Hamas har problemer. Dens forhold til Egypten bliver værre og værre, og pengestrømmen, fortrinsvis fra Qatar, Saudi-Arabien og moskerne i Vesten – hvor der bliver indsamlet velgørenhed (zakat) til at finansiere den anti-israelske terrorisme – er svundet ind til næsten ingenting. Det samme er strømmen af våben og sprængstoffer fra Iran, Libyen, Sudan og Libanon. Resultatet er en svækkelse af Hamas-styret i Gaza-striben, som gør det stadig vanskeligere for Hamas at fortsætte sin igangværende undergravning af Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden og sine uafladelige forsøg på at vælte præsident Mahmoud Abbas med henblik på at overtage Vestbredden og oprette den samme slags islamisk emirat dér, som bevægelsen oprettede i Gaza-striben.
Hamas' militære opbygning blev bremset, da præsident Mohamed Morsis radikale muslimske broderskabsregime i Egypten blev væltet og general Abdel Fattah el-Sisi blev valgt som præsident. Morsi blev, som man måske husker, besynderligt nok støttet af præsident Obama, indtil han blev fjernet. Obama-administrationen støttede ham til trods for, at Morsi muliggjorde indstrømningen af penge og våben til Hamas i Gaza, så de uhindret kunne komme gennem tunnellerne ind i Sinai-halvøen. Våbnene blev ikke kun brugt til at angribe Israel, men også til at sabotere fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne og til, indirekte, at angribe Det Palæstinensiske Selvstyre.
Den islamistiske terrorismes festligheder endte, da præsident el-Sisi slog ned på islamisterne i Egypten, ødelagde tunnellerne og forseglede Egyptens grænse til Gaza. Efter at el-Sisi er blevet Egyptens præsident, er Det Muslimske Broderskabs regimente ophørt, og tunnellerne er blevet ødelagt. Det er vanskeligt at forstå, hvorfor Obama-administrationen den dag i dag begræder det islamistiske Morsi-styres fald og giver den fremsynede el-Sisi, som (indimellem) forsøger at føre Egypten ind i det 21. århundrede og udfri landet af dets økonomiske og samfundsmæssige krise, den kolde skulder.
Efter at el-Sisi er kommet til magten, strømmer penge og våben ikke længere gennem tunnellerne ind i Gaza-striben; i stedet er de begyndt at strømme den modsatte vej, fra Gaza-striben ind i Egyptens Sinai-halvø. Eftersom Det Muslimske Broderskab og dets tilknyttede terrororganisationer, herunder Hamas, ikke har accepteret, at de er slået, har der været en stigning i terrorangreb rettet mod det egyptiske styre, både inde i landet selv og i Sinai-halvøen. Terrorkampagnen modtager vedvarende støtte fra Izz al-Din al-Qassam-brigaderne, Hamas' militære terrorfløj, og den ISIS-tilknyttede Ansar Bayt al-Maqdis. Begge disse angriber uafladelig det egyptiske politi og hæren inde i Sinai-halvøen, myrder egyptiske embedsfolk og retter skytset mod egyptiske institutioner.
Den endeløse terrorkampagne i Egypten har endnu engang vist, at påstanden om en politisk islam, adskilt fra terrororganisationerne, simpelthen er en løgn. Det Muslimske Broderskabs terrorisme mod det egyptiske regime er et perfekt eksempel på, hvordan den "politiske bevægelse" forsøger at fremstille sig selv som udelukkende beskæftiget med da'wah [proselytvirksomhed], mens den i virkeligheden er en terrorbevægelse, hvis mål er at vælte el-Sisis regering med vold. Det Hvide Hus, som er fuldt bekendt med kendsgerningerne, modtager stadig ledende repræsentanter fra Det Muslimske Broderskab og viser dem respekt under samtalerne om det amerikanske islamiske samfund og USA's politik i Mellemøsten.
Begivenhederne i Sinai-halvøen beviser, at der ikke findes nogen "politisk islam." Der findes en radikal islamistisk ledelse, som over for det godtroende Vesten præsenterer sig selv som "moderat," prædiker vold i moskeerne, dækker sig bag ideologisk-religiøse traditioner og hyrer en hård kerne af islamistiske terrorister til at angribe civilpersoner og egyptiske regeringsmål.
I mellemtiden er egypterne de virkelige ofre. Det Muslimske Broderskabs terrorisme har lammet den egyptiske turistindustri, eftersom udlændinge er blevet bange for at besøge Egyptens oldtidsfund. Og nu er der kommet terrortrusler mod den nye Suez-kanal, et projekt der er påbegyndt og udføres under general Sisis ledelse med henblik på at gøre begge kanalers bredder til et internationalt logistik-, forretnings- og industriområde.
Islamisternes plan er klar. Først ønsker de at bruge vold, mord og talløse tab i den egyptiske hær til at oprette en selvstændig terroristenklave i Sinai-halvøen. Derefter vil de forsøge at vælte den egyptiske regering og genindsætte et islamistisk regime, styret af Det Muslimske Broderskab under ledelse af Morsi. Det er præcis det samme, som deres sidegren Hamas gjorde i Gaza-striben, da de likviderede Det Palæstinensiske Selvstyres embedsmænd og oprettede et islamisk emirat. Skriften på væggen er imidlertid stadig ulæselig for den amerikanske regering. Eller også er Obama-administrationen stadig slavebundet af den ekstremistiske islam og Det Muslimske Broderskabs ledere. Den ene af de to vigtigste af disse er Tyrkiets Recep Tayyip Erdogan, som netop har udskrevet nyvalg, så han igen kan forsøge at få tilstrækkelig mange pladser i parlamentet til at kunne ændre Tyrkiets forfatning således, at den tildeler ham et énmandssultanat, et absolut og livsvarigt diktatur i tillæg til hans nye palads. Den anden er Mohamed Morsi, som Obama tilsyneladende stadig bakker op om.
Hvis man betragter den amerikanske præsidents fortid (hvor han ignorerede demonstranterne i Iran i 2009; "Jeg har en pen, og jeg har en telefon," og den diktatoriske måde, hvorpå Iran-aftalen er blevet kortsluttet i en forbigåelse af den demokratiske proces) er det vanskeligt ikke at drage den slutning, at han inderst inde føler sig langt mere forpligtet til at støtte ekstremistiske islamistiske regimer – hvad enten det er mullaherne i Iran eller Det Muslimske Broderskab – end til at støtte demokratiet, den personlige frihed og menneskerettighederne.
Europæerne er mere bevidste om situationen, men er desværre vågnet alt for sent. I dag hvor hundredtusindvis af migranter fra muslimske lande fortsat vælter ind over Europas åbne grænser, er der ingen tvivl om, at den radikale islam står klar til at overtage Vesten. Islamiske samfund og terrorceller skyder fortsat op og vinder frem overalt i Europas byer.
Lige fra bølgen af angreb i Egypten begyndte, har ledende egyptiske sikkerhedsfolk truet Hamas. Egypten har advaret Hamas om, at de skal holde op med at træne, bevæbne og sende deres terrorister ind for at samarbejde med ISIS-aktører om angreb på den egyptiske hær. Hamas benægter til stadighed enhver indblanding, selvom de fortsat samarbejder med ISIS imod Egypten.
For Hamas' vedkommende er ødelæggelsen af den egyptiske hær afgørende, fordi hærens fortsatte aktivitet langs Rafah-grænsen og i Sheikh Zuweid i den nordlige del af Sinai-halvøen forhindrer Hamas i at skaffe penge og oplagre våben til kampen mod Israel, hvilket svækker bevægelsens forsøg på at vælte Mahmoud Abbas og dens planer om at overtage Vestbredden.
Trods voldsomme benægtelser blev fire aktører fra Hamas' militære terrorfløj, Izz al-Din al-Qassam-brigaderne, af bevæbnede egyptere smidt af en bus på vej fra Rafah gennem Sinai-halvøen til Cairo i slutningen af august 2015. Hamas beskyldte straks det israelske efterretningsvæsen for at stå bag og advarede de egyptiske myndigheder om, at "bortførelsen af dens folk ikke ville gå ustraffet hen."
Som svar mindede Dina Ramez, medvært på Egyptens officielle tv-station, Hamas om deres løgne og benægtelser af terroraktiviteter i Sinai-halvøen imod det egyptiske regime. Hun spurgte Hamas: "Hvis I ikke er indblandede i terrorisme, hvad lavede jeres ledende Izz al-Din al-Qassam-brigaders aktører så i Sinai?" og kaldte dem for "kakerlakker."
Kilder inden for Hamas kaldte hende for en "luder" og Egypten for et taberland, der var blevet slået af Israel og brugte fredstraktaten til at sælge Palæstina til fjenden. Var det virkelig måden at takke Egypten for alt, hvad landet har gjort for palæstinenserne og for at ofre sin hær og sine soldater for vores skyld? Det er en bedrøvelig situation for palæstinenserne og for vores ledelse.
Hvad har vi palæstinensere opnået ved Hamas' militære operationer imod Egypten? Hvad har vi opnået ved vores solidaritet med islamistiske organisationer, der kæmper mod Assad i Syrien, eller ved at tilslutte os organisationer som "Den Palæstinensiske Befrielsesfront," der kæmper for Assad? Hvorfor slår vi hinanden ihjel i flygtningelejren Ain al-Hilweh? Hvorfor afslår vi alt, hvad israelerne tilbyder os?
Alle, der husker historien, husker også den utaknemlige vej palæstinenserne valgte imod kongeriget Jordan, da vore ledere, med Arafat i spidsen, i 1970 forsøgte at vælte kong Hussein, til trods for det tilflugtssted Jordan udgjorde for os under katastroferne Nakba i 1948 og Naksa i 1967. Senere gjorde vi det samme i Libanon, som vi flygtede til fra Jordan. PLO flyttede sit hovedkvarter til Beirut og forsatte med at gøre Libanon til et terroristland og libanesernes tilværelse til et mareridt. Hvis ikke israelerne havde invaderet Libanon i 1982 og tvunget PLO til at flytte til Tunesien (hvor dens opførsel også var kriminel), ville palæstinenserne helt sikkert have ødelagt Libanon.
Mellemøsten er i kaos, og den palæstinensiske fraktionsdannelse og utaknemlighed opflammer fortsat til opløsning i de arabiske stater og til den interne palæstinensiske opsplitning mellem Hamas i Gaza og Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden.
Verden er begyndt at forstå, at katastroferne i Mellemøsten intet har at gøre med løsningen af det palæstinensiske problem, men er fremkaldt af de arabiske lederes og regionale islamistiske terrororganisationers egne morderiske tilbøjeligheder.
Den eneste, der stadig tror på det israelsk-palæstinensiske sludder er præsident Barack Obama, til trods for at han er vidne til mord, voldtægter, halshugninger og millioner af flygtninge, i forhold til hvilket det palæstinensiske problem er en gammel, irrelevant og meget træt vittighed.