Frankrig befinder sig i en kaotisk situation. "Migranter", der kom fra Afrika og Mellemøsten, spreder anarki og utryghed i mange byer. Det enorme slumområde kendt som "junglen i Calais" er lige blevet jævnet med jorden, men andre slumområder opstår hver eneste dag. I det østlige Paris er gader blevet dækket med bølgeplader, voksduge og brædder. Vold er almindeligt. Frankrigs 572 "no-go zoner" (eller "udsatte boligområder", som de officielt kaldes) fortsætter med at vokse, og de politibetjente, der nærmer sig dem, lider under følgerne. En politibil kørte for nylig ind i et bagholdsangreb, hvor der blev sat ild til bilen, mens betjentene blev forhindret i at komme ud. Betjente får af deres overordnede at vide, at de ved angreb skal flygte i stedet for at svare igen. Mange politibetjente, der er vrede over at skulle opføre sig som kujoner, har organiseret demonstrationer. Der har ikke været nogen terrorangreb siden nedslagtningen af en præst i Saint-Etienne-du-Rouvray den 26. juli 2016, men efterretningstjenester har observeret, at jihadister er vendt tilbage fra Mellemøsten og er parate til at handle, og at uroligheder kan bryde ud hvor som helst, når som helst og med et hvilket som helst påskud.
Selv om den franske regering er overvældet over den indenlandske situation, som de knap nok har kontrol over, blander de sig stadig i international politik: En "palæstinensisk stat" er stadig deres foretrukne sag, Israel er stadig deres syndebuk.
Den franske udenrigsminister erklærede i foråret, selv om både Frankrig og de palæstinensiske områder oplevede svære tider, at det "hastede" med at relancere "fredsprocessen" og danne en palæstinensisk stat. Frankrig afholdt derfor en international konference i Paris den 3. juni. Hverken Israel eller palæstinenserne var inviteret. Konferencen var en fiasko. Den afsluttedes med en banal erklæring om den "bydende nødvendighed" af at gøre "fremskridt".
Frankrig standsede ikke der. Regeringen besluttede herefter at organisere en ny konference i december. Denne gang med Israel og palæstinenserne. Israels premierminister Benjamin Netanyahu afslog invitationen og bemærkede, at de ikke behøver mellemmænd. Palæstinensiske ledere tog imod invitationen. Det palæstinensiske selvstyres talsmand Saeb Erekat lykønskede Frankrig og tilføjede, ikke overraskende, at det palæstinensiske selvstyre havde "foreslået" ideen over for Frankrig.
Donald Trump bliver USA's kommende præsident, og Newt Gingrich kommer sandsynligvis til at spille en nøglerolle i hans regering. Gingrich sagde for få år siden, at der ikke findes et palæstinensisk folk, og han tilføjede i sidste uge, at bosættelser på ingen måde er en hindring for fred. Decemberkonferencen ser ud til at kunne blive endnu en fiasko.
Franske diplomater arbejder ikke desto mindre sammen med palæstinensiske embedsmænd på en FN resolution, der anerkender en palæstinensisk stat inden for "1967 grænserne" (våbenstilstandslinjen fra 1949) uden nogen fredsaftale. De håber åbenbart, at den afgående præsident Barack Obama ikke vil bruge den amerikanske vetoret i Sikkerhedsrådet, hvorved resolutionen kan vedtages. Det er slet ikke sikkert, at Barack Obama vil ønske at afslutte sin præsidentperiode med en så åbenlyst undergravende gestus. Det er næsten sikkert, at Frankrig også her vil fejle. Igen.
Frankrig har tilsyneladende i mange år ført en udenrigspolitik, der ligger på linie med Den Islamiske Konference (OIC): 56 islamiske lande og palæstinenserne. Frankrig kan oprindeligt have drømt om at erstatte USA som verdensmagt, med adgang til billig olie, forretningsaftaler med olierige islamiske stater, og håbet om at undgå indenlandsk terrorisme. Alt dette har været blændværk. Det er desuden indlysende, at Frankrig har mere presserende problemer at løse.
Frankrig vedbliver, fordi landet desperat forsøger at begrænse problemer, der sandsynligvis ikke kan løses.
Frankrig var i 1950'erne et andet land, end det er i dag. De var venner med Israel. Den "palæstinensiske sag" eksisterede ikke. Algierkrigen rasede, og langt størstedelen af de franske politikere ville end ikke have givet hånd til terrorister uden anger.
Alt ændredes efter Algierkrigens afslutning. Charles de Gaulle overgav Algeriet til terrorbevægelsen Den Nationale Befrielsesfront. Han ændrede herefter den strategiske linie for Frankrigs udenrigspolitik og fremlagde "Frankrigs arabiske politik".
Frankrig indgik handelsaftaler og militære aftaler med forskellige arabiske diktaturer. For at tækkes sine nye venner tilsluttede Frankrig sig ivrigt en anti-israelsk politik. Da palæstinenserne i 1970'erne opfandt terrorisme med brug af flykapringer, og med mordene på israelske atleter ved De Olympiske Lege i München i 1972, blev "palæstinenserne" med ét en "hellig sag" og et nyttigt redskab for at sikre den arabiske verden indflydelse. Frankrig tilsluttede sig "sagen" og blev stærkt pro-palæstinensiske.
Palæstinenserne begyndte at begå international terrorisme, og Frankrig valgte at acceptere terrorismen, så længe Frankrig ikke selv blev påvirket. Frankrig bød samtidigt masseindvandring fra den arabisk-muslimske verden velkommen – en indvandring, som tydeligvis var en del af et muslimsk ønske om at udbrede islam. Den muslimske befolkning er siden vokset i antal, uden at de har assimileret sig.
Frankrig opfangede det ikke i sin tid, men landet anbragte sig selv i en fælde, og fælden er nu ved at klappe i.
Frankrigs muslimske befolkning virker til at være anti-franske set i forhold til judeokristne og oplysningstidens værdier og kun være pro-franske i det omfang, at Frankrig underkaster sig islams krav. At Frankrigs muslimer også er pro-palæstinensere skulle teoretisk set ikke have været et problem, men Frankrig undervurderede betydningen af ekstremistisk islams vækst i den muslimske verden og videre ud.
Franske muslimer betragter sig i stigende grad primært som muslimer. Mange hævder, at Vesten er i krig med islam; de ser Frankrig og Israel som en del af Vesten, så de er i krig mod dem begge. De ser, at Frankrig er anti-israelsk og pro-palæstinensisk, men de ser også, at mange franske politikere opretholder bånd til Israel, så de mener sandsynligvis, at Frankrig ikke er anti-israelsk og pro-palæstinensisk nok.
De ser, at Frankrig tolererer palæstinensisk terrorisme og forstår tilsyneladende ikke, hvorfor Frankrig ville bekæmpe islamisk terrorisme andre steder.
For at tækkes sine muslimer vurderer den franske regering muligvis, at de ikke har andet valg end at være så pro-palæstinensiske og anti-israelske som muligt – selv om det ser ud til, at denne politik er meget upopulær i meningsmålingerne.
Den franske regering indser utvivlsomt, at den ikke kan forhindre, hvad der i stigende grad ligner en lurende katastrofe. Katastrofen har allerede indfundet sig.
Frankrig nuværende regering håber måske, at den vil kunne udskyde katastrofen en smule og undgå en borgerkrig. De håber måske, at "no-go zonerne" ikke eksploderer – i det mindste ikke mens de selv er ved magten.
Frankrig har i dag seks millioner muslimer, hvilket er 10% af dets befolkning, og procentdelen er voksende. Meningsmålinger viser, at en trediedel af de franske muslimer ønsker fuld anvendelse af den islamiske sharia lov. Meningsmålingerne viser også, at et overvældende flertal af franske muslimer støtter jihad, især jihad rettet mod Israel, som de gerne så slettet fra jordens overflade.
Den førende muslimske organisation i Frankrig, Sammenslutningen af Islamiske Organisationer i Frankrig, er den franske del af Det Muslimske Broderskab – en bevægelse, der burde betegnes som en terrororganisation på grund af dens erklærede ønske om at omstyrte vestlige regeringer.
Det Muslimske Broderskab finanseres primært af Qatar, der investerer kraftigt i Frankrig og nyder godt af sin helt egen amerikanske luftbase.
Jøder forlader Frankrig i rekordstore antal, og disse afrejser standser ikke. Sammy Ghozlan, formand for Det Nationale Bureau for Årvågenhed mod Antisemitisme, gentog i mange år, at "det er bedre at tage væk end at flygte". Han blev overfaldet. Der blev sat ild til hans bil. Han rejste væk og bor nu i Israel.
Resten af den franske befolkning ser tydeligt situationens ekstreme alvor. Nogle er vrede og i oprørstilstand, andre virker til at være parate til at acceptere det værste: en islamistisk overtagelse af Europa.
Det næste franske valg finder sted i maj 2017. Den franske præsident François Hollande har mistet enhver troværdighed og har ingen chance for at blive genvalgt. Hvem der end kommer til magten vil stå over for en svær opgave.
Franskmændene virker til at have mistet tilliden til Nicolas Sarkozy, så de vil sandsynigvis vælge mellem Marine Le Pen, Alain Juppé og François Fillon.
Marine Le Pen er det meget konservative Front Nationals kandidat.
Alain Juppé er borgmester i Bordeaux og er i sin valgkampagne tit sammen med Tareq Oubrou, der er byens imam. Tareq Oubrou var indtil for nylig medlem af Det Muslimske Broderskab. Alain Juppé tror tilsyneladende, at det nuværende anarki vil gå i sig selv, hvis Frankrig underkaster sig fuldstændigt.
François Fillon bliver sandsynligvis det moderate højres kandidat. Han sagde for nylig, at "islamisk sekterisme" skaber "problemer i Frankrig". Han sagde også, at hvis en palæstinensisk stat ikke dannes meget snart, vil Israel blive "den største trussel mod verdensfreden".
For tre år siden udgav den franske filosof Alain Finkielkraut bogen Den ulykkelige identitet (L'identité malheureuse), der beskriver de iboende farer ved islamiseringen af Frankrig og de største problemer, som dette medfører. Juppé valgte et reklameslogan, der skulle modsige Finkielkraut: "Den lykkelige identitet".
Siden udgivelsen af Alain Finkielkrauts bog er der udkommet andre pessimistiske bøger, der er blevet bestsellers i Frankrig. I oktober 2014 udgav klummeskribenten Eric Zemmour bogen Det franske selvmord (Le suicide français). Han udgav for få uger siden en anden bog, En fem års periode for ingenting (Un quinquennat pour rien). Han beskriver, hvad han oplever, der sker i Frankrig: "invasion, kolonisering, eksplosion".
Zemmour definerer ankomsten af flere millioner muslimer til Frankrig gennem de seneste fem årtier som en invasion, og den nylige ankomst af horder af migranter som en fortsættelse af selvsamme invasion. Han betegner dannelsen af "go-go zoner" som en dannelse af islamiske territorier på fransk jord og en integreret del af en koloniseringsproces.
Han skriver, at voldsudbryddene, der breder sig, er tegn på en umiddelbart forestående eksplosion, hvor opstande vil vinde frem før eller siden.
En anden bog: Vil kirkeklokkerne ringe imorgen? (Les cloches sonneront-elles encore demain ?), blev for nylig udgivet af det tidligere franske regeringsmedlem Philippe de Villiers.
Villiers noterer sig, at de franske kirker forsvinder og erstattes af moskeer. Han nævner også tilstedeværelsen af tusindvis af krigsvåben (AK-47 stormgeværer, Tokarev pistoler, M80 Zolja panserværnsvåben etc) i "no-go zoner". Han tilføjer, at det sandsynligvis ikke engang bliver nødvendigt at bruge våben - islamisterne har allerede vundet.
 I sin nye bog Vil kirkeklokkerne ringe imorgen? (Les cloches sonneront-elles encore demain ?) noterer Philippe de Villiers sig, at de franske kirker forsvinder og erstattes af moskeer. Billedet ovenfor: Den 3. august slæbte det franske uropoliti en præst og hans menighed ud af St Rita kirken i Paris inden kirkens planlagte nedrivelse. Front Nationals leder Marine Le Pen sagde rasende: "Og hvad hvis de opførte parkeringspladser på salafistmoskeers grund og ikke på vores kirkers grunde?" (Billedkilde: RT video skærmprint) |
Den 13. november 2016 markerede Frankrig den første årsdag for angrebene i Paris. På hvert sted, hvor mennesker var blevet dræbt, blev der afsløret mindeplader. På mindepladerne stod der: "Til minde om de sårede og dræbte ofre for angrebene". Jihadisternes barbari blev ikke nævnt med et ord. Om aftenen genåbnede Bataclan med en koncert af Sting. Koncertens sidste sang var "Insh' Allah": "Må Allahs vilje ske". Arrangørerne på Bataclan forhindrede to medlemmer af det amerikanske band Eagles of Death Metal – der stod på scenen da angrebet skete – i at komme ind til koncerten. Gruppens forsanger Jesse Hughes havde få uger efter angrebet vovet at kritisere de involverede muslimer. Bataclans direktør sagde om Hughes: "Der er ting, man ikke kan tilgive".
Guy Millière, professor ved Paris Universitet, har udgivet 27 bøger om Frankrig og Europa.