De hjerteskærende billeder af muslimske flygtninge, som forsøger at komme ind i Europa, har forstærket et kontroversielt og tvingende spørgsmål: Spørgsmålet om den muslimske immigration og hvordan verden bør håndtere den.
"Der venter 20 millioner flygtninge på Europas dørtrin," sagde Johannes Hahn, EU-kommissær for den europæiske politik over for nabolandene og for udvidelsesforhandlingerne.
Mange mener, at Europa, som står over for en krise fremkaldt af den kolossale tilstrømning af muslimske migranter og flygtninge, hovedsagelig fra Syrien og Irak, bør åbne sine døre. Men ser man på den faktiske virkelighed både i Europa og i den muslimske verden, kan dette forslag meget nemt blive til skade både for Vesten og for den muslimske verden.
En af de mest almindelige påstande er, at Europa ikke gør nok for de muslimske flygtninge og reelt bærer ansvaret for tumulterne i Syrien såvel som i resten af den muslimske verden.
De igangværende krige i Mellemøsten er imidlertid ikke Vestens ansvar. Det er klart, at Obama-administrationen og de europæiske regeringer bør gøre mere for at standse blodbadet i den muslimske verden, men at sige, at krigene i regionen er et produkt af vestlig intervention eller af vestlige "sammensværgelser," viser blot hvor intetanende og uvidende om islams historie de mennesker er, som fremsætter den slags påstande.
De islamiske skrifter opfordrer muslimer til at føre krig mod andre religioner for at få disse til at underkaste sig islam. Muhammad, islams grundlægger, sagde, at "Allah havde befalet ham at kriges med mænd, indtil de erklærer, at der ikke findes anden gud end Allah og at Muhammad er hans budbringer."
I Mekka forfægtede Muhammad "la iqra fiddin" -- "ingen tvang i religion." Men da islam, hans gave, ikke straks blev accepteret, begyndte han at afvise fredelig sameksistens, hans budskab blev tiltagende intolerant og han greb til krigsførelse.
Da Muhammad flyttede til Medina, efter en mere venligtsindet tilværelse i Mekka, blev islam til en militærmagt, som tilsyneladende havde til hensigt at styre alle sider af samfundet, herunder praktisering af seksuelt slaveri, børneægteskaber, tvungen omvendelse, vold mod kvinder og ordrer om at dræbe "de vantro." Især i de senere dele af Koranen opfordrer Mohammad entydigt til vold mod ikke-muslimer og til deres evige fordømmelse.
Sørgeligt nok efterlod islams grundlægger sig ikke noget menneskevenligt budskab om at respektere mennesker af anden tro og omgås dem på lige fod. Dengang Muhammad boede i Medina, agiterede hans nye religion åbenlyst for dominans over andre gennem undertvingelse, voldtægt, mord og tvungen omvendelse. De mennesker, som fulgte hans lære, var i begyndelsen voldelige mod fredelige samfund og siden mod andre omgivende befolkninger.
Da Muhammad ikke efterlod sig nogen entydig efterfølger, kom denne udeladelse hurtigt til at fremkalde vold. I de første år efter hans død lå medlemmerne af hans egen familie i indbyrdes krig. I et slag mellem Aisha, en af Muhammads mange koner, og Ali, hans adoptivsøn, blev tusindvis af muslimer dræbt i en kamp til døden. Så enhver, der kender til islams historie, burde ikke være overrasket over den aktuelle vold mellem muslimer indbyrdes.
Det egentlige mål for de muslimske hære har dog sædvanligvis været ikke-muslimer, og mennesker over hele Nordafrika, Mellemøsten, Europa og Asien har været udsat for islamisk vold gennem de seneste 1.400 år. Desværre løber den voldelige, undertrykkende og intolerante praktisering af islam --imod ikke-muslimer, kvinder og endda forskellige sekter inden for islam – stadig grassat i den muslimske verden, og denne dybe splittelse fortsætter den dag i dag i form af konflikten mellem sunni- og shiamuslimer.
Den seneste udbredelse af denne voldstradition er hovedsagelig dukket op i Syrien og Irak. Det, som Islamisk Stat (ISIS) og andre barbariske islamistiske grupper har foretaget sig mod mennesker, er gruopvækkende hinsides enhver beskrivelse; men det er nøje baseret på islamiske skrifter. Det er ikke Vesten, som forårsager disse menneskelige tragedier; det er islam og muslimer.
Desværre har mange mennesker i Mellemøsten så stor sympati for politisk islam, at de ikke indser, at politisk islam er den grundlæggende årsag til deres problemer. Denne forsømmelse er formentlig den vigtigste årsag til, at de ikke kan slippe af med deres tilbagestående og voldelige regimer eller gøre kulturelle eller videnskabelige fremskridt.
Islamisk lovgivning er et teokratisk system, hvor man udelukkende følger den islamiske lære. Og den klassiske islam har indlysende nok haft en mere langvarig og stærkere indvirkning på regionen end nogen anden religion. For ikke så længe siden indrømmede Yusuf al-Qaradawi, Det Muslimske Broderskabs mest fremtrædende figur, at "drab på frafaldne er afgørende for islams overlevelse," ellers havde islam ikke kunnet blive ved med at eksistere.
I 2006 blev Rafiq Tagi, en aserbajdsjansk skribent og journalist, for eksempel arresteret, efter at han havde udgivet en artikel med titlen "Europa og os," hvori han hævdede, at Europas humanistiske og universelle værdier ville gavne Aserbajdsjan mere end de islamiske værdier.
Ti dage efter at artiklen var blevet udgivet, udstedte en iransk religiøs autoritet en fatwa, som opfordrede til drab på ham. I 2007 blev han idømt tre års fængsel. Efter at han var blevet løsladt ved præsidentiel benådning i december 2007, blev han stukket med kniv seks gange i downtown Baku af en ukendt overfaldsmand og døde på et hospital fire dage senere.
Medlemmerne af en kultur, som myrder intellektuelle, der forsøger at fremsætte ideer til forbedring af deres samfund, har ingen moralsk ret til at lægge skylden for deres tilbagestående og blodtørstige kultur på Vesten – men de gør det uafladelig. De lægger for eksempel skylden for den seneste krise i regionen på "den amerikanske invasion af Irak."
USA har interveneret i latinamerikanske lande, som i statskuppet i Brasilien i 1964 og i Chile i 1973, men hvor mange mennesker fra disse lande har som gengældelse sprængt amerikanske mål i luften? Ingen. Fordi, til forskel fra islam opfordrer deres religion ikke til jihad, til et globalt kalifat, til verdensherredømme og til drab på frafaldne. USA intervenerede også i Vietnam, men efter at de amerikanske tropper var rejst, påbegyndte vietnameserne ikke en borgerkrig. Det gjorde koreanerne heller ikke.
Religioner har tydeligvis stor indflydelse på deres samfund; den kristne og buddhistiske religion er for eksempel (sædvanligvis) mere fredsommelig og menneskevenlig end islam. Når det gælder fremme af vold, er islam langt den mest voldelige og diskriminerende. Vi taler om forskellige galakser her.
I modsætning til Latinamerika og Asien har der fundet endeløse mængder af religiøs vold og mord sted i Irak, Afghanistan, Libyen og andre muslimske lande. Men disse steder var allerede præget af vold og undertrykkelse før den amerikanske intervention. Befolkningerne eller regeringerne i disse lande kunne have samarbejdet med den amerikanske regering om at fremme liberale demokratier og fælles interesser; i stedet kvaltes de i en voldscyklus og aldrig ophørende krænkelser af menneskerettigheder – sådan som de har gjort det i århundreder.
Muslimske regimer eller grupper behøver ingen intervention udefra for at gribe til vold og krænkelse af menneskerettigheder. Deres historie og kultur synes selv at anspore dem tilstrækkeligt til at begå disse forbrydelser dagligt.
De muslimske staters historie – og det gælder også Tyrkiet – har ofte været begrænset til to muligheder: De har enten været regeret af nationalistiske ("sekulære") undertrykkende regimer eller af islamistiske undertrykkende regimer. Den tredje mulighed, som dukker op nu, er en ekstremistisk folkedrabsgruppe kaldet Islamisk Stat (ISIS).
I virkeligheden var ingen af de tidligere "sekulære" eller islamistiske muslimske regimer synderligt forskellige fra ISIS. Den "sekulære" irakiske diktator Saddam Hussein gassede for eksempel kurderne i Halabja i 1988 og myrdede eller sårede tusindvis af mennesker. Vi har set lignende slagtescenarier i Syrien fra præsident Bashar al-Assads "sekulære" regime. Og de "sekulære" regeringer i Tyrkiet har myrdet i ti tusindvis af kurdere og forfulgt kristne, alevier og jøder.
Det, der gør ISIS anderledes end andre islamistiske eller sekulære muslimske regeringer i Mellemøsten er, at mens de andre regimer forsøger at skjule deres forbrydelser, filmer ISIS de forbrydelser de begår, og lægger dem ud på internettet.
Efterhånden som disse krige i Mellemøsten eskalerer, forsøger mennesker i regionen at flygte andre steder hen.
Imens gør de rige arabiske lande -- herunder Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien, Kuwait, Oman og Bahrain – intet for at hjælpe deres muslimske brødre.
Disse stater er meget velhavende og både geografisk og kulturelt tæt på de ramte krigszoner, men de har hverken tilbudt økonomisk hjælp, genbosættelsessteder eller været villige til at tage imod nogen flygtninge overhovedet.
Dr. Abbas Kadhim skrev på Twitter:
"Vi ved, at Iran er pro-Assad, men hvorfor har ingen "venlige" arabiske stater, som er imod Assad (f.eks. Saudi-Arabien), taget imod nogen syriske flygtninge?"
"Burde lande, som har brugt milliarder på at bevæbne militser (herunder terrorister) for, som det hedder sig, at "befri" syrerne, ikke tage imod flygtninge?"
"De eneste syriske flygtninge, som har fanget Golfstaternes opmærksomhed, er de sårbare, mindreårige piger, som de har købt i ægteskabets navn."
Også BBC har fortalt, at "Det er en udbredt opfattelse, at mange Golfstater har indført uskrevne restriktioner, som i praksis gør det svært for syrere at opnå visum." Virkelig? Kunne det ikke være interessant at få at vide, hvad disse "uskrevne restriktioner" indeholder.
Disse rige stater er heller ikke just uskyldige, når det gælder drab og forfølgelse i Syrien. De har investeret i de syriske konflikter og ydet økonomisk hjælp til islamistiske terrorgrupper, der slås mod Assad-regimet.
Tager man flygtningenes kulturelle, sproglige og religiøse baggrund i betragtning, ser det imidlertid ud til, at mange af dem godt kunne leve sammen med deres muslimske trosfæller i disse arabiske stater. Saudi-Arabien har efter sigende 100.000 opstillede telte med aircondition, som står tomme det meste af året, og som ville kunne huse tre millioner mennesker.
Selvom de store mediehuse i Vesten er tilbøjelige til at afstå fra at dække de problemer, som er blevet skabt af muslimske immigranter og flygtninge i Vesten, er det desværre sådan, at nogle muslimske immigranter voldtager kvinder i Europa, forsøger at skabe parallelle shariasystemer i deres egne boligkvarterer, kræver retssager ført ved deres egne shariadomstole, udnytter det sociale velfærdssystem i stedet for at søge arbejde, og lejlighedsvis myrder de selv samme mennesker, som har åbnet deres lands døre for dem og tilbudt dem en privilegeret tilværelse, som de aldrig ville kunne få i deres hjemlande i den muslimske verden.
Da en illegal indvandrer for eksempel knivdræbte to svenskere i sidste måned, skrev den fremtrædende svenske journalist Ingrid Carlqvist:
"Spørgsmålene oversvømmer de sociale medier. Hvem er disse mennesker, som bliver lukket ind i Sverige? Hvor mange af dem er ikke uskyldige ofre for krig, men i virkeligheden krigsforbrydere og andre kriminelle, som skjuler sig blandt flygtningene? Og skal vi betale milliarder i skat for at støtte og indkvartere borgere fra andre lande, samtidig med at nogle af dem forsøger at slå os ihjel?"
De samme spørgsmål gælder for de nye flygtninge ved de europæiske landegrænser: Hvor mange af dem er ikke uskyldige ofre for krig, men i virkeligheden krigsforbrydere og andre kriminelle, som skjuler sig blandt flygtningene?
De europæiske regeringer er nødt til at beskytte deres borgeres sikkerhed såvel som deres kulturelle identitet og frihedsrettigheder. Den hollandske parlamentariker Geert Wilders har foreslået, at mennesker, som har et pas fra et islamisk land, i tillæg til deres hollandske pas, bør underskrive en anti-sharia-erklæring. Denne bør kundgøre, at de ikke ønsker at indføre sharia (islamisk lov) i Holland, og at de afviser alle voldelige passager i Koranen.
"Gør de ikke det," sagde Wilders, "er der efter min opfattelse ikke plads til dem i Holland... Vi kan ikke have i hundred tusindvis af mennesker i Holland, som ønsker at indføre sharia. Man må acceptere det hollandske demokrati og afvise sharia. Jeg ønsker, at de træder frem og offentligt erklærer dette."
Nye flygtningekandidater kunne også underskrive en sådan erklæring. Hvis de støtter en islamisk styreform, så er Europa sandsynligvis ikke det bedste sted for dem. Og hvis de begår kriminalitet – så som voldtægt, mord eller forsøg på at skabe et shariastyre – bør de omgående deporteres.
Disse betingelser er lige så lidt "diskrimination mod muslimer," som det, at man beder mennesker, der gæster ens hjem, om at optræde høfligt, er diskrimination mod ens venner. Det er blot den samme måde, hvorpå herskerne i Mellemøsten – for eksempel saudierne og emirerne – forholder sig til fremmede og besøgende. Forslaget er en rationel og legitim løsning til at beskytte den europæiske civilisation og alle dens borgeres liv og frihedsrettigheder.
Hvorfor skulle Europa forventes at begå selvmord og lade sig forvandle til endnu et muslimsk land, hvor liv og frihed er uden værdi? Hvor mange "Charlie Hebdo'er" forventes Europa at skulle opleve for om og om igen at bevise, at dets "multikulturelle tolerance" er det rene selvmord?
Europa bliver nødt til at beskytte sig selv og sine frihedsrettigheder uden at skulle undskylde det. Europas forfædre betalte en ekstremt høj pris gennem mange år for at give deres efterkommere det, de har i dag.
Desuden bør muslimerne ikke forsøge at forvandle det Europa, som behandler dem så generøst, til endnu flere muslimske lande. Vi har allerede alt for meget barbari, kvindehad og forfølgelse i den muslimske verden.
Muslimerne kunne gøre deres befolkninger en kolossal tjeneste, hvis de i stedet i højere grad forsøgte at gøre de muslimske lande mere lig de europæiske – sådan som kurderne har forsøgt.
I dag er kurderne den eneste muslimske nation, som seriøst bekæmper politisk islam – med deres liv. Den kurdiske regionale regering (KRG) i Irak har forsøgt at beskytte religiøse mindretal. Tusindvis af kristne familier er flygtet fra vold og trusler i andre dele af Irak og har fundet ly og beskyttelse i Kurdistan-regionen. I KRG findes der et stort antal kristne af forskellige trosvarianter samt ti tusindvis af yazider.[1]
Hvis der fandtes et selvstændigt Kurdistan, ville kurderne kunne gøre regionen til et bedre sted. Kurderne i de fire områder af Kurdistan har bevist – gennem deres kamp mod ISIS og andre islamistiske grupper -- at deres modstandsbevægelse vil bringe frihed, ikke blot til kurderne, men også til andre forfulgte mindretal i regionen.
Men da kurderne stort set har været alene i deres kamp mod det islamistiske tyranni, forsøger mange i både Syrien og irakisk Kurdistan at flygte andre steder hen, som flygtninge. Hvis kurderne havde deres egen sikre og selvstændige stat, ville de ikke være nødt til at søge andre steder hen, når de bliver angrebet af folkedrabsgrupper eller -regimer.
Vesten burde støtte Kurdistan i dets kamp for uafhængighed. En sådan støtte ville være et af de vigtigste skridt, ikke blot til at befri en fremskridtsvenlig og heroisk nation, men også til at bidrage til en reduktion af flygtningetragedien i regionen.
De hovedansvarlige for den aktuelle flygtningekrise i verden er de muslimske regimer og masser, som intet har gjort for at befri deres lande for islamisk vold og tyranni.
Uanset hvor muslimerne tager hen, er det dem selv, der må kæmpe og ændre deres samfund til det bedre. Som historien antyder, vil sådan et forehavende kræve meget hårdt slid, gentænkning og selvkritik. Hvis den aserbajdsjanske journalist Rafiq Tagi havde fået lov til at leve, kunne han måske have givet os et vidunderligt indblik i, hvad muslimerne selv kan gøre for at standse forfølgelserne i den muslimske verden, fremme videnskaberne og hjælpe med at skabe en bedre tilværelse for alle muslimer i regionen.
[1] I december 2014 opfordrede den kurdiske præsident, Massoud Barzani, de irakiske kristne ofre for ISIS til "ikke at forlade Irak": "Fjenderne af menneskekærlighed, fred og sameksistens ønsker ikke, at I forbliver her i landet," sagde han. "Mine kære brødre og søstre, tænk ikke på at forlade dette land. I må holde modet oppe. Jeres forbliven i Irak vil knuse terroristernes mål." Yderligere læsestof om religion i Kurdistan findes i bogen "Kurdistan Land of God," af Francois-Xavier Lovat.