Hvad er det helt præcist, at Obama-regeringen tror har ændret sig vedrørende Irans ledelse? Blandt alle de spørgsmål, som forbliver ubesvarede i kølvandet på P5+1 aftalen med Iran, er dette måske det mest ubesvarede af dem alle.
Der må trods alt være noget, som en vestlig leder ser, når der gøres forsøg på at "normalisere" forholdet til et slyngelregime -- noget Richard Nixon så i det kinesiske kommunistparti, som overbeviste ham om, at en optøning af forholdet var mulig, eller noget Margaret Thatcher så i Mikhail Gorbachevs øjne, som overbeviste hende om, at her var omsider en modpart, man kunne stole på.
De ydre tegn i forbindelse med Iran ser trods alt lidet lovende ud. Forleden fredag i Teheran, netop som P5+1 færdiggjorde deres aftale med iranerne, var Irans gader vært for "Al-Quds dag." I den iranske kalender er dette dagen, indført af afdøde ayatollah Khomeini, hvor den anti-israelske og anti-amerikanske aktivitet træder i forgrunden i endnu højere grad end normalt. Opmuntrede af regimet, marcherede ti tusindvis af iranere i gaderne og råbte på udslettelse af Israel og "død over Amerika". Der blev ikke blot afbrændt israelske og amerikanske flag – der blev også sat ild til britiske flag i en rørende påmindelse om, at Iran er det eneste land som stadig tror, at Storbritannien styrer verden.
Den seneste af en lang række af "moderate" iranske ledere, præsident Hassan Rouhani, dukkede selv op ved en af disse parader for at se de israelske og amerikanske flag blive brændt af. Greb han ind? Forklarede han folkemængden, at de havde fået fat i det forkerte notat – at Amerika nu er deres ven, og at de i det mindste burde koncentrere deres energi om masseafbrænding af davidsstjernerne? Nej, han deltog som han plejer, og mængden reagerede som den plejer.
Det var det samme for blot få uger siden, da det iranske parlament samledes for at drøfte Wienaftalen. Ved den lejlighed forlod det iranske parlament mødet, efter nogen bemyndiget debat, mens repræsentanterne råbte "død over Amerika."
Et generøst menneske ville måske sige, at det ikke betyder noget – når man i Iran råber "død over Amerika," svarer det til, at man klarer halsen. Det er netop, hvad vi får at vide – at disse budskaber "kun er til hjemligt brug" og ikke betyder noget.
Hvis vi et øjeblik ser bort fra, hvad de siger, hvad er det så ved Irans handlinger, der har ændret sig tilstrækkeligt til at overbevise den amerikanske regering om, at det iranske regime kan være et regime i forandring?
Internt har der ikke været nogen lempelse i regimets undertrykkelseskampagne imod dets eget iranske folk: hængningerne af folk for en lang række af "forbrydelser," lige fra at være homoseksuel til at være en poet, der er fundet skyldig i "blasfemi," fortsætter.
Iran har hængt mere end tusind af disse indre "fjender" alene i de seneste atten måneder, mens forhandlerne sad i Wien og arbejdede sig frem til en løsning. I regionen som helhed er og bliver Iran den mest grådigt ambitiøse, regionale magt og måske den eneste, der lykkes med sit udgående forehavende. I årene siden det "Arabiske Forår" begyndte, har kun Iran i væsentlig grad været i stand til at udvide sin indflydelse og sit greb om regionen. Det har nu en stærkt øget tilstedeværelse og indflydelse i Yemen, Irak, Syrien og Libanon. Det fortsætter med at bevæbne sine stedfortrædende terrorister, herunder Hizbollah, som på sin side fortsætter med at ophobe raketter og andre våben ved Israels nordlige grænse.
Iran har ikke frigivet de fire amerikanske gidsler, som fortsat holdes fangne -- pastor Saeed Abedini for den forbrydelse at lade sig omvende til kristendommen; Washington Post-journalisten Jason Rezian, på en åbenlyst meningsløs anklage om spionage; den tidligere amerikanske marinesoldat Amir Mirza Hekmati, som tog til Iran for at besøge sin bedstemor; og den pensionerede DEA og FBI-agent Robert Levinson, som blev bortført for otte år siden og ikke har givet livstegn fra sig siden begyndelsen af 2013. Dette til trods for Irans krav i sidste minut om at få fjernet et forbud mod konventionelle våben, hvilket blev tiltrådt af medlemmerne af P5+1, som således forspildte endnu en opgivet mulighed for rent faktisk at få noget til gengæld for deres totale overgivelse.
Set udefra kan det virke, som om kun meget lidt har ændret sig i Irans retorik og at meget lidt har ændret sig i regimets adfærd. Det er grunden til, at mysteriet om, hvad det er for en forandring den amerikanske regering og dens partnere ser i ayatollahernes øjne, er ekstra gådefuldt.
Fordi aftalens karakter gør det ekstremt vigtigt, at der er en eller anden forandring. Inden for de næste ti år vil ayatollaherne, til gengæld for de formodet "gennemførte inspektioner" af et begrænset antal iranske kernekraftsteder, nyde godt af en handelseksplosion med en kontant guldgrube i størrelsesordenen 140 milliarder dollar i form af frigivne aktiver, blot for at sætte dem igang. I de samme ti år vil der ske en lempelse af restriktionerne på – blandt andet – iransk salg og køb af konventionelle våben og ammunition. Endelig vil Iran blive i stand til at købe det længe ventede anti-luftværnssystem, som russerne (der selvfølgelig også var til stede ved forhandlingsbordet i Wien) ønsker at sælge til dem. Dette system – som er blandt de mest avancerede jord-til-luft missilsystemer -- vil være i stand til at skyde et hvilket som helst amerikansk, israelsk eller andet fly ned, skulle et sådant nogensinde dukke op for at ødelægge Irans atomprojekt. Og det er helt sikkert kun et ukærligt menneske, som giver sig til at spekulere over, hvorfor Irans ledere køber den teknologi, som de skal bruge til at afværge et hvilket som helst angreb på deres atomprojekt, samtidig med at de lover amerikanerne, at de ikke udvikler atomvåben.
Og endnu vigtigere er det, at de tegn på håb, som den amerikanske regering har fundet, er korrekte, for hvis man ser bort fra en indre opstand – som Wienaftalen har gjort mere usandsynlig end nogensinde (eftersom den har styrket regimets diplomatiske og økonomiske magt) – så kan man vel trods alt med en vis sikkerhed forudsige, at mullaherne i de kommende ti år og endnu længere vil forblive ved magten i Iran.
I USA, Tyskland, Frankrig og Storbritannien derimod, hvem ved, hvem der vil være ved magten dér? I Storbritannien har Labour-partiet måske helt ubesværet sejret med parlamentsmedlem Jeremy Corbyn (nuværende udfordrer til lederpladsen i Labour) i spidsen – en mand som åbent og gentagne gange har hyldet Hamas og Hizbollah som sine "venner." Det ville så sandelig ændre spillet.
Men lad os se bort fra en sådan potentielt usandsynlig situation og antage, at Storbritannien og Amerika blot driver politik som vanligt. Om ti år vil der have været fire amerikanske regeringer til at overvåge implementeringen af denne aftale og granske det iranske regimes inspektionsføjelighed.
I Storbritannien vil der have været mindst to nye regeringer. Hvem kan sige, om alle disse forskellige regeringer – uanset parti eller politisk farve – vil være lige så agtpågivende, vide hvad de skal kigge efter og føle sig lige så håndfaste vedrørende nogle totalt uigennemførlige "tilbagesmækkende sanktioner" og andre detaljer i implementeringen af denne aftale, som aftalens underskrivere synes at forvente? Er det muligt, at iranerne faktisk godt ved dette?
Måske er der trods alt noget i ayatollahernes øjne. Måske har den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, og præsident Barack Obama virkelig set ind i de iranske lederes øjne og set et smil. Men om grunden til det er den, de tilsyneladende tror, er selvfølgelig en helt anden sag.