Alle tegn tyder på, at palæstinenserne planlægger at optrappe deres bestræbelser på at tvinge Israel til at føje sig efter deres krav. Men eftersom palæstinenserne ikke er forenede, arbejder de på to fronter for at nå deres mål.
Den ene gruppe, der er ledet af Det Palæstinensiske Selvstyre, tror på, at Israel med det internationale samfunds hjælp kan tvinges til at trække sig helt tilbage til linjerne før 1967, herunder det østlige Jerusalem, og acceptere "retten til tilbagevenden" for millioner af flygtninge og disses efterkommere til deres tidligere hjem inde i Israel.
Den anden gruppe, som er repræsenteret ved Hamas, Islamisk Jihad og flere andre terrorgrupper, afviser fortsat enhver form for kompromis og insisterer på, at den eneste løsning ligger i udslettelsen af Israel. I modsætning til den første gruppe mener denne gruppe, at direkte eller indirekte forhandlinger med den "zionistiske fjende" er spild af tid og at terrorisme er palæstinensernes eneste middel til at nå deres mål.
De to palæstinensiske grupper, Selvstyret og Hamas, har ligget i indbyrdes krig siden 2007, hvor Hamas tog fuld kontrol med Gaza-striben og tvang Det Palæstinensiske Selvstyre til at flygte til Vestbredden.
Men selvom de to rivaliserende grupper bekæmper hinanden, arbejder de også hver for sig på at overmande Israel.
Den 19. juni tog en Hamas-tilknyttet gruppe ansvaret for det skudangreb, som dræbte Danny Gonen, en 25-årig ung mand som besøgte Vestbredden.
Hamas, Islamisk Jihad og andre palæstinensiske grupper skyndte sig at hilse drabet på den unge israeler, som for øvrigt ikke var "bosætter," men bosiddende i den israelske by Lod nær Ben Gurion lufthavn, "velkommen."
I nogle udtalelser forklarede disse terrorgrupper hver især, at angrebet hang sammen med de palæstinensiske bestræbelser på at "opretholde modstanden" mod Israel på Vestbredden. De sagde, at den slags angreb var "legitime midler" til opnåelse af palæstinensiske rettigheder og aspirationer.
Disse grupper gjorde det uomgængeligt klart, at deres virkelige mål ikke er at "befri" Vestbredden, men at fjerne Israel fra jordens overflade. Som en af dem sagde: "Vi vil blive ved med at støtte en hvilken som helst modstandsaktion på Palæstinas jord, indtil det er befriet, fra (Middel)havet til (Jordan)floden, og renset for alle zionistiske ransmænd."
Nogle timer efter angrebet på Vestbredden gentog en af Hamas' ledere, Musa Abu Marzouk, at hans bevægelse søger at erstatte Israel med en islamistisk stat: "Hamas ønsker en stat, ikke kun i Gaza-striben, men i hele Palæstina; vi vil ikke aflevere vore våben og vil blive ved med at kæmpe for at befri vores land."
Marzouks bemærkninger modsiger visse påstande i arabiske og vestlige medier om, at Hamas har bevæget sig i retning af pragmatisme og moderation, og at de nu for første gang er villige til at anerkende Israels ret til at eksistere. Mange i Vesten forstår ofte ikke Hamas' sande position, fordi de ikke følger, hvad Hamas siger på arabisk – til sin egen befolkning. På arabisk gør Hamas ingen hemmelighed ud af sin opfordring til at udslette Israel. Til Hamas' ros skal siges, at dette budskab ofte bliver gentaget på engelsk og på andre sprog.
Mens Hamas og deres allierede arbejder på at udslette Israel ved hjælp af terrorisme, synes Det Palæstinensiske Selvstyre mere besluttet end nogensinde på at optrappe sin verdensomspændende kampagne for at delegitimere og isolere Israel med forskellige internationale gruppers hjælp, så som den anti-israelske boykotbevægelse Boycott, Divestment and Sanctions (BDS – boykot, løsrivelse og sanktioner).
Nogle af de ledende palæstinensiske embedsmænd ynder at beskrive denne kampagne som en "diplomatisk krig" mod Israel. De hævder, at denne krig hidtil har vist sig langt mere "effektiv" end raketter og selvmordsbomber. "Når vi sender raketter mod Israel, får vi ingen sympati," forklarede en embedsmand. "Men alle i det internationale samfund støtter i dag vore diplomatiske bestræbelser. Det er derfor vi mener, at det som Hamas foretager sig i øjeblikket, skader palæstinensernes interesser."
Kort før den israelske mand blev dræbt af skud på Vestbredden, havde den palæstinensiske chefforhandler, Saeb Erekat, afsløret sin plan om at samle verden imod Israel, så det bliver tvunget til at underkaste sig Det Palæstinensiske Selvstyres krav, først og fremmest om en total tilbagetrækning til linjerne før 1967.
Erekats plan går ud på at samarbejde meget tæt med EU-landene og medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd for at øge presset på Israel og få det til at bøje sig for de palæstinensiske krav. Den opfordrer også til at rekruttere international støtte til anerkendelse af en palæstinensisk stat og bane vejen for dennes tilslutning til diverse internationale organisationer og konventioner.
I sin plan advarer Erekat mod at bifalde nogen resolution fra FN's Sikkerhedsråd, som inkluderer anerkendelse af Israel som en jødisk stat, eller tilbyde indrømmelser i forbindelse med flygtninges "ret til tilbagevenden." Han gentager også Det Palæstinensiske Selvstyres afvisning af ideen om udveksling af landområder mellem den fremtidige palæstinensiske stat og Israel. Desuden betoner Erekat sin modstand mod tanken om at skabe en demilitariseret palæstinensisk stat eller opgive nogen som helst del af Jerusalem.
Det Palæstinensiske Selvstyres aktuelle strategi går ud på at forhandle med det internationale samfund, og ikke med Israel, om at opnå fred i Mellemøsten. Selvstyret ved, at det ikke vil få alt det fra Israel, som det ønsker. Det er grunden til, at de palæstinensiske ledere har valgt at forhandle med Frankrig, Storbritannien, Sverige og USA. Palæstinenserne håber, at disse lande vil give dem det, som Israel ikke kan og ikke er rede til at tilbyde dem ved forhandlingsbordet.
Selv hvis Israel ønskede at give hundrede procent af det, som landet erobrede i 1967, tillader virkeligheden på landjorden det ikke. Siden 1967 har både jøder og arabere skabt uigenkaldelige "kendsgerninger på landjorden," så som opførelser af titusindvis af boliger til både arabere og jøder. En fuld tilbagetrækning ville betyde, at titusindvis af jøder og arabere ville miste deres hjem, både på Vestbredden og i Jerusalem.
Det ultimative mål for Det Palæstinensiske Selvstyre er med det internationale samfunds hjælp at tvinge Israel i knæ. For Selvstyret handler en samling af det internationale samfund og Europa om at straffe og svække Israel, ikke om at stifte fred med det. Selvstyret ønsker at se Israel degraderet, isoleret og forvandlet til en slyngelstat. Det ønsker at se israelere bragt for Den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC) og udstødt af så mange internationale organisationer som muligt.
Ud fra samtaler med førende embedsmænd i Det Palæstinensiske Selvstyre får man det indtryk, at deres egentlige mål er at se Israel i en tilstand af overgivelse og nederlag. Deres strategi handler ikke længere om en to-statsløsning, men snarere om at påføre Israel smerte og lidelse. Det handler mere om at søge hævn imod Israel end om at leve i en stat ved siden af det.
Selvstyrets "diplomatiske krig" mod Israel hjælper på mange måder også Hamas. Ved hele tiden at beskylde Israel for "krigsforbrydelser" og "grusomheder" hjælper Selvstyret Hamas med at retfærdiggøre dennes terrorangreb mod israelere. Selvstyrets anti-Israel kampagne hjælper også med at skabe sympati og forståelse for Hamas' terrorangreb.
Imens hjælper Hamas' terrorisme ligeledes Det Palæstinensiske Selvstyres anti-Israel kampagne i det internationale samfund. Hvert eneste terrorangreb giver Selvstyret mulighed for at pege på det "presserende" behov for at tvinge Israel til at bøje sig for de palæstinensiske krav som en måde at "dæmme op for de radikale."
Det er sådan, Hamas og Det Palæstinensiske Selvstyre, skønt stadig svorne fjender, komplementerer hinandens roller imod Israel.
Og mange i det internationale samfund synes at hjælpe disse to palæstinensiske lejre i deres bestræbelse på at undergrave og udslette Israel.