• Millioner af muslimer forsøger ad farlige ruter at nå frem til de grænser, der omgiver en civilisation, som de rent historisk har beskyldt for at være årsagen til alverdens onder, også dem i deres egne lande.

  • Muslimer i denne del af verden opfatter det kristne Vesten som "ondt;" alligevel ved de, at de kristne lande er de mest anstændige steder at bo, både økonomisk og politisk. De velhavende, arabiske stater vender rigidt ryggen til situationen for de af deres muslimske trosfæller, som har behov for en hjælpende hånd; og de islamistiske hyklere giver Vesten skylden for det hele.

  • Sørgeligt nok, er der ingen, der stiller spørgsmålet, hvorfor muslimer, som "hader Vesten" rejser til Vesten... eller hvorfor ikke-muslimer skal betale prisen for de helt igennem interne, muslimske krige og de migrantbølger, som disse afstedkommer.

"Palæstinensernes tragedie var," skrev Jordans (afdøde) kong Abdullah i sine erindringer, "at de fleste af deres ledere havde paralyseret dem med falske og ubekræftede løfter om, at de ikke var alene; at 80 millioner arabere og 400 millioner muslimer straks og på mirakuløs vis ville komme og redde dem."

Her flere årtier senere udgør de syrere, som flygter fra borgerkrigen i deres hjemland, rygraden i verdens flygtningetragedie.

Officielt er det muslimske Tyrkiet hjem for det største antal syriske flygtninge (1,9 millioner). Libanon er værtsland for 1,2 millioner syrere; Jordan for mere end 600.000 og Egypten for over 100.000. Det giver næsten fire millioner hovedsagelig muslimske syrere.

Men mærkeligt nok (eller måske ikke) risikerer flygtningene deres liv ved at krydse ind i det hovedsagelig kristne Vesten, som de fleste af dem formentlig har opfattet som "ondt." Hundredtusinder er kommet ind i Grækenland via Tyrkiet, eller Italien via Libyen, og tusindvis er druknede under den barske færd, da deres gummibåde ofte kæntrer i Det Ægæiske Hav og Middelhavet.

Migranter tager af sted med en oppustelig gummibåd fra Tyrkiet mod den græske ø Lesbos, den 25. august 2015. (Foto: Reuters video screenshot)

EU's embedsmænd siger, at flygtningekrisen "kan vare i årevis," og alt imens arbejder de europæiske lande dag og nat på at indkvartere i hundred tusindvis af syrere. Selv ikke-muslimske lande så langt borte som Brasilien, Chile og Venezuela har sagt, at de frivilligt er parate til at modtage tusindvis af flygtninge.

Tragisk? Ingen tvivl om det. Men hvem har skylden? Ifølge den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, er det Vesten. I marts kritiserede Erdogan Vesten for kun at have modtaget 250.000 syriske flygtninge. Og ifølge den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, var det ikke Syriens naboer, men FN's sikkerhedsråds permanente medlemmer (USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina), som skulle betale prisen.

I virkelighedens verden forsøger millioner af muslimer ad farlige ruter at nå frem til grænserne, der omgiver en civilisation, som de rent historisk har beskyldt for at være årsagen til alverdens onder, også dem i deres egne lande. Tyrkiets ledere giver non-muslimer skylden for tragedien. De siger ikke et ord om de store, kulbrinterige, muslimske lande i deres egen omegn: Ikke et ord om at hverken Saudi-Arabien, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Oman (som alle beskæftiger et stort antal asiatiske arbejdere) har modtaget en eneste muslimsk, syrisk flygtning.

Der findes en historie, som viser, hvilken halvdel af jordens politiske verdenskort der har behandlet de muslimske flygtningeproblemer med relativ venlighed, og hvilken med synlig grusomhed. Mens de fleste muslimske immigranter i Vesten er relativt godt integrerede i lande som Storbritannien (de fleste muslimer her er fra Pakistan og Bangladesh), Frankrig (de fleste muslimer er fra Nordafrika) og Tyskland (de fleste muslimer er fra Tyrkiet), så har flere arabiske værtslande hidtil afstået fra at give f.eks. palæstinensiske flygtninge fuldt statsborgerskab og andre borgerrettigheder.

I 1970'erne og 1980'erne, da Saudi-Arabien stod og manglede arbejdskraft, rekrutterede landet i tusindvis af sydkoreanske og andre asiatiske arbejdere til at udfylde jobbene, men nægtede at ansætte palæstinensiske flygtninge.

Frem til den første Golfkrig havde Kuwait ansat et stort antal palæstinensere, men nægtede at give dem statsborgerskab. Efter krigen udviste Kuwait 300.000 palæstinensiske flygtninge.

Efter Saddam Husseins fald blev de palæstinensiske flygtninge i Irak systematisk angrebet af muslimske shia-militser. De blev endda nægtet lægehjælp. I 2012 boede der mindst 300.000 palæstinensiske flygtninge i Libanon. Human Rights Watch fandt deres sociale og økonomiske forhold "rystende." Men den libanesiske regering ignorerede vedvarende deres krav om en mere omfattende ejendomsret.

Og før sommeren 2012 opretholdt Egypten en restriktiv rejsepolitik for palæstinensere, som rejste ind i Egypten fra Gaza. De skulle eskorteres af sikkerhedsfolk og blev sommetider tilbageholdt.

Den syriske flygtningekrise i lande, som strækker sig fra Mellemøsten og langt ind i hjertet af Europa, er endnu en episode i et storslået, mangesidigt, mellemøstligt dilemma: Muslimer i denne del af verden betragter det kristne Vesten som "ondt;" alligevel ved de, at de kristne lande er de mest anstændige steder at bo, både økonomiske og politisk. De velhavende arabiske stater vender rigidt ryggen til situationen for de af deres muslimske trosfæller, som har behov for en hjælpende hånd; og de islamistiske hyklere giver Vesten skylden for det hele.

Sørgeligt nok er der ingen, der spørger, hvorfor muslimer, som "hader Vesten," rejser til Vesten; hvorfor deres muslimske, arabiske broderlande ikke løfter en finger, for slet ikke at sige hele hånden; eller hvorfor ikke-muslimer skal betale prisen for de helt igennem interne, muslimske krige og de migrantbølger, disse afstedkommer.

Det er jo også det nemmeste.

Seneste artikler af
modtag den seneste per email: abonner på den gratis gatestone institute mail liste.

da