Den 27. maj, få uger efter valget, holdt dronning Elizabeth II en tale i det britiske parlament, som fremlagde en række vigtige lovforslag, herunder ændringer inden for immigration og velfærdssystemet, en folkeafstemning om Storbritanniens medlemskab af Den Europæiske Union, og, allervigtigst, en række nye foranstaltninger til imødegåelse af islamisk ekstremisme.
Dette "ekstremismelovforslag," har regeringen bebudet, vil "forene vores land og skabe tryghed for dig og din familie ved at imødegå alle former for ekstremisme." Det vil også "bekæmpe grupper og enkeltpersoner, som afviser vore værdier og fremmer budskaber om had."
For opnå dette forsøger regeringen at skabe en række nye forbudsbeføjelser. "Forbudsordrer" vil gøre det muligt for indenrigsministeren at forbyde bestemte "ekstremistiske grupper." "Ekstremismeafbrydelsesordrer" vil kunne begrænse de enkelte, udpegede "ekstremisters" aktiviteter. De kan forbydes optræden på tv og vil skulle indsende alle publikationer, herunder også opslag på sociale medier, til forhåndsgodkendelse hos politiet. "Lukningsordrer" vil gøre det muligt for regeringen at lukke institutioner, herunder moskeer, som bruges til at fremme ekstremisme.
Desuden har regeringen meddelt, at man har planer om at "gribe hårdt ind mod [tv-] kanaler, som udsender ekstremistisk indhold."
Ændringer i forbindelse med baggrundstjek vil også betyde, at firmaer kan finde ud af, om en potentiel ansat er ekstremist. Skulle dette være tilfældet, vil vedkommende få forbud mod at arbejde med børn.
Sammen med disse kontra-ekstremismebestræbelser vil regeringen også forsøge at introducere en "snushanelov," som skal give sikkerhedstjenesterne mulighed for at spore alles brug af internettet og de sociale medier. Desuden sigter lovforslaget, ifølge en rapport i The Guardian, på at "styrke sikkerhedstjenesternes bemyndigelses til masseindsamling af kommunikationsindhold."
Kritikerne hævder, at mange af disse nye foranstaltninger er overdrevne. Tidligere vicepremierminister Nick Clegg har erklæret, at de britiske borgeres rettigheder bliver "truet af en turboladet snushanelov."
Andre mener, at disse kontra-ekstremismeforanstaltninger truer ytringsfriheden. Forud for det seneste valg hævdede liberaldemokraterne at have blokeret for de konservatives forslag ved "tre forskellige lejligheder." Det liberaldemokratiske parlamentsmedlem Tom Brake mente, at "Forbudsordrer ville undergrave de eksisterende bestræbelser på at samarbejde med lokalsamfundene og medføre en alvorlig risiko for at kriminalisere lovlige grupper, som har ret til at ytre sig imod regeringen. Det risikerer at blive en autorisation til at lukke munden på enhver mening, som regeringen ikke bryder sig om."
Også konservative parlamentsmedlemmer har givet udtryk for bekymring. Dominic Raab, parlamentsmedlem, for nylig udnævnt til underjustitsminister, skrev i 2014:
"De ting der taler for en stærkere håndhævelse af loven, er overvældende – men en lovgivning som undergraver basale frihedsprincipper vil ikke gøre os mere trygge. ... Offentligheden bør bestemt kunne forvente, at sikkerhedstjenesterne sporer terrorister online, men de brede beføjelser i den foreslåede Ekstremismeafbrydelsesordre kan misbruges. Mennesker, som indgår i lidenskabelige debatter – så som kristne der protesterer imod ægteskab mellem homoseksuelle – kan opleve at blive smækket ned. Monarkister eller kommunister kan blive fanget ind for fredeligt at udtrykke deres politiske synspunkter."
Et andet kabinetsmedlem, Sajid Javid, har også ytret sig imod indenrigsministeriets planer om at censurere tv-kanalernes programmer. Som The Guardian har afsløret, fortalte Javid premierministeren, at den foreslåede censur vil betyde en "fundamental ændring af den måde britiske tv-udsendelser styres på, væk fra de nuværende rammer der er udformede til at tage passende højde for ytringsfriheden."
Regeringen møder tydeligvis masser af modstand til sine forslag på begge sider i parlamentet.
Bekymringerne vedrørende ytringsfriheden er også blevet forstærket af de vage formuleringer. Indenrigsminister Theresa May har gentagne gange refereret til fremme af "britiske værdier." Den foreslåede "Ekstremismelov," hævder hun, er udformet til at "beskytte" disse "britiske værdier." Lækkede dokumenter fra indenrigsministeriet taler også for, at immigranter skal tilslutte sig "britiske værdier." I kølvandet på den trojanske hest-skandale, hvor det viste sig, at nogle engelske skoler var blevet infiltreret af islamiske ekstremister, udtalte den daværende undervisningsminister, Michael Gove, at skolerne skal fremme "britiske værdier." Og i en tale i marts erklærede Theresa May, at "islam er fuldt forenelig med britiske værdier og vores nationale livsstil, hvorimod islamistisk ekstremisme ikke er det."
Hvad er da "britiske værdier"? Og for den sags skyld, hvad er en "ekstremist"?
Der findes ingen lovfæstet definition på ekstremisme. Siden 2011 har regeringen imidlertid hævdet, uden grundlag i loven, at ekstremisme er en "mundtlig eller aktiv modstand mod grundlæggende britiske værdier, herunder demokrati, retssikkerhed, personlig frihed og gensidig respekt og tolerance blandt forskellige religioner og trosretninger."
Der er åbenlyse brister i regeringens krav om, at alle "trosretninger" fortjener "gensidig respekt." Selvom det er vigtigt i et frit samfund, at vi tolererer trosretninger, som vi ikke bryder os om, så bør det ikke kræves af os, at vi "respekterer" dem.
Endvidere, uden lovbestemt definition af "ekstremisme" findes der ingen indikationer under den foreslåede nye lov af, hvad der udgør en "forbrydelse." Disse foranstaltninger vil være modne til misbrug. Intet under, at der er modstand mod regeringens planer.
En tilsvarende vag retorik hørtes under tidligere premierminister Gordon Brown fra Labour [Arbejderpartiet]. Han udtalte, at en promovering af "britiske værdier" nødvendiggjorde en diskussion om, "hvordan vi integrerer vore etniske samfund bedre," og "hvordan vi skal reagere på muslimsk fundamentalisme."
Bemærkninger om "tolerance" og "gensidig respekt" lyder lovende, men er stort set meningsløse, især ved mødet med den ganske særlige trussel fra islamisk ekstremisme. Ved at foreslå et forbud mod at "ekstremister" optræder i tv, og undersøge deres skriverier, kræver den nuværende regering, at vi "respekterer" andres tro, samtidig med at den foreslår, at deres synspunkter skal censureres.
Censur er notorisk kontraproduktivt. I 1980'erne blev der indført nogle lignende forbud med hensyn til tv-kanalerne. Dette førte, som journalisten Padraig Reidy skriver, "til det latterlige scenarium, hvor [IRA- lederen] Gerry Adams og andre republikanske repræsentanter fik deres udtalelser eftersynkroniseret af skuespillere, inden interviewene blev sendt i æteren, som om det ikke var deres ord, men selve deres stemmer der kunne tiltrække sympati for terrorisme."
Regeringens forslag synes for mange at være en blanding af tomme trusler og censur. I 2011 holdt premierminister David Cameron en tale i München, hvori han erklærede, at "Under doktrinen om statslig multikulturalisme har vi opmuntret forskellige kulturer til at leve adskilte liv, adskilt fra hinanden og adskilt fra hovedstrømmen.... Vi har endda tolereret, at disse isolerede samfund opfører sig på måder, som er i direkte modstrid med vore værdier."
Trods denne erkendelse af problemet er intet blevet gjort for at løse det. Skal der ske fremskridt, gør Storbritannien vel i at undersøge statens forhold til religiøse grupper på ny. Moskeer og samfund, som støtter ekstremistiske prædikanter, modtager stadig offentlige midler. Desuden nægter regeringen at lukke islamiske velgørenhedsorganisationer, som åbenlyst støtter terrororganisationer. Interpal er for eksempel en af amerikansk lov udpeget terrororganisation, men nyder bred politisk støtte i Storbritannien. Dens bestyrelsesmedlemmer deltager åbenlyst i Hamas-massemøder i Gaza.
Så længe regeringen, som en del af sin multikulturalismepolitik, finansierer og legitimerer ekstremistiske grupper inden for religiøse samfund, vil de islamistiske bevægelser blive ved med at opfordre til adskillelse og anstifte ekstremisme – som formentlig ikke er en del af de "britiske værdier," som regeringen gør sig til talerør for.
"Ekstremisme" er et uklart begreb, som tigger om lovfæstede retningslinjer for, hvad det betyder. Staten synes faktisk mere opsat på at indføre yderligere bureaukrati end på at håndhæve gældende lov.
Gældende lovgivning giver allerede myndighederne mulighed for at retsforfølge prædikanter, som ansporer til vold eller udtrykker støtte til udenlandske terrororganisationer, men disse love håndhæves sjældent. Flag fra forbudte terrorgrupper som Hamas og Hizbollah ses hyppigt i Londons gader, trods Terrorloven fra år 2000, som kriminaliserede støtte til forbudte terrororganisationer.
Loven mod racehad og religiøst had og forskellige love om den offentlige orden forbyder ligeledes ansporing til vold. Alligevel har den islamiske prædikant Abu Usamah at-Thahabi offentligt udtalt: "Grib den homoseksuelle mand... og kast ham ud fra bjerget. Hvis jeg vil kalde homoseksuelle for perverse, beskidte, uhumske hunde, som burde myrdes, så er det min ytringsfrihed, er det ikke." Selvom han gjorde sig til fortaler for mord, er han aldrig blevet sigtet.
Hvis regeringen holdt op med at finansiere og støtte religiøs separatisme og begyndte at bruge den eksisterende lovgivning til at retsforfølge prædikanter, der ansporer til vold og fremmer terrorisme, ville disse tiltag langt hen ad vejen kunne forhindre ekstremister i at operere ustraffet. Censur vil derimod skade alle.