Tidligere premierminister Tony Blair har accepteret en invitation til at blive formand for European Council on Tolerance and Reconciliation (ECTR) [Europæisk råd for tolerance og forsoning]. ECTR kan prale af en rådgivende bestyrelse bestående af en halv snes europæiske præsidenter og premierministre. Rådet beskriver sig selv som et non-regeringsorgan, som "fremmer forståelse og tolerance blandt folkeslag af forskellig etnisk oprindelse; underviser i forsoningsteknikker; afhjælper post-konfliktuel social frygt; overvåger chauvinistisk adfærd, foreslår pro-toleranceinitiativer og lovfæstede løsninger."
Bag al denne jargon hævder Blair og ECTR at fremme religiøs tro og dialog som et middel til at imødegå hatespeech og ekstremisme. I et indlæg i The Times skriver Blair og ECTR-præsident Moshe Kantor:
"Det er vores faste overbevisning, at det ikke er religion eller tro som sådan, der forårsager eller anstifter konflikt. Det er misbruget af religion, som derefter bliver til en maske, som de med hang til død og ødelæggelse alt for ofte skjuler sig bag. ... ECTR sammenbringer parter og politiske ledere, som har befundet sig i hjertet af nogle af verdens vanskeligste konflikter, med henblik på at fostre dialog. Vore projekter behandler også konflikter fra bunden og op – fokuserer på de grundlæggende årsager til intolerance, som almindeligvis er ukendskab til andre trosformer og kulturer – og ECTR breder således sit budskab ud til skoler og universiteter rundt om i Europa for at opmuntre til tolerance og forsoning."
ECTR's mission bliver forklaret i et dokument med titlen "A European Framework: National Statute for the Promotion of Tolerance" [En europæisk rammeskitse – national statut til fremme af tolerance]. Denne "rammeskitse" forelægges i øjeblikket parlamenter over hele Europa. For Blair og ECTR synes "tolerance" imidlertid ikke at være ytringsfrihed, men nogle orwellske adfærdsnormer som skal håndhæves strengt og reguleres af regeringen.
"Tolerance," hævder ECTR, er "respekt for og accept af udtrykkelse, bevarelse og udvikling af en [religiøs, racemæssig eller kulturel] gruppes identitet."
Fortalere for individuel frihed hævder imidlertid, at ægte tolerance vil sige at tolerere synspunkter, som vi ikke bryder os om. I et frit samfund stilles der ingen krav om at vise "respekt" for sådanne synspunkter, blot om at acceptere frie menneskers ret til at udtrykke dem.
"Der er ingen grund," forklarer ECTR, "til at være tolerant over for de intolerante." Det ser ud til, at europæisk "tolerance" udelukkende betyder at tolerere en europæisk dagsorden.
Begrebet "grupperettigheder" vil med sikkerhed overtrumfe individets frihedsrettigheder. ECTR opfordrer europæiske lande til at introducere et antal "forbrydelser, der kan straffes som forbrydelser af skærpet karakter," som en del af en "Statut til Fremme af Tolerance." Disse forbrydelser skal inkludere:
(iii) Gruppeinjurier...
(iv) Åbenlys billigelse af en totalitær ideologi, xenofobi eller antisemitisme.
(v) Offentlig billigelse eller benægtelse af Holocaust.
(vi) Offentlig billigelse eller benægtelse af andre folkedrabshandlinger, hvis eksistens er blevet fastslået af en international forbryderdomstol eller et tribunal.
Disse tiltag er nogle rystende angreb på ytringsfriheden. Særligt skadelig er den foreslåede kriminalisering af "gruppeinjurier" – forestillingen om at injurierende udtalelser om en gruppe af mennesker gælder som retsstridige i forhold til individuelle medlemmer af den pågældende gruppe.
Gruppeinjurier har ingen basis i britisk lov. I 1993 afsagde en britisk domstol i sagen Derbyshire CC versus Times newspapers kendelse om, at regeringsorganer ikke kan anlægge injuriesager, netop fordi dette ville medføre udemokratiske begrænsninger af ytringsfriheden. Gruppeinjurielove som dem ECTR foreslår, ville give ekstremistiske religiøse og politiske bevægelser mulighed for at censurere al rapportering og kritik af deres tro.
I Storbritannien er tilskyndelse til had allerede kriminaliseret under Public Order Acts [love om offentlig orden]. Hvis en nynazistisk aktivist for eksempel taler for, at jøder bør myrdes i Londons gader, vil han sandsynligvis blive retsforfulgt.
Men ECTR ønsker at gå meget længere. Som en "forbrydelse af skærpet karakter" vil gruppeinjurier, som ECTR's rammeskitse forklarer, også omfatte "ærekrænkende kommentarer... med henblik på... at bagtale gruppen, [eller] latterliggøre den."
Blair gentager sin gamle fejltagelse. I 2006 blev hans regering fordømt for sine forsøg på at kriminalisere enhver, der "har til hensigt...at vække religiøst had eller har været ubetænksom vedrørende muligheden for vækkelse af religiøst had."
Efter at have tabt en afstemning i parlamentet, og efter at politikere, komikere og journalister kraftigt argumenterede for, at den slags forbud ville censurere hver eneste ærlig kritik af religiøse grupper, var Blair tvunget til at acceptere nogle tilføjelser til loven.
At kriminalisere latterliggørelse ville være katastrofalt. I et frit samfund har ingen ret til ikke at blive fornærmet. Som det konservative parlamentsmedlem Dominic Grieve sagde i 2006, var forslagene et forsøg på at "formilde" nogle minoritetsgrupper.
Ud over at kriminalisere – i tolerancens navn – de synspunkter som ECTR finder utålelige, foreslår Blairs gruppe også nogle orwellske reguleringsmidler til fremme af sin "tolerance"- ideologi. "Regeringen skal sikre," anfører ECTR, "at offentlige mediestationer (tv og radio) vier en på forhånd fastsat procentdel af deres programmer til fremme af en tolerant atmosfære."
Desuden vil regeringsfinansierede organer påtvinge og håndhæve en sådan tolerance, idet ECTR's rammeskitse opfordrer regeringerne til at "oprette en National Tolerance Monitoring Commission [national toleranceovervågningskommission] som et uafhængigt organ – sammensat af højtstående personer uden for statsforvaltningen – udstyret med myndighed til at fremme tolerance." Et særligt regeringsorgan skal også oprettes med henblik på at "supervisere implementeringen" af Statut til Fremme af Tolerance.
ECTR arbejder også for at "forankre statsstøtte til religiøse institutioner i loven."
Igen synes Blair ude af stand til at tage ved lære af sine egne tåbeligheder. Under Blair-regeringen hældte myndighederne millioner af støttepund i lommerne på religiøse grupper, som regeringen troede ville modarbejde ekstremisme og terrorisme. De offentligt støttede grupper inkluderede imidlertid islamistiske organisationer med forbindelse til terrorbevægelser.
Den nuværende premierminister, David Cameron, har siden skrevet:
"Efterhånden som beviserne dukker op vedrørende de personers baggrund, som er blevet dømt for terrorforbrydelser, står det klart, at mange af dem i begyndelsen blev påvirket af det, som nogle har kaldt for 'ikke-voldelige ekstremister', og senere førte de så disse radikale synspunkter frem til næste skridt ved at billige vold. ... Nogle organisationer, der forsøger at fremstå som en port ind til det muslimske samfund, bliver overøst med offentlige penge til trods for, at de gør meget lidt for at bekæmpe ekstremisme. Som andre har bemærket, svarer dette til at sætte et fascistisk parti på højrefløjen til at bekæmpe en voldelig bevægelse for hvidt overherredømme."
Europa bliver nødt til at skille staten fra undertrykkende interessegrupper; man bør ikke gøre det modsatte og støtte disse yderligere.
ECTR's forslag tjener kun til at forstærke multikulturalismepolitikkens farlige fejltagelser. Under dette system klassificeres mennesker som medlemmer af religiøse eller kulturelle grupper, ikke som individuelle borgere med individuelle rettigheder. Ved at forsvare individet ved den gruppe det tilhører, nægter man individet dets egen stemme og borgerlige rettigheder.
I en retssag for nylig ved Londons højesteret dømte en britisk dommer, at en illegal immigrant, som havde tævet sin egen søn, skulle undskyldes på grund af den "kulturelle kontekst." Loven skulle med andre ord kun beskytte hvide børn; kendelsen tolererer implicit dette at slå minoritetsbørn – alt sammen i diversitetens og tolerancens navn. Trevor Phillips, tidligere formand for Lighedskommissionen, beskrev afgørelsen som "den effektive ofring af migrantfamiliens barn på multikulturalismens alter."
I en forlængelse af multikulturalismens politik søger ECTR's foreslåede tiltag at beskytte de forskellige grupper, som de europæiske stater klassificerer deres borgere efter. Sådanne love og reguleringstiltag ville yderligere dele Europa op i stammelignende grupperinger bestående at forskellige religiøse, etniske, kulturelle og politiske bevægelser – alle i indbyrdes konkurrence om regeringens beskyttelse og støtte.
Ved at kriminalisere vores frihed til at kritisere religiøse bevægelser eller bare give udtryk for intolerante tanker, og ved at tilbyde lovens beskyttelse af religiøse grupper imod latterliggørelse eller fornærmelse, vil Blair og ECTR fjerne det vigtigste dogme i individets frihed: ytringsfrihed.
Et frit samfund kan ikke forbyde tolerering af de intolerante. Virkelig tolerance kræver, at frie borgere tolererer synspunkter, som de ikke bryder sig om.
Vi bør afgjort ikke, sådan som ECTR gør sig til fortaler for, tvinges til at "respektere" synspunkter, som regeringen erklærer for passende.
I et demokrati er loven udformet til at beskytte individet mod undertrykkende interessegruppers dagsorden. Men Blair og ECTR foreslår det diametralt modsatte. Under en regeringshåndhævet "tolerance" vil ekstremisterne blomstre, ærlige borgere vil blive tvunget til tavshed, ytringsfriheden vil blive kriminaliseret, og individet vil, af hensyn til religiøse og kulturelle "grupper," miste sin ret til at være et individ.