 Der sker en samfundsudskiftning i Europa, og medierne dækker det ikke engang. (Billedkilde: iStock) |
Der sker en samfundsudskiftning, og medierne dækker det ikke engang.
Alain Chouet er forhenværende næstkommanderende i den magtfulde franske efterretningstjeneste DGSE, og hans nye bog Sept pas vers l'Enfer ("Syv trin mod Helvede") er en anklage mod den europæiske elite. Chouet fortæller:
"Jeg blev hvert år inviteret til at holde et foredrag om problemerne i den arabiske verden i Bruxelles' forstad Molenbeek. En dag, hvor jeg var der... ankom byens socialistiske borgmester, Philippe Moureaux, der var den store chef i det belgiske socialistparti, og satte sig på forreste række flankeret af to imposante livvagter med djellaba, skæg og hvide huer. Moureaux sagde til forsamlingen, at jeg ikke var kvalificeret til at udtale mig om den arabiske verden, eftersom jeg kom fra et land, der havde tortureret muslimer i Algeriet. Hans ræsonnement er karakteristisk for den måde, hvorved den europæiske venstrefløj siden slutningen af 1980'erne har ladet sig forføre af den militante salafismes sirenesang. Molenbeeks styre er i den henseende et godt eksempel: Der blev let og uden nogen form for kontrol udstedt tilladelser til åbning og drift af moskeer, islamiske privatskoler, kulturelforeninger og sportsklubber med generøs støtte fra Saudi-Arabien."
25 ud af 89 medlemmer af Bruxelles' regionale parlament er ikke af europæisk herkomst.
Chouet fortsætter:
"Jeg anklager de politiske ledere for aldrig at have villet forstå den fremvoksende radikale islam og for bevidst at ignorere det på grund af vælgerne og den 'politiske korrekthed'. Jeg anklager dem for i årevis at have ladet adskillige kommuner udvikle jihadistisk radikalisme, og dét i en grad, så en socialistisk embedsmand fortalte mig følgende: 'Vi kender Molenbeeks problem, men hvad kan vi gøre, det er et vælgergrundlag, der ikke kan negligeres'."
Nu er det Frankrigs tur. "Er den muslimske vælger afgørende?", spørger den algierske forfatter Kamel Daoud i det franske ugemagasin Le Point.
Emmanuel Macrons genvalg var forventet. Det virkelige chok ved det seneste franske præsidentvalg var den radikale venstrefløjs rungende brag. Præsidentkandidaten fra det indvandrervenlige parti "La France Insoumise" ("Det Ukuelige Frankrig"), Jean-Luc Mélenchon, fik dramatisk større tilslutning end i 2017. Han fik 22,2% af stemmerne, hvilket blot er et procentpoint mindre end Marine Le Pen. Det er bemærkelsesværdigt, at han fik 69% af muslimernes stemmer.
Den franske filosof Alain Finkielkraut har i et interview på den franske kanal Europe 1 udtalt: "Mélenchon satser på Den Store Udskiftning for at få mere magt". Finkielkraut nævnte også "Den Store Udskiftning" i januar, hvor han sagde, at udskiftningen af den europæiske befolkning med afrikanere, asiater og folk fra Mellemøsten er "åbenlys".
"Dette er reelt en fragmentering og ja, denne fare eksisterer, og jeg mener, at den demografiske forandring af Europa under alle omstændigheder er yderst spektakulær. I visse kommuner og regioner bliver den historiske befolkning en minoritet."
Frankrigs indvandrertætte forstæder og storbyer er centrale for Mélenchons politiske projekt, og han fik her 60% af stemmerne ved præsidentvalget.[1]
Hvad fortæller disse tal os? At mange har spændt sig for den politiske islams vogn, og følelsen af indbyrdes solidaritet har givet det ønskede resultat. Mélenchon har deltaget i "demonstrationer mod islamofobi" og sammenlignet muslimer i 2022 med jøder i 1942. Han forudsiger Frankrigs "kreolisering": "I 2050 vil 50% af den franske befolkning være af blandet herkomst".
"Jeg er den eneste, der har forsvaret muslimerne", hævder Mélenchon åbent. Han havde ifølge Le Figaro stor opbakning i arbejderkvarterer, især takket være muslimske vælgere.
Andre kandidater har ganske vist også støttet politisk islams påstande, men "Der er en kategori, hvori Jean-Luc Mélenchon er meget stærk, hvor han er den stærkeste, advarer Brice Teinturier fra Ipsos. "[D]et er franske muslimer, hos hvem han ligger på mellem 45% og 49%..."
Vi ser kort sagt en ny national dynamik: demografi styrer demokratiet. Fællesnævneren for tilhængere af disse kandidater og tilhængerne af islam er tilsyneladende modviljen mod vestlige samfund, som de, for at bruge "wokeismens" progressive sprog og symboler, ønsker at "cancellere" – angiveligt for at gennemtvinge et mere "inkluderende" og "kosmopolitisk" samfund, der ville være dystert, kontrollerende og fundamentalistisk.
Når byen Grenoble eksempelvis for nylig tillod burkinien i sine offentlige svømmehaller, retfærdiggjorde borgmesteren forandringen som en slags social inklusion. Céline Pina skrev i Le Figaro: "Grenobles borgmester tilegner sig Det Muslimske Broderskabs argumenter og retoriske formuleringer: Han taler om friheden til at påtvinge sexisme."
Denne woke retorik foregiver at være "inkluderende", men den udelukker omhyggeligt hele befolkningsgrupper på en tydeligvis racistisk baggrund ud fra hudfarve (hvide) eller etnicitet (jøder). Wokeismen er fyldt med progressive racistiske vendinger, selv om den foregiver ikke at være racistisk. Den er imidlertid gennemsyret af en rørstrømsk racistisk "mangfoldigheds"-ideologi, der advokerer for at erstatte samfundet med indvandring. Den fremmer desuden politisk korrekthed; som er en dødbringende virus, der lammer Vestens vitale reflekser. Wokeism er det ideelle grundlag for politisk islams indførsel i Europa.
Den selvstyrende institution France Stratégie, der refererer til premierministeren, udgav i oktober en chokerende rapport, der viste, at der i Frankrig er 25 byer, hvor andelen af ikke-europæiske unge ligger på mellem 70% og 79%. Mere end 70% bor i fire byer i departementet Seine-Saint-Denis.[2]
"Der er en usædvanlig sammenhæng mellem Mélenchons vælgere og andelen af indvandrere af ikke-europæisk herkomst i den parisiske region", skrev analytikeren Sylvain Catherine.
I Montpellier "er der flere praktiserende muslimer end praktiserende kristne, og mens kirkerne ikke har mange kirkegængere, er moskeerne fyldte", fortæller avisen Midi Libre. Mélenchon fandt her en stor vælgerskare. I Créteil, der som by symboliserer indvandringen i Marnedalen, fik Mélenchon 40%.
Erwan Seznec er forfatter til bogen Nos élus et l'islam ("Vores folkevalgte og islam"), hvori han beskriver, hvordan mange ledende franskmænd har givet islamismen lov til at brede sig i disse byer. Et stort antal folkevalgte, fra Denain til Perpignan, har et tvetydigt forhold til deres muslimske vælgere. I bytte for stemmer varetager politikerne deres interesser hvad angår hjem, arbejde og bederum. Islamistiske aktivister kæmper til gengæld for at støtte deres venligtsindede politikere. Bernard Rougier er forfatter til bogen Les territoires conquis de l'islamisme ("Islamismens erobrede territorier"), og han advarede for to år siden om, at "Ved næste valg vil der i Mélenchons parti være kandidater af denne islamistiske type..."
Mélenchon fik 61% i byområder som Trappes, der er et symbol på islamiseringen af provinsbyer:
"Der er 70% muslimer, 40-50 forskellige nationaliteter, der giver området en libanesisk karakter med lukkede mikroverdener, der er afgrænset fra en omgivende anderledes religiøs virkelighed og kultur. Balkans etniske kludetæppe er også en nærliggende sammenligning."
I byen Roubaix, hvor der allerede er 40% muslimer, fik Mélenchon 50% af stemmerne. I byen Mulhouse i Alsace, som Macron havde udvalgt ved lanceringen af et projekt for at indeslutte politisk islam, fik Mélenchon 36% af stemmerne. I Nîmes, som Mélenchon vandt uden problemer, er der en stigende ikke-europæisk indvandring, og ifølge Le Monde er "andelen af indbyggere født uden for Europa steget fra 7,3% i 1990 til 16,3% i 2017".
I valgkampens anden runde valgte de fleste af Mélenchons vælgere at stemme på Macron. Under ramadanen organiserede Stormoskeen i Paris endda en iftar-middag for Macrons genvalg. Christophe Castaner, der er Macrons tidligere indenrigsminister og formand for hans parti, deltog. Stemmerne for Macron væltede ind. I Trappes stemte 74% for Macron, hvilket er 20 procentpoint over landsgennemsnittet; i Roubaix stemte 70% for Macron; i Grigny 70%; i La Courneuve 77%; i Bondy 74%; i Colombes 80%; i Les Lilas 83.5% og i Bobigny 75.5%.... Dette er Saint-Denis' symbolske byer.
I Marseilles nordlige kvarterer, der hovedsageligt havde stemt for Mélenchon under første valgrunde, vandt Macron komfortabelt. Disse boligområder huser en stor del af det islamiske samfund – 30% af byens samlede befolkning og en fjerdedel af alle indbyggere i byen. Ifølge Le Figaro, er "Marseilles nordlige kvarterer en 'lille by', hvor parallelsamfundet er en daglig realitet..."
Man ser den samme dynamik i Tyskland. Forskning ved MedienDienst Integration viser, at 83 parlamentarikere i den nyvalgte tyske Bundestag – 11,3% af det samlede antal – er af udenlandsk herkomst. Andelen af tyske parlamentarikere af udenlandsk herkomst er steget for tredje gang i træk siden de nationale valg i 2013 (5,9%) og 2017 (8%). 18 nye parlamentsmedlemmer er af tyrkisk herkomst og 24 har rødder på Balkan... Antallet af socialdemokratiske parlamentsmedlemmer (vinderen ved valget i september), der har indvandrerbaggrund, steg fra 10% til 17% ved et enkelt valg.
Den stadigt stigende andel af tyrkiske, bosniske, kosovo-albanske, iranske og irakiske politikere i Tyskland vil i stigende grad påvirke den europæiske stormagts valg inden for indvandring og multikulturalisme. Det venstreorienterede parti Die Linke har den højeste andel parlamentsmedlemmer med indvandrerbaggrund: 28,2%. Hvad bliver det i fremtiden? Herbert Brücker, leder af migrationsforskningen ved Institut for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsforskning, siger i den tyske avis Die Welt:
"En fjerdedel af befolkningen i Tyskland har nu en indvandrerbaggrund. Om 20 år vil det være mindst 35%, men det kan også være mere end 40%... Det, som vi nu ser i storbyerne, vil i fremtiden være normalt i hele landet. I en by som Frankfurt vil vi have mellem 65% og 70%"
"Præsidentvalgets resultater afslører, at Mélenchons strategi i forhold til det muslimske samfund betalte sig", bemærker antropolog Florence Bergeaud-Blackler. Men hvad bliver konsekvenserne i fremtiden?
"Den enorme vælgertilslutning til Mélenchon er et bevis på, at strategien med offergjorte grupper, der begyndte i 1990'erne, udrettede det, som den skulle i løbet af en eller to generationer. Mélenchon fik en stor andel af muslimernes stemmer, hvilket naturligvis ikke gør det til et muslimsk eller islamistisk parti, men blot til et 'gøge'-parti. Lige som gøgen lægger æg i andre fuglearters reder, beskytter et gøgeparti ideer, der ikke er dets egne. Det Muslimske Broderskab har en strategi, som de udtrykte i deres planer fra 1980'erne: at danne en alliance med de mest venligtsindede partier for at udbrede deres ideer".
Hvad kommer der til at ske i Frankrig om fem år på grund af den demografiske omvæltning? Får vi et scenario som beskrevet i Michel Houellebecqs bog Underkastelse, hvor en "moderat" muslimsk broder vælges som præsident? Eller vil politikere med en lignende politik tage magten takket være deres pagt med det muslimske samfund?
Filosoffen Alain Finkielkraut bemærker: "Der er nu 145 moskeer i Seine-Saint-Denis sammenlignet med 117 kirker". Moskeerne er overfyldte og kirkerne er halvtomme.
Fremtiden er her allerede.
Giulio Meotti, kulturredaktør for Il Foglio, er italiensk journalist og forfatter.
[1] Mélenchon fik mere nøjagtigt 61,13% i Saint-Denis, hvilket er 17 procentpoint mere end i 2017. I Montreuil fik Mélenchon 55,35%. I Bobigny fik han 60% af stemmerne. Samlet fik Mélenchon i departementet Seine-Saint-Denis 49,09% -- hvilket er en dramatisk stigning sammenlignet med 2017, hvor han kun fik 34,02%. I Argenteuil, der er Île-de-Frances tredjestørste by, fik han flest stemmer; 49,89%. For hele regionen Île-de-France, der er Frankrigs største og inkluderer Paris, slog Mélenchon Macron med flere længder.
I det islamiserede Seine-Saint-Denis vandt Mélenchon i 37 ud af 40 byer. Mélenchon vandt i Marseille (31%), Le Havre (30%), Lille (40%), Lyon (31%), Montpellier (40%), Saint-Etienne (33%), Toulouse (36%), Strasbourg (35%), Rennes (36%) og Nantes (33% ). I Marseille og Lyon (hhv. anden- og tredjestørste by i Frankrig) udgør muslimer allerede 30% af befolkningen, og en fjerdedel at de studerende på de offentlige skoler i Strasbourg er muslimer. I Mulhouse udgør det muslimske samfund allerede 25% af befolkningen. I Paris fik Mélenchon andenflest stemmer; 29%. I Aubervilliers var der en folkeafstemning. "Her samarbejder kommunalrådet med muslimer om at bygge en stormoské", kunne man læse på et skilt ved en byggegrund i Rue Saint-Denis i Aubervilliers. Islamisk klientelisme er en realitet i "9-3", det franske departement, hvor 30% af befolkningen nu er muslimer.
[2] La Courneuve (64%), Villetaneuse (73%), Clichy -sous-Bois (72%), Aubervilliers (70%). I La Courneuve fik Mélenchon 64% af stemmerne, i Clichy-sous-Bois 60% osv.