Mens forhandlingerne mellem P5+1 landene og Iran fortsætter, bliver menneskerettigheder under det iranske styre stadig henvist til periferien.
Obama-administrationen har, under protester fra utallige menneskerettighedsorganisationer, gjort det klart, at USA ikke ønsker at ændre det iranske regimes karakter. Målet for de direkte forhandlinger er derimod udelukkende at nå frem til et kompromis, som alle parter kan blive enige om, vedrørende Irans fortsatte uranberigelse. Den aktuelle, planlagte deadline for forhandlingerne er den 30. juni.
Irans islamisk republik er notorisk verdens største statssponsor for terrorisme. De stedfortrædende organisationer omfatter Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza-striben og houthi-oprørerne i Yemen. Regimets støtte til barbari afspejles også i selve Iran, eftersom de iranske ledere støtter ubeskrivelige brud på menneskerettigheder på en daglig basis.
Med en forhandlingsdeadline om ganske få dage har juni måned 2015 ikke været nogen undtagelse.
Ifølge en pressemeddelelse den 17. juni fra organisationen Iran Human Rights (IHR), som "støtter det iranske folks kamp for menneskerettigheder og styrker dets stemmer på den internationale scene," har det iranske regime henrettet en fængselsfange hver anden time i denne måned:
"Ifølge rapporter indsamlet af IHR indtil nu i juni er mindst 206 mennesker blevet henrettet i forskellige iranske byer. 60 af henrettelserne blev kundgjort ved officielle kilder, mens IHR har kunnet bekræfte 146 andre henrettelser, som ikke blev kundgjort af myndighederne."
"Indtil nu er der i 2015 henrettet mere end 560 mennesker i landet og vi befinder os stadig i årets første halvdel," udtalte Mahmood Amiry-Moghaddam, talsmand for IHR, i et interview. "Dette er uden fortilfælde i de seneste 25 år! Desværre føler folk i Iran, at det internationale samfund har lukket øjnene for, hvad de må gennemleve."
Henrettelserne udgør blot 'hovedet på kranen.' Som IHR rapporterede onsdag morgen, skulle Mohammed Moghimi, forsvarsadvokat for borgerrettighedsaktivisten Atena Faraghadani, efter planen løslades fra fængslet den 16. juni efter tre dage i fængsel. Hvad var hans forbrydelse helt præcist?
"Mohammad Moghimi var sigtet for 'ikke-utroskabsrelateret ulovlig omgang', fordi han gav hånd til sin kvindelige klient," skriver IHR. "Han var taget til Evin-fængslet for at besøge Ms. Faraghadani og forberede en appelansøgning i forbindelse med hendes fængselsdom på 12 år." Ifølge IHR's kilder fandt det forbudte håndtryk "sted under to agenters tilstedeværelse i lokalet. Atena undskyldte for det med det samme... men agenterne ville ikke lade det ligge og førte hendes tilbage til fængselsafsnittet og arresterede Mr. Moghimi på stedet."
Moghimi blev løsladt mod en kaution på godt og vel 60.000 dollar.
Og hvorfor sidder Faraghadani i fængsel? På grund af et opslag på Facebook. En revolutionsdomstol i Teheran idømte hende 12 år og 9 måneders fængsel for et opslag imod regeringen, som udgjorde "forsamling og sammensværgelse imod den nationale sikkerhed," "propaganda imod staten" og "fornærmelse af den øverste leder, præsidenten, medlemmer af parlamentet og IRGC [revolutionsgarden] afsnit 2-A's agenter, " ifølge IHR.
"Det vi er vidne til i dag, er ikke meget anderledes end det, ISIS foretager sig," mener Amiry-Moghaddam. "Forskellen er, at de iranske myndigheder gør det på en mere kontrolleret måde og repræsenterer et land, som er fuldgyldigt medlem af det internationale samfund med gode diplomatiske forbindelser til Vesten."
Nu er Vesten, med muligheden af en atomaftale, på vej til at styrke Irans diplomatiske stilling – og det uden blot det mindste blik på menneskerettigheder.
Mens de amerikanske forhandlere udveksler håndtryk med de iranske diplomater under næste runde af samtalerne i Geneve, kan de iranske borgere ikke give hinanden hånden uden frygt for at blive sat i fængsel i flere år. Mens embedsmændene såvel fra Vesten som fra Iran udveksler de seneste opdateringer på de sociale medier, kan iranerne derhjemme blive sat i fængsel for at udtrykke den forkerte holdning i et opslag på Facebook.
Hvis iranerne ikke kan have tillid til deres egne borgeres håndtryk, hvordan kan Vesten så have tillid til det iranske styres urancentrifuger?