Racisme er noget skidt, ingen tvivl om det. Men det kan ikke være grunden til, at jihadisterne dræber de "vantro," heriblandt andre muslimer i muslimske lande. Desværre føler den frie verden sig nødsaget til at alliere sig med det forkerte land i sin kamp mod islamisk terror.
Værten for dette års G-20-topmøde, som blev afholdt kort efter angrebene i Paris den 13. november, var Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan. I sin vanlige sunni-jargon, gennemsyret af overherredømmeforestillinger, anklagede han ofrene for jihad i stedet for jihadisterne. "Nye tragedier vil være uundgåelige," sagde han, "såfremt den voksende racisme i Europa og andre lande ikke standses. Racisme, kædet sammen med fjendskab mod islam, er den største ulykke, den største trussel."
Men Erdogan ignorerer rask væk de tiltagende racistiske, xenofobiske og anti-vestlige, jihadistiske følelser, som i stigende grad styrer hans tyrkiske fællers hjerter og sind. Et hurtigt blik på et par sportsarrangementer og eksempler på fan-adfærd de seneste uger kan afsløre meget om tyrkiske hjerter og tanker.
Den 13. oktober, tre dage efter at et dobbelt selvmordsbombeangreb i Tyrkiets hovedstad, Ankara, dræbte mere end 100 kurdere og pro-kurdiske, venstreorienterede og sekulære tyrkere, var den centrale anatolske provins Konya, som er et udklækningssted for politisk islam i Tyrkiet, vært for en kvalifikationskamp til Europamesterskaberne i fodbold 2016 mellem Tyrkiet og Island. Inden kampen blev fløjtet i gang, iagttog begge hold et minuts stilhed i protest mod bombeangrebene – en typisk gestus af respekt for ofrene. Bedrøveligt nok blev stilheden skæmmet af piften og hånlige tilråb: tilsyneladende protesterede fodboldfansene i Konya imod ofrene, ikke imod deres jihadistiske mordere.
Enhver, der måtte have det indtryk, at hele verden står solidarisk med Paris, bør tænke sig om en ekstra gang. Hundredvis af tyrkiske fans buhede og råbte "Allahu Akbar" ("Allah er størst" på arabisk) i stilhedsminuttet, til ære for ofrene i Paris-angrebet, ved indledningen til en tyrkisk-græsk venskabskamp i fodbold. Endnu engang udviste tyrkerne solidaritet med terroristerne, ikke med deres "vantro" ofre.
For ganske nylig, den 21. november, måtte tyrkisk politi udstationere 1.500 politifolk for at forhindre tyrkiske fans i at overfalde det besøgende israelske, nationale basketballhold for kvinder. Ét tusind og fem hundrede politifolk til en basketballkamp for kvinder! Alligevel kastede tyrkiske fans diverse genstande mod de israelske spillere, mens disse afsang Israels nationalhymne. Fansene buhede også ad de israelske spillere, og de heppede på de fans, som kastede ting mod spillerne.
Ikke overraskende svingede flere tyrkiske fans med palæstinensiske flags. De israelske kvinder var afskåret fra at forlade deres hotel for andre formål end træning og spil.
Intet af dette overrasker, selvom Tyrkiet, i hvert fald i teorien, er kandidat til et medlemskab af den Europæiske Union. En ny undersøgelse foretaget af Pew Research Center har vist, at 8% af tyrkerne har en positiv opfattelse af Islamisk Stat (IS), dvs. flere end i de palæstinensiske territorier, hvor støtten til IS ligger på 6%, og kun ét procentpunkt lavere end i Pakistan. Nitten procent af tyrkerne "ved ikke," om de har en positiv eller negativ opfattelse af IS – hvilket betyder, at 27% af tyrkerne ikke har en negativ opfattelse af den jihadistiske dræbermaskine. Det er mere end 21 millioner mennesker! Blandt de lande, hvor målingen blev foretaget, kunne Libanon fremvise 100% negativ opfattelse af IS og Jordan 94%. I Indonesien, verdens befolkningsmæssigt største, muslimske land, rapporteres 4% at have en positiv opfattelse af IS, dvs. halvdelen af Tyrkiets procentandel.
Dette er Erdogans "ny-osmanniske" og tiltagende islamistiske Tyrkiet. Efter angrebene i Paris så nærværende forfatter tweets, som kaldte ofrene for "dyreådsler;" som sagde, at "nu vil de vantro miste deres nattesøvn af skræk;" og andre som lykønskede terroristerne, "der råbte Allah-u aqbar."
Samtidig, og det er virkelig komisk, kan den frie verden ikke se, at dens allierede til bekæmpelse af jihadisterne selv er jihadist. Hvordan skulle Erdogan bekæmpe islamisk terror – noget han slet ikke mener eksisterer? En af Erdogans berømte bemærkninger er: "Der eksisterer ingen islamisk terror." Men han mener, at "præcis ligesom fascismen" er zionismen en forbrydelse imod menneskeheden.
Der findes et tyrkisk ordsprog, som måske beskriver den frie verdens alliance med Erdogans Tyrkiet imod jihadistisk terror: "Kuzuyu kurda emanet etmek" ("at sætte ulven til at vogte fårene").