Der hændte noget i Amerika i sidste uge, som ikke bør forbigås. Der er to ting i det. Først det der faktisk skete. Dernæst reaktionen på det der skete.
Tirsdag den 2. juni blev en 26-årig mand, Usaama Rahim, skudt og dræbt af en betjent og FBI-agent fra Boston Politi. Kilder i Boston Politi og de føderale politimyndigheder siger, at Rahim, der tjente til livets ophold som sikkerhedsvagt, var under overvågning. Embedsmændene mener, at han var blevet radikaliseret af ISIS og havde planer om at halshugge en eller anden. Et navn, som tilsyneladende var dukket op i hans samtaler, var bloggeren og aktivisten Pamela Gellers. Rahim synes imidlertid efterfølgende at have besluttet at gå efter, hvad han i en samtale kaldte for 'drenge i blåt' (politiet). På basis af Rahims samtaler besluttede politiet og FBI's anti-terrorefterforskere, at tiden var inde til at gribe ind. Da de gjorde det, truede Rahim dem med en kniv af militært snit, og da han nægtede at overgive sig, blev han dræbt af en politibetjent og FBI-agent.
Det er den slags hændelser, som i dag kan forekomme med jævne mellemrum i Amerika og andre vestlige lande. ISIS' evne til at nå ud til og påvirke borgere langt væk fra Irak og Syrien er til dato blevet demonstreret flere gange, senest i sidste måned i Garland, Texas, hvor to mænd forsøgte at angribe en Mohammed-tegnekonkurrence arrangeret af Pamela Geller. Det er, hvad der skete. Men det der skete bagefter, fortjener på sin vis større opmærksomhed.
I timerne efter skyderiet opstod der en intens medieinteresse for, hvad politiet vidste om den døde mistænkte. Ms. Gellers navn dukkede op. Og så var der noget, der på underfundig vis ændrede sig. I en række medieinterviews med Ms. Geller og med hendes kollega ved American Freedom Defense Initiative, Robert Spencer, udtrykte deres interviewere lettelse over, at de var i sikkerhed – og vendte sig derefter imod dem.
Lavpunktet var et interview på CNN udført af Erin Burnett, hvor nyhedernes ankerkvinde satte spørgsmålstegn ved Ms. Geller hele vejen igennem. Interviewet er værd at kigge på, om ikke andet så på grund af det der skulle blive et betydningsfuldt eksempel på det rod, som Vesten er gerådet ud i vedrørende disse ting. Intervieweren fik fra begyndelsen anbragt sig selv i en ejendommelig, selvkvælende position, da hun nævnte følgende for Geller: "Det står klart, at profeten Mohammed-tegnekonkurrencen i Texas – at det var dig, der stod bag den. Det står klart, at folk døde under den. Der opstod skyderi." Dette var en præsentation af kendsgerningerne i et besynderligt neutralt lys. Selvfølgelig var det, som Geller påpegede over for Burnett, ikke sådan at "folk døde" under tegnekonkurrencen. To mænd dukkede op til begivenheden, tilsyneladende indstillet på at begå massemord, de skød mod politiets betjente og mod sikkerhedsvagterne (hvoraf de sårene én) og blev derefter selv dræbt af politiet, som besvarede ilden. Men det viste sig snart, at dette blot udgjorde grundarbejdet for en større pointe, som CNN-intervieweren gearede op til at fremføre.
"Vedrørende denne 'Tegn Mohammed'-tegnebegivenhed i Texas, så ved du selvfølgelig godt, at der er mennesker, som har en meget anderledes opfattelse af den, end du har. Du ser den som en kunstbegivenhed. De ser den som en fremvisning af billeder af profeten Mohammed, som ikke bør afbildes. Altså, du har jo helt klart gjort andre ting." På dette tidspunkt fremviser intervieweren den annonce, som Pamela Geller sponsorerede i New York Citys undergrundsbane, som sagde: "I enhver krig mellem det civiliserede menneske og barbaren, støt det civiliserede menneske. Støt Israel. Bekæmp jihad." CNN-intervieweren gik derefter videre til sit spørgsmål: "Er du overrasket over, at der findes dem, der kunne ønske at ramme dig for ord som disse?"
Det kan der siges meget om. Hvorfor skulle nogen for eksempel ønske at kappe hovedet af en person, fordi vedkommende har udgivet en annonce, der angriber "barbarer"? For at vise at de ikke er barbariske? Det er bestemt ikke nogen selvfølge, at sådan en annonce uundgåeligt ville føre til vold. Men under alle omstændigheder, så havde interviewerens indlæg endnu ikke nået sit lavpunkt. Det kom, da Burnett nævnte "Southern Poverty Law Center" (SPLC), som intervieweren sagde "sporer hadegrupper i dette land." Pamela Geller befinder sig på Southern Poverty Law Centers liste over "hadegrupper."
Og så kom glansnummeret. "De sporer hadegrupper. De sætter dig på denne liste. Intet retfærdiggør en halshugning eller planer om at halshugge. Men..."
Det siges ofte, med rette, i forbindelse med vitale spørgsmål for vor tid, at alt frem til dette "men" blot er en klaring af halsen. Det er det alle forventer, at man siger, og alt det man er nødt til at sige. Det er det der sker efter dette "men", som betyder noget. I dette tilfælde fortsatte Burnett: "Men det er vigtigt at notere sig dette. Jeg mener, puster du til ilden? Nyder du på et eller andet niveau at være mål for disse angreb?"
Der ligger en hel påstand gemt i antagelserne bag disse spørgsmål. Selve tanken om, at disse selvudnævnte, stærkt politiserede institutioner, så som Southern Poverty Law Center, skal bestemme hvem der er hadefuld og hvem ikke, kan være en begyndelse. Ligesom den blinde accept af metoderne inden for denne type organisationer ('Håb ikke Had' i Storbritannien er et andet eksempel), som synes at foretage en optegnelse over målofre, noget de med sikkerhed, og med rette, ville fordømme andre for.
Men et mønster i tankegangen vedrørende disse halshugningsplaner dukkede frem. Det var det samme mønster, som dukkede op nogle timer senere, da Robert Spencer blev interviewet på CNN og besynderligt nok blev spurgt, hvad han havde gjort inden angrebsforsøget for at række hånden ud til det islamiske samfund i Boston. Antagelsen var selvfølgelig, at Geller og Spencer selv havde fremkaldt disse halshugningsplaner og henrettelsesforsøg mod sig. Hvis dette lyder velkendt, skyldes det, at det er velkendt. Det er præcis, hvad vi hørte fra visse folk over hele det politiske spektrum i kølvandet på mordene i Frankrig på personalet ved satiremagasinet Charlie Hebdo i januar og efter mordet på en filmmand og forsøg på drab på mange andre, som deltog i et møde om ytringsfrihed i København nogle uger senere.
Alle har selvfølgelig deres egne yndlingsemner og foretrukne hadeobjekter. For nogle mennesker på den franske "højrefløj" samt mange på den internationale "venstrefløj" var magasinet Charlie Hebdo på "den yderste venstrefløj" på en måde "selv ude om det." Mange af disse mennesker forholdt sig lavmælte, for ved denne lejlighed havde jihadisternes "blasfemipoliti" stor succes. Men følelsen var der – ligesom den var der mod de ikke-politiske kulturpersonligheder, som arrangerede ytringsfrihedsmødet i København. Når tiderne er sådan, graver et foruroligende stort antal mennesker sig ned langs de indgroede, politiske linjer. Selv for bare nogle få uger siden, da PEN med rette hædrede personalet på Charlie Hebdo ved en ceremoni i New York, søgte to af de overlevende fra personalet på skuffende vis at lægge luft mellem sig selv og arrangøren af den på dette tidspunkt nylig angrebne Garland-udstilling.
"At sammenligne den her Pamela Geller-forestilling med Charlie Hebdo er noget vrøvl," sagde en af dem. En anden tilføjede: "Forskellen mellem os og de her folk er, at de her folk arrangerer konkurrencer, anti-islamistiske konkurrencer." Han fortsatte: "Det er en besættelse ... Vi er ikke besatte. Vi er kun besatte af nyhederne og af, hvordan det går i verden. Forskellen fra Pamela Geller er, at hun er besat af islam. Hun vågner hver eneste morgen og tænker, Hvad kan jeg gøre i dag for at udfordre disse folk?"
Man kunne have håbet, at flere mennesker – især dem der bogstaveligt talt befinder sig så tæt på skudlinjen – nu havde indset, at disse forskelle ikke er det, det handler om. Desuden kan den slags beskyldninger gå i alle retninger. Som jeg skrev for nylig på disse sider, så er det ikke muligt at støtte en "venstreorienterets" ret til at offentliggøre en tegning af Mohammed, men ikke den samme ret når det gælder en på "højrefløjen," eller at en person som offentliggør sådan en tegning, men ikke indser hvad det er han foretager sig, skal forsvares, mens en der offentliggør den fuldt vidende om, hvad det betyder, ikke skal forsvares.
På samme måde betyder det heller ingenting, om Pamela Geller rent faktisk vågner op hver eneste morgen besat af islam, og staben på Charlie Hebdo kun vågner op hver anden morgen eller bare engang imellem og tænker på islam. Det afgørende er: Er det de foretager sig lovligt, og er det noget, som vore love og traditioner beskytter? Svaret, i både Frankrig og Amerika, er "ja."
Derefter betyder det ikke en tøddel, hvilken politisk eller anden holdning udgiveren eller formidleren af en tegning indtager, eller hvad der måtte være hans motiv for at gøre det. Det er ikke vores opgave at foregive, at vi kan se ind i folks hjerter – sådan som selvbestaltede grupper som Southern Poverty Law Center gør det – og forsøge at gætte, hvad deres hensigt er. Hvis det de foretager sig er lovligt, bør vi forsvare dem. Når folk – som ønsker at bryde ikke alene vore love, men vore skikke og traditioner for ytringsfrihed – forsøger at slå disse mennesker ihjel, kan vores reaktion kun være solidaritet.
Vi har ikke mere ret til at gøre os til dommer og jury over et offer eller et potentielt offer, end islamisterne har ret til at gøre sig selv til selvbestaltede bødler. Al den slags hjælper dem blot i deres opgave.