Hvis Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, mister kontrollen over sin Fatah-gruppe, hvem vil så komme ham til undsætning? Kunne det blive hans forums rivaler i Hamas?
Abbas har de seneste uger været genstand for en stigende kritik fra ledende Fatah-folk både på Vestbredden og i Gazastriben. Det ser ud til, at de er blevet trætte af hans autokratiske styre. Nogle af dem, heriblandt Jibril Rajoub og Tawfik Tirawi, har endda ytret sig offentligt imod Selvstyrets præsident og krævet, at han deler magten tilstrækkeligt til i det mindste at udnævne en vicepræsident.
Det synes at stå endnu værre til hos Fatah i Gazastriben. Fatah-ledere og aktivister dér har beskyldt Abbas for at "marginalisere" gruppen og ytrer sig højlydt og umiskendeligt i retning af et brud.
På et møde for Fatah-kadrerne i Gazastriben i sidste uge blev Abbas og Selvstyrets ledelse revset for at vende ryggen til gruppen dér.
Fatahs øverste repræsentant i Gazastriben, Zakariya Al-Agha, sagde, at bevægelsens ledere, herunder Abbas, ikke ønsker at se Fatah (i Gazastriben) reorganisere sig og "få samling på stumperne."
En anden ledende Fatah-talsmand i Gaza, Abdel Rahman Hamad, benyttede mødet til at erklære, at "nogen forsøger at gøre Fatah i Gazastriben til en "træt og modløs bevægelse."
Fatahs ledere i Gaza er rasende på Abbas. De har en omfattende klageliste. For det første har Abbas ikke udbetalt løn til tusindvis af deres medlemmer, herunder politi- og sikkerhedsfolk, som har siddet i deres hjem, siden Hamas overtog kontrollen med Gazastriben i 2007.
Desuden retter de en anklagende finger mod Abbas' manglende inklusion af Fatah-medlemmer fra Gaza i det seneste dekret om udnævnelse af 130 palæstinensere til ledende stillinger i Det Palæstinensiske Selvstyre.
Abbas' manglende afholdelse af valg i Fatah-bevægelsen er også en kilde til stridigheder. Der er udbredt mistanke om, at Selvstyrets præsident bevidst udsætter et valg for at forhindre sine rivaler i bevægelsen i at opnå vigtige nøgleposter.
Amal Hamad, bosiddende i Gazastriben og medlem af Fatahs centralkomité, har sluttet sig til koret, der rakker ned på Abbas, og har udtalt: "Vi ønsker at fortælle vore (Fatah) brødre på Vestbredden, at vi er en integreret del af jer. Vi er en oprindelig del af dette hjemland. Det er på tide at bringe tavsheden til ophør og få tingene tilbage på rette spor."
Hamads bemærkninger er de hidtil stærkeste vendt imod Abbas og Fatah-ledelsen på Vestbredden. Palæstinensiske politiske iagttagere ser i Hamads ord et signal om, at Fatah meget vel kan stå over for en splittelse med én gruppe på Vestbredden og en anden i Gazastriben.
Den tiltagende splittelse inden for Fatah vil også kunne drive Fatah-kadrerne i Gazastriben i armene på Hamas. Der er de seneste uger kommet antydninger heraf fra Fatah-folk i Gaza. De har sagt, at de ikke udelukker muligheden af at slutte sig til Hamas og Islamisk Jihad og andre palæstinensiske grupper i Gazastriben i protest mod deres fortsatte "marginalisering" fra Abbas' side.
Og så er der som altid Qatar. Som krisen i Fatah bliver stadig mere intens, er der dukket rapporter op om et nyt forsøg fra Qatar på at nå til en "national forsoning" mellem Fatah og Hamas. Ifølge rapporterne skal de to parter afholde "hemmelige samtaler" i Doha de kommende dage i endnu et forsøg på at skabe en palæstinensisk national enhedsregering.
Ledende Fatah-folk har afvist disse rapporter som blot det seneste i en lang række forsøg fra Abbas' side på at fjerne opmærksomheden fra den krise, han står konfronteret med i sit eget bagland (Fatah).
"Hver gang vi hører om stigende spændinger i Fatah og kritik af præsident Abbas, modtager vi pludselig rapporter om fornyede forsøg på at nå til en forsoning med Hamas," sagde en talsmand fra Fatah i Gaza. "Denne snak om forsoning mellem Fatah og Hamas er ikke andet end et røgslør for at skjule den voksende utilfredshed med præsident Abbas' autokratiske styre."
Ser man bort fra Hamas, kunne Abbas gøre god brug af Qatars forsoningsindsats: måske kunne landet tilbyde sig som vært for et sulha (forsonings)-møde med henblik på at bringe de interne stridigheder, der plager Fatah, Selvstyrets dominerende magt, til ophør. Fatahs gnavende uenigheder peger på en palæstinensisk politisk scene, som kan være på vej ud i det totale kaos – især på Vestbredden.
Abbas ser ud til at fastholde sin vægring mod at bane vej for etableringen af en ny ledelse på Vestbredden. En splittelse inden for Fatah på Vestbredden synes at blive det uundgåelige resultat. Palæstinenserne kan meget vel ende med at se flere Fatah-folk officielt bryde med hans fløj og skabe deres egen ledelse – og dermed omdanne Vestbredden til et væld af kantoner styret af rivaliserende Fatah-ledere. I den situation vil Det Palæstinensiske Selvstyre næppe kunne fastholde sin stilling som central magt på Vestbredden.
Hvad Gazastriben angår, vil Fatahs utilfredshed sandsynligvis eskalere i kølvandet på Abbas' fortsatte "marginaliseringspolitik" over for Fatah-medlemmerne dér. Abbas, som allerede har mistet Gazastriben til Hamas, vil måske hurtigt også miste sine loyale fælleri området. Til sidst vil Gaza måske opleve, at der dannes en Fatah-ledelse, som overhovedet ikke rapporterer tilbage til sin søstergruppe på Vestbredden.
Fatah er Israels såkaldte "fredspartner" – den gruppe, som står i spidsen for bestræbelserne på at skabe en selvstændig palæstinensisk stat. Men man kan godt spekulerer på, om palæstinenserne mon kommer til at leve længe nok til at se deres ledere føre dem i retning af en stat -- eller bare et bedre liv.
Beslutningstagerne i USA og Europa skulle måske holde sig underrettede om Abbas-Fatah-fløjens solvens, når de overvejer visdommen i to-statsløsningen.
Khaled Abu Toameh er en prisvindende journalist med base i Jerusalem.