Islam vil opsplitte de europæiske samfund, advarede den algeriske bestsellerromanforfatter Boualem Sansal. I et interview med tyske medier fremmalede denne modige, arabiske forfatter en vision af et Europa underkuet af radikal islam. Ifølge Sansal var terrorangrebene i Paris og Bruxelles rettet mod vestlig livsstil: "I er ikke engang i stand til at nedkæmpe de svage arabiske stater, så derfor har de ført en femte kolonne ind, som skal få Vesten til at ødelægge sig selv. Lykkes det for dem, vil samfundet bryde sammen."
Boualem Sansal, der har modtaget dødstrusler, tilhører en hastigt voksende hær af muslimske dissidenter. De er den bedste frigørelsesbevægelse for millioner af muslimer, som ønsker at dyrke deres tro fredeligt, uden at underkaste sig diktater fra fundamentalister og fanatikere. Disse muslimske afvigere ønsker trosfrihed, mellemreligiøs sameksistens, pluralisme i det offentlige rum, islamkritik og respekt for det almindelige retssamfund. For den islamiske verden kan deres budskab være ødelæggende. Og det er grunden til, at islamisterne jagter dem.
Det er altid enkeltpersoner, som Lech Walesa, der gør hele forskellen. Sovjetunionen blev slået af kun tre faktorer: Ronald Reagan, pave John Paul II – og dissidenterne. Da professor Robert Havemann døde i Østtyskland, var der kun få, der bemærkede det. Denne frygtløse kritiker af regimet blev holdt i husarrest i Grünheide, bevogtet af Stasi. Men den gamle professor lod sig aldrig skræmme. Han blev ved med at kæmpe for sine tanker.
En helt fra den tjekkoslovakiske anti-kommunisme, Jan Patočka, døde under et gennemheglende politiforhør. Patočka betalte tavshedens højeste pris. Hans strålende foredrag blev reduceret til hemmelige seminarer. Selvom han ikke kunne udgive noget, blev han ved med at arbejde i en lille bitte undergrundslejlighed.
Mens han blev jaget af KGB, nedskrev Alexander Solsjenitsyn kapitlerne til Gulag øhavet og skjulte dem hos forskellige betroede venner, så ingen var i besiddelse af hele manuskriptet. I 1973 eksisterede der kun tre kopier. Da det lykkedes det sovjetiske politiske politi at aftvinge maskinskriveren Elizaveta Voronyanskya et af gemmestederne, troede hun, at mesterværket var tabt for altid og hængte sig.
I dag er der blevet sænket et nyt jerntæppe af islam mod resten af verden, og de nye helte er afvigerne, de frafaldne, kætterne, rebellerne og de ikke-troende. Det er ikke noget tilfælde, at den første, der blev idømt en fatwa, var Salman Rushdie, indisk-britisk forfatter af en muslimsk familie.
Pascal Bruckner har kaldt dem for "den muslimske verdens fritænkere." Vi burde støtte dem – dem alle. For mens mange af frihedens fjender kommer fra de frie samfund, de der knæler foran Allahs håndhævere, kommer nogle af de modigste forsvarere for friheden fra de islamiske regimer. Europa burde støtte disse venner af vestlig civilisation økonomisk, moralsk og politisk, selvom vores skændige intelligentsia er så optaget af at bagtale dem.
Den algeriske forfatter Kamel Daoud, som har kaldt Saudi-Arabien for "et Isis, der lykkedes," indkasserede for nylig en reprimande for "islamofobi," fordi han havde rettet sin vrede mod de naive mennesker, der, som han siger, ignorerer den kulturkløft, der skiller den arabisk-muslimske verden og Europa.
En eksiliraner, som nu lever i Holland, juristen Afshin Ellian, arbejder ved Utrecht Universitet, hvor han efter mordet på Theo Van Gogh bliver beskyttet af bodyguards. Efter massakren på Charlie Hebdo, og mens de europæiske medier havde travlt med at lægge skylden på de "dumme" tegnere, fremsatte Ellian en bøn: "Lad ikke terrorister bestemme grænserne for ytringsfrihed."
En anden modig dissident og forfatter, Ayaan Hirsi Ali, måtte flygte fra Holland til USA, hvor hun hurtigt blev en af de mest fremtrædende intellektuelle i offentligheden.
 Ayaan Hirsi Ali, en modig muslimsk dissident og forfatter, måtte flygte fra Holland til USA, hvor hun hurtigt blev en af de mest fremtrædende intellektuelle i offentligheden. (Foto: Gage Skidmore) |
Rotterdams marokkanske borgmester, Ahmed Aboutaleb, bliver også beskyttet af politiet. Han sagde for nylig til sine muslimske fæller, der protesterede imod de friheder, som de har opnået ved at bo i Vesten: "Pak jeres kufferter og skrid." En heroisk, kristen forsvarer for disse friheder i Holland, Geert Wilders, bliver i øjeblikket retsforfulgt, anklaget for "diskrimination." "Jeg er i fængsel," har han sagt under henvisning til sine sikre opholdssteder, "mens de går frit omkring."
Mange af dissidenterne er kvinder. Shukria Barakzai, afghansk politiker og journalist, erklærede de islamiske fundamentalister krig, efter at Talibans religiøse politi havde tævet hende, fordi hun havde understået sig i at spadsere på gaden uden mandlig ledsager. En selvmordsbomber sprængte sig selv i luften i nærheden af hendes bil og dræbte tre mennesker. Kadra Yusuf, somalisk journalist, infiltrerede moskeerne i Oslo for at afsløre imamerne, især vedrørende kvindelig omskærelse, som ikke er påkrævet, hverken ifølge koranen eller haditherne (beretninger om Muhammed). I Pakistan har Sherry Rehman opfordret til "reformering af de pakistanske blasfemilove." Hun lever i daglig livsfare. Hun er af islamister blevet stemplet som "drabsegnet" som kvinde, muslim og sekulær aktivist. Den syrisk-amerikanske forfatter og psykiater, Wafa Sultan, er også blevet stemplet som en "vantro" der fortjener at dø.
Le Figaro offentliggjorde for nylig en lang rapport om muslimske, franske personer, der er truet af "henrettelse." "Anbragt under permanent politibeskyttelse og anset for forrædere af muslimske fundamentalister lever de i et helvede. Set med islamisternes øjne er deres frihed et forræderi mod ummah [det muslimske samfund]." Der er tale om forfattere og journalister fra den arabisk-muslimske kulturkreds, som distancerer sig fra den islamistiske trussel og den i koranen indeholdte vold. De står alene imod islamisterne, som bruger fysisk terror i form af kalashnikovrifler, og imod den intellektuelle terrorisme, som udsætter dem for skræmmekampagner i medierne. Mens de af deres egne samfund bliver betragtet som "forrædere", bliver de af Vestens eliter beskyldt for at "stigmatisere."
Den franske journalist Zineb El Rhazoui har flere bodyguards end mange af ministrene i Manuel Valls regering og må af sikkerhedsgrunde skifte opholdssted i Paris, ofte med få måneders mellemrum. For denne unge akademiker, der er født i Casablanca og arbejder på det franske ugeblad Charlie Hebdo, er det blevet utænkeligt blot at færdes i Paris' gader. En fatwa, der blev udstedt efter den 7. januar 2015, lyder: "Dræb Zineb El Rhazoui for at hævne profeten."
Truslerne mod en anden dissident, Nadia Remadna, kommer ikke fra Raqqa i Syrien, men fra hendes egen by: Sevran, i Seine-Saint-Denis. De afspejler islamisternes voksende indflydelse i den franske republiks mistede territorier. Hvilken "forbrydelse" er hun kendt skyldig i? Hun dannede "Mødrenes Brigader" for at bekæmpe islamisternes indflydelse på unge muslimer.
En underviser i filosofi, Sofiane Zitouni, har også kvittet sit job ved en muslimsk fransk skole på grund af den "snigende islamisme."
Den fransk-algeriske journalist, essayist og forfatter til adskillige undersøgelser af islamistiske kredse, Mohamed Sifaoui, er truet fra to sider. Han trues både af fundamentalisterne og af de "tolerante" storinkvisitorer. Efter en dom på to års fængsel af det algeriske regime for "presseovertrædelser" og derefter chikane fra islamisterne, søgte Sifaoui asyl i Frankrig i 1999 og har ikke siden sat sin fod i Algeriet. Siden da har Sifaoui kunnet se sit billede og navn ved siden af ordene "le mourtad," den frafaldne, på islamistiske websider, hvilket betyder, at han bliver stræbt efter livet. Det franske politis beskyttelse af ham har været total siden 2006, hvor han forsvarede ytringsfriheden for det franske satireblad Charlie Hebdo.
Omkring femten personer aflagde vidnesbyrd til fordel for bladet Charlie Hebdo. Blandt dem var den afdøde muslimske, tunesiske essayist Abdelwahab Meddeb, som havde modet til at udfordre hele det franske muslimske establishment, der forsøgte at stoppe Charlie Hebdo. Meddeb ønskede at vise, at "dette handler ikke om, at nogen er imod islam, men om oplyst islam imod formørket islam."
Ligeledes i Frankrig prædiker Hassen Chalghoumi, den modige imam fra Drancy, iført skudsikker vest. Når han færdes på gaden, er han ledsaget af fem politibetjente med halvautomatiske våben. Dette sker ikke uden for Baghdads grønne zone; det her sker i hjertet af Paris. Chalghoumi har bakket op om forbuddet mod at bære burka; aflagt et aldrig tidligere set besøg ved Jerusalems Holocaust-mindesmærke; hyldet ofrene på Charlie Hebdo og går ind for dialog med de franske jøder.
Naser Khader, frisindet muslimsk dansk statsborger, som har opfordret til "muslimsk reformation" og har skrevet bogen "Ære og skam," trues på livet af islamiske grupper.
I Italien må en egyptisk født skribent, Magdi Cristiano Allam, beskyttes af bodyguards, fordi han har kritiseret den politiske islam. Som medredaktør ved Italiens førende avis, Corriere della Sera, har Allam udgivet en bog, vis titel alene er nok til, at hans liv er truet: "Viva Israele" [Længe leve Israel].
Ibn Warraq har levet beskyttet under pseudonym, siden han skrev sin skelsættende bog, "Why I am Not a Muslim" [Derfor er jeg ikke muslim].
Den palæstinensiske blogger Walid Husayin er også en sjælden person. Mens han sad fængslet for at have "drevet satire mod Koranen, udgav han for nylig en bog i Frankrig om sine oplevelser i de palæstinensiske territorier, hvor hans "ateisme" nær havde kostet ham livet.
I Tunesien findes der en håndfuld filmskabere og intellektuelle, som kæmper for ytringsfrihed, især efter at en sekulær oppositionsleder, Chokri Belaid, blev myrdet. Også Nadia El Fani, lederen af "Ni Allah ni maître" ["Hverken Allah eller herre"], og Nabil Karoui, lederen af Nessma TV, er blevet truet på livet og retsforfulgt på anklager om "blasfemi." At Tunesiens "arabiske forår" ikke, som andre steder, blev afløst af en islamistisk vinter, skyldes hovedsagelig disse dissidenter.
Disse helte ved, hvad der overgik deres forgængere i "krigen mod arabiske intellektuelle." Skribenter som Tahar Djaout blev dræbt i 1993 af islamister i Algier, ligesom journalisten Farag Foda, der var berømt for sin skarpe satire mod islamisk fundamentalisme. Forud for mordet var Foda blevet anklaget for "blasfemi" af stormoskeen al-Azhar. Et dusin bangladeshiske bloggere er ligeledes blevet myrdet med koldt blod af islamister for den "forbrydelse" at være "sekulære."
Sidste år opfordrede Egyptens præsident, Abdel Fattah al- Sisi, til en reformering af islam og den måde, hvorpå der undervises i den, og det samme gjorde sunni-islams førende gejstlige, Sheikh Ahmed al Tayeb, overhoved for Cairos al-Azhar Universitet, som er sunni-islams center. Og han sagde det i Mekka, intet mindre. Egyptens konservative gjorde imidlertid deres bedste for at neddysse det – i det mindste for nu.
Der er imidlertid flere og flere dissidenter, som det er lykkedes at komme til orde og føre an i nogle modige og fremsynede bevægelser. I USA har Zuhdi Jasser, forfatter til "A Battle for the Soul of Islam" [Et slag for islams sjæl] og praktiserende læge, grundlagt American Islamic Forum for Democracy. Sidste år fremsatte mere end 25 muslimske personligheder en appel "om at anerkende en pluralistisk tolkning af islam, som afviser alle former for undertrykkelse og misgerninger begået i religionens navn."
I Canada har Raheel og Sohail Raza grundlagt "Muslims Facing Tomorrow," [Muslimer med blik på fremtiden], og dér bor også den åbenhjertige, associeret professor i politisk videnskab ved University of Western Ontario, Salim Mansur.
I Storbritannien står Maajid Nawaz i spidsen for den indflydelsesrige Quilliam Foundation, og Shiraz Maher, som forlod den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir, fungerer nu som kandidatstipendiat ved det internationale center for studiet af radikalisering ved King's College London.
Dette er blot nogle få af vore dages helte. Nogle måtte udelades; listen er for lang.
Den stolte og smertefulde modstand hos disse "Allahs rebeller" er et af de smukkeste vidnesbyrd i vor tid. Disse "Allahs rebeller" udgør også det eneste håb for en reformering af den islamiske verden – og bevarelse af friheden for os alle.
Giulio Meotti, kulturredaktør på Il Foglio, er en italiensk journalist og forfatter.