".
Næsten halvdelen af et religiøst samfund i et vestligt demokrati ønsker således ganske åbent udryddelsen af en gruppe mennesker, der netop var blevet massakreret i et andet land, og det er det største antal siden afslutningen på Holocaust.
19% af de franske muslimer siger, at de har sympati for Hamas. Det, at så mange franske muslimer har sympati for en organisation, hvis ledere siger, at de uafladeligt vil gentage 7. oktober-angrebet, indtil Israel er udslettet, og skamløst erklærer, at de ønsker en folkemorderisk ødelæggelse af den eneste jødiske stat, burde være et faresignal om, at praktiserende og ikkepraktiserende franske jøder befinder sig i en ekstremt farlig situation.
Andre undersøgelser viser, at 42% af de franske muslimer vægter respekten for islamisk sharialov højere end respekten for den franske republiks love (andelen stiger til 57% blandt unge muslimer mellem 18 og 25 år).
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog i 2003, at sharialov ikke er kompatibel med demokratiets værdier. Sharia fastsætter, at Allah har dikteret alle de bestemmelser, som menneskene skal adlyde, og at alle bestemmelser, der er i modsætning til sharialoven, skal afvises. 37% af de franske muslimer siger, at de støtter Det Muslimske Broderskab – hvilket heller ikke er overraskende: Hovedorganisationen for franske muslimer, Musulmans de France ("Muslimer i Frankrig") er den franske gren af Det Muslimske Broderskab.
Muslimer i Frankrig organiserer hvert år en konference, der tiltrækker hundredtusinder af muslimer fra hele Europa. Grupperingen inviterer desuden radikale imamer, der taler til folkemængden.
Meningsmålingen viser også, at 49% af de franske muslimer vil have katolikker til at omvende sig til islam og at 36% vil have kirker ombygget til moskeer. Nogle kirker er allerede blevet ombygget. Meningsmålingen afslører desuden, at 25% af de franske muslimer siger, at ordet "Frankrig" er et ord, som de tager afstand fra.
Disse tal forstås bedst i forbindelse med andre kendsgerninger.
Frankrig er et af de få lande i Vesten, hvor radikaliserede muslimer har skåret halsen over på mænd. (Det andet land er Storbritannien, hvor to muslimer i 2013 forsøgte at skære halsen over på den britiske soldat Lee Rigby.) Skolelæreren Samuel Paty fik halsen skåret over den 16. oktober 2020. Den mindre erhvervsdrivende Hervé Cornara fik halsen skåret over den 26. juni 2015 i den lille by Romans-sur-Isère i det sydøstlige Frankrig. Præsten Jacques Hamel fik halsen skåret over den 26. juli 2016 i Saint-Étienne-du-Rouvray i Normandiet, da han forrettede messen i en næsten tom kirke.
Frankrig er også det europæiske land, der har det største antal "no-go zoner". Der er udpeget mindst 751 Zones Urbaines Sensibles ("udsatte boligområder"), hvor muslimske bander og radikale imamer regerer. Ikkemuslimer kan stadig bo der på betingelse af, at de accepterer en status som dhimmi (tolereret andenklasses borger), bøjer nakken og anerkender, at de bor i et område under islams styre. Medlemmer af muslimske bander respekterer ikke længere politiet. Hvis der opstår en konflikt mellem en politibetjent og et bandemedlem, kommer der oprør, og politiet får besked på, at hvis situationen risikerer at eskalere, skal de undlade at anholde nogen.
I Frankrig er mere end 70% af de indsatte i fængslerne muslimer. Ifølge rapporter er kriminaliteten høj i den muslimske befolkningsgruppe.
For tre årtier siden havde det franske departement Seine-Saint-Denis i de parisiske forstæder en stor jødisk befolkningsgruppe. Næsten hele departementets jødiske befolkning flyttede væk derfra efter at være blevet udsat for uophørlige trusler. De få jøder, der blev boende, skjuler, at de er jøder.
Over hele Frankrig skjuler jødiske mænd deres kippa under en hat. Jødiske kvinder skjuler deres halskæde med davidsstjerne under deres tøj. Mange jødiske familier placerer ikke længere mezuzot ved indgangen til deres hjem.
Det har i mere end 20 år været umuligt at tale om Holocaust i franske skoler. Da Georges Bensoussan i 2004 fik udgivet bogen Les Territoires perdus de la République ("Republikkens tabte Territorier"), der tager afstand fra den udbredte muslimske antisemitisme inden for uddannelsessystemet, oplevede jødiske elever allerede chikane og diskriminering. Af sikkerhedshensyn har de fleste jødiske familier i Frankrig i dag forladt det offentlige uddannelsessystem og har indskrevet deres børn i private skoler. Det har i årevis været sådan, at når en jødisk elev mobbes i en offentlig skole, så straffer myndighederne ikke mobberne; i stedet beder de måske det jødiske barns forældre om at flytte det til en anden skole.
Kristne franskmænd, der synligt bærer et kors i offentligheden, chikaneres. Snesevis af franske kirker bliver hvert år skændet og plyndret.
Der sker mere end 120 knivangreb i Frankrig hver eneste dag, og de kan ske når som helst og hvor som helst. Størstedelen af disse angreb begås af muslimske mænd, der efterfølgende fortæller politiet, at de gjorde det, fordi de hader vantro og hader Frankrig. Det er kun de knivangreb, der har dødelig udgang, som omtales i aviserne; de andre forbigås i tavshed. I de franske storbyer er overfald og vold blevet almindeligt. Der begås desuden mere end to hundrede voldtægter hver dag i Frankrig, og størstedelen begås af muslimske mænd, der er illegale indvandrere i Frankrig. Det er kun 7% af de illegale indvandrere, der har skullet forlade Frankrig, der reelt udvises.
Meningsmålingen i Le Journal du Dimanche blev kun sparsomt kommenteret.
Der var kun én fransk, politisk leder, den tidligere journalist Éric Zemmour, der vovede at sige, at situationen er stadigt mere alarmerende, og at Frankrig trues af en voksende islamisk fare. Hans kommentarer har medført, at han adskillige gange er blevet idømt store bøder for at "fremprovokere diskrimination og had mod det muslimske samfund". Ved præsidentvalget i maj 2022 fik han kun 7% af stemmerne; i den brede offentlighed blev hans budskab tilsyneladende enten ikke hørt eller ikke accepteret.
Partilederen for National Samling, Marine Le Pen, har begrænset sig til at tage afstand fra tilstedeværelsen af en "islamistisk ideologi, ganske forskellig fra islam" i Frankrig og insisterer på at sige, at det kun er et ganske lille mindretal af muslimer, der tilslutter sig denne ideologi. Hun tilføjer, muligvis håbefuldt, at islam er "fuldt ud forenelig" med de franske institutioner.
La France Insoumise ("Det Ukuelige Frankrig"), der er det vigtigste venstreorienterede parti i Frankrig, er voldsomt antiisraelsk. Partilederen Jean-Luc Mélenchon betegner Hamas som en "modstandsbevægelse". I 2022 fik han 21,9% af stemmerne, men 69% af de muslimske stemmer.
Flere medlemmer af den franske nationalforsamling har taget afstand fra holdningen hos La France Insoumise og Mélenchon, men der er kun én, Meyer Habib, der har udtalt sig om antisemitismen på venstrefløjen og blandt muslimer, såvel som om de stadigt mere alvorlige trusler mod franske jøder og mod selve Frankrig. Han og hans familie har som følge heraf fået hundredvis af dødstrusler, og han lever nu med konstant politibeskyttelse.
Den franske præsident Emmanuel Macron udtalte i oktober 2020, at han ville bekæmpe det, han betegnede som "islamisk separatisme", men han ville tilsyneladende ikke erkende, at muslimer med hang til islamisme ikke ønsker at "separere" sig fra resten af befolkningen, men derimod at kue andre, der skal underkaste sig. Macron tilføjede, at "islam er i krise". Hans erklæring fremprovokerede kraftige protester fra alle franske, muslimske organisationer samt demonstrationer i adskillige lande i den muslimske verden. Han har siden da helt undgået at tale om islam.
Der er tilsyneladende ingen islamiske organisationer, der har opfordret nogen til at deltage i demonstrationen mod antisemitisme, der fandt sted i Paris den 12. november 2023. Den eneste reaktion fra imamen ved Paris' Stormoské, Chems-Eddine Hafiz, til Hamas' massakre den 7. oktober var: "Hvad er det, som vi skaber med alle disse bomber, dødsfaldene og den frustration, som er blevet opbygget over årene der? Had til de andre" – hvilket ikke ligefrem var nogen klokkeklar fordømmelse af massakren. Han beskyldte dernæst Israel for at angribe civilbefolkningen i Gaza: "Islam fordømmer fuldstændigt angrebet på civile i den væbnede konflikt."
Franske, muslimske netmagasiner var mere giftige. Idet de tydeligvis baserer deres indhold på propaganda fra Hamas, beskylder de Israel for at begå "folkemord" i Gazastriben. De siger aldrig, at Hamas bruger palæstinensiske arabere som menneskeskjolde eller at de israelske forsvarsstyrker gør deres bedste for at undgå drab på civile, alt imens de ofte bringer deres egne liv i alvorlig fare.
Den franske journalist Ivan Rioufol skrev i sin bog La Guerre Civile qui Vient ("Den Kommende Borgerkrig") fra 2016 følgende:
"Spørgsmålet om den muslimske tilstedeværelse i Frankrig skal adresseres uden omsvøb... udbredelsen af fundamentalistisk islam ville indebære hastebeslutninger. Hvis der ikke træffes beslutninger meget hurtigt, og hvis landets lederes nærmest generelle, frivillige blindhed ikke hører op, så bliver Frankrigs fremtid tragisk og voldelig."
Frankrig er det land i Europa, der har den største andel muslimer: omkring 10% ud af en befolkning på 67,75 millioner mennesker. Ifølge en analyse fra Pew Research Center forventes andelen i 2025 at være steget til 17%.
Andre vesteuropæiske lande står i en situation, der ligner Frankrigs, idet den muslimske befolkningsgruppe nok er mindre, men er hastigt voksende.
I den britiske journalist Melaine Phillips' bog Londonistan fra 2006 nævner hun eksistensen af shariakontrollerede områder i London, og at "60% af de britiske muslimer gerne vil have indført sharialov i Storbritannien". I 2019 skrev hun i den britiske Jewish Chronicle: "Et skræmmende højt antal britiske muslimer har ekstreme eller antisemitiske holdninger".
I Tyskland er der begyndt at komme shariakontrollerede områder. De dukker også op i Belgien, Sverige og Holland. Geert Wilders' nylige valgsejr i Holland kunne være et tegn på et vendepunkt og en opvågning i Europa. Det er for tidligt at drage konklusioner, og her næsten tre måneder efter Wilders' sejr har han stadig ikke formået at danne en regering.
I 2015 beskrev den algierske forfatter Boualem Sansal i novellen 2024: La Fin du Monde en totalitær fremtid, hvori muslimske ekstremister etablerer et undertrykkende kalifat uden tanke- og handlefrihed. Da en fjernsynsjournalist spurgte ham, hvordan han mener, at Frankrig bliver i 2084, svarede han straks: "Frankrig bliver islamistisk". "Europa ligeså", tilføjede han.
Den tidligere leder af Tysklands nationale efterretningstjeneste (Bundesamt für Verfassungsschutz), Hans-Georg Maaßen, udtalte for nylig i et interview, at "Europæerne til bukke under for islam".
Hvis europæerne gerne vil undgå en sådan fremtid og vil bevare deres kultur, så er de nødt til at begynde at gøre dette udfald fuldstændig tydeligt for alle, og dette ikke kun i ord, men også i handling. I modsat fald kan det, vi ser, meget vel betyde afslutningen på den europæiske civilisation, som vi kender den.
Guy Millière er professor ved Université de Paris og forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.