I denne måned underskrev Vatikanet sin første traktat med "staten Palæstina," som det allerede havde anerkendt i 2012.
Vatikanet er ikke den eneste europæiske stat, som har anerkendt Hamas og Abbas-styret som en selvstændig stat. Vatikanet er blot det seneste medlem af en tendens, som i den grad fortæller os, hvor alarmerende uvidende de europæiske stater er om konflikten i regionen, og hvor blinde de er blevet over for, hvem der rent faktisk forøver terrorisme og drab der.
 Pave Frans hilser på den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas i Vatikanet, 16. maj 2015. (Foto: RT video screenshot) |
Sørgeligt nok viste Europa sidste år, at terrorisme og trusler om at begå folkedrab måske netop er den bedste vej til at opnå national selvstændighed.
I oktober 2014 stemte Storbritanniens House of Commons for et symbolsk forslag, som udgør første skridt i en britisk anerkendelse af en "palæstinensisk stat."
Senere blev Sverige gennem sin regering det første større europæiske land til officielt at anerkende staten "Palæstina."
Kort efter stemte det spanske parlaments underhus overvældende for at anerkende "Palæstina" som en stat, og siden gjorde det portugisiske parlament det samme.
Oven i købet, kald det en bonus, advarede Finland og Danmark (i København, før byen blev ramt af et terrorangreb som dem, Israel har måttet kæmpe med i årtier) Israel om EU-sanktioner. Den finske udenrigsminister Erkki Tuomioja sagde, at Israel kunne blive mødt med EU-sanktioner på grund af sine handlinger i palæstinensiske områder.
I september sagde Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard, at hvis ikke Israel forpligter sig til at afslutte sin "blokade" af Gaza og standse de "ulovlige bosættelser," bør man indlede nogle mere barske tiltag. "Hvis der intet sker i fredsforhandlingerne denne gang," sagde han, "og hvis vi ikke ser et andet reaktionsmønster fra Israels side, bliver vi nødt til at diskutere muligheden af at tage nogle nye skridt, herunder ændringer i vore handelsrelationer med Israel." Han forholdt sig selvfølgelig ikke til følgende spørgsmål: Hvis din nabo forsøger at importere våben og samtidig truer med at slå dig ihjel, hvad skal du så gøre ved det? Han forholdt sig heller ikke til en lignende blokade af Gaza fra Egypten, som står med det samme problem.
Endelig, som den ultimative pris, erklærede EU's generalforsamling, den næsthøjeste myndighed i blokken, den 17. december 2014, at man havde fjernet Hamas fra listen over terrororganisationer: "Hamas bør ikke længere optræde på en betydningsfuld liste over internationale terrororganisationer."
Har disse parlamenter og regeringshuse ikke læst Hamas' charter, især artikel 7, som åbent opfordrer til folkedrab på jøder, ikke kun i Israel, men over hele verden? Har de ikke hørt den talemåde, som lyder i store dele af den arabiske verden: "Først lørdagsfolket, derefter søndagsfolket" -- nemlig Europas kristne?[1] Har de ikke set, hvordan islamiske ekstremister har rettet skytset imod kristne og andre, ikke kun i Mellemøsten, men lige dér midt iblandt dem i Vesten?
Er dette virkelig den pluralistiske, humanistiske og tolerante ånd, som disse "gode," "moralske" europæiske regeringer og Vatikanet støtter?
EU-myndighederne taler om "fredssamtaler" og "en to-statsløsning;" det gør Hamas ikke. Ikke blot har Hamas aldrig været interesseret i den slags raffinementer; den afviser dem åbenlyst. Jo mere Hamas opfordrer til udslettelse af Israel og mord på alle jøder, desto mere synes de vestlige regeringer på ubegribelig vis at tolke dette som en opfordring til fred. Hvis man sammenligner det sprog, som disse regeringer benytter, med det sprog som Hamas' embedsfolk benytter, synes de at leve i hver sin galakse.
I juli 2014 gjorde Hamas det endnu engang klart, at "fred" ikke er dens mål. Da en arabisktalende tv-interviewer spurgte Mushir Al Masri, Hamas-medlem og medietalsmand: "Er der et forslag fra Hamas?" svarede han:
"Dette er bare zionisternes vrøvl og deres drøm om at leve i fred og ro i 10 år. Vi vil blive ved med at forurolige zionisterne, indtil den sidste af zionisterne forlader vores palæstinensiske land. For hver eneste våbenhvile er midlertidig og varer kun en vis periode. Vi taler ikke om en langvarig våbenstilstand. Vi taler ikke om en fredsaftale."
"'En våbenhvile' i modstandens ordbog betyder at forberede sig på det næste slag. Vores modstand vil blive ved med at udvikle sig, producere og fylde sine våbenlagre og udvikle overraskende ting til kommende slag, indtil den zionistiske fjende forlader vores land, med Allahs hjælp."
"Inden for islam har fred en anden mening," skrev den lærde Diane Weber Bederman. "Og det er vigtigt, at vi forstår den mening, når vi taler fred med muslimske ledere, især dem der repræsenterer Hamas, Hizbollah, ISIS, al Qaeda. Fred inden for islam betyder underkastelse under Allah. Den ultimative betydning af islamisk fred er, at vi alle lever i Dar-al-Islam—underkastelsens hus."
Under sidste sommers krig, som blev indledt ved at Hamas affyrede raketter ind i Israel, skrev journalisten Arsen Ostrovsky: "Alene inden for de seneste 24 timer er der blevet affyret mere end 120 raketter ind i det sydlige Israel. Det vil sige godt fem raketter i timen..." -- mod et land på størrelse med Vancouver Island.
Ved operationens slutning viste Hamas på ny, at deres kamp udelukkende handler om udslettelse: hundredvis af døde og sårede mennesker – institutionaliseret menneskeofring – brugt som propaganda foran tv-kameraerne. For Hamas, og tilsyneladende for mange lande i Europa, har Israel ingen ret til at forsvare sig og ingen ret til at eksistere. Men Europa er parat til at bakke ubetinget op om racistiske, anti-humanitære organisationer som Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas?
Som en der er født og opvokset i Mellemøsten og stadig bor her, kan jeg forsikre de europæiske embedsmænd om, at hvis de tror, at anerkendelse af Hamas og en palæstinensisk statsdannelse vil foranledige Hamas til at ændre sit charter og opgive sine terrorangreb, så kunne de ikke tage mere fejl. Måske håber europæerne blot, at hvis de bliver ved med at yde diplomatisk "beskyttelse" og give terroristerne det, de siger, at de ønsker, så vil terroristerne sørge for, at der ikke er mere, der ryger i luften i deres byer. Eller måske indynder de sig bare for at opnå forretningsaftaler eller muslimske stemmer.
I 2010 sagde Hamas-lederen Mahmoud Al-Zahhar: "Har vi opgivet vores jord, som blev besat i 1948? Vi kræver befrielse af Vestbredden og dannelsen af en stat på Vestbredden og i Gaza, med Jerusalem som sin hovedstad – men uden at anerkende [Israel]. Dette er nøglen – uden at anerkende den israelske fjende på en eneste centimeter jord....Det er vores plan på dette stadium – at befri Vestbredden og Gaza, uden at anerkende Israels ret til en eneste centimeter jord og uden at opgive retten til tilbagevenden for en eneste palæstinensisk flygtning."
Sheik Nizar Rayan, "politisk" leder inden for Hamas, sagde ved et massemøde i Gaza i 2005:
"Vi helmer ikke, før vi har befriet hele vores land, hele vores Palæstina. Vi skelner ikke mellem det, der blev besat i 1940'erne, og det der blev besat i 1960'erne. Vores jihad fortsætter, og vi har stadig lang vej at gå. Vi fortsætter, indtil den sidste ransmand er jaget ud af vores land."
Hamas er skadelig, ikke kun for Israel, men også for sin egen befolkning i Gaza. Ifølge rapporter harHamas, ved hjælp af eksekutionspelotoner og i bedste fald overfladiske retssager, gennemført offentlige henrettelser af påståede "kollaboratører" – deres egne borgere, som er imod Hamas' terrorisme – muligvis for at statuere "eksempler" for andre i Gaza-striben.
Hamas' engagement i krigsåger og økonomisk korruption er heller ingen hemmelighed. "Med ejendomshandler på millioner af dollars, luksusvillaer og brændstoffer fra Egypten på det sorte marked tjente Gazas herskere milliarder, mens resten af deres befolkning kæmpede med 38 procent fattigdom og 40 procent arbejdsløshed," skrev Doron Peskin, mellemøstlig ekspert i regionale økonomier.
Institute for Palestine Studies udgav en detaljeret rapport om Gazas terrortunneller i sommeren 2012. Hamas brugte børnearbejdere til at etablere underjordiske netværk i Gaza, et arbejde som resulterede i, at et stort antal børn døde: "Mindst 160 børn er omkommet i tunnellerne ifølge Hamas' embedsmænd," noterede rapporten.
Hamas har også åbent erklæret, at den er engageret i jihad imod jøderne i Israel og verden over. Opfordrer og gennemfører de europæiske regeringer afmilitariseringen af Gaza, indtil Hamas' embedsmænd ændrer deres charter og opgiver deres terrorangreb? Nej, de anerkender Hamas og en "palæstinensisk stat."
Jo flere terrortunneller Hamas' medlemmer bygger og jo flere terrorangreb de udfører, desto mere støtte får de fra Vesten. Jo flere jøder de slår ihjel, desto mere bliver de respekteret.
Jo mere de udnytter deres egne børn og bruger dem som menneskeskjolde, desto mere "heltemodige" bliver de i Vestens øjne.
Jo flere tegninger de udsender på deres børnetv-kanal, som indoktrinerer palæstinensiske børn i, hvorfor de skal "skyde alle jøderne" eller "dræbe kristne og jøder – til sidste mand," desto mere anerkendelse og desto flere "nødhjælpspenge" modtager de.
Hvorfor skulle Hamas så ændre sit charter eller sin taktik eller forpligte sig på ikke-vold og en fredelig løsning, når nu deres terrortaktik synes at fungere så fremragende?
De vestlige regeringer bør holde op med at projicere deres egne ønsker over på Hamas og bør i stedet se Hamas som det, de i virkeligheden er: En terrorgruppe med folkedrab på dagsordenen, som bør afmilitariseres for vores alles fremtids skyld.
En anerkendelse af Hamas eller af en palæstinensisk stat er ikke ensbetydende med beskyttelse af palæstinenserne. Palæstinenserne kan kun beskyttes ved at deres opildnen til had standses. Det kan gøres på ét minut og uden penge. Europa og Vesten kan også insistere på, at al fremtidig finansiering bliver betinget af, at de opdrager deres børn til fred i stedet for krig. Finansieringerne skal først gøres betinget af forandringer, sådan som det fungerede så fint i Rusland med Jackson-Vanik-tilføjelsen, som baserede alt korn til Sovjetunionen på, at de tillod deres befolkning at rejse ud. Finansieringen bør herefter udbetales i rater, efter at ændringerne er gennemført -- og opretholdt. Ingen opdragelse til fred, ingen penge. Det er udelukkende en ændring af palæstinensernes forventninger til, hvad der er acceptabelt – og en fastholdelse af disse forandringer fremover – foruden de direkte forhandlinger med israelerne som palæstinenserne er forpligtet på ifølge international lov – der i virkeligheden kan opbygge et Palæstina, som er modent nok til at have en stat.
Paven var klog nok til at erkende, at den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas kunne blive – men endnu ikke er– "en fredens engel." Egypten og Jordan lever side om side med Israel. Det vil palæstinenserne også kunne gøre. Bare ikke nu.
[1] Om "lørdagsfolket" har Hamas' tidligere kulturminister, Atallah Abu Al-Subh, sagt: "Jøderne er den mest usle og foragtelige nation, der kryber rundt på jordens overflade, fordi de har udvist fjendskab mod Allah."