• Gennem årene og frem til i dag er de blevet ved med at prioritere ingen stat for det jødiske folk højere end ønsket om en stat for de palæstinensiske arabere.

  • Den generelle tanke bag en to-statsløsning – som Abbas har støttet af navn – specificerer ikke, at den ene stat skal være for det jødiske folk og den anden for araberne.

  • Den dag den palæstinensiske ledelse og det palæstinensiske folk ønsker deres egen stat mere, end de ønsker, at der ikke skal være en stat for det jødiske folk, vil målet for FN-resolutionen fra 1947 – to stater for to folk – kunne nåes. En god begyndelse ville være, at Abbas omsider tilsluttede sig FN-resolutionen og udtalte følgende ord: "Jeg accepterer FN-resolutionen fra 1947, som opfordrer til dannelsen af to stater for to folk." Det er ikke for meget at forlange af en leder, som søger at skabe en palæstinensisk, muslimsk stat.

Der eksisterer en udbredt, men falsk forestilling om, at Mahmoud Abbas omsider er rede til at acceptere den to-statsløsning, som blev foreslået af FN i november 1947, hvor man ville opdele Palæstina-mandatet i to områder: det ene til det jødiske folk; det andet til det arabiske folk. Palæstina-mandatets jøder accepterede denne kompromisdeling og erklærede oprettelsen af en nationalstat for det jødiske folk under dennes historiske navn: Israel. Palæstina-mandatets arabere afviste derimod delingen og erklærede, at de aldrig ville acceptere en stat for det jødiske folk eller statsdannelse for det palæstinensiske folk. Deres ønske om, at der ikke skulle være en stat for det jødiske folk, var større end ønsket om, at der skulle være en stat for deres eget folk. Følgelig sluttede de sig til de omgivende arabiske hære i disses forsøg på at udslette Israel og drive dets jødiske indbyggere i havet. Det mislykkedes for dem dengang, men lige siden og helt frem til i dag har de uafbrudt prioriteret ingen stat for det jødiske folk højere end ønsket om en stat for de palæstinensiske arabere. Det er grunden til, at Abbas nægter at udtale, at han nogensinde vil acceptere FN's princip om to stater for to folk. Jeg ved det, for jeg har personlig spurgt ham om det ved flere lejligheder.

Om få måneder vil Israel fejre 70-årsdagen for det historiske FN-kompromis, mens lederne i Det Palæstinensiske Selvstyre stadig nægter at acceptere denne resolutions grundprincip: to stater for to folk.

Præsident Trump har på sin side udtrykt iver efter at skabe "den ultimative aftale" mellem israelerne og palæstinenserne. Dette har skubbet diskussionerne om den sovende fredsproces tilbage i rampelyset. Kort før Trump indledte sin rejse til Mellemøsten – hvor han mødtes med premierminister Netanyahu i Israel og præsident Abbas i Betlehem – havde han inviteret den palæstinensiske leder til Det Hvide Hus. Sidst, Abbas var i Det Hvide Hus, var i marts 2014, kort før Obama-administrationens diplomatiske pendulbestræbelser – under ledelse af udenrigsminister John Kerry – brød sammen.

Forud for sit møde med præsident Trump i Washington udtalte Abbas til et tysk blad: "Vi er rede til at samarbejde med ham og mødes med den israelske premierminister under hans [Trumps] ledelse for at skabe fred." Derpå ytrede han sin støtte til en to-statsløsning, idet han sagde: "Det er på høje tid at arbejde med betingelserne herfor." Dette blev tolket som en villighed fra Abbas' side til at acceptere forestillingen om en stat for det jødiske folk. Generelt støtter det internationale samfund tanken om at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt med to-stater-for-to-folk: en stat for det jødiske folk ved siden af en stat for palæstinenserne. Men at præsentere Mahmoud Abbas som støtte af to-stater-for-to-folk-formuleringen er at benægte sandheden. Den generelle tanke bag en to-statsløsning – som Abbas har støttet af navn – specificerer ikke, at den ene stat skal være for det jødiske folk og den anden for araberne. Gennem årene har præsident Abbas udtrykt sin tilslutning til en to-statsløsning – idet han har udtalt, at han støtter en arabisk stat langs 1967-linjerne og med Øst-Jerusalem som hovedstad – men hidtil har han nægtet at acceptere legitimiteten af en nationalstat for jøder som dens nabo.

Læg mærke til præsident Abbas' egne ord. I et interview i 2003 sagde han: "Jeg har sagt det før, og jeg vil sige det igen: Jeg vil aldrig anerkende statens jødiskhed eller en 'jødisk stat.'" Da han som Selvstyrets leder fik stillet et spørgsmål om Israel som det jødiske folks nationalstat (i forbindelse med Ehud Olmerts generøse fredsforslag i 2008), udtalte han: "Set i et historisk perspektiv eksisterer der to stater: Israel og Palæstina. I Israel bor der jøder og andre. Dette er vi villige til at anerkende, ikke andet." Og i et senere interview med avisen Al-Quds gentog Abbas sin nægtelse af at anerkende, at Israel er det jødiske folks nationalstat:

"Vi taler ikke om en jødisk stat, og vi kommer ikke til det. For os eksisterer staten Israel, men vi vil ikke anerkende Israel som en jødisk stat. Jeg har sagt til dem, at dette er deres egen sag, og at det står dem frit for at kalde sig, hvad de vil. Men [sagde jeg til dem] I kan ikke forvente af os, at vi vil acceptere dette."

Listen over den slags udtalelser fra den mand, som står i spidsen for Det Palæstinensiske Selvstyre, er alenlang. Ikke blot har Abbas nægtet at acceptere formuleringen "jødisk stat," han nægter også stædigt at acceptere den mere beskrivende formulering "det jødiske folks nationalstat."

Abbas er selvfølgelig forpligtet til, at Palæstina skal være en muslimsk stat med sharia-lovgivning trods det faktum, at de kristne palæstinensere udgør en betydelig (om end påtvunget skrumpende) procentdel af de palæstinensiske arabere. Artikel 4 i den palæstinensiske grundlov siger, at:

  1. Islam er den officielle religion i Palæstina. Respekt og ukrænkelighed for alle andre himmelske religioner vil blive bevaret.
  2. Principperne i islamisk shari'a skal udgøre hovedkilden til al lovgivning.

I en artikel i New York Times i anledning af den kommende 50-årsdag for Seksdageskrigen skrev Israels tidligere ambassadør til USA, Michael Oren: "Konflikten handler ikke om det territorium, som Israel erobrede i 1967. Den handler om, hvorvidt en jødisk stat overhovedet har ret til at eksistere i Mellemøsten. Som præsident Abbas offentligt har udtalt: 'Jeg vil aldrig acceptere en jødisk stat.'"

Oren mener, at ikke før Abbas og andre palæstinensiske ledere er i stand til at udtale ordene "to stater for to folk," vil man kunne nå frem til en fornuftig løsning.

Direktøren for FN's Hjælp- og Arbejdsagentur [UNRWA] i Libanon, Ann Dismorr, poserer med et landkort, hvor ethvert spor af staten Israel er fjernet, og som i dens sted viser et kort over "Palæstina," maj, 2013. (Fotokilde: Palestinian Media Watch)

Den palæstinensiske leders forbeholdne støtte til en fredelig løsning undergraves tillige af hans egne handlinger. I årevis har Det Palæstinensiske Selvstyre – først under Yasser Arafats ledelse og nu under den 82-årige Abbas – opretholdt en afskyelig politik med at betale terroristerne og deres familier.

Ifølge Selvstyrets officielle budget afsatte Det Palæstinensiske Selvstyre i 2016 174 millioner dollar af sit samlede budget som betaling til familierne til de såkaldte "martyrer" og yderligere 128 millioner dollar til sikkerhedsfanger – terrorister i israelske fængsler.

Abbas hævder at være en fredens mand, men i virkeligheden ansporer, belønner og ophidser han til terrorisme.

Man bør også huske, at Israel tilbød at bringe besættelsen og bosættelserne til ophør i 2000-2001. Disse generøse fredsinitiativer ville have skabt en demilitariseret palæstinensisk stat. I 2008 fremsatte premierminister Ehud Olmert et endnu mere generøst tilbud ved at tilbyde palæstinenserne 97% af Vestbredden, men Mahmoud Abbas svarede ikke. Gennem de senere år har den nuværende israelske regering tilbudt at sætte sig ved forhandlingsbordet og forhandle en to-statsløsning uden forudgående betingelser — ikke engang en forhåndsanerkendelse af Israel som det jødiske folks nationalstat. Alligevel har der ingen væsentlige forhandlinger fundet sted.

Noget af skylden herfor hviler på Barack Obamas skuldre. Ved udelukkende at lægge pres på den israelske side, ikke på palæstinenserne, fjernede Obama bestandig motivationen for Abbas til at tilslutte sig paradigmet om to-stater-for-to-folk. Dette kulminerede i december, hvor Obama tillod USA at undlade at nedlægge veto mod den tomhjernede FN-resolution, hvorunder Vestmuren (i Danmark også kaldet Grædemuren) og andre historiske, jødiske helligsteder ikke anerkendes som værende en del af Israel. (Husk, at FN-resolution 181 gav mandat til et "særligt internationalt styre for byen Jerusalem," og at Jordan erobrede byen på ulovlig vis. Israel befriede Jerusalem i 1967 og gav alle adgang til Vestmuren.)

Det er en tragedie, at det internationale samfund – med FN i spidsen – opmuntrer Det Palæstinensiske Selvstyres rejektionisme i stedet for at presse det til at indgå de smertelige kompromisser, som vil være nødvendige for begge parter for at nå frem til et forhandlet to-statsresultat. I stedet viste FN for ganske få dage siden på ny, at organisationen er en hindring for fredsprocessen. I sin tale ved FN's Generalforsamlings markering af 50-året for Seksdageskrigen og Israels "besættelse" af Vestbredden sagde FN's generalsekretær, Antonio Guterres:

"I 1947 anerkendte verden, med udgangspunkt i FN's Generalforsamlings resolution 181, to-statsløsningen og opfordrede til dannelsen af 'uafhængige arabiske og jødiske stater.' Den 14. maj 1948 blev staten Israel skabt. Her næsten syv årtier senere venter verden stadig på skabelsen af en uafhængig palæstinensisk stat."

Guterres undlod at tilkendegive, at "grunden til, at verden stadig venter på skabelsen af en uafhængig palæstinensisk stat" er, at araberne forkastede FN's delingsplan, som kunne have givet dem deres egen stat, og i stedet viede sig til syv årtiers undergravning af Israels legitimitet.

Den dag den palæstinensiske ledelse og det palæstinensiske folk ønsker deres egen stat mere, end de ønsker, at der ikke skal eksistere en stat for det jødiske folk, vil målet for FN-resolutionen fra 1947 – to stater for to folk – kunne nåes. En god begyndelse ville være, at Abbas omsider tilsluttede sig FN-resolutionen og udtalte følgende ord: "Jeg accepterer FN-resolutionen fra 1947, som opfordrer til dannelsen af to stater for to folk." Det er ikke for meget at forlange af en leder, som søger at skabe en palæstinensisk, muslimsk stat.

Alan M. Dershowitz er Felix Frankfurter juridisk professor emeritus ved Harvard Law School og forfatter til "Taking the Stand: My Life in the Law" samt "Electile Dysfunction: A Guide for the Unaroused Voter."

Beslægtede emner:  Palæstinensiske Myndighed
Seneste artikler af
modtag den seneste per email: abonner på den gratis gatestone institute mail liste.

da