Yussra al-Najjar, en 65-årig kvinde fra Gaza-striben, døde i denne uge, mens hun ventede på at vende tilbage fra Egypten til Gaza-striben. Hun og hundreder af andre palæstinensere var strandet på den egyptiske side af Rafah-grænseovergangen i løbet af de seneste par måneder.
Al-Najjar er den tiende palæstinenser der dør, mens de venter på, at egypterne skal genåbne Rafah-terminalen. Hendes familie fortalte, at hun mistede bevidstheden, mens hun sad og ventede inde i rejsehallen på den egyptiske side af grænsen, og skyndsomst blev kørt til et egyptisk hospital, hvor hun blev erklæret død.
Beretningen om den palæstinensiske kvinde som døde, efter at de egyptiske myndigheder havde forbudt hende at vende hjem til Gaza-striben, vil næppe nå siderne i de større vestlige aviser. Hendes historie ville derimod have fået udbredt mediedækning, såfremt hun havde været strandet på den israelske side af grænsen i så meget som en eneste dag.
Men i dette tilfælde var al-Najjar et offer for en flere måneder lang blokade påført Gaza-striben af et arabiske land, Egypten, og ikke Israel.
Egypterne hævdede, at de faktisk reddede hendes liv ved hurtigt at køre hende til et egyptisk hospital, hvor hun modtog førstehjælp. De sagde, at hun efterfølgende blev overflyttet til et hospital inde i Gaza-striben.
Denne påstand forhindrede dog ikke nogle palæstinensiske mediekanaler i at fortælle, at "egypterne dræbte en ældre palæstinensisk kvinde."
Siden årets begyndelse har egypterne kun åbnet Rafah-grænseovergangen i fem dage.
I et overraskende tiltag i denne uge genåbnede egypterne Rafah-terminalen i tre dage for at lade palæstinensere, der var strandet på den egyptiske side af grænsen, vende tilbage til deres hjem inde i Gaza-striben. Palæstinensere fik dog stadig ikke lov til at bruge terminalen til at forlade Gaza-striben. Dette inkluderer studerende, som studerer på forskellige universiteter rundt om i verden, og arbejdere som i de fleste tilfælde arbejder i arabiske lande.
Det internationale samfund og medierne taler ofte om Israels ansvar for den fortsatte blokade af den Hamas-kontrollerede Gaza-stribe, samtidig med at de ignorerer, at egypterne har indført strenge rejserestriktioner for de 1,7 millioner palæstinensere, som bor der.
De barske egyptiske foranstaltninger inkluderer lukningen af Rafah-grænseovergangen mellem Gaza-striben og Egypten – en politik som har efterladt tusinder af strandede, palæstinensiske rejsende på den egyptiske side af terminalen gennem de seneste tre måneder.
Imens har tusindvis af palæstinensere været ude af stand til at forlade Gaza-striben i flere måneder på grund af den fortsatte lukning af Rafah-grænseovergangen fra de egyptiske myndigheders side.
Ud over studerende og arbejdere er der flere end 3.500 palæstinensiske patienter i Gaza-striben, som har ventet i mange måneder på at komme gennem terminalen for at blive behandlet i Egypten eller andre arabiske lande.
Egyptens fortsatte lukning af Rafah-overgangen har ikke tiltrukket sig opmærksomhed fra de mange vestlige journalister, som dækker den israelsk-palæstinensiske konflikt. Nogle af journalisterne siger, at de er ude af stand til at rapportere om tilstanden hos de palæstinensiske rejsende, som er strandet på den egyptiske side af grænsen, fordi de egyptiske myndigheder ikke vil tillade dem at komme ind i området. Andre journalister finder det nemmere at dække historien fra den israelske side, hvilket giver dem mulighed for at placere blokadebyrden hos Israel.
Den palæstinensiske menneskerettighedsaktivist Salah Abdel Ati har sagt, at Egyptens fortsatte lukning af Rafah-grænseovergangen er en slags kollektiv straf mod alle palæstinensere i Gaza-striben. "Rafah- terminalen er den eneste åbning af Gaza-striben mod omverdenen," forklarede han. "Dens fortsatte lukning er et brud på menneskerettighederne og forårsager store lidelser hos tusindvis af mennesker. Vi forstår godt Egyptens bekymring for sikkerheden i Sinai, men det er på tide, at egypterne genåbner grænseovergangen mere permanent, især set i lyset af det historiske forhold mellem Egypten og Palæstina."
Selvom Egyptens bekymring for sikkerheden kan være berettiget, især set i lyset af den krig som de egyptiske myndigheder fører imod jihadiske terrorister i Sinai, er der ingen grund til, at egypterne fortsat forhindrer palæstinensere i at vende tilbage til deres hjem i Gaza-striben. Der er heller ingen grund til, at egypterne fortsætter med at straffe tusindvis af universitetsstuderende, arbejdere og patienter med behov for omgående medicinsk behandling.
Det er skændigt for egypterne og andre arabere, at mens de påfører palæstinenserne diverse former for restriktioner, så hjælper Israel patienter fra Gaza-striben med at blive opereret i Jerusalem.
Egypterne er i stand til at tjekke hver eneste person, som rejser ind i eller forlader Gaza-striben, på samme måde som Israel gør det ved sin grænse til Gaza-striben.
Egyptens fortsatte lukning af Rafah-grænseovergangen forværrer blot den humanitære og økonomiske krise i Gaza-striben. Det ironiske er, at frustrationen og bitterheden til sidst omsættes i vold mod Israel, ikke mod Egypten. Palæstinenserne er fuldkommen klar over, at angreb på Egypten ville afstedkomme en meget kraftig reaktion fra den egyptiske hær. I stedet for at pege anklagende på Israel er det på tide, at det internationale samfund og medierne lægger pres på Egypten og andre arabiske lande om at hjælpe deres palæstinensiske brødre og holde op med at torturere og ydmyge dem.