I sidste måned offentliggjorde Wall Street Journal et interview med Frankrigs direktør for det hjemlige efterretningsvæsen, Patrick Calvar. "Konfrontation er uundgåelig," sagde Calvar. Det skønnes, at der blandt Frankrigs syv millioner muslimer befinder sig 15.000 salafister, "hvis radikale-fundamentalistiske tro dominerer mange af de fortrinsvis muslimske byggeprojekter i udkanten af byer som Paris, Nice og Lyon. Deres prædikanter opfordrer til en borgerkrig, hvor det er alle muslimers opgave at udradere de vantro i gaderne."
Disse salafister udfordrer åbenlyst Frankrigs livsstil og gør ingen hemmelighed af deres vilje til at omstyrte den eksisterende orden i Europa med voldelige midler, terrorangreb og fysisk intimidation. Men paradoksalt nok er det sådan, at hvis islamisternes trussel mod Europa var begrænset til salafisterne, så ville den være nemmere at besejre.
Faktisk findes der en anden trussel, som er endnu farligere, fordi den er vanskeligere at afkode. Af magasinet Valeurs Actuelles er den netop blevet døbt "den stille erobring". Det handler om den "moderate" islams kringlede projekt om at skabe underkastelse. "Ambitionen er tydelig: at ændre det franske samfund. Langsomt, men sikkert".
Denne trussel bliver personificeret i hovedpersonen i Michel Houellebecqs roman, Submission [Underkastelse]: Mohammed Ben Abbes, den "moderate" muslim, som bliver Frankrigs præsident og konverterer staten til islam. Og hvor indleder præsident Ben Abbes sin islamisering? På Sorbonne Universitetet. Det sker allerede: Qatar ydede for nylig en betydelig donation til dette berømte universitet for at sponsorere uddannelsen af migranter.
Denne stille erobrings ansigt i Frankrig er Sammenslutningen af Islamiske Organisationer i Frankrig (UOIF), som i en rapport fra Simon Wiesenthal Centeret er blevet beskyldt for "anti-semitisme, støtte til og finansiering af terrorisme og opfordring til jihad... "
Ikke blot opfordrer UOIF ikke til muslimers integration i Frankrig," konstaterer rapporten, "den er faktisk udklækningssted for de mest radikale, islamistiske holdninger."
I Italien har vi netop været vidne til denne "moderate islams" strategi. Den største og mest indflydelsesrige, islamiske organisation, l'Unione delle comunità ed organizzazione islamiche in Italia (Ucoii), har sponsoreret Milanos første muslimske rådskvinde, Sumaya Abdel Qader, en tørklædebærende kandidat fra centrum-venstrekoalitionen. Qaders ægtefælle, Abdallah Kabakebbji, har åbent opfordret til udslettelse af staten Israel: "Den er en historisk fejltagelse, et fupnummer", skrev han på Facebook. Hans løsning? "Ctrl + Alt + Delete".
Qader vandt valget foran en ægte moderat muslim, den ikke-tørklædebærende somaliske aktivist Maryan Ismail. Jeg traf fru Ismail ved et pro-israelsk forum i Milano. Efter at have tabt valget brød hun med Italiens Demokratisk Parti i et åbent brev: "Det Demokratiske Parti har valgt at gå i dialog med den formørkede islam. Endnu engang er den moderne, mangfoldige og inklusive islams stemmer ikke blevet hørt".
Lad os kigge på to "stjerner" inden for denne franske "moderate islam." Den første af dem er Tariq Ramadan, barnebarn af Hassan al-Banna, grundlæggeren af det Muslimske Broderskab, hvis motto er: "Allah er vores formål; profeten er vores leder; koranen er vores lov; jihad er vores vej; at dø for Allah er vores højeste håb."
Ramadan skjuler sig ikke i Raqqa eller skyder på franske borgere. Gennem ansøgningen om fransk statsborgerskab ønsker han at blive en af disse. Hans kontor ligger i Saint Denis, en forstad til Paris; han har skrevet 30 bøger, og to millioner følger ham på Facebook. Ramadan har akademiske poster overalt i verden, han er direktør for Forskningscenteret for islamisk lov i Doha (Qatar) og præsident for Europæisk Muslimsk Netværk. Han fører offentlige kampagner for islam sammen med Italiens tidligere premierminister Massimo D'Alema. Ramadan forklarede for nylig sin vision for Europa og Frankrig: "Islam er en fransk religion og det franske sprog er et af islams sprog".
Ramadans projekt er ikke den europæisering af islam, som mange håber på, men den af mange frygtede islamisering af Europa. Han er imod muslimers assimilation i fransk kultur og samfund. Få dage før valget i Milano var Ramadan i Italien for at støtte Sumaya Abdel Qaders kandidatur.
Den anden franske "stjerne" er Dalil Boubakeur, højtstående prædikant i Stormoskeen i Paris. I 1989 erklærede han Ayatollah Khomeinis forfølgelse af Salman Rushdie for berettiget. I 2002 vidnede han til fordel for forfølgelsen af forfatteren Michel Houellebecq. I 2006 lagde han sag an mod Charlie Hebdo efter udgivelsen af de danske Muhammed-tegninger. Sidste år opfordrede Boubakeur til omdannelse af kirker til moskeer og til at "fordoble" antallet af moskeer i Frankrig.
I Storbritannien udfolder de største muslimske organisationer "islamisk retfærdighed" ved hjælp af mere end 85 sharia-domstole, der er tilknyttede diverse moskeer. Skilsmisse, polygami, utroskab og hustruvold er blot nogle af disse domstoles retsemner. I Tyskland har vicekansler Sigmar Gabriel kritiseret Saudi-Arabien for at finansiere islamisk ekstremisme i Europa. Det er det samme arabiske kongedømme, som sidste år tilbød at opføre 200 nye moskeer i Tyskland.
Qatar, med sin megafoniske tv-station Al Jazeera, er også meget aktiv i sponsoreringen af det Muslimske Broderskabs islamiske radikalisme overalt i Europa. Qatars kongefamilie donerede for eksempel i 2015 11 millioner britiske pund til Oxfords St. Anthony's College, hvor Tariq Ramadan underviser. Qatar har også erklæret sig villig til at bruge 65 millioner dollar i de franske forstæder, som er hjem for det store flertal af Frankrigs seks millioner muslimer.
I dag er flere scenarier mulige i Europa, herunder de værste. Blandt disse figurerer borgerkrig, som mange er begyndt at tale om, heriblandt Patrick Calvar, direktøren for det hjemlige efterretningsvæsen. Dette er præcis, hvad Islamisk Stat søger: udløsning af en blind undertrykkelse, så de muslimske befolkninger vil vise solidaritet med det revolutionære mindretal. Dog er der stadig mulighed for et endnu værre resultat: at der intet som helst sker, og vi fortsætter som hidtil.
Resultatet er vigtigere end midlerne. Islamisk Stat har samme mål som de fleste tilhængere af en såkaldt "moderat islam": dominans under sharia. Mange formodede "moderate muslimer" støtter i det stille voldshandlinger, selvom de ikke selv udfører disse. De støtter dem ved ikke at ytre sig imod dem. Når de taler imod dem, benytter de som regel kodede termer, så som at de er "imod terrorisme," eller at det, der bekymrer dem ved voldshandlingerne, er muligheden for, at de giver "bagslag" vendt imod dem.
Voldelig jihad er imidlertid ikke det eneste middel til at forvandle Europa, og måske er den ligefrem kontraproduktiv: den kan vække de nationer, som den angriber. Bløde og mere diskrete midler så som socialt pres og propaganda er endnu farligere og muligvis mere effektive: de er sværere at få øje på, så som f.eks. Vestens accept af et dobbelt retsvæsen og lovsystem; sharia-finansiering (hvis der havde eksisteret et "nazistisk finansieringssystem", hvor alle økonomiske transaktioner gik til at styrke det Tredje Rige, hvilken indvirkning kunne det da have haft på Anden Verdenskrig?) samt en knopskydning i Vesten af moskeer og ekstremistiske, islamiske websider. Selvom der faktisk findes mange ægte "moderate muslimer", findes der også stadig mange, som ikke er det.
For konservative muslimer er den muslim, der ikke godtager ethvert ord fra Allah – dvs. hele koranen – imidlertid ikke en sand muslim og kan anklages for "apostasi", som straffes med døden. En førende sunnimuslimsk lærd, Yusuf al-Qaradawi, som er bosiddende i Qatar, har sagt: "Hvis de [muslimerne] var sluppet af med straffen for apostasi, ville islam ikke eksistere i dag."
Det var grunden til, at den afdøde forfatter Oriana Fallaci engang udtalte til The New Yorker: "Jeg godtager ikke løgnen om den såkaldt moderate islam". Det er grunden til, at ægte "moderate muslimer" bliver bragt til tavshed eller myrdet.
Følgende kan måske opsummere den aktuelle, fremherskende, islamiske mentalitet: "Kære europæere, bliv blot ved med at være optaget af emner som kortere arbejdsuge, tidlig pensionering, fri abort og utroskab om eftermiddagen. Med jeres egne love vil vi besejre jer. Med jeres egne love vil vi konvertere jer".
Giulio Meotti, kulturredaktør på Il Foglio, er en italiensk journalist og forfatter.