En veteran fra protestbevægelserne i 1968 betroede sig engang og fortalte, hvad der i et tilbageblik bekymrede ham mest vedrørende hans generations oprør. "Alle unge mennesker gør oprør," sagde han. "Det mærkelige er, at vore forældres generation gav efter." Det er en opfattelse, som lige så nemt kan gælde det moderne Storbritannien, om ikke hele Vesten. Det er ikke overraskende, at mennesker gør slemme ting. Det overraskende er, at så mange institutioner og myndigheder lader dem slippe af sted med det.
Tag nu skandalen om seksuelt misbrug af børn i Rotherham. Dette er blot én af et stort antal sager rundt om i Storbritannien, hvor grupper af mænd – som medierne identificerer som "asiater," men som næsten udelukkende er muslimer af pakistansk oprindelse – er blevet afsløret i at have udvalgt unge, ikke-muslimske, hvide piger, ofte fra plejeinstitutioner, og udsat dem for adskillige voldtægter. Det er sørgeligt forventeligt, at der altid vil være mennesker, som forsøger at jagte de unge og sårbare. Men det spørgsmål som hænger over Rotherham – og som selv det seneste uafhængige tilbageblik ikke fuldt ud har kunnet besvare – er, hvorfor så mange mennesker slap af sted med disse forbrydelser i så lang tid. En af grundene har, som den seneste rapport forklarer, helt sikkert været, at politiet var bange for at blive beskyldt for racisme. Men selv det er kun en delvis forklaring. Hvordan kunne voksne mænd og kvinder i en sådan grad frygte at blive påhæftet en betegnelse (i dette tilfælde med urette), at de var villige til at lade bogstaveligt talt i hundredvis af unge piger voldtage og bandevoldtage?
Et lignende spørgsmål hænger i luften efter den tidligere borgmester i Tower Hamlets, Lutfur Rahmans afsættelse. Historien om, hvad der er foregået i denne valgkreds i Øst-London, har været en offentlig skandale i årevis. Lutfur Rahman blev først valgt som Labour-rådsmedlem i 2008. Snart vandt han ledelsesposten i rådet med hjælp fra den ekstreme, islamistiske gruppe Islamic Forum Europe (IFE), som søger at påtvinge Storbritannien sharia-lov. Da han først befandt sig i en magtposition, kanaliserede han millioner af pund ind i sympatigrupper, herunder IFE-frontorganisationer, og blev hurtigt smidt ud af Labour-partiet, men fortsatte med at stille op i – og styre – Tower Hamlets' politik som enegænger. Selvom muslimerne udgør et mindretal (34%) i Tower Hamlets, omgav borgmester Rahman sig udelukkende med bangladeshiske muslimer. Gennem hele sin periode ved magten udnævnte borgmester Rahman aldrig en eneste ikke-muslim til en rådspost. Der var falske underskrifter ved udvælgelsesbegæringer; skinpartimedlemskaber; registrering af stemmer i tomme ejendomme og registrering af mange stemmer i bittesmå lejligheder.
Samtidig synes ingen taktik at have været for ussel, når det gjaldt om at slå enhver modstand ned. Da Rahman stillede op mod en modstander fra Labour-partiet, som også var muslim, udsendte Rahman i tusindvis af nyhedsbreve, som bagvaskede modstanderen som hustrumishandler og en fjende af islam. Modstandere – især politiske modstandere som var homoseksuelle – blev i rådssalen udsat for rutinemæssige overgreb fra borgmesterens støtter.
I mellemtiden var borgmester Rahman i stand til at føre en tilværelse præget af betydelig komfort. Transporteret rundt i en skatteyderbetalt bil med chauffør forsøgte han at skabe sig en tilværelse beskyttet mod kritik. Han støttede lokale, bengalske medier økonomisk, hvilket de gengældte ved at forsyne ham med ukritisk dækning, og han nægtede at svare på spørgsmål fra nogen, der kunne tænkes at være ham fjendtligt stemt. Mens han ikke udelod nogen kneb i angrebene på sine politiske modstandere, hævdede hans kolleger, at anmodninger om at måtte stille ham spørgsmål krænkede hans menneskerettigheder. Alt imens blev hobevis af rådsbevilliger fordelt på organisationer, som udelukkende søgte at tjene det lokale muslimske samfund, hvor borgmesteren hentede sine støtter. Et anseligt antal af de grupper, som fik glæde af denne rundhåndethed, havde, måske ikke overraskende, forbindelse til borgmesteren.
Det var først, da BBC-journalisten John Ware udsendte et femten minutters tv-program, som kiggede på de økonomiske uregelmæssigheder i Tower Hamlets, at kommunaldirektør Eric Pickles satte nogle revisorer til at gennemgå regnskaberne. Denne handling blev – ligesom alle andre forsøg på at efterforske korrupte aktiviteter i Tower Hamlets – afvist af en fasttømret gruppe af Rahmans forsvarere med de velkendte termer. Da undersøgerne trådte ind i rådsbygningen for at gennemgå regnskaberne, opstillede fagforeningen "Unison" strejkevagter ved stedet medbringende et banner, der lød således: "Eric Pickles – fingrene væk fra Tower Hamlets. Nej til racisme og islamofobi." En stadig mindre, men højrøstet gruppe af støtter fortsatte hermed til den bitre ende, ikke mindst tidligere parlamentsmedlem George Galloway og tidligere London-borgmester Ken Livingstone.
Efter en ti-ugers høring ved Royal Courts of Justice sluttede Lutfur Rahmans forløb præget af korruption og sekterisme omsider i sidste uge. Fire lokale beboere indbragte en sag for valgdomstolen, idet de anmodede om, at sidste års borgmestervalg i valgkredsen blev kendt korrupt og erklæret for ugyldigt. Efter at have hørt vidneforklaringerne fældede valgkommissæren, dommer Richard Mawrey, en knusende dom.
Dommer Mawrey beskrev Rahman som et "undvigende vidne," der havde fortalt "en bunke løgne" i retten. Han sagde, at der "ikke var nogen tvivl om," at Rahman havde stået bag "ulovlige og korrupte aktiviteter," og at han havde udøvet en upassende, "åndelig indflydelse" på vælgere ved hjælp af lokale imamer. Afslutningsvis blev Rahman fundet skyldig i valgsvindel; den relevante afstemning blev erklæret for ugyldig, og borgmesteren blev fjernet fra sit embede med forbud mod at stille op igen. Politiet – som tydeligvis har undladt at handle i Tower Hamlets gennem de seneste år – siger nu, at de overvejer en efterforskning for kriminelle forhold.
I alt dette er der én ting, som i særlig grad træder frem. Det er det samme stirrende spørgsmål, som dukkede op i kølvandet på efterforskningerne af de nordlige voldtægtsbander: hvor var alle myndighederne henne? Hvorfor havde hver eneste regeringsinstitution svigtet?
I sagen fra Tower Hamlets, ligesom i den fra Rotherham, syntes politiet igen at være bange for beskyldninger af den art, som Rahman og hans venner var så mesterlige og kyniske i at slynge ud. Centralregeringen, som tilsyneladende var bange af mange af de samme grunde, svigtede. Det var overladt til nogle få frygtløse journalister og fire private borgere at opretholde loven.
Dommer Mawrey sagde i sin opsummering:
"At dømme ud fra tidligere optræden synes det uundgåeligt, at Mr. Rahman vil fordømme denne dom som endnu et eksempel på den racisme og islamofobi, som har plaget ham gennem hele hans politiske liv. Det er den på ingen måde. Mr. Rahman har skabt sig en succesrig karriere ved at ignorere eller udvise foragt for loven og har brugt at gøre sine kritikere tavse med beskyldninger om racisme og islamofobi. Men hans kritikere er ikke bragt til tavshed og det er denne domstol heller ikke. Nogle begivenheder gennem de seneste måneder, i sammenhænge som adskiller sig meget fra uredelig valgadfærd, har kraftigt demonstreret hvad der sker, når myndigheder er bange for at konfrontere forseelser af frygt for beskyldninger om racisme og islamofobi. Selv i det multikulturelle samfund som det 21. århundredes Storbritannien er, skal loven anvendes retfærdigt og ens over for alle. Ellers er vi fortabt."
Storbritannien burde allerede have lært denne lektie. Den kendsgerning, at vi ikke har lært det – at vi synes bestemt til at blive ved med at lære det, om og om igen – er det største problem for vores samfund. Slemme mennesker gør slemme ting, men når alle statens institutioner undlader at standse dem, så er det et problem for os alle.