Efter i ugevis at have truet med at ville lade en bombe springe i sin tale til FN's generalforsamling beviste Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, den 30. september endnu engang, at han er ekspert i bluff.
I sidste ende viste den bombe, som han og hans støtter havde lovet at lade springe i FN, sig at være en samling gamle trusler om at ophæve underskrevne aftaler og en smædekampagne imod Israel.
Der var intet dramatisk eller nyt i Abbas' tale. De senere år har han og nogle af hans støtter talt åbent om muligheden af at ophæve Oslo-aftalerne, såfremt Israel ikke lever op til sine forpligtelser over for fredsprocessen.
I sin tale gentog Abbas denne trussel, selvom nogle vestlige politiske kommentatorer og journalister fejltolker det som en kundgørelse af, at han har ophævet alle underskrevne aftaler med Israel.
Som en af Abbas' rådgivere , Mahmoud Habbash, senere forklarede: "Præsident Abbas ophævede ikke nogen aftaler. Han fremsatte blot en trussel, som ikke vil blive gennemført den dag i morgen."
Det står således klart, at den megen snak om en bombe blot skulle skabe uro og spænding forud for Abbas' tale. Det er en praksis, som Abbas og hans støtter har vænnet sig til at benytte i de senere år for at tiltrække sig mest mulig opmærksomhed.
 Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, taler ved FN's generalforsamling den 26. september 2014. (Foto: UN) |
Truslen om at ophæve Oslo-aftalerne med Israel adskiller sig ikke fra andre trusler, som Abbas og hans støtter har fremsat de senere år. Hvor mange gange har Abbas ikke tidligere truet med at forlade sin post eller suspendere sikkerhedskoordinationen med Israel? I sidste instans har han ikke virkeliggjort nogen af disse trusler.
Abbas vil næppe heller denne gang gennemføre sin seneste trussel om at ophæve aftalerne med Israel. Han ved, at sådan et skridt vil medføre en opløsning af Det Palæstinensiske Selvstyre og betyde enden på hans politiske karriere. Men Abbas vil gerne have verden til at tro, at han allerede har ophævet Oslo-aftalerne. At dømme ud fra de ukorrekte overskrifter i de internationale medier ser det ud til, at det er lykkedes for ham.
I dag tror mange i det internationale samfund fejlagtigt, at Abbas har annulleret alle underskrevne aftaler med Israel. De der skyndte sig at erklære Oslo-aftalerne for afgåede ved døden, gik i Abbas' fælde.
Abbas' trusler er udelukkende beregnet på at skræmme det internationale samfund til at presse Israel til at give Abbas flere indrømmelser. Han håber, at de ukorrekte overskrifter vedrørende den påståede ophævelse af Oslo-aftalerne vil skabe panik i Washington og de europæiske hovedstæder og få verdens ledere til at kræve, at Israel giver Abbas alt, hvad han vil have.
Abbas håber også, at hans gentagne trusler vil sætte den israelsk-palæstinensiske konflikt tilbage på den centrale verdensscene. Abbas og palæstinenserne føler, at verden har mistet interessen for konflikten, hovedsagelig på grund af de igangværende uroligheder i den arabiske verden, flygtningekrisen i Europa og den voksende trussel fra terrorgruppen Islamisk Stat.
Denne bekymring blev ytret af PLO's Saeb Erekat umiddelbart efter præsident Barack Obamas tale til FN's generalforsamling, som ikke indeholdt nogen referencer til den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Idet Erekat gav udtryk for sin "skuffelse" over Obamas tale, spurgte han: "Tror præsident Obama, at han kan bekæmpe ISIS og terrorismen eller opnå sikkerhed og stabilitet i Mellemøsten ved at ignorere den fortsatte israelske besættelse, bosættelsernes udvidelse og de fortsatte angreb på al-Aqsa-moskeen?"
Selvfølgelig er der ingen direkte forbindelse mellem den israelske "besættelse" og bosættelserne og den voksende trussel fra den radikale islam eller urolighederne i den arabiske verden. Islamisk Stat kapper ikke hovedet af muslimer og ikke-muslimer på grund af bosættelserne eller "besættelsen." Islamisk Stat begår ikke disse ugerninger, fordi de ønsker at "befri Palæstina." Bevægelsens hovedmål er at erobre verden, efter at have dræbt alle de "vantro," med henblik på at skabe et sharia-styret kalifat. Islamisk Stat ville slå Erekat og Abbas – og mange andre muslimer – ihjel på vejen mod dette mål. Set med Islamisk Stats øjne udgør folk som Erekat og Abbas en femte kolonne og er forrædere.
Men i stedet for at støtte verdens krig imod Islamisk Stat og den radikale islam ønsker Abbas og Erekat, at det internationale samfund ser den anden vej og vier al energi og opmærksomhed til den israelsk-palæstinensiske konflikt. De ti tusindvis af arabiske flygtninge, som nu søger asyl i diverse europæiske lande, kunne ikke være mere ligeglade med "besættelsen" og bosættelserne. Disse mennesker har mistet alt, hvad de ejede, og deres eneste drøm er enten at vende trygt tilbage til deres hjem og land eller at begynde en ny tilværelse i Europa eller USA.
Abbas ønskede verdensomspændende opmærksomhed i kølvandet på det internationale samfunds optagethed af flygtningekrisen og truslen fra den radikale islam. I øjeblikket synes han at have opnået, hvad han ville, stort set takket være det internationale samfunds fejltolkning af hans tale i FN.
Men mens alle har travlt med at tale om Abbas' bombe, har kun få bemærket, at hans tale mest bestod af en anti-israelsk retorik, som sandsynligvis vil skærpe spændingerne mellem palæstinenserne og Israel. Abbas brugte podiet i FN's generalforsamling til at rette nogle alvorlige anklager imod Israel vedrørende "apartheid," bosættelserne og spændingerne på Tempelbjerget. Hans flammende retorik, som er blevet hilst delvist velkommen af Hamas og andre radikale palæstinensiske grupper, vil sandsynligvis skærpe spændingerne mellem israelerne og palæstinenserne og opmuntre flere palæstinensere til at benytte vold.
Det er den slags tilskyndelser, som ødelægger enhver mulighed for fred mellem Israel og palæstinenserne. Det er denne form for retorik, som får unge palæstinensere til at gå på gaden og kaste sten og brandbomber mod israelske civile og politifolk. Alligevel vælger det internationale samfund i det store og hele at ignorere denne destruktive del af Abbas' tale.
Ironisk nok erklærede Abbas i sin tale, at "Vi arbejder på at udbrede en kultur, der bygger på fred og sameksistens mellem vore folk og i vores region." Men hans hårde ord mod Israel, samt den fortsatte anti-israelske agitation i de palæstinensiske medier, beviser, at han i virkeligheden går i den modsatte retning. Mens Abbas talte til FN's generalforsamling, truede og udviste nogle af hans loyale folk i Ramallah nogle israelsk-jødiske journalister, som var kommet for at interviewe nogle palæstinensere. Det er bestemt ikke måden, hvorpå man udbreder en "kultur, der bygger på fred og sameksistens."