En bølge af vrede er skyllet gennem det ellers så medgørlige Sverige. Efter et dobbeltdrab i en IKEA-forretning i Västerås, hvor en illegal indvandrer knivstak to tilfældige svenskere til døde, stiller flere og flere mennesker sig det spørgsmål, hvorfor regeringen udsætter svenske borgere for mordere fra andre egne af kloden.
Den 10. august chokeredes Sverige over nyheden om IKEA-mordene. To asylansøgere fra Eritrea (den næst største kilde til asylansøgere i Sverige) blev mistænkt for at have snuppet nogle knive i køkkenafdelingen og derefter overfaldet to tilfældige svenskere. Ofrene var den 55-årige Carola Herlin og hendes 28-årige søn, Emil.
Den ældste af de to asylansøgere, en 36-årig mand, var to gange var blevet nægtet opholdstilladelse i Sverige – fordi han allerede havde en opholdstilladelse i Italien – men han var ikke blevet sendt ud af landet. (Eritreanere uden opholdstilladelse i andre EU-lande får automatisk lov til at blive i Sverige.)
Drabsmanden pådrog sig også selv livstruende skader ved dobbeltmordet og måtte gennem flere operationer, før politiet omsider kunne afhøre ham. Den 14. august tilstod han. Hans 23-årige landsmand blev løsladt, fordi politiet ikke længere mente, at han havde noget at gøre med mordene eller overhovedet havde vidst, hvad hans kammerat havde planer om at gøre.
Frygten har nu ramt svenskerne. Selv de, der rent rutinemæssigt har stemplet kritikerne af indvandring og multikulturalisme som racister, var rystede i deres inderste. Spørgsmålene væltede ind på de sociale medier: Hvem er disse mennesker, som bliver lukket ind i Sverige? Hvor mange af dem er ikke uskyldige ofre for krig, men i virkeligheden krigsforbrydere og andre kriminelle, som skjuler sig blandt flygtningene? Og bør vi betale milliarder i skat for at støtte og huse borgere fra andre lande, samtidig med at nogle af dem forsøger at dræbe os?
Den kendsgerning, at politiet nægter at aflive det vedholdende rygte om, at det ene af IKEA-ofrene fik halsen skåret over, har blot øget frygten.
Så mange spørgsmål og ingen svar. Ingen fra regeringen har gjort sig den ulejlighed at fremkomme med en udtalelse i forbindelse med det forfærdelige dobbeltdrab. Ingen af de større medier har konfronteret regeringen med de voldsforbrydelser, som begås af asylansøgere imod svenskere, tværtimod. Medierne har gjort deres yderste for at overbevise svenskerne om, at alt er godt og trygt i Sverige. Bedre end nogensinde, faktisk. Dagen efter dobbeltmordet offentliggjorde Sveriges største morgenavis, Dagens Nyheter, en artikel med overskriften "Trods alt er dødsvolden aftagende." Artiklen begynder således:
"I de seneste uger er der blevet begået flere brutale mord, og mange mennesker spørger sig selv, hvor samfundet mon er på vej hen. Svaret er, at Sverige trods alt er blevet et tryggere sted. Dødsvolden har været aftagende gennem længere tid."
Ingen steder forklarer artiklen, at grunden til at dødsvolden har været aftagende er, at lægerne i dag er i stand til at redde mange flere kniv- og skudofres liv. Den såkaldte Lasermand skød for eksempel et antal indvandrere i Sverige i 1990'erne. Retspatolog Jovan Rajs har udtalt, at "Lasermanden skød elleve mennesker, og ét af dem døde. I 1930'erne ville otte eller ni af dem være døde, i 1970'erne omkring fem og i dag formentlig ingen."
Ergo, dødsvolden ligger på et jævnt niveau takket være en bedre lægebehandling i Sverige, men alle andre former for voldskriminalitet (herunder drabsforsøg) har overskredet rammerne i alle statistiske diagrammer. Voldskriminaliteten er steget med 300% og voldtægter med 1.472% siden 1975, som var det år, hvor den svenske rigsdag besluttede at gøre det homogene Sverige til et multikulturelt land.
Halvfems procent af asylansøgerne til Sverige mangler ordentlige identifikationspapirer, så i virkeligheden ved ingen, hvor mange mordere, voldtægtsforbrydere og bøller der skjuler sig blandt de godt 100.000 mennesker, som hvert år får tildelt asyl i Sverige.
Frustrerede svenskere råber nu magtesløst op på de sociale medier. Den normale demokratiske orden, hvor borgerne kan kontakte politikerne eller medierne for at blive hørt, er så godt som ophævet. Avisernes websider har fjernet alle felter til læserkommentarer, og politikerne gemmer sig bag en mur af tjenestemænd, som stempler dem, der ringer for at give udtryk for deres bekymring, for "racister" og afbryder samtalen. Der er tusindvis af vidneindlæg herom på Facebook. En som faktisk fik mulighed for at ytre sin uro, er Ewa, som skriver på Facebook om et opkald til Immigrationstjenesten:
"Nå ja, nu har jeg altså sluppet fanden løs. Jeg ringede til Immigrationstjenesten og krævede at komme til at tale med en afdelingsleder. ... Jeg tudede ham ørerne fulde med alle de urimeligheder jeg kunne komme i tanker om, så som hvor dårligt vi behandler vore ældre, og hvordan vi tager deres hjem fra dem og giver disse til asylansøgere. Jeg fortalte ham også, hvor utrygge svenske kvinder føler sig på grund af alle disse gruppevoldtægter, som bliver begået af asylansøgere og andre udlændinge. Jeg spurgte ham også, om vi alle skal have kappet hovedet af, før de holder op med at lukke sådanne folk ind. ... Nu sidder jeg så her og føler mig fuldkommen tom efter at have grædt, råbt, diskuteret, raset og fået al den frustration ud af kroppen. Fortalte ham, at mange af os er deprimerede på grund af det, Immigrationstjenesten gør. Han var virkelig ked af, at vi har det sådan. Ja, sagde jeg til ham, vi er mange der har det sådan, men kun få vover at åbne munden af skræk for at blive stemplet som racister. Man behøver ikke engang at være Sverigedemokrat for at se, at vores land falder mere og mere fra hinanden for hver dag der går. Noget som du og resten af Immigrationstjenesten er skyld i. Hvor skal jeg søge om asyl, spurgte jeg, når den dag kommer, hvor jeg ikke længere kan bo her? Vores land er ved at blive ødelagt økonomisk, socialt og så videre, og det er jeres ansvar. Han svarede, at det var politikerne, som afgjorde den slags, men at de ville gøre alt hvad de kunne for at forbedre situationen."
En anden kvinde, Amanda, skrev på Facebook, at hun havde sendt statsminister Stefan Löfven en e-mail. Hun bemærkede, at "intet formentlig vil ændre sig, men i det mindste har jeg dog ytret mig." Hendes e-mail lød således:
"Hej, hvorfor følte statsministeren, at det var vigtigt og påtrængende, at han gik ud og udtalte sig om moskebranden i Eskilstuna, ingen vidste jo endnu hvad der havde startet branden, da han holdt sin tale? Men nu er han tavs som graven. Hvorfor? Det er hans/jeres betingelsesløse og slappe indvandringspolitik, som har medført, at denne gerningsmand kunne bevæge sig frit omkring i samfundet, selvom han havde fået en udvisningsordre ikke bare én, men to gange. Kan I sige mig, om det er noget, borgerne i dette land skal vænne sig til, at indvandrere efter at have modtaget en udvisningsordre slår mennesker ihjel for at få en livslang kontrakt med den svenske stat? Det er jeres personlige ansvar, hver eneste gang dette sker, det håber jeg, at I er klar over. For det er udelukkende et politisk spørgsmål om indvandringen og... dens massive følger for en hel nation."
Moskebranden i Eskilstuna, som Amanda refererer til, fandt sted den 25. december 2014 og er en af de mange hændelser, hvor det der influerer på muslimer og andre immigranter, får stor opmærksomhed, mens voldtægtsepidemien i Sverige i bund og grund ignoreres. Efter branden var statsministeren hurtigt ude med en udtalelse:
"Det er en foragtelig, en foragtelig handling. Vi vil aldrig tolerere denne type kriminalitet. Mennesker, som ønsker at dyrke deres religion, skal have ret til at gøre det. I dag føler jeg stor sympati og empati med dem, der er ramt."
Tre måneder senere viste det sig, at der ikke lå nogen forbrydelse bag moskebranden, og politiet lukkede sagen. Sandsynligvis var branden opstået ved et uheld eller ved børns leg med ild.
Men når en svensk kvinde og hendes søn bliver brutalt knivdræbt på det mest svenske af alle steder – en IKEA-forretning – har statsministeren ingen kommentarer.
Svenskerne har ikke tendens til oprør. For at finde en borger, som med våben i hånd er marcheret imod magtens højborge, skal man helt tilbage til Gustav Vasas tid – den konge, som i sin regeringsperiode 1523-1560 grundlagde nationalstaten Sverige.
Sverige i dag er visselig ikke okkuperet territorium, men det bliver regeret af en magt, som har lukket ned for den demokratiske proces med sin "Decemberaftale" fra 2014. I det landsdækkende valg samme år blev det eneste parti, som kritiserer masseindvandringen, nemlig Sverigedemokraterne (SD), det tredje største parti i rigsdagen. Venstrefløjsblokken og den borgerlige blok enedes derefter om at udelukke SD fra den politiske magt, men SD nægtede at lade sig bringe til tavshed. Da budgetforslaget fra venstrefløjens mindretalsregering blev fremlagt en måned efter valget, stemte SD for oppositionens budget – noget der er helt uhørt i den svenske rigsdag. Her anses det for "god tone" at stemme for sit eget budgetforslag først, for så derefter at undlade at stemme og dermed lade regeringen vinde. Men efter Sverigedemokraternes "kup" var statsminister Stefan Löfven (fra Socialdemokraterne) tvunget til at regere med et borgerligt budget i sit første år i embedet.
Man skulle tro, at dette kom som en behagelig overraskelse for den borgerlige opposition, men det var ikke tilfældet. Ingen ønskede støtte fra de "racistiske" Sverigedemokrater. I stedet for at udskrive nyvalg, indgik de to blokke en aftale, ifølge hvilken den borgerlige opposition skal afholde sig fra at stemme, når det gælder vigtige emner så som budgetforslaget.
Decemberaftalen er således i virkeligheden en slags "stafetdiktatur": Venstrefløjsregeringen kan gøre som den vil i de næste fire år, og derefter vil det i de følgende fire år (hvis der finder et magtskifte sted) være de borgerliges tur. Det betyder, at begge parter frit kan ignorere de 58% af svenskerne, som i dag føler, at immigrationen er for omfattende, og som måske vælger at stemme på Sverigedemokraterne ved næste valg.
Da svenskerne modtog nyheden om Decemberaftalen, gjorde de som de plejer – knyttede næverne i lommerne, dannede Facebook-grupper og skrev oprørte kommentarer på Facebook og Twitter. Men politikerne lykønskede hinanden med, at de endnu engang havde genskabt den vante orden, og gav pokker i folks bekymring for, at demokratiet nu var blevet endnu mere udhulet.
En velkendt stand-up-komiker, Magnus Betnér, mente, at det var en god idé at håne de skræmte svenskere i et videoklip på YouTube:
"Hold nu op, jeg orker ikke mere. Ja, det er virkelig tragisk, at to mennesker blev myrdet i IKEA. ... men... det er ikke farligt; Sverige har aldrig været mere trygt end nu. ... Meget få af jer derude, som ser dette klip, vil blive myrdet. Og de af jer, der bliver det, vil blive myrdet i jeres eget hjem."
Når de herskende kredse nægter at tage befolkningens bekymring alvorligt, spredes rygterne hurtigt på de sociale medier. Et vedholdende rygte hævder, at Carola Herlin fik halsen skåret over af den eritreanske morder. Ifølge kilder, der er blevet interviewet af Gatestone, fik kvinden halsen skåret over og blev tillige stukket i underlivet. Hendes søn prøvede at forsvare sig, men fik et dødbringende stiksår i maven.
Da Dispatch International ringede til Per Ågren, politiets ledende efterforsker i sagen, og spurgte til dette rygte, sagde han: "Jeg vil ikke bekræ ... beskrive noget som helst af, hvad der skete, bortset fra at to personer er blevet myrdet. Hvordan de blev myrdet, får du ikke at vide af mig."
En af de første foranstaltninger politiet foretog efter IKEA-drabene, var at indlede en bevogtning af alle de bygninger i landet, som huser asylansøgere. Man frygtede hævnangreb fra "mørke kræfter," erklærede politiet uden dog at specificere, hvem disse "mørke kræfter" var. Natten til lørdag den 15. august måtte et asylhus i Arboga evakueres, efter at en eller anden havde råbt, at der lå en bombe udenfor. Nu var alle større medier for alvor på tæerne: Mens Carola og Emil Herlin, ifølge mediernes rapporter, simpelthen havde befundet sig "det forkerte sted på det forkerte tidspunkt," var dette [den angivelige bombe] derimod et bevidst racistisk angreb af værste skuffe.
Avisen Aftonbladet interviewede en anonym kvinde, som sagde: "Min fætter har boet her i mere end et år. Han har fortalt mig, at svenskerne er de rareste mennesker i Europa. Så sker sådan noget her. Det havde jeg aldrig troet."
Endnu engang skal svenskerne bøje hovedet i skam. Angiveligt er det ikke os, der sørger; vi har ikke ret til at blive skræmt til døde over magthavernes indvandringspolitik – det er asylansøgerne, der er ofre, selv når de dræber, voldtager, røver og mishandler.
Det brændende spørgsmål er: Hvad vil et folk gøre, som ingen lytter til? I Østtyskland i 1989 gik befolkningen på gaderne, kravlede op på Berlin-muren og tvang regeringen til at gå af. De andre kommunistiske diktaturer i Østeuropa faldt på lignende måde. Den amerikanske forfatnings Anden Tilføjelse (retten til at bære våben) handler netop om at sikre, at borgerne er i stand til at tage magten fra et tyrannisk styre.
Hvis magtesløshed driver mennesker til at besvare vold med vold, skal man måske ikke spørge, hvorfor svenskerne er så "racistiske," at de ikke ønsker den største asylindvandring i Europa?
Det mest relevante spørgsmål er, hvorfor den ene regering efter den anden har valgt at bruge de svenske skatteyderes penge på borgere fra andre lande. Mens de svenske skoler styrtdykker i PISA-målingerne, går 60% af velfærdsydelserne til indvandrerne, som udgør omkring 15% af befolkningen. Sundhedstjeneste og andre socialtjenester forringes, ifølge mange svenskere, mens volden tiltager med stor hast. Når flere og flere svenskere føler, at de bliver behandlet dårligt i deres eget land, har politikerne skabt en krudttønde, som kan eksplodere når som helst.
Sandheden er, at selv det føjelige svenske folk har en grænse. Når de, der sidder på magten, udsætter os for blodbade, hvad enten det er på Stortorget i Stockholm i 1520 eller i IKEA i Västerås i 2015, vil der altid være folk, som står klar til at omstyrte magthaverne. Ligesom på Gustav Vasas tid findes der et stort antal svenskere, som er i besiddelse af skydevåben. Disse våben er ikke lige så nemme at få fat på som i USA, men flere og flere svenskere får jagttegn og kan derefter købe våben helt lovligt. Fra nu af kan alt ske i Sverige.
Gatestone Institute står inde for de artikler, som Ingrid Carlqvist hidtil har skrevet for organsationen, men meddeler hermed, at Ingrid Carlqvist ikke længere er tilknyttet organisationen på nogen måde.