ISIS synes at have inspireret til sit første terrorangreb i USA: i Garland, Texas. Denne nyhed er måske undgået mange menneskers opmærksomhed, for som det så ofte er tilfældet i vore dage, er store dele af rapporterne og kommentarerne blevet indfanget af andre, supplerende emner.
De supplerende emner er for det første, at angrebet var rettet mod en konkurrence, der skulle vise billeder af, hvordan folk forestiller sig, at Muhammad kan have set ud. Dernæst er der identiteten på de personer, som havde arrangeret udstillingen og talte ved den.
 Bosch Fawstin (nr. 2 fra venstre), tegneren som vandt Muhammad-kunstudstillingen og –konkurrencen i Garland, Texas, i denne uge, præsenteres her med sin pris af (fra venstre mod højre) Robert Spencer, Geert Wilders og Pamela Geller. (Foto: Atlas Shrugs blog) |
Men før vi når så langt, lad os først vende tilbage til hovedemnet. Siden januar er tanken om, at ISIS-lignende grupper kan inspirere folk til at udføre morderiske angreb i Paris og København, blevet accepteret. Men at det kan ske i Texas, af alle steder, kan have en endnu værre, "isnende indvirkning" på ytringsfriheden end angrebene i Paris og København. Intet europæisk land har den samme forfatningsmæssige sikring af ytringsfriheden som USA. Og Texas sidder ikke fast i den moralske relativisme og frygtsomme multikulturalisme, som præger de fleste europæiske lande.
Der vil, efter Garland, være en følelse af, at hvis ISIS kan slå til i Texas, så kan den slå til alle steder. Hele den udviklede verden er derfor et potentielt mål for angreb fra ISIS. Selvom ingen vil stikke hænderne i vejret og overgive sig, er der sandsynligvis heller ingen, der vil ønske at tiltrække sig opmærksomhed ved at sige eller gøre noget, der måtte mishage denne type morderiske censorer.
Tilstedeværelsen af stærke sikkerhedsstyrker hjælper klart med at forhindre angreb, men det er værd at huske, at ISIS vil benytte lejligheden ved den slags "mislykkede" angreb til at finde på andre fremgangsmåder, som de vil skønne har større sandsynlighed for at lykkes.
Mest slående er imidlertid, hvor tavse mange af de sædvanlige forsvarere for ytringsfriheden har været.
Dette har utvivlsomt til dels noget at gøre med den forestilling, som efterhånden har rodfæstet sig, at hvis du tegner Mohammed eller offentliggør den slags billeder, så er du på en måde selv ude om det. Det er en forfærdende pasmelding et nå frem til, men det er netop på den måde, hvorpå censur og selvcensur får lov til at indlejre sig.
Meget få mennesker siger, at de ikke vil tegne en historisk person, fordi de er bange. Men efter angreb på angreb er den følelse begyndt at vokse hos de fleste medier og hos andre, som har afslået at offentliggøre den slags billeder, at de har fejlet. Så for at skjule skammen siger de til sig selv, at der er noget provokerende og endda uansvarligt ved at udfordre mennesker, som ønsker at udfordre ytringsfriheden.
Man kan måske stadig opnå støtte fra dem, der værdsætter ytringsfriheden, hvis man tilfældigt kommer til at offentliggøre en tegning af Mohammed, men ikke hvis man gør det bevidst, fuldt vidende om konsekvenserne. Men det er selvfølgelig præcist efter at have set konsekvenserne af at udfordre disse ventende censorer, at det er allervigtigst at blive ved med at udfordre dem, så det ikke er folk med kalashnikovrifler, der skaber vore traditioner og love.
Efterhånden som folk finder på stadig mere detaljerede måder at retfærdiggøre det, de formentlig dybt i deres hjerte ved er foragteligt, bliver det sværere og sværere for dem at ændre kurs.
Så er der det andet kun-lejlighedsvist-drøftede supplerende emne, som meget vel kan ligge til grund for forskellen mellem angrebene i Europa og reaktionen på det forsøgte angreb i Texas. Januar måneds massakre ved det franske satireblad Charlie Hebdo vækkede utvivlsomt en del af den almindelige offentlighed i Vesten, fordi ofrene var vittighedstegnere og redaktører ved et "venstrefløjsblad." Det vil sige, at Charlie Hebdo stod for en slags robust, sekulær, anti-establishmentagtig fransk politik, som en del af venstrefløjen verden over kunne genkende som sin egen.
Dette står i kontrast til den, til sammenligning, manglende solidaritet efter truslerne mod den danske avis Jyllands-Posten i efterdønningerne efter affæren om Muhammed-tegningerne i 2005. I varierende grad blev Jyllands-Posten beskrevet som en "konservativ" avis. I denne kontekst og med en usikkerhed på om "konservativ" betød alt lige fra "systemet" til "racistisk," var der ofte en mistanke om en mørk bagtanke med at offentliggøre tegninger af islams grundlægger.
Men der findes ingen måde at undslippe den form for tilsøling på. Masser af mennesker viste sig, i kølvandet på angrebene i Paris, parate til at tilsværte de myrdede tegnere ved Charlie Hebdo som ekstremt højreorienterede eller racister.
Organisatorerne bag American Freedom Defense Initiative (AFDI) [Initiativ til forsvar af amerikansk frihed], Pamela Geller og Robert Spencer, er ikke venstrefløjsjournalister, men konservative aktivister; og fordi den hollandske politiker Geert Wilders talte ved udstillingens åbning, blev der tilføjet et lag af kompleksitet for mennesker, som ynder at udstyre handlinger med en politisk mærkat i stedet for blot at se handlinger som noget, der er adskilt fra dem selv. Det synes imidlertid klart ud fra dette mønster med fordømmelse på den ene side og tavshed på den anden, at en tegner kan være værd at forsvare, hvis han er forbundet med en organisation på venstrefløjen, men ikke hvis han er forbundet med en på højrefløjen.
Denne forestilling fører os selvfølgelig frem til en af de fejlagtige antagelser i vor tid: at mennesker på den politiske venstrefløj er motiveret af gode intentioner, selv når de gør slemme ting, mens mennesker på den politiske højrefløj er motiveret af slemme intentioner, selv når de gør gode ting. Så en tegning udsendt af Charlie Hebdo tænkes måske at være provokerende på en konstruktiv måde, mens en der støttes af AFDI kun kan tænkes at være provokerende på en ukonstruktiv måde. Hvad enten folk er villige til at indrømme det eller ej, så er dette et af hovedproblemerne bag reaktionen på angrebet i Texas.
Det er næppe nødvendigt at påpege, at sådan en skelnen er en kolossal fejltagelse. Når folk foretrækker at fokusere på ofrenes motiver frem for angribernes motiver, overser de det eneste, der virkelig betyder noget: at det var en kunstudstilling, eller ytringsfriheden, der var mål for angrebet. Resten er narcissisme og langsom indlæring.
Det betyder intet, om man er højreorienteret eller venstreorienteret. Det betyder intet, om man er amerikaner, dansker, hollænder, belgier eller franskmand, eller om man er fra Texas eller København. Disse særpræg har måske stor betydning og kan være uendeligt interessante for folk i de pågældende lande. Men de betyder ikke en bønne for ISIS eller dens medløbere. Det disse folk forsøger, er at gennemtvinge islamiske blasfemilove i hele verden.
Det er det eneste, der betyder noget. Hvis vi glemmer det eller mister det af syne, så fortaber vi ikke kun ytringsfriheden, så taber vi, punktum.