Torsdag den 22. oktober blev Sverige chokeret over endnu en vanvittig handling, som tilsyneladende er forbundet med multikulturalismen.
Anton Lundin Pettersson, 21 år, iført sort frakke og Darth Vader-hjelm og bevæbnet med et sværd og en kniv, trådte ind på Kronan-skolen i Trollhättan og begyndte at myrde løs. Da politiet skød og dræbte ham, havde han dræbt én person og såret tre andre alvorligt. En af de sårede døde senere på hospitalet.
På mange måder minder dette angreb om angrebet i IKEA i Västerås den 10. august – tilfældige mennesker blev dræbt på grund af deres hudfarve. I IKEA blev nogle hvide dræbt af en sort overfaldsmand; på skolen blev nogle sorte dræbt af en hvid overfaldsmand.
Men reaktionen har været totalt forskellig. Efter IKEA-mordene var der dødsstille. Hvorimod skoleangrebet optræder overalt i nyhederne. En hvid gerningsmand, som dræber sorte ofre, opfattes tilsyneladende som noget langt værre end en sort gerningsmand, der dræber hvide ofre.
Ligesom på de fleste skoler i Sverige er dørene på Kronan-skolen, som har mange somaliske elever, åbne for offentligheden. Få minutter efter kl. 10 om formiddagen tog Anton Lundin Pettersson, indfødt svensker uden kriminel baggrund, en kniv og et sværd med ind på Kronan-skolen og begyndte at angribe folk. Petterssons første offer var en elevmedhjælper, Lavin Eskandar, 20 år, som ifølge vidnerne forsøgte at beskytte nogle elever, men blev angrebet. Det lykkedes ham at vakle ud i skolegården, inden han faldt sammen og døde.
På sin fortsatte tur rundt på skolen syntes Pettersson omhyggeligt at udvælge sine ofre. En elev, som troede, at Pettersson var klædt ud til Halloween, overtalte ham endda til at posere for et foto med to af hendes venner, en på hver side. Dagbladet Expressen interviewede to elever, som befandt sig i et af de klasseværelser, som Pettersson besøgte. En pige beskrev rædslen:
"Vi så ham gennem glasvæggen og tænkte, at han lavede sjov. Han bankede på døren. Min ven åbnede den. Han gik ind i klasseværelset og undersøgte os nøje. Så stak han sit sværd i maven på min ven. En elev begyndte at skrige, men vi troede stadig alle, at det var for sjov. Da vi så blodet sprøjte ud, løb vi ud til siden. Der ligger et lille lokale ved siden af klasseværelset, så der løb vi alle hen."
Politiet ankom hurtigt. To minutter senere havde de lokaliseret Pettersson, og da han forsøgte at gå til angreb på dem, åbnede de ild. Pettersson, som blev ramt i brystet, døde på hospitalet få timer senere.
Næste dag afholdt politiet en pressekonference. I optagelserne fra et overvågningskamera ses Pettersson marchere rundt i skolens lokaler. Han lod lyshudede elever være i fred, men angreb sorte. Et af ofrene, Ahmed Hassan, 15 år, døde på hospitalet. To andre ofre, en 15-årig elev og en 41-årig lærer, er indlagt på hospitalet med alvorlige skader; ifølge rapporter er deres tilstand nu stabil.
Selvom der ikke er nogen at retsforfølge, fortsætter politiet sin undersøgelse for at forsøge at fastslå hans motiv.
Politiet sagde også ved pressekonferencen, at de havde fundet en slags selvmordsnotits i morderens lejlighed. Den præcise ordlyd er ikke blevet offentliggjort, men ifølge politiet gør brevet det klart, at Pettersson ønskede at standse immigrationen, og at "han følte, at Sverige bliver regeret forkert." Politimanden Niclas Hallgren sagde, at brevet indikerede, at handlingen havde været planlagt:
"Det fortæller, at gerningsmanden har i sinde at gå hen til den pågældende lokalitet og udføre angrebet. Det fortæller, at dette vil blive gjort, og at det kan ende med at blive gerningsmandens død. ... Vi ved, at gerningsmanden var forberedt på at ende sit liv dér og på det tidspunkt, men jeg kan ikke gå i detaljer med, hvordan han forestillede sig, at det skulle ske."
Selvom alle har fordømt angrebet, vrimler internettet også med mennesker, der sætter spørgsmålstegn ved den kolossale forskel, hvormed landets "establishment" har reageret. Efter IKEA-mordene fremsatte den svenske regering ikke en eneste offentlig erklæring, ikke engang for at beklage familiens tab. Men så snart nyheden om skoleangrebet kom, droppede statsminister Stefan Löfven alt andet og tog til Trollhättan for at fordømme nedslagtningen, idet han kaldte det for "en sort dag for Sverige."
Nyhedsindslag og fjernsynsdebatter blev helliget angrebet og fokuserede på det racistiske motiv. Efter dobbeltmordet i IKEA var der ikke den slags diskussioner. Vi mangler stadig at høre nogen fordømme det racistiske motiv hos IKEA-morderen, Abraham Ukbagabir, en migrant fra Eritrea.
Da han blev tiltalt i sidste uge, blev det afsløret, at Ukbagabir havde fortalt politiet, at han havde udvalgt sine ofre, Carola og Emil Herlin, fordi de "så svenske ud." Ifølge den retspsykiatriske undersøgelse er Ukbagabir "fuldkommen selvoptaget og betragter udelukkende andre mennesker som midler til opnåelse af egne mål."
Det dobbeltdrab han begik, var tilsyneladende et udtryk for hævn. Ifølge politirapporten sagde han, at han havde følt sig uretfærdigt behandlet – han troede, at han ville få lov til at blive i Sverige. Han betragtede Sverige som sit hjemland, og "hvis en fjende går dig imod, har du ikke andet valg end at forsvare dig." Afvisningen, fortalte han politiet, havde fået ham til at føle sig som en kriminel, og han var vred, krænket og skuffet.
En af dem, der har reageret kraftigt på den fundamentalt forskellige måde, hvorpå disse to drabshandlinger blev håndteret offentligt, er bloggeren Fredrik Antonsson. I et indlæg med overskriften "Os og Dem" skriver han:
"Sverige er i chok. Tragedien i Trollhättan kører overalt i nyhederne... Det er det eneste, folk taler om, skriver om, tænker på ... alle forsøger at forstå hvorfor. Hvorfor? Racisme. Intolerance. Vi kan allerede se konturerne af en sindssyg handling, hvor... 'os imod dem' var det primære motiv. Endnu en illusion om Sverige er bristet – illusionen om at det er et trygt, beskyttet land, hvor ting som dette ikke sker. Et andet spørgsmål, som kører rundt på internettet er, hvorfor [statsminister] Stefan Löfven vægter mennesker forskelligt. Man behøver kun at google en smule for at indse, at landets statsminister er til stede og medfølende, når det passer ham, og fuldkommen fraværende, når det ikke føles rigtigt at træde frem og fordømme den uprovokerede, racistiske voldshandling i en IKEA-forretning.... Der er selvfølgelig det argument, at ugerninger på en skole altid er værre end nogen anden meningsløs voldshandling. Men ved at undlade at forholde sig til Västerås, samtidig med at han forholder sig til Trollhättan, har Löfven nu skabt sig et image af at være omsorgsfuld, men selektiv."
Spørgsmålet er: Hvad håber Löfven at opnå med en dagsorden om at fordømme al vold fra indfødte svenskere, men ignorere vold fra immigranter? Han og hans rådgivere tænker formodentlig, at handlinger som det racistiske angreb på skolen i Trollhättan vil få svenskerne til at dæmpe deres kritik af immigrationspolitikken og bøje hovedet i skam, fordi "alle svenskere er racister." Der er imidlertid en stor risiko for, at reaktionen vil være direkte modsat -- at svenskerne, efterhånden som de bliver mere og mere overbeviste om, at ingen taler deres sag, vil føle et voksende behov for at tage sagen i egen hånd, såfremt de ønsker at ændre på tingene.
Så sent som i sidste uge blev seks kommende indkvarteringssteder til asylansøgere i Sverige sat i brand: den 13. oktober i Arlöv, den 17. oktober i Ljungby, den 18. oktober i Kungsbacka, den 20. oktober i Munkedal, den 20. oktober i Upplands Väsby og den 22. oktober i Perstorp. Endnu en brand brød ud fredag den 23. oktober i Eskilstuna. Til alt held var alle bygningerne tomme, så ingen kom til skade.
Der er nu en overhængende fare for, at skoleangrebet og de nedbrændte indkvarteringssteder kan blive fulgt op at mange andre, måske endnu værre kriminelle handlinger.
Efter IKEA-mordene skrev i hundredvis af svenskere emails og breve til regeringen, hvori de krævede, at der bliver grebet ind over for volden mod indfødte svenskere i Sverige. Svarene indeholdt intet af værdi.
Ifølge redaktionel klummeskribent ved den danske avis Politiken Hans Davidsen-Nielsen: "Endelig skal man heller ikke glemme, at Sverige har en forhistorie for politisk ekstremisme og vold, der blandt andet er kommet til udtryk ved mordene på en statsminister [Olof Palme] og en udenrigsminister [Anna Lindh]. Debatkulturen er mere rå i Danmark, men når låget ryger af trykkogeren i Sverige, sker det med langt større styrke."
Gatestone Institute står inde for de artikler, som Ingrid Carlqvist hidtil har skrevet for organsationen, men meddeler hermed, at Ingrid Carlqvist ikke længere er tilknyttet organisationen på nogen måde.