Det er virkelig fascinerende, at Tyrkiets Premierminister Ahmet Davutoglu, professor i politisk videnskab, tror, at Jerusalem, opført tusind år før islams fødsel, oprindelig er en muslimsk by. Og ifølge den tyrkiske præsident – og her bedes saudierne venligst ikke blive fornærmede – er Jerusalem muslimernes "mest betydningsfulde Mekka." Jerusalem har altid indtaget en bemærkelsesværdig plads i den tyrkiske islamists hjerte og tanke. Men lidenskaberne her før valget i Tyrkiet har bragt "Jerusalem-fetichen" til nye højder.
Tyrkiets islamister af i dag minder om Egyptens anden præsident, Gamal Abdel Nasser, en pan-arabisk nationalist, og dennes hærchefer for næsten hundrede år siden. Den 16. maj 1967 gav Nasser ordre til, at kommandøren over FN's fredsbevarende styrker, Indar Jit Rykhye, skulle evakuere sine styrker fra bufferzonen på Sinai i løbet af 48 timer. Da Rykhye spurgte en egyptisk kommandør, om Egypten var klar over konsekvenserne, svarede kommandøren: "Åh sir, vi mødes til frokost i Tel Aviv." FN-styrkerne forlod stedet, og Egypten og Israel måtte udkæmpe krigen i 1967 på egen hånd. Nærværende forfatter ved ikke, hvor den egyptiske kommandør spiste frokost dagen efter, men det var helt sikkert ikke i Tel Aviv. Hans ord kan dog have inspireret Tyrkiets ledere.
Premierminister Ahmet Davutoglu, tidligere udenrigsminister, har gentaget utallige gange siden han indsattes i det tyrkiske kabinet i 2009, at "Vi skal afholde bøn i al-Aqsa moskeen i den palæstinensiske hovedstad 'Quds' ([Jerusalem]." Dette ønske mangler endnu at blive opfyldt. Men det tager ikke modet fra de tyrkiske ledere eller hindrer dem i at lade sig henrykke af stigende doser "Jerusalem-fetich."
Da en kurdisk politiker i en offentlig tale sagde, at "Jerusalem er jødernes hellige by," indkaldte en rasende Davutoglu til et stormøde og råbte med skinger stemme, "Jerusalem er vores hellige sted," og at han aldrig ville tillade byens "islamiske karakter" at ændres.
I en anden tale ved et valgmøde tilføjede Davutoglu: "En skønne dag vil al-Aqsa endegyldigt opnå sin befrielse ... Jerusalem er vores evige anliggende." I en tredje tale hævdede Davutoglu, at hans regering har været udsat for flere forsøg på statskup, blot fordi han siger, at "Jerusalem er vores anliggende."
I endnu en tale påstod han, at Jerusalems endegyldigt fredfyldte periode var "vores (osmanniske) periode." Og i en femte mindedes han "tyrkerne, araberne, kurderne, zazaerne (en kurdisk stamme) og araberne i Saladins glorværdige hær." Det virker som om Jerusalem, for Davutoglu (og Erdogan), ikke eksisterede før år 1187. Hvis den ikke gjorde det, hvorfor taler tyrkerne så om dens "erobring," en eufemisme som de altid synes at foretrække for at undgå ordene "besættelse" eller "invasion."
Præsident Erdogan gør sig nogle ikke mindre excentriske forestillinger. "Jerusalem er," ifølge præsidenten, "det helligste sted for muslimer og den tilhører palæstinenserne." I en nylig tale påstod han, at jøderne [i al hemmelighed] underviser folk i Zarathustras lære på lejre i bjergene. "Vi har bevis for det," tilføjede Erdogan. Han har dog aldrig fremlagt dette "bevis."
For ganske nylig, i en tale den 15. maj, sagde Erdogan: "Desværre mistede vi muslimer vores mål om at drage mod Jerusalem. Vandet i vore øjne frøs til is, gjorde os blinde, og vore hjerter, som var bestemt til at banke for Jerusalem, er nu i stedet vænnet til rivalisering, i en tilstand af indbyrdes krig."
Erdogan opfordrer med andre ord ummah [det muslimske samfund] til at bilægge sine stridigheder for at samles bag en jihadisk march mod Jerusalem. Dette er ikke overraskende for Tyrkiets politiske islam, hvis nærmeste arabiske beslægtede rent ideologisk er Det Muslimske Broderskab. Mohammed Badie, øverste vejleder i Det Muslimske Broderskab, erklærede i en offentlig henvendelse, trykt i den egyptiske avis Al-Ahram, at "zionisterne kun forstår magt," og at arabere ikke kan gøre sig forhåbninger om at opnå retfærdighed fra jøderne "via FN's korridorer eller gennem forhandlinger." Badie blev citeret for at sige:
"Tiden er inde til, at den islamiske nation samles omkring én mand for Jerusalems og Palæstinas skyld ... Jøderne har domineret landet, spredt korruption på jorden, udgydt de troendes blod og med deres handlinger besudlet hellige steder, herunder deres egne ... zionister forstår kun magtens sprog og vil ikke give efter uden vold ... Dette vil kun kunne ske gennem hellig jihad, store ofre og alle typer af modstand. Den dag de indser, at vi vil marchere ad denne vej og rejse jihads banner for Guds skyld, det er dagen, hvor de vil give efter og ophøre med deres tyranni."
Er Erdogan denne ene mand, omkring hvilken den islamiske nation skal samles for Jerusalems og Palæstinas skyld? Erdogan tror muligvis, at han er det 21. århundredes reinkarnation af Saladin. Det samme gør måske hans Muslimske Brødre og Qatar-allierede. For resten af muslimerne er alt dette blot "eventyr fra onkel Tayyip."