• Amnesty sponsorerede en demonstration i Bruxelles, hvor islamistiske talere fejrede 9/11 angrebene, benægtede Holocaust og dæmoniserede homoseksuelle og jøder.

  • Amnesty vendte tilsyneladende ryggen til kampen for menneskerettighederne og fik i stedet en grotesk antivestlig slagside. The Economist beskyldte Amnesty for at "afse flere sider til overtrædelser af menneskerettigheder i Storbritannien og USA end i Hviderusland og Saudi-Arabien".

  • Amnestys generalsekretær sammenlignede sovjetiske arbejdslejre, hvor millioner døde af sult, med en amerikansk militærbase - hvor ingen fanger er døde - som forhindrede, at utallige civile blev bombet.

  • Alan Dershowitz sammenfatter Amnestys definition af Israels "krigsforbrydelser": "hvad Israel end gør for at forsvare sine borgere".

  • En rapport udarbejdet af NGO Monitor beskriver detaljeret Amnestys "systematiske fejl ved rapportering af brud på menneskerettighederne; begrænsede forståelse af væbnet konflikt, hvilket fører til fejlagtige påstande og forkerte analyser; og brud på menneskerettighedernes universalitet, heriblandt en konsekvent institutionaliseret slagside mod Israel med dobbeltstandarder". Der er endda repræsentanter fra Amnesty, der kaldte den jødiske stat for en "slyngelstat".

Ifølge Amnesty International er Italiens modtagecentre for migranter, de såkaldte "hotspots", lige som koncentrationslejre. Dette kan man læse i Amnesty Internationals nye rapport, der anklager Italien for intet mindre end at "torturere" migranter. Rapporten har en række ubekræftede vidneudsagn, der beskriver metoder, der ville være en sydamerikansk junta værdig.

Rapporten bekræfter Salman Rushdies anklage mod Amnesty International: "moralsk fallit". Wall Street Journal har yderligere to anklager mod den berømte vestlige ikke-statslige organisation (NGO): "glødende anti-amerikanisme og intellektuel forvirring".

I den nye Amnesty International rapport taler et "vidne" kaldet "Adam" om "en slags klemme med tre ender", som italienske politifolk skulle have taget omkring hans testikler med. Beviser? Lægejournaler, der bekræfter vold? Det italienske politis version? Ikke i Amnesty Internationals skønne verden, hvor et vestligt demokrati risikofrit kan beskyldes for "tortur" med tvivlsomme, underlødige, uverificerbare "beviser" – det samme gælder for Amnestys mange falske anklager rettet mod Israel. Det italienske politi og indenrigsministeriet benægtede alle beskyldningerne og kaldte dem for latterlige.

Lederen af den italienske afdeling af Amnesty, Antonio Marchesi, sagde allerede i februar 2016: "Dem i Italien, der har begået tortur, kan sove trygt". For en måned siden udgav Amnesty en lignende rapport om migrantcentrene i Australien – endnu et demokratisk land, der er blevet anklaget for at være "torturbødler" af den nu voldsomt degraderede NGO, der vandt den nu voldsomt degraderede Nobels fredspris i 1977.

Verden står i taknemmelighedsgæld til Amnesty – de kæmpede hårdt for at få løsladt de politiske fanger under den kolde krigs kommunistiske regimer og de fængslede under det sydafrikanske partheid regime. Den tid er imidlertid ovre. Nu forråder Amnesty konstant sit symbol: lyset fra det lille stearinlys, fanget i pigtråd.

Amnestys generalsekretær Irene Khan beskrev i 2005 den amerikanske fangelejr i Guantanamobugten som "vor tids Gulag". Hun sammenlignede de sovjetiske arbejdslejre, hvor tre millioner mennesker døde af sult, kulde og henrettelser, med en amerikansk militærbase - hvor ingen fanger er døde - som forhindrede, at utallige civile blev bombet.

Amnesty International forlod tilsyneladende kampen for menneskerettighederne og fik i stedet en grotesk antivestlig slagside. Dette skifte er grunden til, at det britiske ugemagasin The Economist beskyldte Amnesty for at "afse flere sider til overtrædelser af menneskerettighederne i Storbritannien og USA end i Hviderusland og Saudi-Arabien". Selvsamme forplumrede moralske ligestilling førte sandsynligvis til, at Amnesty International brugte samme sprogbrug om italienske "hotspots" som om Assad-styrets Saydnaya-fængsel i Syrien.

Hvis Guantanamo er det nye Gulag, hvorfor kræver man så ikke den øverstkommanderende fængslet? Det er netop hvad Amnesty gjorde for to år siden, hvor de bad Canada arrestere George W. Bush. "Canada er ifølge international lov forpligtet til at anholde og retsforfølge Bush for hans ansvar for forbrydelser, heriblandt tortur", sagde Susan Lee, Amnesty Internationals amerikanske programdirektør. Amnesty anklagede også Obama for "krigsforbrydelser". Vestens "krig mod terror"? Ifølge Amnesty "spreder den frygt". Amerikanske droneangreb? En "krigsforbrydelse".

NGO'en har også anklaget Israel for "krigsforbrydelser". Alan Dershowitz sammenfatter Amnestys definition af Israels "krigsforbrydelser": "hvad Israel end gør for at forsvare sine borgere". En rapport fra NGO Monitor beskriver detaljeret Amnestys "systematiske fejl ved rapportering af brud på menneskerettighederne; begrænsede forståelse af væbnet konflikt, hvilket fører til fejlagtige påstande og forkerte analyser; og brud på menneskerettighedernes universalitet, heriblandt en konsekvent institutionaliseret slagside mod Israel med dobbeltstandarder." Der er endda repræsentanter fra Amnesty, der kaldte den jødiske stat for en "slyngelstat".

Under parolen "beskyttelse af menneskerettighederne" har Amnesty International endda undskyldt islamisk ekstremisme. Amnestys generalsekretær Claudio Cordone udtalte, at "defensiv jihad" ikke er "uforenelig" med kampen for menneskerettigheder. Han sagde dette i et svar på en forespørgsel om Amnestys forhold til NGO'en CAGE (førhen CagePrisoners), der blev grundlagt af den islamiske ekstremist Moazzam Begg, som agiterer for kendte jihadisters løsladelse. Den fremtrædende leder i Amnesty Karima Bennoune, der er forfatter til bogen Your Fatwa Does Not Apply Here, skrev:

"Igennem årene hos Amnesty delte jeg bekymringerne over tortur i Algeriet, men jeg forstod ikke organisationens lunkne reaktion på fundamentalistiske gruppers vold".

Hun er ikke den første repræsentant for Amnesty, der kritiserer sin egen organisation. Amnesty fyrede en af dets ledere: Gita Sahgal, for at have givet udtryk for betænkeligheder. "At optræde i offentligheden sammen med Storbritanniens mest kendte Talibantilhænger, som vi behandler som en forsvarer af menneskerettighederne, er en grov fejlvurdering", skrev hun.

Engang forsvarede Amnesty International ofrene for ideologisk undertrykkelse; eksempelvis den sovjetiske forfatter Boris Pasternaks kone Olga Ivinskaya, der tilbragte flere år i fængsel og blev retsforfulgt, fordi hendes mand nægtede at bøje sig for Sovjetstyret. Nu om dage kan Times of London dokumentere forbindelser mellem Amnesty International ledere og islamister.

I dag betragter Amnesty åbenbart ytringsfrihed som noget, der skal anvendes med "ansvarlighed", som Amnesty proklamerede under Muhammedkrisen. Er ytringsfrihed retten til at sige, hvad som helst du har lyst til, uanset emnet, når som helst du har lyst? Ikke ifølge Amnesty International – vagthundene, der i vore dage åbenbart ville have belært Sovjetunionens dissidenter om at skrive med "ansvarlighed".

Amnesty sponsorerede en demonstration i Bruxelles, hvor islamistiske talere fejrede 9/11 angrebene, benægtede Holocaust og dæmoniserede homoseksuelle og jøder. Inden da havde Amnesty nægtet at straffe en ansat, Kristyan Benedict, Amnestys britiske kampagneleder, der tweetede: "Det israelske regimes [!] svar på vores Gazarapport: Amnesty er 'et propagandaredskab for Hamas & andre terrorgrupper' (#JSIL?)". Hastagget #JSIL bruges på Twitter til at sammenligne Israel med terroristorganisationen Islamisk Stat ved at erstatte "Islamisk" med "Jødisk" i gruppens almindelige forkortelse: ISIL. Amnesty betalte også en foredragstourné for Bassem Tamimi, der er en militant palæstinenser, som promoverer antisemitiske konspirationsteorier.

Amnesty Internationals pinlige ageren taget i betragtning er det yderst tvivlsomt, hvorvidt det italienske politi og myndigheder "torturerer" de migranter, som de uegennyttigt har reddet ude på havet i mere end to år.

Nogle blandt Vestens "menneskerettigheds-industri" har krydset den røde linie, der adskiller forsvaret for menneskerettigheder (selv for terrorister) fra meddelagtighed og forståelse for undertrykkende totalitære ideer.

Giulio Meotti, kulturredaktør på Il Foglio, er en italiensk journalist og forfatter.

Seneste artikler af
modtag den seneste per email: abonner på den gratis gatestone institute mail liste.

da