En tysk rapper-nu-jihadist har opfordret sine tilhængere til at udføre terrorangreb i Tyskland.
I en kvalitetsvideo, udsendt af Islamisk Stat in april, advarer Denis Cuspert tillige om, at sovende terrorceller har infiltreret Tyskland og er klar til at blive aktiveret.
De tyske myndigheder siger, at de tager truslerne alvorligt: Cuspert — som er blevet sammenlignet med den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels — er blevet Islamisk Stats hovedpropagandist på tysk og er i usædvanlig grad i stand til at inspirere desillusionerede unge tyskere til at blive jihadister.
Cusperts forvandling fra rapper til jihadist bliver dokumenteret i en 25 sider lang analyse, udarbejdet af den tyske efterretningstjeneste, der har beskrevet ham som "simpelthen den mest interessante propagandist for den salafistiske bevægelse i den tysksprogede del af verden."
Cuspert, 39 år, er født i Berlin af en tysk mor og en ghanesisk far. Faderen forlod familien, da Cuspert endnu var spæd, og hans mor giftede sig på ny med en afrikansk-amerikansk militærofficer, som Cuspert har haft et dybt problematisk forhold til.
Måske i en søgen efter identitet kastede Cuspert sig i 1995 ud i en rapperkarriere, hvor han forsøgte at efterligne amerikanske hip-hop-kunstnere. Han blev også kendt under sit scenenavn, Deso Dogg, og endte til sidst i fængsel for forskellige lovovertrædelser, herunder narkorelateret kriminalitet. I de følgende år udsendte han fire album, men efter at han med nød og næppe overlevede en bilulykke i oktober 2008, begyndte han at interessere sig for salafistisk islam.
I 2010 opgav Cuspert sin rapkarriere og tilsluttede sig officielt islam. Han droppede sit scenenavn til fordel for det islamiske navn Abou Maleeq og begyndte at synge islamiske krigshymner kendt under betegnelsen nasheeds, hvori han udtrykte en tvangspræget besættelse af martyriet.
Cusperts "pop jihad" nasheeds tiltrak sig opmærksomhed, efter at Arid Uka, en muslimsk kosovo-albaner fra Frankfurt, myrdede to amerikanske flyvere og sårede to andre i Frankfurts lufthavn i marts 2011. I retten fortalte Uka, at lige før han udførte angrebet, havde han på sin iPod lyttet til en nasheed, som opfordrede til angreb på ikke-muslimer. Han sagde, at han også var blevet påvirket af en video på Cusperts Facebook-side.
I mellemtiden var Cuspert kommet i kontakt med Mohamed Mahmoud, en østrigsk født islamist som havde grundlagt Millatu Ibrahim, en salafistisk organisation, i den tyske by Solingen i 2011. Gruppen opfordrede tyske muslimer til at forkaste tysk lov og følge den islamiske sharia-lov i stedet.
Den tyske regering forbød Millatu Ibrahim i maj 2012, og Mahmoud, også kendt som Abu Usama Al-Gharib, flygtede til Egypten for at gendanne gruppen der. "Jeg vender tilbage til Tyskland udelukkende på én betingelse, som erobrer for at indføre sharia i Tyskland," sagde Mahmoud dengang.
I en tre minutters video svor en tysk salafist, der havde forbindelse til Mahmoud og kaldte sig for Abu Azzam, hævn og opfordrede til mord på den tyske kansler, Angela Merkel. Han advarede:
"Vore tropper befinder sig allerede der [i Tyskland], I skal bløde, jeres hoveder skal rulle ... Åh Allah, giv det tyske folk, hvad det fortjener!
"Når vi ser tilbage på det arabiske forår, ser vi frem til en europæisk sommer. Vi ønsker at se Obama og Merkel døde."
Det lykkedes til sidst Mahmoud at overtale mere end en halv snes tyske salafister til at slutte sig til ham i Egypten på et tidspunkt, hvor Det Muslimske Broderskab var i fremmarch der. Blandt dem var Cuspert, som slap ud af Tyskland i juni 2012, selvom han blev overvåget af den tyske efterretningstjeneste.
Efter sin ankomst til Egypten modtog Cuspert træning i våbenbrug i en militærlejr i Mersa Matruh, beliggende godt 200 km øst for den libyske grænse. Han rejste derefter til Libyen for at træne der med islamiske ekstremister, inden han blev jihadist i Syrien i begyndelsen af 2013.
I august 2013 dukkede Cuspert op i en fire minutters video, hvori han udtrykte sit ønske om at dø som selvmordsbomber, helst i Tyskland. Man hører ham rappe følgende digt:
"Jeg ønsker min død og kan ikke vente på den, bevæbnet med bomber og granater;
Inde i korsfarernes barakker, trykker på knappen, al-Jannah [paradis], al-Jannah;
Jeg detonerer bomben i mængden, trykker på knappen, al-Jannah, al-Jannah;
Lige midt i byens centrum eller i undergrundsbanen, trykker på knappen, al-Jannah, al-Jannah;
Med et smil direkte til min Skaber, trykker på knappen, al-Jannah, al-Jannah;
Husk din pligt og frygt Allah, trykker på knappen, al-Jannah, al-Jannah."
Cuspert, som i dag bruger aliasnavnet Abu Talha Al-Almani (Abu Talha Tyskeren), menes at have sluttet sig formelt til Islamisk Stat engang i april 2014. Der gik også rygter om, at han var blevet dræbt i Syrien samme måned, men i november 2014 dukkede han op i en Islamisk Stat-video. Han holdt et afhugget hoved og forklarede på tysk, at ofrene havde kæmpet imod Islamisk Stat og "det er grunden til, at de blev straffet med døden."
I den seneste video fra april 2015 kan man høre Cuspert rappe følgende digte på tysk:
"Til Allahs fjender. Hvor er jeres tropper? Vi kan ikke vente længere. Åh Allah, udslet dem! Giv os sejren over dem. Tag af os. Gør os ærefulde. Tag af vores blod. Fisabilillah [En der kæmper for Allahs sag]."
"Hør her, I hunde fra helvede. Ordene er skrevet. Blækket er tørt. Dommen er afsagt. Jeres ende er nær."
"Lemlæstede soldater vender tilbage til jeres hjemland tæt på desperation. Øjnene er mistet. Kroppene uden ben. Vi ønsker jeres blod. Det smager så vidunderligt."
"I Frankrig er det blevet bevist ved gerninger. I Tyskland ligger sovende celler og venter. Brødrene er igang. Terroriserer Kafir [den ikke-troende]."
"Vi har lugtet blod. Hævnen for budbringeren. For vore søstre. For vore ædle brødre. Og alle martyrerne."
"En lastbil fuld af sprængstoffer. Kærligt farvel. Vær ikke bedrøvet, min moder. Din søn skynder sig til Allah."
"Allah har kaldt på dig. Der er ingen vej ud. Fyld din bil med benzin. Min broder, skynd dig! Din nabo er en Kafir. Bagvasker budbringeren. Tag en stor kniv og giv ham, hvad han retteligen fortjener!"
"Selv når du er i Europa, udfør din jihad. Allah vil belønne dig. Gør en ende på den urene. Paradiset venter. Gør det med oprigtighed.
"Vi har kun ét liv. Og Allah gav os det. Tiden løber ud. Derfor broder, kæmp hårdt. Gerninger gør forskellen. Jorden skælver. Khilafah [kalifat], hvilken velsignelse. En begunstigelse fra Allah.
"De dør alle for én sag. Enten dør du eller vinder sejren. Der er ingen anden gud end Allah."
De tyske myndigheder søger nu efter en måde, hvorpå de kan forhindre Cusperts mulige tilbagevenden til Europa. Den 8. februar afslørede avisen Die Welt, at den tyske offentlige anklager efterforsker 83 tyske jihadister, heriblandt Cuspert, for krigsforbrydelser, grusomheder begået i Islamisk Stats navn. Hvis Cuspert bliver dømt, kan han ved sin tilbagevenden til Tyskland stå til livsvarigt fængsel.
Den 9. februar sagde det amerikanske udenrigsministerium, at man havde givet Cuspert betegnelsen "global terrorist," og den 11. marts føjede Schweiz' statslige sekretariat for økonomiske anliggender Cuspert til en liste over personer, som er forment adgang til landets banker på grund af angivelige bånd til terroraktiviteter.
Men den slags tiltag vil næppe afholde Cuspert fra at producere flere propagandavideoer. De kan måske siges at udgøre en større trussel mod Tyskland end hans fysiske tilstedeværelse der.
Den tyske efterretningstjeneste opsummerer det på denne måde:
"Som rapper og som jihadist står Cuspert for autenticitet. Denne 'kampplads-troværdighed' bidrager til hans popularitet på den internationale jihadist-salafist-scene. ... Cusperts demonstrative, men autentiske optræden i propagandavideoerne besidder, sammen med det tiltrækkende ved en i øjeblikket sejrrig Islamisk Stat, en betydelig mobiliserende kraft for radikaliserede personer i Tyskland, som ønsker at rejse til Syrien. Hans demagogiske propaganda lokker unge mennesker med sit påståede løfte om paradis, men fører dem til ødelæggelse.
"Jihadisk-salafistisk propaganda af den slags, som Cuspert producerer, er frit tilgængelig på Internettet og indebærer en risiko for, at mennesker bliver radikaliserede og reagerer på opfordringen, ikke kun til at rejse ud for at kæmpe i udlandet, men også til at støtte terrorgrupper som Islamisk Stat her i Tyskland. Som en konsekvens står salafist-scenen til at blive tiltagende voldelig og samtidig også vokse i antal."