Hver gang ISIS, Boko Haram, Iran eller en hvilken som helst anden terrorgruppe i den muslimske verden bliver diskuteret, er mange mennesker tilbøjelige til at give Vesten skylden for de ødelæggelser og mord, som disse grupper begår. Intet kunne være længere fra sandheden. At lægge skylden for fejltagelserne i den muslimske verden på de vestlige lande er et udtryk for simpel fordomsfuldhed og et forsøg på at fralægge sig ansvaret og forhindre os i at forstå problemets faktiske, grundlæggende årsag.
Når disse islamiske terrorgrupper bortfører kvinder for at sælge dem som sexslaver eller "hustruer;" når de udfører massekorsfæstelser og tvungne konverteringer; når de skærer hovedet af folk en masse; når de forsøger at udradere religiøse minoriteter og ødelægger uerstattelige arkæologiske steder, så er tanken om, at dette er Vestens skyld, både latterlig, krænkende og usand.
De vestlige stater forsøger, ligesom mange andre stater, at beskytte deres borgeres sikkerhed. Det de især har brug for, er derfor nogle fredelige stater som partnere, med hvem de kan udvikle økonomiske, kommercielle og diplomatiske forbindelser. De har ikke brug for nogle genocidale terrorgrupper, som ødelægger liv, fred og stabilitet i store bølger over hele den muslimske verden.
De vestlige stater har tillige nogle demokratiske og humanitære værdier, som de islamiske stater ikke har. Den vestlige og den islamiske verdens religiøse og historiske erfaringer er så kolossalt forskellige, så de endte med at få fuldkommen forskellige kulturer og værdier.
Vesten, der er grundet på jødiske, kristne og sekulære værdier, har skabt en langt mere menneskevenlig, fri og demokratisk kultur. Bedrøveligvis har store dele af den muslimske verden, som er underkastet islamisk sharia-lov, skabt en kvindefjendtlig, voldelig og totalitær kultur.
Det betyder ikke, at Vesten har været perfekt og lydefri. Vesten begår stadig nogle forfærdelige forbrydelser: Europa er skyldig i at have banet vejen for nedslagtningen af seks millioner jøder i Holocaust og for stadig ikke at beskytte sine jødiske samfund. Selv i dag fordrejer mange europæiske stater enhver logik for at anerkende Hamas, der åbenlyst erklærer, at dens mål er at begå folkedrab på jøder.
Men Vesten indrømmer sit ansvar for de fejl, der begås i dens egne territorier: for eksempel den manglende evne til at beskytte europæiske kvinder mod muslimske voldtægtsforbrydere. Disse mænd er rejst til Europa for at nyde godt af mulighederne og privilegierne dér, men i stedet for at vise deres taknemlighed over for de europæiske folk og regeringer har de voldtaget kvinder og forsøgt at indføre islamisk sharia-lov.
Hvis vi ønsker at kritisere Vesten for det, der finder sted i den muslimske verden, så bør vi kritisere den for ikke at gøre mere for at standse disse grusomheder.
Vesten, og især USA, burde satte al sin magt ind på at standse dem – især folkedrabene på jøder, kristne og andre ikke-muslimer i den muslimske verden.
Vi bør også kritisere Vesten – og andre, såsom FN og dens skævvredne rapport om Gaza-krigen -- for at støtte dem, der hovmodigt udfører terrorangreb på israelske borgere, og vi bør kritisere Vesten for ikke at stå side om side med staten Israel i en konfrontation mod det folkemorderiske jødehad.
Vi bør kritisere Vesten for at lade den islamiske anti-semitisme vokse i Europa og gøre tilværelsen for jøder mere ubærlig for hver dag der går.
Vi bør kritisere Vesten for uden den mindste knurren at have accepteret den tyrkiske besættelse af det nordlige Cypern i mere end 40 år.
Vi bør også kritisere Vesten for at overlade kurdernes skæbne, kurderne som er et forfulgt og statsløst folk, i Tyrkiets, Irans, Iraks og Syriens – og nu også Islamisk Stats (ISIS) – tvivlsomme varetægt. Den 25. juni udførte ISIS endnu et dødbringende angreb, hvor de dræbte og sårede snesevis af mennesker i den kurdiske grænseby Kobani i syrisk Kurdistan.
Og vi bør især kritisere den nuværende amerikanske regering for ikke at have været villig til at gribe grundigt ind for at standse ISIS, Boko Haram og andre ekstremistiske islamiske grupper.[1]
Listen kunne fortsættes i det uendelige. Desuden er det tilsvarende urealistisk at påstå, at disse grupper eller regimer alle har misforstået deres egen religions læresætninger.
Det er heller ikke realistisk at påstå, at Vesten har skabt alle disse hundreder af islamiske terrorgrupper over hele den muslimske verden.
Spørgsmålet er derfor: Hvem eller hvad skaber alle disse terrorgrupper og regimer?
I næsten alle dele af den muslimske verden vokser den systematiske diskrimination, ja endda mord, uhæmmet – især mod kvinder og ikke-muslimer. Ekstremistiske islamiske organisationer er imidlertid ikke de eneste syndere. Mange civile muslimer, som ikke har forbindelse til nogen islamistgruppe, begår også dagligt disse forbrydelser. Jihad (krig for at tjene islam) og undertvingelse af ikke-muslimer er dybt rodfæstet i islams skrifter og historie.
Lige siden det 7. årh. har muslimske hære invaderet og erobret jødisk, kristent, hinduistisk, buddhistisk og zarathustrisk land; i mere end 1400 år siden da har de fortsat deres jihad, eller islamiske angreb, på andre religioner.
Mange mennesker synes helt berettiget at være chokerede over ISIS' barbari, men islamisk jihad hører ikke kun hjemme hos ISIS. Voldelig jihad er en flere hundrede år gammel tradition inden for islamisk ideologi. ISIS er blot én af islams jihadistiske hære. Der findes mange.
Alt dette er et islamisk problem. Det frie Vesten har absolut intet at gøre med skabelsen og bevarelsen af denne ufrie kultur.
Vesten har derimod været offer for islamiske militærtogter og imperialistiske forsøg: kristne folkeslag i Europa har været udsat for osmanniske invasioner og undertvingelse gennem århundreder. Det byzantinske kejserriges fald markerede toppen af islamisk jihad på kristen jord. Mange områder i Europa -- herunder bl.a. Grækenland, Bulgarien, Albanien, Bosnien, Kroatien, Ungarn, Serbien og Cypern – blev alle invaderet og besat af de osmanniske hære. Andre mål, herunder Venedig, Østrig og Polen, måtte udkæmpe nogle voldsomme forsvarskrige for at beskytte deres områder.
De historiske og nuværende vanskeligheder i den muslimske verden er derfor ikke problemer, der er "importeret" fra en kilde udefra; det er interne kulturelle og politiske problemer, som de muslimske regimer og folk har reproduceret gennem århundreder.
Nogle af de ting, som kvinder i Saudi-Arabien ikke må, blev nævnt i en liste i bladet The Week: Saudiske kvinder må ikke "færdes uden en mandlig ledsager, oprette en bankkonto uden deres mands tilladelse, køre bil, stemme ved valg, tage ud at svømme, deltage frit i konkurrencesport, prøve tøj når de handler, træde ind på en begravelsesplads, læse et ucensureret modemagasin eller købe en barbiedukke og så videre."
Der står selvfølgelig intet specifikt i de islamiske skrifter om biler, modemagasiner eller barbiedukker. Men der står tilstrækkeligt, som antyder, hvorfor alle disse overtrædelser, og flere andre, er så udbredte i hele den islamiske verden, og hvorfor præsteskaber, imamer og muftier anerkender dem som overtrædelser.
Den centrale opgave er at indse, hvordan de grænser, som islamisk teologi drager, gøder jorden, hvori denne form for diskrimination systematisk sætter nye skud, hvorfor den forherliges, og hvordan den forsvares.
Saudi-Arabien er ikke det eneste muslimske land, hvor kvinder dehumaniseres. Næsten overalt i hele den muslimske verden – herunder også Tyrkiet, der anses for at være et af verdens mest "frisindede" muslimske lande – bliver kvinder bestandig mishandlet eller dræbt af deres mænd, eksmænd, kærester, fædre, brødre eller andre mænd. [2]
Er det Amerika, der fortæller disse mænd, at de skal behandle deres kvinder eller søstre som undermennesker?
Er det Vesten, der forhindrer dem i at respektere menneskerettigheder eller løse deres politiske affærer på diplomatisk og fredelig vis? Er muslimer for dumme til at træffe kloge beslutninger og handle ansvarligt? Hvorfor skulle amerikanerne eller europæerne ønske resten af verden ondt?
Dæmonisering af vestlige lande – selv efter alle deres kulturelle, videnskabelige og rationelle fremskridt – er simpelthen ren og skær racisme.
"Den forestilling, at Vesten altid er skyldig, er en af en snes uheldige forestillinger i det 21. århundrede," skrev den australske præst, dr. Mark Durie. "Denne irrationelle og lidet gavnlige forestilling indlæres i mange skoler i dag og er blevet en indbygget del af mange menneskers livssyn. Der er dybest set tale om en strategi, der skal bringe til tavshed, og som saboterer kritisk tænkning."
En anden foreteelse, som forhindrer os i at forstå de grundlæggende årsager til konflikterne i den muslimske verden, er den "moralske relativisme" – en politisk korrekt betegnelse, som i virkeligheden er ensbetydende med moralsk fejhed.
Når man forsvarer den "moralske relativisme" og siger, at "alle kulturer er ligeværdige," så betyder det i virkeligheden at man siger, at en kultur som opfordrer til børneægteskaber, vold imod kvinder og salg af piger på slavemarkeder, har samme værd som en kultur der respekterer kvinder og anerkender deres rettigheder, og som afsværger hensynsløs vold.
En anden populær skydeskive vedrørende fejlene i den muslimske verden er den historiske britiske kolonialisme.
Men hvis kolonialismen er hovedproblemet, så var og er muslimerne faktisk også stadig kolonisatorer – og tilmed nogle ikke specielt "menneskevenlige" af slagsen. De muslimske kolonisatorer synes endda ikke at have bidraget med ret meget til kulturen i de områder, som de invaderede og koloniserede. Faktisk har de reelt forsinket udviklingen i de områder, som de koloniserede. Trykpressen kom f.eks. næsten 200 år senere til de osmanniske områder end til Europa.
"Bøger... undergraver magten hos dem, der kontrollerer den mundtlige viden, eftersom de [bøgerne] villigt gør denne viden tilgængelig for enhver, der mestrer kunsten at læse," skrev professor Daron Acemoglu og James Robinson. "Dette truede med at undergrave den eksisterende status quo, hvor viden var kontrolleret af eliten. De osmanniske sultaner og religiøse samfund frygtede den kreative nedbrydning, som det ville medføre. Deres løsning var at forbyde bogtrykkerkunsten." [3]
"Europæiske imperier -- det britiske, franske og italienske – havde en kortvarig tilstedeværelse i Nordafrika og Mellemøsten sammenlignet med det osmanniske, som herskede over regionen i mere end 500 år," har historikeren Niall Ferguson sagt.
"Den kultur, som i dag findes i Mellemøsten i bred forstand og i Nordafrika, har meget, meget få ligheder med den kultur, som europæerne forsøgte at indføre dér i slutningen af det 19. årh. og frem til midten af det 20. århundrede."
"Man kan ikke sige, at det er imperialismens skyld, og så udelade det længstvarende imperium i Mellemøsten, som var det osmanniske imperium, et muslimsk imperium, der gik meget længere tilbage end nogen af de europæiske imperier omtalt i denne sammenhæng."
Muslimske stater besætter og koloniserer stadig forskellige territorier -- herunder Kurdistan, Baluchistan og den nordlige del af Cypern, som er medlem af EU.
"En af de mest tragiske følger af den tyrkiske invasion i 1974," ifølge udenrigsministeriet for republikken Cypern, "og den efterfølgende ulovlige besættelse af 36,2% af republikken Cyperns territorium er den voldlige og systematiske ødelæggelse af de besatte områders kulturelle og religiøse arv."
"Hundredvis af historiske og religiøse monumenter i forskellige regioner i de besatte områder er blevet ødelagt, udplyndret og vandaliseret. Der er blevet udført ulovlige 'udgravninger' og kulturskatte er blevet stjålet fra museer og private samlinger og solgt i udlandet."
Muslimske grupper og regimer forfølger stadig oprindelige folk såsom blandt andre assyrere, kaldæere, mandæere, shabakker, koptere, yezider og biduner.
"En betydelig andel af den bidunske befolkning lever med den konstante trussel om deportation hængende over hovedet," ifølge analytikeren Ben Cohen. "Omkring 120.000 biduner lever uden nationalitet og uden nogen af de rettigheder, som følger med et statsborgerskab."
"Medlemmerne kan ikke opnå fødsels- eller vielsesattester, identitetskort eller kørekort. De er forment adgang til de offentlige sundheds- og undervisningsydelser. Deres andenrangs status betyder, at de ikke har adgang til retssale med henblik på at forfølge deres veldokumenterede påstande om diskrimination. Og de sjældne gange de finder viljen til at protestere offentligt—sådan som de gjorde det i 2011, hvor demonstranterne bar skilte med slogans som 'I Have a Dream'—reagerer sikkerhedsstyrkerne med usædvanlig brutalitet og bruger våben som vandkanoner, chokgranater og tåregas med uforsvarlig hæmningsløshed."
Det er ikke Vesten eller Israel, der begår disse forbrydelser mod det bidunske samfund; det er Kuwait, en velhavende islamisk stat, der behandler forsvarsløse mennesker som om de var slaver.
I Qatar, en anden velhavende islamisk stat, er nepalesiske migranter som opfører et fodboldstadion, "døde i et omfang af én hver anden dag... Dette tal inkluderer ikke dødsfald blandt arbejdere fra Indien, Sri Lanka og Bangladesh.... Det nepalesiske hvervekontor for arbejde i udlandet sagde, at 157 af deres arbejdere i Qatar var døde mellem januar og midten af november" sidste år. I 2013 var tallet for samme periode 168."
"I Libyen er indfødsret kun opnåelig for en mand, hvis han er af arabisk herkomst," rapporterede FN's højkommissariat for flygtninge (UNHCR). "Og mange akhdamer i Yemen, en lille etnisk minoritet som kan være efterkommere af afrikanske slaver, oplyses at være ude af stand til at opnå statsborgerskab."
Er det ikke apartheid?
I Kuwait kan kun muslimske ansøgere søge indfødsret, mens Libyens nationalitetslov giver mulighed for fratagelse af nationalitet på basis af konvertering fra islam til en anden religion."
Er det ikke apartheid? Apartheidlove synes at herske mange steder i den muslimske verden.
Forsøg på at hvidvaske den skade, som den islamiske ideologi har påført den muslimske verden, og samtidig lægge skylden for de islamiske ugerninger på Vesten vil aldrig hjælpe muslimerne med at se deres egne fejltagelser i øjnene og finde nogle fremskridtsvenlige måder at løse problemerne på.
"Alverdens muslimer tilsammen har modtaget færre nobelpriser end Trinity College i Cambridge. De bedrev dog nogle storartede ting i Middelalderen," skrev evolutionsbiologen Richard Dawkins på Twitter, hvorefter andre Twitter-brugere strømmede til for at kritisere ham.
Det ser ud til at indehavelse af oliereserver, som per capita langt overgår alt hvad vestlige lande kan opnå, ikke skaber videnskabsførende nationer.
Hvad er det, der holder muslimerne tilbage, selvom de har uovertrufne fordele af underjordiske rigdomme? Hvorfor fandt den videnskabelige revolution ikke sted i den muslimske verden? Hvorfor er så megen islamisk historie præget af aggressiv jihad?
Islamisk jihad og islamisk vold, sanktionering af sexslaveri, dehumanisering af kvinder, had og forfølgelse af ikke-muslimer og homoseksuelle, undertrykkelse af ytringsfrihed og tvungne konverteringer, det har alt sammen været almindeligt forekommende i den islamiske verden lige siden denne religions begyndelse.
Mange læresætninger i de islamiske skrifter samt biografier over religionens stifter skaber de rammer, hvorunder disse mishandlinger ikke blot finder sted, men stadig beskyttes i meget stor skala. Det er disse læresætninger, der er blevet den muslimske verdens kultur.
Desværre har mangfoldige muslimer spildt megen tid, energi og mange resurser på at dræbe og ødelægge, men – bortset fra enkelte samfunds blændende, kunstneriske præstationer – ikke på videnskabelige og kulturelle fremskridt.
For nylig udtalte sheik Hamad bin Jassim bin Jaber al-Thani, tidligere premierminister for Qatar, at påstandene om, at Qatar har betalt bestikkelsespenge for at vinde værtsskabet for Verdensmesterskaberne i 2022 ikke var "rimelige" og udsprang af Vestens islamofobi og racisme over for arabere.
De seneste begivenheder tyder på, at han, i bedste fald, var "misinformeret."
Benægt alt og læg skylden for dine fejl og mangler på "den vantro." Intet er vigtigere end din ære og intet værre end din skam.
Hvis vi muslimer ønsker at skabe en bedre fremtid, er der intet der standser os, bortset fra os selv. Vi bør lære at analysere såvel vores nutid som vores fortid med kritiske øjne.
Menneskerettighedsaktivister og akademikere i Vesten lyver over for muslimerne om disses kultur og angriber og truer Amerika, Europa og "zionismen" for muslimernes problemer; dette vil aldrig kunne føre til en positiv udvikling i den muslimske verden. Det er den islamiske kultur og religiøse ideologi, der bærer ansvaret for disse problemer.
Hvis der nogensinde skal finde en oplysning, reform eller renæssance sted i den muslimske verden, kan udgangspunktet alene være en dybtgående granskning og vanskelig selvransagelse.
Uzay Bulut, født og opvokset som muslim, er en tyrkisk journalist bosat i Ankara.
[1] Også Det Muslimske Broderskab, Irans islamiske republik, al-Qaeda, Al-Badr, al-Gama'a al-Islamiyya, Islamisk Jihad, al-Nusra Fronten, Hizb-ut-Tahrir, Al Ghurabaa, Al-Itihaad al-Islamiya, Al-Mourabitoun, Abdullah Azzam-brigaderne, Jaish al-Muhajireen wal-Ansar, Jamaat Ul-Furquan, Jamaat-ul-Ahrar, Jamaat-ul-Mujahideen Bangladesh, Jamiat al-Islah al-Idzhtimai, Great Eastern Islamic Raiders' Front, Al-Shabaab, Abu Sayyaf, Tehreek-e-Nafaz-e-Shariat-e-Mohammadi, Supreme Military Majlis ul-Shura of the United Mujahideen Forces of Caucasus, for blot at nævne nogle få.
[2] Se: "Gender Equality Gap Greatest in Islamic Countries, Survey Shows", af Patrick Goodenough, 29. oktober 2014; "The Treatment of Women In Islam," af Rachel Molschky, 7. oktober 2013; "Women Suffer at the Hands of Radical Islam", af Raymond Ibrahim, 9. januar 2014; "As Muslim women suffer, feminists avert their gaze", af Robert Fulford, National Post; Ayse Onal, en førende tyrkisk journalist, skriver i sin bog, Honour Killing: Stories of Men Who Killed, at alene i Tyrkiet sker der et æresdrab ca. hver eneste dag – der blev indberettet 1.806 i perioden mellem 2000 og 2005.
[3] Daron, Acemoglu & Robinson, James (2012), Why Nations Fail: The Origins of Power, Prosperity, and Poverty, Crown Publishing Group.