Hastigt stigende niveauer af voldelig kriminalitet begået af immigranter fra Mellemøsten og Balkan gør dele af Duisburg, en central tysk industriby, til "områder præget af lovløshed" — områder som udvikler sig til de facto "no-go-zoner" for politiet, ifølge en fortrolig politirapport som er blevet lækket til det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel.
Rapporten, som er udarbejdet af politihovedkvarteret i Nordrhein-Westfalen, den mest befolkede stat i Tyskland (og tillige staten med den største muslimske befolkning i Tyskland), advarer om, at regeringen er ved at miste kontrollen med problemfyldte kvarterer, og at politiets evne til at opretholde offentlig ro og orden "ikke kan garanteres over længere sigt."
Duisburg, som har en samlet befolkning på omkring 500.000, er hjemsted for anslået 60.000 hovedsagelig tyrkiske muslimer, hvilket gør den til en af de mest islamiserede byer i Tyskland. I de senere år er tusindvis af bulgarere og rumænere (herunder sintier og rumænske "sigøjnere") imidlertid strømmet til Duisburg og har skabt en eksplosiv etnisk-religiøs heksekedel.
Ifølge Der Spiegel:
"Der findes distrikter, hvor immigrantbander overtager hele metrotog til sig selv. De oprindelige beboere og forretningsfolk bliver intimideret og bragt til tavshed. Folk, som tager toget om aftenen og natten, beskriver deres oplevelser som 'levende mareridt.' Politibetjente, især kvindelige betjente, udsættes for 'en høj grad af aggressivitet og mangel på respekt.'"
"På den mellemlange bane vil intet ændre sig, ifølge rapporten. Grundene hertil er: den høje grad af arbejdsløshed, manglen på jobudsigter for immigranter uden kvalifikationer til det tyske arbejdsmarked, samt etniske spændinger blandt migranterne. Duisburg politiafdeling ønsker nu at forstærke sin tilstedeværelse i gaderne og forfølge overtræderne mere konsekvent."
"Eksperterne har gennem nogen tid advaret om, at problematiske kvarterer kan udvikle sig til no-go-områder. Formanden for den tyske politiforening, Rainer Wendt, fortalte følgende til Spiegel Online for flere år siden: 'I Berlin eller i det nordlige Duisburg findes der kvarterer, hvor kollegerne dårligt nok tør stoppe en bil — fordi de ved, at de vil blive omringet af 40 eller 50 mænd.' Disse angreb udgør en 'bevidst udfordring af den statslige myndighed — angreb hvor udøverne giver udtryk for deres foragt for vores samfund.'"
Lækken af dokumentet kommer midt i en byge af angreb på politiet, begået af immigrantpøbler, ikke kun i Duisburg, men over hele landet.
I Duisburg-kvarteret Marxloh overfaldt en horde af libanesiske immigranter den 29. juni for eksempel to politibetjente, som forsøgte at arrestere to mænd for at ryge cannabis på et offentligt fortov. Inden for få minutter var betjentene omringet af mere end 100 mænd, som forsøgte at forhindre arrestationerne i at finde sted. Der skulle ti patruljevogne og snesevis af forstærkninger til for at redde de to betjente.
Ligeledes i Marxloh brugte to mænd, som kom op at slås den 24. juni, deres mobiltelefoner til at tilkalde deres venner til backupstøtte. Inden for få minutter havde mere end 300 mennesker forsamlet sig på stedet. Mindst 100 politibetjente forsøgte at skille de to grupper ad, men pøbelen vendte sig hurtigt imod politiet. Ifølge Duisburg politis talsmand, Ramon van der Maat, "Sker det igen og igen, at vi bliver kaldt ud til en hændelse, som ved første blik ikke virker så slem. Men så har vi pludselig brug for ni, ti eller elleve politibiler til at genoprette roen."
I Gelsenkirchen, en anden by i Nordrhein-Westfalen, forsøgte to politibetjente den 24. juli at standse en bilist, som var kørt over for rødt. Bilisten sprang ud af bilen og forsøgte at flygte til fods. Da politiet indhentede ham, dukkede der mere end 50 personer op, praktisk talt ud af det blå, for at forhindre den mistænktes arrestation. En 15-årig angreb en politibetjent bagfra og begyndte at kvæle ham, hvilket fik betjenten til at besvime. Tilkaldelse af massive politistyrker og brug af peberspray var nødvendig for at få situationen under kontrol.
I Berlin kom omkring 30 medlemmer af rivaliserende immigrantbander op at slås den 24. juni uden for en natklub i Berlins Neukölln-distrikt. Efter politiets ankomst begyndte pøbelen at angribe betjentene. Der skulle mere end 60 betjente til for at genoprette ro og orden.
Ligeledes i Berlin blev snesevis af politibetjente udsendt for at standse nogle spektakler mellem 50 medlemmer af to rivaliserende immigrantfamilier ved en offentlig legeplads i Neukölln den 4. juni. Skærmydslerne var begyndt, da to unge drenge kom op at slås, og det kørte hurtigt ud af kontrol, da familiemedlemmerne til de to drenge involverede sig på deres vegne.
Dagen før var mere end 90 politibetjente blevet udsendt for at standse en slåskamp mellem 70 medlemmer af rivaliserende immigrantklaner ved en offentlig legeplads i Moabit, et kvarter i Berlins indre bydel. Stridighederne var begyndt, da to kvinder kom op at skændes over en mand, og det udviklede sig til vold, da flere og flere af de tos familiemedlemmer blev inddraget. To politibetjente kom til skade.
Den 8. juni blev mere end 50 politibetjente udsendt for at standse nogle spektakler ved en bryllupsreception for bosniske immigranter i Berlins Tempelhof-distrikt. Skærmydslerne var begyndt, da to af bryllupsgæsterne kom op at skændes, og det udviklede sig til nævekamp. I løbet af få minutter var mere end en halv snes andre mennesker blevet inddraget. Men så snart politiet ankom, holdt de rivaliserende klaner op med at slås med hinanden og begyndte at angribe betjentene. En af bryllupsgæsterne ramte en betjent i hovedet med en stol, og betjenten blev alvorligt såret. Andre betjente blev angrebet med flasker, mens atter andre blev spyttet på og verbalt overfaldet.
I et interview med det tyske nyhedsmagasin Focus advarede formanden for politiforeningen i Nordrhein-Westfalen, Arnold Plickert, om etableringen af no-go-zoner i byerne Köln, Dortmund, Duisburg og Essen. "Adskillige rivaliserende rockerbander samt libanesiske, tyrkiske, rumænske og bulgarske klaner slås om herredømmet i gaderne," sagde han. "De laver deres egne regler; her har politiet intet at skulle have sagt."
I et interview i august 2011 med avisen Der Westen afslørede Bernhard Witthaut, tysk chefpolitikommissær, at immigranter har gennemtvunget "no-go-zoner" i tyske byer i et alarmerende omfang.
Intervieweren spurgte Witthaut: "Findes der byområder — for eksempel i Ruhr — distrikter og husblokke, som er 'no-go-områder' i den forstand, at de ikke længere kan sikres af politiet?" Witthaut svarede:
"Hver eneste politikommissær og indenrigsminister vil benægte det. Men selvfølgelig ved vi, hvor vi kan køre ind med politibilen, og hvor det, endda lige fra begyndelsen, kun lader sig gøre med et mandskabstransportkøretøj. Grunden er, at vore kolleger ikke længere kan føle sig trygge dér to og to og må frygte, at de selv bliver ofre for en forbrydelse. Vi ved, at disse områder eksisterer. Endnu værre: i disse områder resulterer kriminalitet ikke længere i sigtelser. De er overladt til sig selv. Kun i de værste tilfælde hører vi i politiet om det. Statsmagten er fuldkommen ude af billedet."
Truslen fra immigrantklanerne er taget til gennem mange år. I oktober 2010 offentliggjorde Der Spiegel en artikel — "Store araberfamilier: Staten kryber sammen af frygt for kriminelle klaner" — som advarede om dannelsen af et "parallelt forbrydersamfund" i Tyskland, kørt af "indvandrermafiaklaner med tusindvis af medlemmer," som "udnytter smuthullerne i loven, sociale velfærdsydelser og internationale kontakter til dominerende grupper inden for den organiserede kriminalitet." Artiklen udtrykte, at staten var hjælpeløs med hensyn til at konfrontere problemet, fordi de tyske myndigheder "går på listefødder."
Ifølge Der Spiegel:
"Banderne handler med heroin og kokain, kører bordeller eller er aktive inden for ulovlig smuglervirksomhed. Den brutalitet, hvormed de udfolder deres aktiviteter, har gjort dem meget magtfulde, politiet er bange for dem. Staten er passiv, når det gælder disse klaner, politikerne ignorerer fænomenet.
"Denne forsømmelighed har gennem årene muliggjort dannelsen af et kriminelt parallelsamfund. Det ville ikke være sket, hvis myndighederne havde handlet tidligt og resolut: Allerede i 2004 advarede den føderale politikommission BKA om, at de etniske grupper var ude af kontrol, og advarede også mod de såkaldte Mhallamiye-kurdere [en arabisktalende etnisk gruppe med rødder i det sydlige Anatolien], herunder den Bremen-baserede klan kendt som Familien M.
"Dengang kritiserede de særlige undersøgere fra de føderale og statslige regeringer fraværet af integrationsbestræbelser af nogen som helst art og angreb de tyske domstole. Man sagde, at domstolene på grund af misforstået tolerance forværrede problemerne med deres vedholdende mildhed."
"Rapporten advarede om 'insulære, etniske subkulturer, som allerede var fast etablerede gennem et betydeligt misbrug af svaghederne i den føderale regerings immigrations- og asyllovgivning.'"
"I dag er disse kriminelle strukturer så indgroede, at de 'kun delvist kan opløses' og det kun med støtte og samarbejde fra 'alle relevante myndigheder, domstolenes assistance og udvidede foranstaltninger til kriminaltaktisk efterforskning.' Med andre ord: i realiteten aldrig."
Artiklen afslører, at nogle lovovertrædere besidder mere end en halv snes forskellige identiteter, og at det er normalt, at de vedholdende indkasserer sociale velfærdsydelser, fordi den tyske privatlivslov forhindrer politiet i at indhente oplysninger om en mistænkts færden.
Ifølge en politiefterforsker, som blev interviewet af Der Spiegel, opfatter immigrantklanerne "det tyske samfund som et, de bare kan plyndre; de betragter os som fødte tabere." Dette vil næppe ændre sig på kortere sigt, tilføjede han, eftersom der findes næsten 1.000 børn i klanerne alene i Bremen.
I sin bog "Tålmodighedens ophør" advarede den nu afdøde dommer ved den tyske ungdomsdomstol, Kirsten Heisig, om den voksende fare fra de såkaldte etno-klaner:
"En familie, far, mor, 10 til 15 børn, i visse tilfælde helt op til 19 børn, er emigreret fra Libanon. Nogle af børnene er født i 'hjemlandet,' andre i Tyskland. Før disse mødre føder deres sidste barn, har de allerede børnebørn. En klan vokser derfor med forbløffende hast. I de officielle dokumenter angives familiens nationalitet som 'statsløs,' 'ukendt,' libanesisk' eller i stigende grad 'tysk.' Det refererer til overførelser af statens sociale velfærdsydelser og børnebidrag."
"En storfamilie afstedkommer nemt i hundredvis af politiefterforskninger. Hvis narkohandel eller andre ulovlige transaktioner trænger ind på en rivaliserende klans eller endda bander af anden etnisk baggrunds enemærker, løses problemet ved at slå hinanden ihjel eller i det mindste forsøge herpå."
"De kvindelige familiemedlemmer fokuserer primært på tyveri, mens de mandlige begår forbrydelser fra alle dele af straffeloven: lige fra narko- og berigelsesforbrydelser, trusler, røverier, pengeafpresning, legemsbeskadigelse, seksuelle overgreb og alfonseri til mord. Børnene vokser stort set op i disse kriminelle strukturer uden opsyn."
Ifølge Roman Reusch, en tidligere højtstående offentlig anklager i Berlin, bliver unge mennesker, som fødes ind i immigrantklaner, "konstant opdraget til at blive professionelle kriminelle." Han sagde, at de unge voksede op i et miljø, hvor "de mest alvorlige forbrydelser er fuldkommen normale." Han tilføjede: "De har udviklet en tag-selv-mentalitet. De er fast besluttet på at tage, hvad de vil have, når de vil og så tit de vil." Dette gør dem til et "ideelt rekrutteringsreservoir for den organiserede kriminalitets fodsoldater."
Efter at Reusch forsøgte at tage initiativ til, at der blev slået ned på klanerne, blev han uden videre fjernet fra sin post. Hans politisk korrekte efterfølger havde et klart budskab om, hvordan han fremover ville håndtere de kriminelle: "Jeg bryder mig ikke om ordet 'barskhed.'"
Tilbage i Duisburg gav avisen Rheinische Post et kig ind i den tyske multikulturalismes virkelighed i et interview med en sporvognsfører. "Jeg ville ønske, at jeg ikke behøvede at køre vognene gennem dette kvarter [Marxloh]," sagde han og tilføjede, at han ofte må bruge bremserne, fordi immigrantbørnene leger på sporene. "Hvis de bliver jaget væk af politiet, kommer de straks tilbage, når betjentene er gået."
Med hensyn til sporvognsturene, så er der langt flere ikke-betalende end betalende passagerer, for konduktørerne er bange for, at de vil blive overfaldet, hvis de beder indvandrerne om at vise billet.
Byrådsmedlem i Duisburg Volker Mosblech gav udtryk for sin frustration over den uhåndterbare situation i Marxloh: "Når jeg siger, at der skal tages skridt til at sikre, at immigranterne retter sig efter love og regulativer, stemples jeg straks som ekstremist på den yderste højrefløj. Men orden er præcis det, der er brug for."
For omtrent fem år siden indrømmede kansler Angela Merkel, at den tyske multikulturalisme har "helt og aldeles fejlet." I sin tale ved centrum-højrepartiet Kristendemokratisk Union (CDU) i Potsdam i oktober 2010 sagde Merkel:
"Vi er et land, som i begyndelsen af 1960'erne faktisk bragte [muslimske] gæstearbejdere til Tyskland. Nu bor de blandt os, og vi løj for os selv i en periode og sagde, at de ikke ville blive her, og at en skønne dag ville de være forsvundet. Sådan ser virkeligheden ikke ud. Denne multikulturelle tilgang — som siger, at vi simpelthen bare lever side om side og er glade for hinanden — denne tilgang har fejlet, helt og aldeles fejlet."
Dengang var der mange vælgere, som håbede, at Merkels kommentarer ville forandre debatten om masseindvandringen til Tyskland. Siden er indvandringen, især fra den muslimske verden, dog fortsat med uformindsket styrke.
Tyskland er i dag hjem for det største antal immigranter (8,2 millioner) blandt medlemslandene i Den Europæiske Union. Tyskland har tillige den næststørste muslimske befolkning (5 millioner) i EU.
Tyskland modtager fortsat det største antal asylansøgere i EU. Tyskland modtog mere end 200.000 asylansøgere i 2014, og det antal forventes at være mere end fordoblet ved udgangen af 2015.
Ifølge den seneste statistik har mere end 179.000 mennesker søgt om asyl i Tyskland i løbet af de første seks måneder af 2015. De fleste var fra Afghanistan, Albanien, Irak, Kosovo, Serbien og Syrien.