Den palæstinensiske selvstyreledelse bliver ved med at give palæstinenserne falske forhåbninger med hensyn til "retten til tilbagevenden" til deres tidligere landsbyer og byer i Israel, ligesom også lederne i de fleste arabiske lande gør det.
Dette er, hvad de arabiske og palæstinensiske ledere har gjort lige siden Israels dannelse i 1948 – og grunden til, at millioner af palæstinensere fortsat lever i flygtningelejre på Vestbredden, i Gaza-striben, Libanon, Jordan og Syrien. I stedet for at hjælpe flygtningene og opmuntre dem til at komme videre med deres liv, bliver arabiske og palæstinensiske ledere ved med at bede dem forblive, hvor de er, fordi, som de får fortalt, de vil vende tilbage til deres bedstefædres og oldefædres hjem i Israel.
De arabiske og palæstinensiske ledere er bange for at konfrontere flygtningene med sandheden her 67 år senere, nemlig at det gælder for flertallet, om ikke dem alle, at de aldrig nogensinde vil vende tilbage til byer og landsbyer, som ikke længere eksisterer i Israel.
Da Selvstyrets præsident, Mahmoud Abbas, tilbage i 2012 begik den "fejl" at sige, at han ikke søgte at vende tilbage til sit fødested Safad i det nordlige Israel, fordømte palæstinensere over hele det politiske spektrum ham kraftigt for at svigte "retten til tilbagevenden," og mange kaldte ham en "forræder."
På en måde har Abbas kun sig selv at takke for den opstandelse, hans ord fremkaldte i befolkningen. Han har trods alt i mange år fortalt palæstinenserne, at "retten til tilbagevenden" er "hellig" og aldrig bør opgives. Hans medier, især tv- og radiostationerne, refererer jævnligt til Akko, Haifa og Jaffa som "palæstinensiske byer inden for den Grønne Linje."
De stærke fordømmelser, som fulgte i kølvandet på hans bemærkning om Safad, tvang ham til at bakke ud og benægte, at han havde erklæret sig enig i en opgivelse af retten til tilbagevenden.
"Mine ord om Safad var min personlige indstilling, og de indikerer ikke en opgivelse af retten til tilbagevenden, eftersom det ikke er muligt for nogen at opgive retten til tilbagevenden, da ordlyden i alle de internationale og arabiske og islamiske resolutioner fastslår, at der skal findes en retfærdig og enig løsning på flygtningeproblemet, baseret på FN's resolution 194, hvor ordet "enig" betyder i enighed med den israelske side," forklarede Abbas.
For at undgå yderligere kritik har Abbas og andre palæstinensiske ledere siden da undladt at tale om det følsomme emne "ret til tilbagevenden." Det eneste tidspunkt, hvor de overhovedet nævner emnet er, når de opfordrer palæstinenserne til at markere "Nakba-dagen" (Katastrofe-dagen) på årsdagen for Israels dannelse.
Nakba-dagen markeres hvert år på Vestbredden og i Gaza-striben med massemøder og marcher, hvor talere og deltagere betoner, at de aldrig vil opgive drømmen om at vende tilbage til landsbyer og byer i Israel. Den dag bærer mange palæstinensere også rundt på en nøgle, som er et symbol på "retten til tilbagevenden." Nogle, såsom Hamas, går så langt som til at opfordre til Israels udslettelse.
Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden er ansvarlig for organisering og finansiering af afholdelser af "Nakba-dagen", som ofte udvikler sig til anti-Israel-demonstrationer og sammenstød med israelsk hær og politi.
Den 7. maj besluttede Selvstyret, at palæstinenserne igen i år skal markere "Nakba-dagen" med adskillige massemøder. Regeringen fastsatte datoen den 15. maj som dagen for begivenhederne og kaldte den for en "Udstrakt Nationaldag." Den opfordrede alle palæstinensere til at deltage i massemøderne, hvorunder en "sørgesirene" vil lyde i 67 sekunder – antallet af år siden Israels dannelse. Kirkerne er også blevet adviseret om at ringe med klokkerne i en "sørgen" over skabelsen af Israel.
Selvstyret har også beordret sit uddannelsesministerium til at bruge den første time i alle skoler på at gøre eleverne bekendt med flygtningenes "ret til tilbagevenden" og den palæstinensiske "Nakba." Desuden har det pålagt alle prædikanter i moskeerne at benytte deres prædiken til at tale om "Nakba" under fredagsbønnen. Den palæstinensiske regering planlægger også et stort massemøde i Ramallah for at markere begivenheden.
Hamas har på sin side allerede påbegyndt en række af begivenheder i Gaza-striben i "sorg" over dannelsen af Israel. En af begivenhederne bestod bl.a. i at invitere palæstinensere til at komme hen til grænsen til Israel og betragte det "besatte Palæstina" gennem særlige kikkerter.
Ved denne lejlighed erklærede Hamas-lederen Ahmed Bahr, at hans bevægelse er ved at forberede 100.000 krigere "til at befri Palæstina." Han tilføjede: "Modstandsgrupperne vil blive ved med at bære våben og vi vil ikke opgive vores land og hellige steder. Den israelske besættelse må ophøre. Ingen har lov til at opgive retten til tilbagevenden eller gå på kompromis med den. Enhver, som forbryder sig mod dette, begår højforræderi."
Hamas er i det mindste ærlig vedrørende sine intentioner om at udslette Israel og erstatte det med en islamistisk stat. Men den palæstinensiske selvstyreledelse på Vestbredden fortsætter med at bedrage, ikke alene sit folk, men også det internationale samfund i forbindelse med flygtningeproblemet.
Når Abbas og hans embedsmænd i Ramallah sponsorerer, finansierer og opfordrer palæstinenserne til at gå på gaden for at "sørge" over dannelsen af Israel og forblive forpligtede på "retten til tilbagevenden," er de ikke ærlige over for deres befolkning. De er utvivlsomt bange for at fortælle deres befolkning, at Israel aldrig vil lade millioner af palæstinensere komme inden for sine grænser. De er endnu mere bange for at indrømme over for flygtningene, at arabiske og palæstinensiske ledere har løjet for dem lige siden 1948 ved at bede dem forblive i deres lejre, fordi de en skønne dag vil vende tilbage til ikke-eksisterende landsbyer og hjem.
Hvis eller når fredssamtalerne mellem Israel og palæstinenserne bliver genoptaget, vil Selvstyrets ledere ikke være i stand til at tilbyde nogen form for indrømmelser i forbindelse med flygtningespørgsmålet. Det vil de ikke, fordi de ved, at deres befolkning ikke ville acceptere nogen form for indrømmelser i denne sag. Og igen har Selvstyrets ledere kun sig selv at bebrejde, fordi de gennem årene har radikaliseret deres befolkning til et punkt, hvor palæstinenserne opfatter enhver indrømmelse til Israel som "højforræderi" og en forbrydelse. Denne holdning gælder ikke kun flygtningespørgsmålet, men også andre forhold, såsom to-statsløsningen, Jerusalems stilling og en palæstinensisk stats fremtidige grænser. Hverken Abbas eller nogen anden fremtidig, palæstinensisk leder vil være i stand til at indgå et kompromis med Israel, når Det Palæstinensiske Selvstyre selv bliver ved med at fremelske sådanne anti-israelske følelser.